UNGDOMSLIV // KOMMENTAR – Der er noget helt galt i Danmark, skriver Amalie Andrea Lundberg, der blev student i 2022. Det må stå klart, at systemet er på afveje, når så mange unge mennesker knækker og brænder sammen psykisk allerede i starten af deres liv. Hun har også et bud på en diagnose. Teksten er en redigeret version af hendes tale til ’Akademiet for Talentfulde Unge’ ved diplomoverrækkelsen i 2022.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære unge mennesker
Vi er – siger mange – Danmarks livsværk, stolthed og fremtid, og i årene 2019-20 startede størstedelen af os på vores nuværende ungdomsuddannelse.
Vi var uvidende om, hvad det nye kapitel ville bringe os, men vi sprang ud i det. Vi gjorde det med forventningens glæde, men også med en iboende nervøsitet – hvordan ville vores gymnasietid blive?
Det er min oplevelse, at elastikken er spændt maksimalt, og hvis det fortsætter, vil den knække en dag. Mange er allerede knækket
Mange mennesker er ikke bevidste om, at antallet af unge mellem 10 og 24 år, der bliver diagnosticeret med psykiske sygdomme, er foruroligende højt. Det må tages alvorligt, når angst, depression, spiseforstyrrelser og stress er udbredt blandt unge i gymnasiet, og når 15 % får en psykiatrisk diagnose, før de er fyldt 18.
En ny undersøgelse fra 2023 viser, at mindst 10 procent af børn og unge i Region Hovedstaden har psykiske problemer, en rapport fra SDU i 2022 konkluderede, at det ”især er unge kvinder i alderen 16-24 år, som mistrives, og andelen er blevet større gennem årene. For eksempel scorer over halvdelen af de unge kvinder højt på stressskalaen, og hver femte føler sig nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig.”
Vi unge taler også om det, men vi oplever det i højere grad på vores egne kroppe.
Situationens mørketal er endnu uvist, for tabuet er fortsat betydeligt, og systemets sammenpressede vægge mod den enkelte føles endnu større. Det er ikke et liv, vi skal byde de kommende arbejdshænder og -hoveder.
Vi har ikke længere diplomet som det lykkeligste folkefærd hængende på væggen, og alt for mange må ty til psykologhjælp. Det føles, som om vi er blevet smidt hovedkuls ud i en realitet fyldt med følelser, der skal tackles, uden at vi er klædt på til at navigere i den.
Vi er præget af en nulfejlskultur, der tilsiger, at det ikke er acceptabelt at fejle, hvis du altså vil være med i konkurrencen. Ingen fortæller os, at man faktisk lærer mest af sine fejl
Snarere er vi ved at brænde sammen – i øvrigt sammen med de mange af vores forældre, der også går ned med stress. For når de studerende snyder til eksamen, er det, fordi vores skolesystem går højere op i karakterer, end de studerende rent faktisk går op i at lære noget.
Når studerende kopierer andres afleveringer, er det, fordi vi er bange for at være middelmådige. Fordi det kun er det ekstraordinære, der sættes fokus på. Vi er præget af en nulfejlskultur, der tilsiger, at det ikke er acceptabelt at fejle, hvis du altså vil være med i konkurrencen. Ingen fortæller os, at man faktisk lærer mest af sine fejl – langt mere, end hvis man konstant stræber mod perfektionen.
Jeg siger ikke, at livet ikke må have udfordringer. Selv er jeg faktisk stor fortaler for konkurrence og udfordringer. Men hvordan kan man sigte mod et samfund med en sund konkurrence, hvis vi mister konkurrenterne undervejs?
For sagt lidt polemisk: Hvad er en virksomhed uden sine medarbejdere? Og hvad er gymnasiet uden sine elever?
Mange konstellationer ville ikke fungere, og mange konkurrenter ville blive smidt af hesten undervejs, hvis vi hele tiden skal tilpasses urimelige bokse og systemer. Vi passer ikke alle ind i en bestemt boks, og gudskelov for det. Men alt for mange unge bliver mast af samfundets konkurrenceprægede vægge.
Jeg hørte engang en video med et budskab om, at ”hvis en blomst ikke blomstrer, bebrejder du da blomsten eller dens miljø?” Hvis ikke den blomstrerede, ville du da iagttage planten, eller dens jord? Lyset? Måske luften omkring den? Fordi det er vel den reelle årsag til, at den kan gro.”
Hvis hele livet er dedikeret til præstationen, bliver tilværelsen endeløs – tidløs
Vi er blomsten. Hvis ikke vi vokser eller blomstrer på den rigtige måde, er det så det rigtige miljø, vi er sat til at spire i? Hvis ikke vi tilpasser os vores samfund, bliver vi den sidst valgte blomst i supermarkedet. Vi bliver aldrig valgt, og – groft sagt – bliver den fravalgte blomst smidt i affaldsspanden.
Men er det ikke på tide, at vi i stedet for at dømme blomsten dømmer dens miljø? At vi tilpasser miljøet omkring den, alt efter hvilken sort den er. Og at vi indser, at vi ikke skal afkrydse et forventningsskema eller en karakterskala for forskellige blomster ud fra ens kriterier.
Hvis hele livet er dedikeret til præstationen, bliver tilværelsen endeløs – tidløs.
Jeg vil påstå, at de få mennesker, som rent faktisk udvikler deres potentiale til noget helt fremragende, ikke bliver det ved at leve et perfekt og enestående liv. De udvikler deres potentiale, fordi de holder fast i en essentiel kerneværdi – i noget, der er så unikt, at det er en del af deres DNA fra starten, og deres kroppe skriger på at fortsætte.
Dem, der udvikler deres potentiale, gør det, fordi de fokuserer på at forbedre sig, men det er langt fra det samme som at være besat af at opnå en bestemt karakter.
Under min tid som gymnasieelev fulgte jeg et talentprogram på Akademiet for Talentfulde Unge Der blev vi alle anerkendt for vores individuelle talent.
Vi var forenet i et fællesskab, hvor lysten til læring var stærkere end en stræben efter en højere karakter. For netop lysten til læring er dét, vi skal tilegne os og videreudvikle i løbet af vores liv
Nogle af os vidste det, da vi startede, for andre tog det længere tid at erkende. Men vi var alle forenet i et fællesskab, hvor lysten til læring var stærkere end en stræben efter en højere karakter. For netop lysten til læring er dét, vi skal tilegne os og videreudvikle i løbet af vores liv.
På Akademiet for Talentfulde Unge havde vi alle dét til fælles, at nogle så et lys i os. Og et eller andet sted i hver enkelt af os gemmer der sig noget helt særligt, som venter på at blive udfriet i dét samfund, vi alle kalder for vores.
På talentprogrammet mødte vi forfatteren Knud Romer. Han sagde til os: ”I er de klogeste hoveder, så I vil gøre alting perfekt. Derfor bliver I aldrig færdige, og det bliver aldrig godt nok.”
Det er min oplevelse, at elastikken er spændt maksimalt, og hvis det fortsætter, vil den knække en dag. Mange er allerede knækket. Men når jeg selv er på mit laveste og ligger i sengen og ikke kan stå ud, fortæller jeg mig selv: ”Det er sådan, systemet er, og det er dét, systemet kræver af os hver og én.”
Men er der ikke noget galt med systemet, hvis unge mennesker allerede knækker i starten af deres liv?
For at svare på dét spørgsmål vil nogle måske sætte spørgsmålstegn ved valget af uddannelse. Men sandheden er, at også elever med et imponerende fagligt overskud oplever ikke at kunne leve op til forventningernes ubønhørlige pres.
Fra i dag skal I høre på og fra os. Og jeg vil ikke være med til at grave et dybere hul, jeg vil være med til at dække det til, til at hive gulvtæppet væk og begrave nulfejlskulturen levende
På Akademiet for Talentfulde Unge blev vi ikke målt og vejet. Vi er ikke blevet sat i boks med andre end os selv. Og ved afslutningen på vores forløb fik vi ikke et diplom, hvor vores karakterer var remset op på en liste.
I stedet fik vi et diplom, der bekræfter, at vi har været en del af noget større, som uddannelsessystemet kan lære af. Og noget, det etablerede uddannelsessystem aldrig ville kunne røre.
Det er en del af løsningen på halvdelen af problemet. For er vi her for at leve, eller lever vi for at være her? Jeg hører desværre ingen røster i den offentlige debat, der taler om at indrette samfundet, så vi får et bedre liv.
Vores samfund.
Vores liv.
Vores trivsel.
I virkeligheden betyder karakterer så lidt, det er jo bare tal – men i sidste ende er det dem, der for nogle mennesker kan afgøre et helt liv. Og for mange bliver karakterer afhængighedsskabende og kreerer præstationsludomaner.
Det her er vores liv. Jeg stoler på vores generation. Jeg stoler på, at vi i fællesskab kan omforme samfundet, så det sigter efter at skabe rammen om et bedre liv for den enkelte; at vi alle skal give ungdommen lysten til læring tilbage; at vi skal genføde og skabe en ny æra. Så lad os derfor ikke give op. Lad os ikke bukke under. Lad os kæmpe for et godt liv.
Fra i dag skal I høre på og fra os. Og jeg vil ikke være med til at grave et dybere hul, jeg vil være med til at dække det til, til at hive gulvtæppet væk og begrave nulfejlskulturen levende.
Danmark, jeg regner med jer, for vi har et problem.
Læs også “De unge vil stoppe stressfesten” af Thomas Milsted her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her