Efter indgåelsen af den internationale aftale om landets atomprogram er Iran i fuld gang med at omstille sin økonomi med udenlandske investeringer som katalysator. Hvis planen lykkes, kan landet ende som den betydeligste magtfaktor i Mellemøsten, men et styrket Iran skaber til gengæld alvorlig uro i de arabiske nabolande, skriver cand.mag. Aein Amripour i en analyse på årsdagen for lempelsen af sanktionerne mod det iranske præstestyre.
På de officielle iranske nyhedsbureauer er der to områder, der fylder fladen: Det første er de ikke-oliebasserede handelsaftaler, som skal sikre diversitet i den iranske økonomi. Det andet er en skærpelse af retorikken – ikke overfor USA og Israel, men derimod over for Saudi-Arabien.
Den udvikling finder sted på et tidspunkt, hvor præstestyret i Iran står ved et afgørende punkt i sin historie; i en situation, hvor landet for alvor kan få fodfæste og blive en seriøs magtfaktor i Mellemøsten – også uden atombomber. Den økonomiske situation tegner virkelig godt, den ikke-oliebasserede eksport er ifølge Irans eget skatteministerium steget med knap ni procent sammenlignet med sidste år på samme tidspunkt, og prognosen for fremtiden er endnu bedre. Sidste år anslog IMF og Godman Sachs, at Iran var verdens 11. hurtigst voksende økonomi, ligesom landet også i 2016 blev kåret som det 9. mest konkurrencedygtige af World Economic Forum ud af 74 undersøgte lande.
Det skyldes, at Iran er et land med rige resurser og en enorm arbejdsstyrke, hele 70 procent af befolkningen er født indenfor de seneste 35 år, og mange af disse kan og vil komme til at arbejde udenfor olieindustrien. Ifølge præstestyrets egne kilder er der også stor interesse fra udenlandske investorer fra både asiatiske og vestlige lande for at investere i alt fra medicinindustrien til strøm og vedvarende energikilder.
En dansk delegation besøgte landet sidste år, og i midten af 2016 var det så den iranske udenrigsminister, Hassan Ghashghavi, der var på besøg hos daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, for at drøfte situationen i Mellemøsten og knytte tættere bånd mellem Danmark og Iran.
Novo Nordisk har også allerede meldt ud til det iranske sundhedsministerium, at man vil investere i insulinfabrikker i Iran. Firmaet har allerede 120 medarbejdere i landet. Der kommer desuden flere gigantiske milliardinvesteringer i el og energi fra tyske Siemens.
Læg dertil, at Ruslands boykot mod tyrkiske varer tidligere på året faldt ud til iranernes fordel. Rusland og Tyrkiet er godt nok på talefod igen, men forholdet til Iran er alligevel samtidig styrket. De to lande er allierede i Syrien og kæmper side om side med Assad.
Alt dette er blot begyndelsen. Andre store økonomier som Japan, Korea og Singapore har også meldt sig på banen.
Iransk momentum
Hvis udenlandske investeringer fortsætter i samme omfang, vil Iran være en økonomisk supermagt i Mellemøsten i løbet af få år.
Og det kan blive en alvorlig hovedpine for de omkringliggende lande.
For Iran er omringet af sunnimuslimske lande, der frygter en iransk shiitisk ekspansion og støtte til shiitiske mindretal i sunnimuslimske lande som Irak og Syrien. Iranerne intervenerer allerede heftigt begge steder, og Assad kan med sin seneste sejr i Aleppo ikke takke iranerne nok.
Det er klart, at saudierne frygter, at Iran får flere resurser, som det kan bruge på de forskellige militære eventyr, som det kører i Irak, Syrien, Libanon og Yemen. Lige siden atomaftalen blev indgået, har både saudierne og israelerne sagt til USA, at det var den vej Iran ville lede pengene – Helle Malmvig, DIIS
Helle Malmvig, der er seniorforsker ved DIIS med ekspertise i international politik og sikkerhed i Mellemøsten, vurderer, at golfstaterne mere end nogensinde er bange for, at Vestens tilnærmelser til Iran sker på deres bekostning, og at israelerne også har deres egne bekymringer for et økonomisk stærkt Iran, der med penge også vil formå at skaffe sig mere avancerede våben.
Med støtten til Hizbollah (iransk-sponsoreret bevægelse i Libanon) kan iranerne blive en endnu større trussel overfor Israel:
”Det er klart, at saudierne frygter, at Iran får flere resurser, som det kan bruge på de forskellige militære eventyr, som det kører i Irak, Syrien, Libanon og Yemen. Lige siden atomaftalen blev indgået, har både saudierne og israelerne sagt til USA, at det var den vej Iran ville lede pengene”, lyder vurderingen fra Helle Malmvig.
Hun fremhæver videre, at saudiernes økonomi, ligesom iranernes, hovedsaglig er baseret på olie. Men med ophævelsen af sanktionerne satser iranerne nu stort på at omstille deres økonomi, så den ikke kun afhænger af olie.
Det giver en diversitet i økonomien, som Saudi-Arabien får svært ved at omstille sig til. Når den iranske økonomi samtidig vokser på andre områder end olie, kan landet uden de store bekymringer sætte oliepriserne ned, uden at det går ud over statsbudgettet.
Det bekymrer naturligvis Saudi-Arabien, der altovervejende regner med olieindtægter, når de lægger deres budgetteringsplaner. Samtidig har ophævelsen af sanktionerne gjort, at iranerne igen kan indkøbe olieudstyr, der efter 10 års sanktioner var slidt helt ned. Med nyt udstyr kan de hive mere olie op, og med mere olie kan de sætte prisen yderligere ned. Det vil presse Saudi-Arabien enormt, eftersom landet har budgetteret med andre, højere, indtægter per olietønde for de kommende år.
Aggressioner mod Saudi Arabien
At denne udvikling er sandsynlig fremgår også af, at man i de statslige iranske medier for tiden ser større og større retoriske provokationer mod saudierne i stedet for den “klassiske fjende” USA. Det handler for iranerne om at presse Saudi Arabien så meget som muligt i en tid, hvor landet allerede er pressede af shiitiske oprør i Yemen, krigen i Syrien samt faldende oliepriser.
Saudierne vil få et problem med at opretholde samme subsidier til fødevarer og generel velstand, der gennem det arabiske opgør siden 2011 har afholdt deres befolkninger fra større opstand, forklarer Malmvig:
”Saudierne er allerede begyndt at lave stramninger på de interne budgetter. Den måde Saudi-Arabien har kunnet holde magten og befolkningen i skak på, er ved blandt andet at kunne give befolkningen velfærdsydelser, som regeringen vil få svært vil at opretholde og sandsynligvis ikke kan blive ved med”, vurderer hun.
Hvis fødevarepriserne stiger og befolkningen presses, får Saudi-Arabien dermed utvivlsomt et problem i egen baghave. En anden grund til den skærpede retorik mod Saudi-Arabien er ifølge Helle Malmvig også, at præstestyrets magtfulde konservative kræfter, deriblandt Ayatollahen og Revolutionsgarden, har været imponerede over forhandlingernes positive resultat. Opblødningen overfor Vesten anses på den anden side som en ydmygelse. Og som en slags kompensation angriber de statskontrollerede medier nu i stedet den amerikanske allierede, Saudi-Arabien.
”Iran er internt i beslutningsapparatet splittet mellem mange fraktioner, der vil mange forskellige ting; hele den anti-vestlige fløj trives stadigvæk og atomprogrammet ses og er jo bygget op til national stolthed med sloganet ’Vi har retten til det her’. Og den har mange iranere også købt”, siger hun.
Et stærkt Iran giver ballade i Mellemøsten
Konflikten i Syrien, hvor iranerne aktivt støtter Assad-styret, mens saudierne støtter de sunnimuslimske oprørere, er også afgørende i rivaliseringen mellem de to lande. Og Syrien er blevet den slagmark, hvor det militære opgør finder sted.
Det er første gang i præstestyrets historie, at landet intervenerer i krige, der ikke involverer Iran selv, og som ligger udenfor landets egne grænser. Indtil for nylig har præstestyret forsvarets sit atomprograms fredsommelighed ved at pointere, at det aldrig har været aggressor overfor et andet land. Den tid er slut nu, hvor man med militærmagt bekæmper sunnimuslimske oprørere i Syrien.
Det vidner om, at landet har genvundet en selvtillid, som sidst er set under shahens tid. Når ophævelsen af sanktionerne fører til et Iran, der står stærkt økonomisk, vil det uden tvivl også være i stand til at erhverve sig yderligere militærudstyr, der kan bruges til eksterne formål i f.eks. Syrien, Irak og til Hizbollah i Libanon. Hvis Saudi-Arabien samtidig er presset på statens eget budget, bliver den saudiske kongefamilie også blive nødt til at overveje omfanget af dens støtte til kræfter udenfor landets eget territorium.
Selvom der er en stærk grobund for en alliance med den tilstand Mellemøsten står i nu, og formentlig kommer til at stå i mange år endnu, så skal der dog ske en drastisk ændring i både vestlig og iransk politik, før en egentlig alliance kan komme på tale – Helle Malmvig, DIIS
Iran kan derfor meget vel ende med at give anledning til ny vestlig bekymring, hvis landet med øget styrke i højere grad vil støtte shiitiske terrorbevægelser, Assad-styret, true Israel og i yderligere grad fortsætte krænkelserne af menneskerettigheder internt i landet relativt ubekymret.
Ved at rykke de mellemøstlige konflikter og ustabilitet til landene omkring sig, vinder Iran på den interne linje. Et ustabilt Mellemøsten får Iran til at fremstå som den stærkeste og mest stabile samarbejdspartner sammenlignet med de omkringliggende lande. Og er der noget Iran har brug for i arbejdet med at tiltrække endnu flere udenlandske investeringer og tilnærme sig Vesten, så er det at fremstå stærkt og vigtigst: stabilt.
Iran kan blive Vestens allierede igen
Her skal man huske, at iranerne har en tradition for nationalisme og modvilje mod at underlægge sig andre stormagter. Både som koloni og politisk set. Alligevel har landet historisk set gerne villet samarbejde med Vesten, så længe indblandingen i interne iranske forhold ikke tog overhånd. Sådan styrede shahen også landet indtil 1979. Siden har præstestyret lagt sig på en entydigt hård anti-vestlig linje, men spørger man Helle Malmvig, er der flere forhold, som på sigt godt kunne tyde på, at Iran kan blive Vestens allierede igen:
”På den helt lange bane, kunne jeg godt forestille mig, at det kunne ske, og det er også det, som saudiaraberne er bange for. Der er jo ikke noget til hinder for at iranerne kan blive Vestens allierede, og det har landet også været tidligere. Især, hvis man kunne begynde at samarbejde om nogle af de ting, som Iran også synes er vigtige i forhold til Syrien og Irak”.
Selvom der er en stærk grobund for en alliance med den tilstand Mellemøsten står i nu, og formentlig kommer til at stå i mange år endnu, så skal der dog ske en drastisk ændring i både vestlig og iransk politik, før en egentlig alliance kan komme på tale. De konservative kræfter i Iran er stadig dominerende indenfor præstestyrets inderkreds, understreger hun:
”Der er stadig stærke strømninger af antivestlig og anti-amerikansk retorik. Og det er der omvendt også i USA selv – især hos Republikanerne. Det er ikke noget, der sker lige indenfor de næste håndfuld år eller sådan noget, men på den lange bane, kan det sagtens ske. Ikke mindst fordi Iran er et kæmpe, centralt og vigtigt land, og i og med at Irak må formodes fortsat at være sunket ned i fuldstændigt kaos i mange år frem over og at Saudi-Arabien også har flere og flere vanskeligheder med Vesten”.
Topfoto: Wikimedia Commons, Royal Mosque (Imam Mosque), general view from Naqsh-i Jahan Square.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
