
UDDANNELSESVALG // KLUMME – “De unge var lige ved at blive kastet under (skole)bussen på vej til gymnasiet, så de fortjener et par ord med på vejen, hvor der igen er fokus på uddannelsesvalget, og ikke hvad deres forældre tjener,” skriver Jarl Panzeri Vistisen, som er uddannelsesvejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning i København. Han har et par karakteropbyggende ord med på vejen til de unge, inden de sendes i gymnasiet, dér hvor de bor.
Den nye regering er i fuld sving med at tilbagerulle elevfordelingen på gymnasier efter forældreindkomst og i stedet fordele elever efter transporttid fra næste skoleår.
De unge var lige ved at blive kastet under (skole)bussen på vej til gymnasiet, så de fortjener et par ord med på vejen, hvor der igen er fokus på uddannelsesvalget, og ikke hvad deres forældre tjener:
Kære unge!
Søg en uddannelse med noget, som du vil gå i dybden med – ikke kun, når uddannelsen starter, men gerne noget tid før og længe efter endt uddannelse, da interessen skal stikke dybere til alle tider, når det kommer til uddannelsen rettet mod dit fremtidige arbejdsliv.
Hvis du tager en uddannelse på seriøs manér i dine ungdomsår, så vil festen ingen ende tage i resten af dit (voksen)liv
Hvis du kun går efter pengene, så bliver du aldrig rigtig god til det, du laver.
Find noget, som du er glad for og ikke kun noget, som din far og mor er glade for.
Hvis du vil feste din ungdom væk, så kan resten af dit (drengerøvs)liv blive en lukket fest, men hvis du tager en uddannelse på seriøs manér i dine ungdomsår, så vil festen ingen ende tage i resten af dit (voksen)liv.
Tænk blot på, hvem der til sidst kunne spille op til dans og musik i De tre små grise, eller hvordan Oliver Bjerrehuus’ liv er i dag. Han ville ønske, at han havde ”fået noget ind i bolden” i form af uddannelse, siger han.
Uddannelse er ikke noget, du får – tag den selv
Uddannelse er bare ikke noget, du får, det er noget, du tager. Du skal selv bane vejen, og du må gerne fylde hele vejen til at komme først frem.
Alle stjerner vil stå mere fordelagtigt for dig, hvis du virkelig følger dit hjerte, men ”det lange seje træk” er svært helt at undgå.
Hvis ikke det kan gå hurtigt nok med din karriere, så kan du fremskynde den, hvis du ved:
1. Hvem du er
2. Hvad du vil
3. Og så går efter det
Vær en pil i luften frem for en fjer i vinden, der ikke tager styring over sit liv, men kastes rundt af alt og alle. For har du nogensinde set en pil stoppe op på vej mod sit mål?
Og når du så går efter dit mål, så vær en pil i luften frem for en fjer i vinden, der ikke tager styring over sit liv, men kastes rundt af alt og alle. For har du nogensinde set en pil stoppe op på vej mod sit mål?
Pas til gengæld på med at gå efter det perfekte.
Det måtte Guldlok sande i fortællingen om Guldlok og de tre bjørne, da hun fik en brat opvågning af bjørnene efter at være blevet lullet i søvn i den mest magelige seng i bjørnenes hus.
Men bevar stadig din kritiske sans, da du lettere får gang i karrieren, hvis der er plads til forbedringer, som kun du kan adressere, så længe du er vågen.
Bedre end en topkarakter
Og hvis ikke du kommer ind på drømmeuddannelsen, så skal det bedste ikke være det godes værste fjende. Det hører med til at blive voksen at vågne op fra drømmen, og (uddannelses)plan B kan ofte vise sig at være mindst lige så farbar, da dine personlige egenskaber er vigtigere langt hen ad vejen.
En robust karakter er nemlig på mere end én måde vigtigere end en topkarakter.
Verden har brug for flere mennesker, der gør sig umage, hvad end de laver
Husk, at alle lærer at gå fra barnsben af før eller siden. De fleste slår nogle kolbøtter undervejs i livet, men lander på et tidspunkt med begge ben på jorden og finder deres ståsted i livet.
Uanset hvad du vælger, så gør dig umage for alles skyld. Verden har brug for flere mennesker, der gør sig umage, hvad end de laver.
Rigtig god tur til skole, dér hvor du bor.
Læs mere om uddannelse og uddannelsesvalg i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her