arbejdsløshed

Refleksioner om arbejdsløshed og identitet

i Featured af
ARBEJDSLØSHED// KLUMME – ” Næsten lige meget hvad der sker, kan ledigheden rive selv de stærkeste, stædigste og sejeste mennesker midt over. Ledigheden er en ond nisse, der sidder på skuldrene af de mest empatiske, intelligente og kompetente mennesker, jeg kender. For hvem er vi, hvis vi ikke har en funktion?” Anne Katrine Bagai har fået fast arbejde. Men vejen dertil var ikke let.

Kære alle, både dem med og uden job. Måske kommer dette skrift fra et unfair sted.

For jeg er ikke længere ramt af arbejdsløshed – jeg har nemlig fået et job.

Jeg har fået de sødeste kollegaer og en fantastisk arbejdsplads. Det førhen elskede men noget stramme patchworktæppe af småhonorarer fra litterære arrangementer og freelancearbejde, der skulle holde økonomien sammen, er blevet erstattet af en sammenhængende hverdag.

Identitetskrisen, når man ryger ud på dagpenge som arbejdsløs i Danmark er ikke bare stor. Den er stor og næsten uoverstigelig

Jeg lærer noget nyt hver dag. Men lige i dag har det fået mig til at tænke på, hvordan de sidste to år med skiftende jobs og dagpenge efter dimission fra universitet har været.

De siger, man skal finde sig selv i teenageårerne, men jeg tror, jeg kan tale for hele min vennegruppe, når jeg siger, at identitetskrisen, når man ryger ud på dagpenge som arbejdsløs i Danmark ikke bare er stor.

Den er stor og næsten uoverstigelig. Lige fra skammen, man bærer med sig til arrangementer, hvor der altid bliver sagt “og hvad laver du så?”, til den økonomiske situation med tilbagebetaling af SU-lån og pensionerede studiekort, der ikke virker. Og så var der de konstante automatriffel-agtige afslag, hvor man får at vide, at “756 havde søgt” samt jobsamtaler, hvor man bliver spurgt om ting som “vil du gøre en forskel?”

Næsten lige meget hvad der sker, kan ledigheden rive selv de stærkeste, stædigste og sejeste mennesker midt over. Ledigheden er en ond nisse, der sidder på skuldrene af de mest empatiske, intelligente og kompetente mennesker, jeg kender.

For hvem er vi, hvis vi ikke har en funktion?

Og tag ikke fejl: det er en selvfølge i Danmark, at vi skal gøre nytte i samfundet og det er stadig tabu at tale om arbejdsløshed.

Jeg har aldrig mødt en, der “udnyttede” systemet. Jeg har kun set mennesker miste troen på sig selv og være helt nede og skrabe bunden

Lugten – jeg mener stanken – fra dem, der taler arbejdsløshed op til at være selvforskyldt eller resultatet af utilsigtet dovenskab, stiger op gennem kloakeringen, og rammer alle ledige. Og sammen med nissen kan man så løbe rundt som en høne uden hoved og tale sine kompetencer op, mens der lugter af nedarvet kulturskam, så alt man tænker på, er, om man ligner “sådan en, der ikke får et job”.

Jeg har i mit liv på humaniora, som freelancer og i kulturbranchen ikke set ét eneste menneske, der ikke var klar til at arbejde. Jeg har aldrig mødt en, der “udnyttede” systemet. Jeg har kun set mennesker miste troen på sig selv og være helt nede og skrabe bunden.

Der har jeg også selv været. Jeg har siddet på en bænk og tudet over afslag fra jobs, jeg aldrig nogensinde ville have; bare fordi jeg ville have et arbejde. Jeg har sagt til min kæreste og venner, at jeg jo nok ikke duer til noget. Der måtte være en grund. Men det var og er der ikke. Der er bare mange om buddet.
Men det er umuligt at forlige sig med, når man er på dagpenge.

Systemet passer på os, men det fremmedgør os også. Den grå jobnet-side. Alle de timeregistreringer, tal og småkontrakter man skal sende, alt det fedteri for at beholde et supplerende job eller indmeldingskurserne, der er de samme, selvom man kun har været ude af systemet i to måneder.

Læg dertil den snigende erkendelse af, at der er nogen, som har regnet ud, hvad din fritid skal koste dig.

Jobcentret ville eksempelvis timeregistrere alle de timer, jeg skrev ‘digte’ og trække dem fra som fritidstimer i et regnskab, jeg stadig ikke begriber. “Jeg tjener ikke penge på digte”, sagde jeg. “Det er der ingen, der gør, jeg er jo ikke Jussi Adler Olsen“.

Sæt jeres grænser, så I kan overskue det. Og for guds skyld – husk, at det ikke er jer, der er noget galt med

Og så var der kurserne med elevatortaler, mindfulness-øvelser og trætte folk. Jeg har prøvet alt, jeg kunne i min dagpengeperiode; jeg har også søgt fuldkommen umulige stillinger både som kommunalansat, chef for DR og som rengøringsdame på folkeskoler.

Til sidst blev jeg ligeglad og begyndte at sige, hvad jeg mente, i stedet for, hvad jeg troede, folk ville have. Det slog jeg mig på, indtil jeg fik et job.

Jeg kigger stadig ned i et hul, når jeg ser mig tilbage. Patchworktæppet er lige bag ved mig.

Det er okay. Min generation er lykkeligvis vokset op med selvrealisering, god mad og store drømme. “Du kan blive alt, når du bliver stor!” Skal du ikke ud at rejse?” Samtidig har vi tygget bøffen, set ledigheden stige og mulighederne indsnævre sig til marginaler i sammenligning med den gang, vores forældre var unge.

De fleste af os er enormt privilegerede. Jeg er sindssygt privilegeret, der er ikke tale om privilegieblindhed her.

Men kære alle: Tag jeres medmenneskers bekymringer seriøst, når de er på dagpenge. Det er en elementær identitetskrise, de oplever, ikke mere tid til at bage eller dyrke tomatplanter.

Der ligger en erkendelse af, hvor funktions- og præstationspræget et samfund, vi lever i og hvor meget, man måler sit værd på det, man laver, når man er ledig. Dagpengefolket skal genopfinde sig selv hver dag, og det er røvsygt.

Og kære jer, der er ledige nu. Tag ikke imod hvad som helst, hverken fra jobmarkedets bondefangeri, kulturbranchens lave betalinger eller på jobcentret.

Sæt jeres grænser, så I kan overskue det. Og for guds skyld – husk, at det ikke er jer, der er noget galt med.


LÆS MERE OM ARBEJDSLØSHED OG IDENTITET I POV HER


Topillustration: Arbejdsløshed rammer mange hårdt, når det gælder identiteten og selvopfattelsen. Men husk, at det ikke er dig, der er noget galt med, skriver Anne Katrine Bagai. Foto: Adobe Stock.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Anne Katrine Bagai (f. 1994) er tekstforfatter for ZUPA, digter - og skrivekunstlærer. Hun er cand.mag. i Litteraturhistorie og redaktør for det litterære tidsskrift Poesitilsynet.

Seneste artikler om Featured

genvundne land sydkorea

Det genvundne land

SYDKOREA // BAGGRUND – Lynetteholmen er nu endeligt vedtaget af Folketinget på