BESKÆFTIGELSESPOLITIK & MEDIER // KRONIK – Politiken har i den seneste tid bragt artikler om en stor stigning i tilkendelser af førtidspension i 2023. Dækningen er ensidig og unuanceret, grænsende til det propagandistiske. Sandheden er, at den førte politik og forvaltning på området er ganske brutal og direkte medvirker til at invalidere borgerne, skriver Lisbeth Riisager Henriksen. Hvornår tager beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ansvar?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Politiken har bragt en række markante artikler om, at kommunerne i 2023 har tilkendt mange nye førtidspensioner. Blandt andet bragte de en artikel den 28. oktober, hvor hovedbudskabet var, at der i de tre første kvartaler af 2023 blev tilkendt førtidspension til over 16.000 personer.
Det var den største stigning af nye tilkendelser i 20 år, hed det i artiklen, som botaniserede i, at “kronerne triller ud af de kommunale kasser”, og at vi taler om meget store milliardbeløb over de næste mange årtier.
I mine ører lød det som gøgeungeretorik. Det er ikke gangbar retorik i henhold til Handicapkonventionens artikel 8 om bevidstgørelse, som handler om, at man ikke må formulere sig udgrænsende om en bestemt gruppe mennesker, men tværtimod skal medvirke til at fremme en forståelse af mennesker med handicap som nogen, man skal respektere og værdsætte.
På baggrund af stigningen har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtrykt “bekymring” og krævet politisk handling.
Jeg sidder tilbage med indtrykket af, at Politiken-artiklerne er propaganda
Den 12. december blev historien viderebragt som Ritzau-nyhed, der blev spredt i en række andre medier uden yderligere refleksioner.
Den 27. januar fulgte Politiken op med endnu en artikel – denne gang om, at en stor gruppe unge mennesker under 40 år har fået tilkendt førtidspension i 2023 på grund af psykiske lidelser.
Unge med blandt andet psykisk sygdom
Den 28. februar bragte Politiken artiklen “En ulogisk stor gruppe af unge har kurs mod førtidspension og evig forsørgelse”. Det skete i sammenhæng med, at Beskæftigelsesministeriet den 29. februar udgav publikationen “Status på arbejdsmarkedet”.
Den havde et særligt fokus på de 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som ifølge Beskæftigelsesministeriets kortlægning hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse.
Det er en gruppe, som er mere sammensat end det, man forstår ved ministeriets overordnede omtale af emnet. For eksempel er Beskæftigelsesministeriets definition af “uden beskæftigelse”, at man har “højest 18 timers ugentlig lønmodtagerbeskæftigelse”.
Det vil sige, at blandt andre personer i fleksjob med aflønning for op til 18 timers effektiv arbejdstid om ugen og andre personer med deltidsbeskæftigelse tæller med i gruppen af unge “uden beskæftigelse”. Det samme gør personer på fx uddannelseshjælp og barselsdagpenge. Der er også en gruppe med såkaldt “anden forsørgelse”, det vil blandt andet sige personer med selvstændig virksomhed eller med forældres eller ægtefælles forsørgelse.
Det virker mærkeligt på mig.
Derimod regner man ikke personer på førtidspension eller SU med i gruppen uden beskæftigelse eller uddannelse.
Denne sammensatte gruppe af mennesker har ifølge Beskæftigelsesministeriet betydelige problemer sammenlignet med deres jævnaldrende, som gør det vanskeligt at tage en uddannelse og få fodfæste på arbejdsmarkedet. Næsten halvdelen af dem har psykiatriske diagnoser som skizofreni, angst eller depression; nogle har været anbragt som barn, nogle har haft forældre på offentlig forsørgelse, nogle har et stofmisbrug osv. Det får også konsekvenser for, hvor mange der senere ender på kanten af arbejdsmarkedet og måske får tilkendt førtidspension.
“Evig, offentlig forsørgelse”
Journalisterne i Politiken er tilsyneladende ikke helt tilfredse med, at personer på førtidspension ikke indgår i kortlægningen af de 43.000, men er et mørketal. De understreger, at der til ministeriets kortlægning også “kommer et stort og stigende antal unge, der, som omtalt i Politiken, bliver tilkendt førtidspension og evig, offentlig forsørgelse, og dermed forsvinder ud af de offentlige registre og statistikker”.
“Evig, offentlig forsørgelse” er efter min mening en stærkt negativt ladet vurdering af det forhold, at nogle medborgere får offentlig førtidspension. Med udtrykket placerer Politikens journalister sig uden for en rent neutral, beskrivende eller refererende position og udskammer, uden at sige det helt direkte, en befolkningsgruppe som uværdige nasserøve.
De pointerer desuden, at tusindvis af unge – på trods af utallige politiske løfter og løsningsforslag – er “tabt i et ingenmandsland. En ulogisk stor restgruppe af unge, der har kurs mod førtidspension og evig forsørgelse i en tid, hvor beskæftigelsen ellers er rekordhøj og ledigheden historisk lav”.
Igen bruger Politiken det negativt ladede udtryk om førtidspensionister: “evig forsørgelse”.
Politiken mangler også lægers, patienters, patientforeningers og fagforeningers vurderinger af, hvad udviklingen skyldes, og hvad man egentlig kan udlede af tallene
“Ulogisk”? Jeg har svært ved at se, at udviklingen i “restgruppen” er særligt ulogisk.
Gennemgribende forringelser af det sociale sikkerhedsnet igennem de seneste 12 år og stadige forringelser af økonomien og behandlingsvilkårene i dele af sundhedssektoren, blandt andet i psykiatrien, har frembragt en katastrofe på mange parametre. Det er det logiske udfald for de svagest stillede grupper. Og trivselskrisen rækker langt ud over disse grupper.
Den brutale historie, som Politiken ikke fortalte
Alt i alt har Politiken fokuseret meget ensidigt på tallene for nye førtidspensionister og på risikoen for skatteborgerne for, at medmennesker må blive førtidspensioneret. Derimod er det begrænset med information om, hvilken politik og forvaltningspraksis der har været ført i en årrække forud for 2022-2023.
Man skriver ikke om, hvor voldsom en opbremsning der var i udviklingen af førtidspensionstilkendelser i de første år efter Mette Frederiksens reform af førtidspension og fleksjob som daværende beskæftigelsesminister, som trådte i kraft i 2013. Hendes politik betød en de facto-kvotering af førtidspension i de første år efter reformen, hvilket faktisk er en retsskandale på niveau med Tamilsagen.
Det er efterhånden kendt viden, at beskæftigelsespolitikken skader mange mere, end den gavner. Alligevel har man mod bedre vidende valgt at gennemføre og fortsætte den invaliderende reformkurs
Der er altså mennesker, som trods alvorlig sygdom eller andre alvorlige helbredsmæssige forhold er blevet tvunget til at være i ressourceforløb eller andre tidsforhalende aktiviteter i årevis.
Det er således ikke ualmindeligt, at kronisk syge mennesker har måttet gennemgå afklaringsforløb på 5, 10 og 15 år eller mere, herunder lange perioder på kontanthjælp eller uden forsørgelse, før de har fået en afklaring. Det har de skullet gøre, selvom de har haft alverdens lægefaglige dokumentation på, at de ikke har haft nogen funktionsevne af betydning. Det har handlet kynisk om måltal og økonomi.
Man skriver heller ikke om, hvordan Mette Frederiksens og Jørn Neergaard Larsens (V) kontanthjælpsreformer har forringet forsørgelsesmulighederne for unge med blandt andet psykiatriske lidelser, og at Mette Frederiksens sygedagpengereform fra 2014 har sat mange syge mennesker i klemme efter de første 22 ugers sygemelding.
Politiken mangler også lægers, patienters, patientforeningers og fagforeningers vurderinger af, hvad udviklingen skyldes, og hvad man egentlig kan udlede af tallene. Jeg sidder tilbage med indtrykket af, at Politiken-artiklerne er propaganda. De lægger fokus på et tilsyneladende stort antal personer, som modtager overførselsindkomst, og hvad de måtte koste i samfundsøkonomien. Ikke ret meget på, hvordan disse mennesker egentlig selv har det, og hvad der er gået forud for denne udvikling.
Syge bliver endnu mere syge i kontakten med jobcentret
Politiken fortalte heller ikke om, at sygemeldte bliver endnu mere syge af deres kontakt med jobcentret, som det fremgik af Psykiatrifonden og SIND’s jobcenterundersøgelse fra 2019.
De fortalte ikke om, at der er en stigende dødelighed i ressourceforløb og blandt nye førtidspensionister, og at der er en relativt høj dødelighed blandt kontanthjælpsmodtagere sammenlignet med den øvrige befolkning.
De fortalte heller ikke om en bemærkelsesværdig landsretsdom fra 2023. Det var en sag om en kvinde med bl.a. svært PTSD, psykotiske symptomer, kronisk depression, angst og jævnlige selvmordstanker, som hun måtte indlægges for i psykiatrien.
Arbejdsevnen var varigt nedsat til det ubetydelige allerede 12 år tidligere. For at afgøre hendes sag ville Københavns Kommune presse hende i arbejdsprøvning og kræve en sådan gennemført. Læger havde vurderet, at arbejdsprøvning ville forværre hendes helbredstilstand i retning af det livstruende, og hun endte med aldrig at kunne gennemføre den. Kommunen afviste derfor at tilkende hende førtidspension.
Hun ankede sagen til Ankestyrelsen, byretten og landsretten. Alle parter og senest Østre Landsret konkluderede, at hun ikke var berettiget til førtidspension uden forudgående deltagelse i et livsfarligt ressourceforløb. Højesteret ville ikke tage sagen.
Når en så syg person trods lægers alvorlige advarsler til kommunen om, at arbejdsprøvning vil være livstruende, ikke sikres ret til førtidspension uden forudgående honorering af et for personen umuligt krav, så må man nødvendigvis spørge: Hvornår er man da så berettiget til det?
Der er ingen beskyttelse af de sygeste imod at blive invalideret yderligere i det kommunale jobcentersystem, hvis ikke regeringen vil sikre det
Trods den klokkeklare landsretsdom benægter Ane Halsboe-Jørgensen fortsat i december i sine svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg på nogle spørgsmål i relation til landsretsdommen, at der er et alvorligt retssikkerhedsproblem. Hvorfor skriver Politiken ikke om dét?
Jeg savner et fokus på, at den førte politik i sig selv er invaliderende. Flere gange skrev jeg til de to journalister bag Politiken-historien fra oktober for at bidrage med nuancer på sagen. Fik ingen reaktion fra dem. Jeg skrev også en variant af nærværende kommentar som kronik til Politiken. Den blev afvist.
Desuden er det åbenlyst, at de årelange sundhedspolitiske svigt af psykiatriske patienter har haft konsekvenser for nogle af disse menneskers generelle sundhed, uddannelses- og arbejdsevne. Når der ikke er adækvat behandling at få for alvorlige psykiatriske helbredsproblemer, og når den ikke kan fås på det første tidspunkt, hvor behovet opstår, vil det kunne akkumulere mere og mere sygdom og invaliditet hos disse mennesker og deres pårørende.
Omvendt akkumulerer selve beskæftigelsessystemet, som nævnt, i sig selv mere sygdom og invaliditet og belaster således også i sig selv sundhedsvæsenet og dets evne til at tage sig godt at de syge, mens der stadig er mulighed for at helbrede eller moderere psykisk lidelse og fastholde funktionsevne. Hvorfor har Politiken ikke fokus på det helt store billede?
Mette Frederiksen frygtede i 2011, at førtidspensionsreform ville invalidere de syge
Tillad mig at minde om, hvad Mette Frederiksen udtalte som daværende socialordfører for Socialdemokratiet, inden hun første gang var kommet i regering.
Det var den 25. januar 2011. Hun deltog i en konference på Axelborg om den daværende VK-regerings lovforslag om lovændringer af førtidspension og fleksjob. Danske Handicaporganisationer og foreningen Det Sociale Netværk var arrangører.
Dengang var hun stærkt kritisk i forhold til det daværende lovudspil og sagde, “… at vi i virkeligheden kan have unge, der i 22 år går på – og bemærk det lige: nedsat – kontanthjælp, frem til de fylder 40, før de så kan komme på en førtidspension, [det, red.], er jeg bange for, kan være invaliderende i sig selv.”
Et år senere stillede hun selv et næsten identisk lovforslag – og hævdede, at det var godt.
Skiftende regeringer, herunder de sidste to med hende som statsminister, er blevet præsenteret for invaliderende konsekvenser af denne reform og forvaltningen af den. Det er efterhånden kendt viden, at beskæftigelsespolitikken skader mange mere, end den gavner. Alligevel har man mod bedre vidende valgt at gennemføre og fortsætte den invaliderende reformkurs. Hvorfor skriver Politiken ikke om dét?
Pensionslovgivningen skal ændres, så syge ikke invalideres yderligere
Hvis SVM-regeringen var villig til fuldstændigt at skifte kurs og menneskeliggøre forholdene i både sundheds- og beskæftigelsessystemet, så er jeg overbevist om, at nogle af de syge borgere fremover ville ende med at være relativt mindre syge på permanent basis og at kunne klare sig bedre – måske i et fleksjob, måske på førtidspension uden at være belastet af helt så mange og progredierende, invaliderende sygdomme, som tilfældet er nu.
Det kræver som minimum en lempelse af pensionslovgivningen, så de såkaldte beskæftigelsesindsatser aldrig må være helbredsskadende og gå imod lægefaglige vurderinger. Borgernes egne lægers vurderinger skal igen tillægges afgørende vægt i førtidspensionssager, og det skal ikke være til diskussion i hver eneste sag, om lægen og patienten – borgeren – skal tages alvorligt.
Der er ingen beskyttelse af de sygeste imod at blive invalideret yderligere i det kommunale jobcentersystem, hvis ikke regeringen vil sikre det. Derfor er det regeringens – og altså ressortminister Ane Halsboe-Jørgensens – ansvar snart at handle på denne meget alvorlige og dybt bekymrende viden, for så vidt angår menneskers ve og vel.
Læs også Torsten Gejls indlæg, “Bisidder i et sygt system”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her