TEATER // ANMELDELSE – Københavns Shakespeare Kompagni har fundet sin helt egen stil. Det er ikke Shakespeares stykker, men det ligner. De foregår i samme epoke, de bruger samme sprog, og de låner figurerne fra Shakespeare, som det er tilfældet med Prospero. Det er faux Shakespeare, som både kan kommentere mesteren og vores egen tid.
Prospero kan ses som et opgør med den selvfølge, som klassesamfundet og skellet mellem fri og ufri tages med hos Shakespeare. Et opgør med magten kan man sige. Vi befinder os ikke i Shakespeares Stormen, men lige efter i en fri tildigtning i denne anden del af teatrets ”patriarktrilogi”, der startede med Konge Henrik.
Man behøver ikke at kende Stormen, men det hjælper. Både titelfiguren, Prospero – den forskudte hertug af Milano og en stor troldmand – hans datter Miranda samt den tjenende ånd, Ariel, er hentet fra Shakespeares figurgalleri, og der refereres til en halv snes flere.
Det er næsten, som om vi kan lugte mulden og forrådnelsen, der vil opsluge det palads og den verden, som Prospero skabte på øen
Selve plottet i Stormen er kun relevant i det omfang, at vi befinder os på det skib, der fører Prospero og hans datter væk fra den ø, hvor de har været strandet, siden Miranda var lille, og hvor hendes far har brugt sin magi til at betvinge naturen – herunder åndevæsenet Ariel – og hævne sig på andre skibbrudne, som var hans fjender. Lige her afviger vi fra forlægget: Næsten fra første sekund afslører Prospero nemlig, at han ikke er hertugen, men derimod Ariel, som med magi har taget hans plads.
Far eller patriark
Hos Shakespeare lover Prospero faktisk sin tjenende ånd hans frihed og lover at opgive magien. Det er måske lige i det øjeblik, at Ariel har snydt sin herre. Han har bundet ham til øen og selv stjålet hans udseende, fordi Miranda, det søde væsen, ikke ville drømme om at forlade sin far.
Men hvor længe kan han opretholde det bedrag? Det er Ariel imod at være en tyran som Prospero. Men han er faktisk lidt bekymret, for hvad nu hvis funktionen følger formen? Han er bange for at blive som den gamle hertug. Han vil hellere være en god far.
Vi kan sagtens læse andre temaer ind i dramaet, der bliver leveret af Henrik Jandorf med sikker autoritet i begge roller
Og Prospero selv, der nu sidder afmægtigt lænket på sin ø? Ham vender vi tilbage til i anden akt, hvor der endnu engang leges med scenografien. Alene skibsdækket i første akt er den mest kunstfærdige scenografi, jeg endnu har set på den intime scene på The Deer and Rabbits, som det lille kælderteater ved Søerne hedder. I anden akt går vi helt tilbage til rødderne, og det er næsten, som om vi kan lugte mulden og forrådnelsen, der vil opsluge det palads og den verden, som Prospero skabte på øen. Og Prospero selv.
Prosperos vrede
Hvis Ariel i sin forklædning er usikker på sin rolle som patriark, så er Prospero sikker på sin ufejlbarlighed og sin ret til magten. Han vil hellere gå under end gå på kompromis. Vi kan sagtens læse andre temaer ind i dramaet, der bliver leveret af Henrik Jandorf med sikker autoritet i begge roller.
Det er så tæt på en monolog, som man kan komme uden, at det er det. Sarah Dahl Hasselgren supplerer som den søde Miranda og som knapt så tilgivende naturkræfter i anden akt.
Selv om der er tale om nyskrevet dramatik, så er slægtskabet med gamle William tydeligt. Der er ikke så lidt af tvivleren Hamlet i Henrik Jandorfs figur i første akt, som han svinger mellem Ariel- og Prospero-karakteren, mens han i anden akt svinger over i det uforbederlige magtmenneske Richard III. Og så kan vi strø lidt Lear ud over begge dele (men mere om det senere).
Også Sarah Dahl Hasselgren lyder forførende ”Shakespearesk”, når hun med barnlig begejstring beskriver de mirakler, sejlmageren kan gøre med nål og tråd, når han syer en ny kjole til hende af stofrester. Men det er vel at mærke ikke en pastiche.
Faux Shakespeare
Hvor der er masser af – mere eller mindre vellykkede – fortolkninger af Shakespeares værker og figurer, hvor selve handlingen genbesøges og moderniseres, så er der hos Københavns Shakespeare Kompagni (KSK) tale om nye historier. De er bare fortalt i Shakespeares ånd og med Shakespeares figurer. De kommer naturligvis til at ligne i stil og tone. Eller som nævnt: faux Shakespeare.
Det skal vel at mærke forstås værdineutralt. Vi elsker også Børsen, selv om den ikke ser ud som dengang, Christian IV lod den opføre.
Skurkerollen er og bliver en legeplads for skuespilleren
Shakespeare-illusionen gennemføres med respekt samt med en begrænset besætning. Nogle gange bliver det lidt en belastning, at der skal refereres til personer, der af praktiske årsager ikke kan optræde på scenen, når der kun er to skuespillere. For det meste virker det.
Og så er det ellers op til skuespillerne af fylde scenen. Her er Prospero guf for Henrik Jandorf. Skurkerollen er og bliver en legeplads for skuespilleren. Han er vel heller ikke hos Shakespeare en særlig flink fyr, men i det mindste forstår man hans hævngerrighed, fordi man har gjort ham uret. Men det skyldes måske også det menneske, han er. Og som Jandorf spiller med lidenskab.
Præcis som i IBIS fristes man til at spørge: hvorfra alt dette had? Der er et stærkt element af karma i Prospero. Her er samtidig et budskab til os i publikum, for præcis som Prospero har slavegjort naturkræfterne på sin ø, har vi jo trukket store veksler på Jordens ressourcer.
Hen om hjørnet, ned i kælderen
Dette sidste var ikke et tema, som man på Shakespeares tid overhovedet kunne forestille sig. Hans natur var skabt af Gud til menneskets gavn og glæde. Ligesom de jævne mennesker var skabt til at tjene herremændene. Vi kan sagtens finde moderne og relevante temaer hos Shakespeare, men tildigtningen hos KSK putter nye temaer ind i Shakespeares ramme.
Det er tydeligt, at Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren som dramatikere er dybt forelskede i Shakespeares verden
Var Shakespeares verden patriarkalsk? Øh, ja. Det var slet ikke til debat. Men Henrik (V) kan i Konge Henrik stille spørgsmål til sin far (Henrik IV), som han ikke kunne hos Shakespeare. Prospero kan nu stilles til ansvar på en måde, som Shakespeare ikke havde drømt om. Og ja, vi kommer til den tredje patriark, Kong Lear, til april, hvor scenen indtages af hans tre døtre i The Daughters of Lear. Som det fremgår af titlen denne gang på engelsk.
KSK’s påstand om, at Prospero og deres andre tildigtninger kan ses uden kendskab til Shakespeares forlæg, skal tages med et gran salt. Det er tydeligt, at Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren som dramatikere er dybt forelskede i Shakespeares verden. Måske i det faktum, at netop denne dramatik er en legeplads for skuespillerne, når de fremfører de smukke, stærke, vrede, forførende, forelskede og legesyge ord.
Hvis man er med på det koncept og altså holder af Shakespeare, så er det bare om at komme hen om hjørnet, ned i kælderen i The Deer and Rabbits.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og