LONGREAD // SAMFUND – Den forhenværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, takkede efter valget i juni af med følgende ord: ”Danmark er et ret fantastisk land, hvor solen skinner over os, i enhver forstand. Mette Frederiksen overtager et land, som er i absolut topform, med rekord høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, styr på indvandrerpolitikken, det går rigtig godt i Danmark.” Men sådan opleves vores dejlige Danmark ikke alle steder, skriver Kiowa Rudolph Især ikke på bunden af kransekagen.
Hvad med psykiatrien, har jeg lyst til at råbe af mine lungers fulde kraft? Hvad med de svageste i samfundet? Dem der ikke kan selv. Hvilket Danmark – set fra bunden – er det du, Lars Løkke Rasmussen, overlader til Mette Frederiksen?
Jeg håber selvfølgelig ”bare”, at det er gået galt med kommunikationen mellem forskellige instanser i systemet. At der er knækket et led i kæden, som det nu er meget vigtigt at få repareret hurtigt, hvis ikke en masse mennesker skal falde i afgrunden.
Nu er der nok nogle, som vil indvende: ”Ja, men det er ikke statsapparatet, der skal styre det, det er kommunerne eller regionen, der skal stå for den sag.”
Det er jeg sådan set ligeglad med. Jeg ser bare gerne, at det knækkede led i kæden bliver fikset, så der ikke falder for mange dårligt stillede borgere i den dybe afgrund. Hvis det vel og mærke er et knækket led, der er tale om.
Får måske er problemerne tværtimod et udtryk for, hvordan vores ellers moderne og virkelig godt kommunikerende samfund er skruet sammen? Måske er det ikke kun SKAT, der har brug for en kulegravning, men også nogle af de andre offentlige instanser?
Hvorfor skal det være så svært for politi og fagligt sundhedspersonale at hjælpe et menneske, der så tydeligt kun hænger i med fingerspidserne, blot fordi han er for syg til selv at bede om hjælp, men for rask til at blive tvangsindlagt?
Så til alle, der befinder sig langt fra bunden af det danske samfund, kommer her en fortælling, som er så langt fra den tidligere statsministers fremstilling af Danmark, som noget kan være. Så langt fra toppen og så tæt på bunden, at det Danmark han snakker om, lige så godt kunne befinde sig på månen.
Når et menneske i frit fald, falder dybere og dybere, næsten som i slow motion, mens alle omkring kan se det og måske prøver at række en hånd ud, men systemet er hullet som en si, så det lykkes dette stakkels menneske at falde gennem alle hullerne i det sikkerhedsnet, der burde have grebet ham, virker det, som om systemet insisterer på, at det skal koste liv, eller i hvert fald at nogle skal komme til skade, før det faktisk reagerer.
Her skal stadig være plads til alle
Stedet er Nørrebro. En etageejendom som mange andre. For 20 år siden, da jeg flyttede ind, var bygningerne noget grålige. I gården var der en kvadratisk græsplane, som i hvert hjørne havde et skur af en slags, primært til skraldecontainere. Græsplanen var rammet ind af et asfaltstykke på godt og vel fem meter i snit hele vejen rundt, der blev omkranset af de fire længer, ejendommen bestod af. Ret meget andet var der ikke.
Politiet bliver tilkaldt utallige gange, samt Sociolancen. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor mange gange i løbet af de fire uger, men mindst 25 gange og sikkert mere. Han bliver taget med, og jeg tror de veksler mellem at køre ham på en psykiatrisk skadestue, hvor han efter nogle timer udskriver sig selv
Beboerne var dengang høj som lav, ung som gammel, arbejder som arbejdsløs osv. En broget skare, hvor enkelte også godt kunne lide en øl eller det, der var stærkere, på bænken henne ved pladsen eller i ”Sumpen”, som vist kom til senere, men blev overtaget af pushere og derfor blev revet ned for et par år siden. Her var plads til alle.
I de sidste 20 år har meget ændret sig. Der er kommet flere børnefamilier og unge mennesker. Nogle er flyttet, mange er rykket ind og nogle er flyttet igen. Sådan som det går mange andre steder i København.
Der er sket store ændringer i gården, som er blevet en hyggelig, lille oase på stenbroen, og selve ejendommen har også fået renoveret facaden fra top til tå, så den nu fremstår helt mondæn. Selv om der stadig er lejligheder uden bad, vaskemaskine og opvaskemaskine, er flertallet af lejlighederne nok efterhånden forsynet med disse moderne faciliteter. Men her skal stadig være plads til alle.
Et af disse mennesker, som godt kunne lide en øl på bænken og som har boet i ejendommen i en halv menneskealder – eller i hvert fald 30 år – og stadig lever uden bad og godt må ryge i lejligheden, er pludselig blevet højrøstet. Det er da sket før, at man har kunne høre den noget brovtende stemme på den lille gade, men aldrig i længere tid ad gangen. Det har heller ikke været så ofte, måske én gang hvert halve år.
Dem, der bor i samme opgang som ham, har nok hørt ham lidt oftere, men de fleste holder stadig fast i, at der skal være plads til alle og åbner vinduerne i opgangen, når røgen bliver for udtalt eller tager bagtrappen, hvis der er for meget rav i den på hovedtrappen. Det burde jo ikke være sådan, men nogle gange er det nu sådan.
Men så for fire uger siden ændrede noget sig.
Hvornår træder systemet i karakter?
Manden, som måske før delvist befandt sig på line og holdt balancen, som en linedanser, har mistet fodfæstet eller har ikke nået at gribe fat i linen for at undgå faldet. Eller måske når han i første omgang faktisk at gribe linen. Men det er tydeligt for enhver, der står på sidelinjen at se, at grebet ikke er sikkert og at det langsomt løsnes. Det behøver man ikke en lægefaglig uddannelse for at se. Man behøver bare at være et menneske med en lille smule sund fornuft og empati.
Hvorfor skal det være så svært for politi og fagligt sundhedspersonale at hjælpe et menneske, der så tydeligt kun hænger i med fingerspidserne, blot fordi han er for syg til selv at bede om hjælp, men for rask til at blive tvangsindlagt? Skal der ske skade, enten på ham selv eller andre, før systemet magter at træde i karakter? Eller er der gået noget helt galt i kommunikationen mellem de forskellige instanser i denne sag?
Ingen ved deres fulde fem kan være i tvivl om, at denne mand er i frit fald. Det behøver man ikke en uddannelse for at se. Men hvem er det, der skal sørge for, at han får den hjælp, han har brug for?
På valgdagen til Europaparlamentsvalget, en søndag i slutningen af maj, vågner mange ved en højlydt person i den dejlige gård. Der er kommet fancy nøglebrikker til dørene og en automatisk åbner og lukker på porten i gården, og manden kan ikke finde ud af at komme ud. Hvilket han giver højlydt udtryk for.
Det er uvist, hvordan det lykkes ham, men det gør det og den brovtne stemme flytter sig fra gården til gaden. Denne morgen ryger der for første gang noget ud af vinduet ned i gården, bl.a. et spejl på ca. 50 x 30 cm, som selvfølgelig splintres i tusind stykker, og andre mindre farlige genstande.
I de følgende dage og uger eskalerer tingene hurtigt til det værre, da han mister sit greb i linen. Han bor i første sals højde. Ting ryger ud gennem et lukket vindue, alt fra flasker til 500 g forloren skildpadde på dåse, en DVD-afspiller, bøger osv. Både ud til gården og på gaden, hvor der i lang tid har været to smadrede vinduer.
Han har også været ved at tømme lejligheden og har smidt en masse ting ud på trappeopgangen. Han har tabt nøglerne, hvilket har resulteret i, at han har sparket sin egen dør ind to gange, så den er uden lås efter anden gang.
Politiet bliver tilkaldt utallige gange, samt Sociolancen. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor mange gange i løbet af de fire uger, men mindst 25 gange og sikkert mere. Han bliver taget med, og jeg tror de veksler mellem at køre ham på en psykiatrisk skadestue, hvor han efter nogle timer udskriver sig selv, eller de lader ham sove den ud i detentionen og slipper ham så næste morgen. Men man kan jo ikke sove sig ud af psykiske problemer.
Denne mand er i frit fald
Nu er vi så fremme ved slutningen af de fire uger, og manden befinder sig uhyggeligt tæt på afgrunden med fare for, at han faktisk ikke kun selv kommer til skade, når han rammer bunden, men også tager andre med i faldet.
Fredag ved middagstid kan jeg høre hans brovtne røst på gaden og tænker, nu starter weekenden. Jeg skal ud ad døren og vil runde kiosken for at se, om han sidder der, og om jeg skal prøve at hjælpe ham med at komme ind ad hoveddøren, da jeg jo kan fornemme, at han ikke har nogen nøglebrik. Han har det åbenbart med at miste dem.
Det gør selvfølgelig også, at de andre beboere er blevet godt trætte af at lukke ham ind. Især fordi han ikke rigtig skelner mellem dag og nat, så mange gange har dørklokken lydt midt om natten.
Ingen ved deres fulde fem kan være i tvivl om, at denne mand er i frit fald. Det behøver man ikke en uddannelse for at se. Men hvem er det, der skal sørge for at han får den hjælp, han har brug for?
Ved kiosken står politiet henne ved ham, og det ser ud, som om de er på vej væk fra ham. Han sidder ude foran og skælder ud. Han har kun cowboybukser på og i hånden holder han fast i to billeder, et af en kvinde og et af en mand og så hans mere end halvtomme cigaretpakke, hvor smøgerne bliver ved med at drysse ud. Ingen sko eller strømper, ingen bluse.
Han har noget siddende ved mundvigen og ser en anelse udmagret ud. Og det undrer mig, at ingen, der bliver tilkaldt for at skulle hjælpe ham, kan se, hvilken forfatning han er i, når alle de borgere, der i de forgangne uger har tilkaldt hvad de kunne, kan se, at denne mand har akut brug for hjælp.
Og det selv om han giver udtryk for, at det har han ikke. Ingen ved deres fulde fem kan være i tvivl om, at denne mand er i frit fald. Det behøver man ikke en uddannelse for at se. Men hvem er det, der skal sørge for at han får den hjælp, han har brug for? Borgerne prøver at gøre deres ved at tilkalde hjælp på både 114 og 112, når det går for vildt for sig.
Grådkvalt og tæt på sammenbrud
Denne fredag ved kiosken vil jeg prøve at hjælpe ham med at komme ind, og jeg henvender mig for første gang til ham, mens politiet er der, for jeg vil gerne være sikker på, at han ikke bliver fysisk aggressiv, men holder sig til at være verbal. Jeg har ikke selv en nøglebrik til hans opgang, så jeg må først have kontakt til en i opgangen. Jeg får sat en vandflaske fast i døren og går de ca. 50-100 meter hen til kiosken for at hente ham. Da jeg kommer frem, er politiet kørt igen.
Jeg ved ikke, hvem der har tilkaldt dem, men jeg er ret sikker på, at de er kaldt ud på grund af ham. Det tager lidt tid at få ham på benene, og kioskmanden spørger, om jeg evt. kan hjælpe manden med at tømme hans postkasse, for han har mistet sit betalingskort og siger, at det ligger i en postkasse, han ikke kan komme i, så han har fået på klods, og regningen er nu rimelig høj.
Modtaget, siger jeg. Turen de 50-100 meter kommer til at tage lidt tid. Og her får jeg lidt en fornemmelse af hans psykiske tilstand. Han veksler mellem at være meget højrøstet, mens han skælder ud, til at være grådkvalt. Det virker næsten, som om han er ved at bryde sammen, når jeg siger til ham, at jeg ikke har det særlig godt med, at han er så højrøstet.
Ved kiosken står politiet henne ved ham, og det ser ud. som om at de er på vej væk fra ham. Han sidder ude foran og skælder ud. Han har kun cowboybukser på og i hånden holder han fast i to billeder
Grådkvalt henviser han til billedet i sin hånd og fortæller om en, der er død kun 42 år gammel. Og lige pludselig går han over til at snakke om en helt tredje ting. Disse sindsstemninger veksler han mellem i de 20 minutter, det tager at gå turen.
Der er ingen tvivl hos mig om, at denne mand har brug for hjælp, når man tænker på alle de andre ting, der har fundet sted de sidste par uger. Jeg får skaffet hans post til ham og følger ham op ad trappen. Vi kommer op til den ødelagte dør, og jeg får et lille kig ind i lejligheden ude fra trappen.
Der ligger alverdens ting i gangen, beskidt tøj, papirer og en halv pose af et eller andet spiseligt. Jeg siger til ham, om han ikke kan prøve nu at slappe lidt af, få noget mere tøj på og måske noget mad, mens jeg trækker døren til og endelig kommer i gang med mine egne gøremål. En lille time forsinket.
Lidt senere samme fredag ved 17-18-tiden hører jeg igen hans stemme på gaden. Jeg stikker hovedet ud ad vinduet og ser to betjente stå med ham. Nu har han både bukser og bluse på. Han er bare skilt på midten, så pivtøjet hænger ud. Betjenten beder ham om at trække bukserne op. Jeg tænker, at jeg vil prøve at nå betjentene for at sige til dem, at han altså behøver psykiatrisk hjælp med det samme. Jeg styrter ud og tager sko på, men de er forsvundet hen ad gaden, før jeg har en chance for at nå dem.
Kl. 22.10 hører jeg hans stemme på gaden igen. Jeg ser en betjent, der er ved at hjælpe ham ind i politibilen og en anden betjent, som står og snakker med to paramedicinere, og der holder, hvad der ligner en lægebil lidt længere nede ad gaden. Og denne gang vil jeg simpelthen nå dem for at understrege vigtigheden af, at han får hjælp.
Jeg kommer ned på gaden i bare sokker og henvender mig til dem. Jeg vil allerhelst have dem, der ligner noget lægefagligt personale i tale, men betjenten værdiger mig knapt et blik, stiller sig mellem dem og mig og siger, ”vi er på nu”, samtidig med at ryggen bliver vendt til.
Jeg blev lidt målløs, må jeg indrømme. Og en anelse gal, men også jeg fortrækker. Jeg kan godt mærke, at der ikke kommer til at være hul igennem. De tager ham med. Kl. 23.40 hører jeg igen hans stemme på gaden.
Hvornår hører jeg den brovtne stemme igen?
I løbet af natten mellem fredag og tidlig lørdag morgen, ryger der alverdens ting ud gennem vinduerne både til gården og gaden. Og jeg har fra anden hånd hørt, at der på et eller andet tidspunkt i løbet af disse dage også falder nogle ord af truende karakter.
De truende ord skulle have omhandlet bl.a. brand og mange døde beboere. Disse ord er – så vidt vides – overhørt af både personale på en psykiatrisk afdeling, på hospital, af politi og af beboere.
Mandag ringer jeg til Psykiatrienheden for at lave en, hvad jeg lærer hedder, en bekymringshenvendelse om denne mand, der har brug for akut psykiatrisk hjælp. Jeg fortæller, hvad jeg har beskrevet her og understreger, at hvis denne mand ikke får noget hjælp, ender det helt galt. Enten kommer han selv til skade eller også kommer han til at skade andre.
Der er stor forståelse, og jeg får følelsen af, at nu kan der forhåbentlig blive gjort noget. De vil sende nogen ud fra Psykiatrienheden på Nørrebro for at prøve at kontakte ham, men jeg bliver informeret om, at hvis han ikke selv vil, så kan de ikke tvinge ham. Vi aftaler, at jeg ringer fredag for at følge op.
I sidste ende må jeg vende min vrede, frustration og anklage – ikke mod manden – men mod systemet. Et system som vel at mærke skulle formodes at indeholde et sikkerhedsnet, der skulle have grebet ham
Der er stille i et par dage indtil onsdag. Helt præcis til onsdag ved midnatstid, hvor det pludselig lyder som, at en masse ting bliver kastet ned i gården. I øjeblikket efter går røgalarmen i hele ejendommen i gang og flammerne står ud ad hans vindue til gården.
Alle kommer ud. Kun materiel skade. Nogle lejligheder er røg- og vandskadede.
Nu håber jeg så virkelig, at politiet og psykiatrien ”er på”.
Men jeg forventer alligevel hele tiden lidt at høre den brovtne stemme på gaden igen.
Nu sidder jeg tilbage og undrer mig. Hvordan kan det være, at en psykisk syg mand med et misbrug, skal ende med at lave en så ekstrem handling, som det formodes at han har – hvilket han også har udtalt til dem, som skulle forestille at hjælpe ham – før han får noget hjælp?
I sidste ende må jeg vende min vrede, frustration og anklage – ikke mod manden – men mod systemet.
Et system som vel at mærke skulle formodes at indeholde et sikkerhedsnet, der skulle have grebet ham.
Et system som mange borgere har prøvet at råbe op rigtig mange gange i løbet af de fire uger, dette har stået på.
Et system som er blevet så bureaukratisk og lovreguleret, at al menneskelighed, rationel tænkning og (re)ageren bliver tilsidesat.
Et system, som jeg mener, har presset denne mand så langt ud, at det må formodes, at han har begået en kriminel handling, før det magtede at hjælpe ham. Systemet har gjort denne mand kriminel.
Fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
