SCHWEIZ // ANALYSE – Med 9,1 millioner indbyggere og fortsat befolkningstilvækst diskuterer Schweiz, om der skal indføres et loft på 10 millioner borgere. Folkeafstemningen afslører et grundlæggende dilemma mellem økonomisk behov for arbejdskraft og ønsket om at begrænse presset på boliger, natur og infrastruktur. Der er lagt op til en ægte valggyser søndag, skriver Jakob Cold.
Det sættes nu til folkeafstemning, at det i Grundloven indskrives, at Danmarks indbyggertal aldrig må overskride syv mio. Tankegangen er fri fantasi, men i Schweiz er den realitet. Den 14. juni stemmer schweizerne, om der skal sættes en grænse ved 10 millioner indbyggere i alperepublikken, der aktuelt tæller 9,1 millioner. Afstemningen er interessant demografisk, demokratisk og demoskopisk, hvor folket ”sættes under lup” i meningsmålinger.
Willensnation under pres
Schweizerne definerer ikke deres nation etnisk, men som en Willensnation – altså en nation funderet i en fælles vilje til politisk frihed og fællesskab på tværs af fire sprog og både katolikker, protestanter/calvinister og – i nyere tid – også ateister.
Historisk har Schweiz også optaget mange mennesker på flugt fra undertrykkelse som statsborgere. Eksempelvis franske protestanter. Viljen til at balancere forskelligheder symboliseres ikke mindst i schweizernes flag. Til forskel fra næsten alle andre flag i verden er det ikke rektangulært, men kvadratisk, og de fire arme i korset er lige lange.
Som dansk iagttager vil man bemærke og måske også overraskes af to andre træk, når modstanderne af folkeinitiativet skal beskrives. Begge træk er typisk schweiziske
Fortalerne for at sætte et absolut defineret låg på befolkningsudviklingen i Schweiz, hvilket i givet fald i denne radikale version vil være det første sted i verden, argumenterer derfor heller ikke etnisk. Deres argumentation sker snarere ud fra et potpourri som følgende, der selvfølgelig kan udfoldes med varierende grader af temperament, og som af denne artikels forfatter i første omgang blot gengives ukritisk:
Landskaberne i Schweiz er smukke som postkort, men mange schweizere lider af såkaldt Dichtestress – altså stress forårsaget af tæthed og pladsmangel. Togenes punktlighed overgår alle europæiske jernbaner, men togene er stadig oftere propfyldte.
Transitvejene over alpepassene plages af Blechlavinen (opkaldt efter lange køer af biler med karosseri af blik). Pendling omkring de store bycentre er en tålmodighedsprøve for et folk, der hylder Pünktlichkeit und Präzision og derfor hader at komme for sent.
Samtidig må mange schweizere opgive drømmen om et eget hjem på grund af boligprisernes himmelflugt, da nybyggeriet slet ikke kan følge med efterspørgslen fra den stigende befolkning.
I skolerne lider kvaliteten af undervisningen under en øget andel af udlændinge. Videre peges på, at i voldsstatistikkerne er yngre udlændinge overrepræsenteret, og når kvinder chikaneres i offentlige badeanlæg, er det typisk ikke af mænd med schweizisk pas.
Ofte holdes udviklingen i Tyskland, Frankrig og Sverige op som spejl for, hvor galt det kan gå med social disintegration, kulturelt identitetstab og politisk instabilitet.
Lederhosen & laptop
Men hvad siger de demografiske data? Kontrasten er stor til mange europæiske lande og regioner, der stagnerer eller endda skrumper markant. For i Schweiz er indbyggertallet siden 1995 vokset fra 7 til aktuelt lige over 9 mio. Andelen af udlændinge bosiddende i Schweiz og altså uden schweizisk statsborgerskab er i samme årrække vokset fra allerede høje 19 pct. til hele 26 pct.
Langt de fleste udlændinge er dog fra EU eller det øvrige Europa. Gennemsnitligt er udlændinge faktisk bedre uddannet end schweizerne, og deres erhvervsfrekvens er højere. Dygtige udlændinge er tiltrukket af karrieremuligheder i et af verdens rigeste, mest højteknologiske og naturskønne lande. Kombinationen af lederhosen & laptop virker som en magnet. I en af Schweiz 26 kantoner, nemlig Zug, er der indvandret så mange udenlandske velhavere, at det qua det øgede skattegrundlag har bidraget til skattelempelser til børnefamilier og pensionister. Læg dertil, at udlændingene ofte kun har tidsbegrænset arbejdstilladelse, og at adgangen til velfærdsydelser er ganske restriktiv for udlændinge, hvilket til dels også skyldes, at mange ydelser betales over individuelle forsikringsordninger i stedet for kollektivt over skatten.
”Keine 10 Millionen Schweiz” sælges som bæredygtigt
Forslaget til forfatningsændringen med en ny bestemmelse (formentligt som artikel 73a) skyldes et såkaldt folkeinitiativ, hvor forslaget altså ikke kommer fra parlamentet eller regeringen.
Teksten, som schweizerne skal stemme ja eller nej til er noget lang, men essensen er følgende: Befolkningen med schweizisk statsborgerskab + udlændinge med mindst 12 måneders opholdstilladelse må frem mod 2050 ikke overskride 10 millioner. Hvis de 9,5 millioner overskrides i årene forinden, skal regeringen og parlamentet iværksætte modstyrende tiltag inden for asylområdet, familiesammenføring og internationale aftaler med forhandling af undtagelsesbestemmelser og beskyttelsesklausuler samt – ultimativt – udtræden.
Fortalerne betegner forslaget som et bæredygtighedsinitiativ. Altså en semantik, der er særdeles godt kendt i et land, hvor nærhed til naturen gang på gang topper listen over definerende træk for schweizerne som nation. Signalet er klart: Som økosystem er Schweiz truet af sammenbrud. Det er imperativt at styrke bæredygtigheden.
Forfatningsændring alene per folkeafstemning?
For danskere, hvis Grundlov sidst blev revideret i 1953, kan det lyde i overkanten dynamisk grænsende til det angstprovokerende, at en folkeafstemning kan føre til en forfatningsændring. Grundloven skal jo netop sikre kontinuitet, vil automatreaktionen for en dansker være.
Schweizerne vil så først supplerende oplyse, at forfatningsændringen ikke kun kræver over 50 pct. af de afgivne gyldige stemmer i en folkeafstemning, men også stemmeflertal i samme folkeafstemning i over halvdelen af kantonerne.
Schweizernes forfatning skelner mellem tre forskellige typer folkeafstemninger, og folkeinitiativer med de foreskrevne flertal fører altid til forfatningsændringer. Det gælder bl.a. de vedtagne initiativer om minaretforbud (2009), begrænsning af masseindvandring (2014) og initiativ for større fødevaresikkerhed (2017). Så tilhængerne af folkeinitiativet ”Keine 10 Millionen Schweiz” kan altså hente håb i, at den slags tidligere faktisk har ført til forfatningsændringer.
Hvad siger modstanderne?
Som dansk iagttager vil man bemærke og måske også overraskes af to andre træk, når modstanderne af folkeinitiativet skal beskrives. Begge træk er typisk schweiziske. Ja – konstitutive for deres politiske liv.
For det første udtaler regeringen (Bundesrat) og parlamentet sig. Det kan forstås som en balancering af det politiske liv på den måde, at når folket kommer med et initiativ, så har de professionelle politikere en ret og pligt til at vejlede. Den vejledende tekst er så igen resultatet af forhandlinger og afstemninger i regeringen hhv. parlamentet.
Oversat til dansk (i min version) lyder teksten som følgende ganske veritable bredside: ”Fra Forbundsrådets og parlamentets synspunkt skaber initiativet usikkerhed og bringer Schweiz’ stabilitet i fare. Det skader økonomien, truer velstanden og den indre sikkerhed og medfører betydelige omkostninger for forbundet og kantonerne. Desuden sætter det den bilaterale vej med EU og den humanitære tradition til debat”.
Og her kommer så overraskelse nummer to: Hvordan kan regeringen anbefale et nej, når to af regeringens syv medlemmer kommer fra det Schweiziske Folkeparti (SVP), som har fremmet folkeinitiativet? Forklaringen er, at regeringer i Schweiz ifølge forfatningens artikel 177 ”…leder (entscheidet) som kollegium”.
Det betyder, at når regeringen har truffet en beslutning, så repræsenterer alle medlemmer den officielle linje udadtil, også selv om deres parti er uenigt. Som uskreven forfatningsregel gælder dette også i den offentlige debat.
Denne regel skal også ses i lyset af den schweiziske trylleformel (Zauberformel) 2 + 2 + 2 +1, som i årtier har fordelt de altid kun syv ministersæder (og ikke over 20 som i Danmark) til de fire største partier.
I Schweiz er konsensus ikke et skældsord for politisk dovenskab og opportunisme, men en kvalitet, der sikrer kontinuitet om samfundsudvikling og investeringer. Konsensus har også været et stærkt aktiv for en troværdig neutralitet væbnet til tænderne.
Modstanderne i øvrigt gengiver og udfolder i hovedsagen ovenstående argumentation fra regeringen og parlamentet. Eksempelvis hævdes det, at fortsat finansiering af det schweiziske pensionssystem afhænger af, at arbejdende udlændinge i Schweiz fortsat betaler fuld skat og forsikringsordninger, selvom langt de fleste forlader landet, før de bliver gamle pga. deres tidsbegrænsede arbejdstilladelser.
Videre peges på, at Schweiz’ industri og turistsektor vil lide alvorligt uden udenlandsk arbejdskraft, når fødselskvoten for statsborgerne i Schweiz ligger helt nede på 1,2. Også medlemskabet af Schengen-samarbejdet vil kunne kompromitteres med alvorlige følger, argumenterer modstanderne. Og vedtages forslaget, vil det kunne øge xenofobi og dermed kun belaste den sociale sammenhængskraft yderligere.
For dumme og splittede til demokrati? Ikke schweizerne
Aristoteles (394-322 f.v.t.) pointerer i sit værk Politiken om forskellige styreformer, at demokrati forudsætter en høj grad af modenhed og gensidig tillid i det politiske fællesskab.
Den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt (1818-1897), om hvem det lige kuriøst skal indskydes, at hans kontrafej i en overgang prydede verdens dyreste pengeseddel (1.000 schweizerfrank), og at han var mentor for Friedrich Nietzsche (1844-1900), beskriver i sit værk om det antikke Grækenland netop, hvordan et demokrati (hos Burckhardt det klassiske athenske) kan føre til uholdbare gruppedynamikker, polarisering og forfølgelse af mindretal m.v.
Demoskopien peger på et nervepirrende showdown
Når man ser demokratiets tilstand i en del lande i dag, er man tilbøjelig til at give Aristoteles og Burckhardt ret med et dybt suk. Men i Schweiz står tingene anderledes. Borgernes politiske dømmekraft er opøvet gennem en lang tradition for direkte demokrati. Viljesnationen er så pluralistisk sammensat af sprog, konfessioner, traditioner knyttet til livet i byer hhv. bjergene osv., at en enkelt konfliktakse (fx ”os mod udlændingene”) får sværere ved at dominere og polarisere.
Denne strukturelle dæmper på polarisering understøttes også valgteknisk af, at folkeafstemningerne ofte ikke kun gælder et enkelt, men flere spørgsmål. Således stemmes der den 14. juni i lyset af den geopolitiske udvikling ikke kun om spørgsmålet om de 10 millioner, men også om hvorvidt attraktiviteten af civiltjeneste skal reduceres, så flere vælger værnepligten.
Demoskopien – altså folket under lup – forudser en særdeles spændende valgdag. Prognoserne viser en marginal overvægt på modstandersiden på måske bare to procent.
Generelt står der også ganske stor respekt om de demoskopiske institutter i Schweiz. Men eksempelvis flertallet på valgdagen for forslaget om forbud mod minareter i 2009 kom totalt bag på meningsmålingerne, og resultatet blev følgelig også betegnet som en Polit-Sensation.
Dette ikke mindst i betragtning af, at regering og parlament havde anbefalet et nej til forbuddet. Folket ville det åbenbart anderledes. Og fik det anderledes, idet minaretforbuddet blev indskrevet i forfatningens artikel 72, stk. 3: ”Der Bau von Minaretten ist verboten”.
Og så vokser usikkerheden og spændingen om valgets udfald naturligvis, når demoskopien viser så tæt løb som 52-48. Her kan det blive ekstra afgørende, hvem der kan mobilisere sine vælgeres gang til urnerne, og om der i sidste øjeblik dukker sager op af stærk symbolsk karakter.
Meningsmålingerne peger på, at den vigtigste parameter er, at bybefolkningen i udpræget åbne økonomier vil stemme nej, mens der vil være overvægt af tilhængere på landet og i bjergene med en mere traditionel livsstil.
Og hvad tænker de 26 pct. af Schweiz’ befolkning, som er udlændinge uden stemmeret? Tja – det er nok for tidligt at vurdere, men en tese kunne være, at højtuddannede og højtlønnede med europæisk baggrund i de åbne byøkonomier vil være mindre eksistentielt bekymrede, mens svagere og ikke-europæiske grupper vil være væsentligt mere bekymrede.
Det gælder måske også selv, hvis udfaldet skulle blive et nej, sådan som demoskopien forudser. For afstemningen er i sig selv et stærkt symbolsk signal. Og signalet såvel som valgets resultat vil kunne byde på megen læring. Ikke kun i Schweiz, men også i andre lande, hvor geopolitik og demografi presser på, og mange forskellige hensyn skal balanceres.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og