BALLET // ANMELDELSE – Dantes “Den guddommelige komedie” har ubetvivleligt et betydeligt potentiale i sig til også at undergå koreografiske fortolkninger, men Wayne McGregors “The Dante Project” kommer til kort gennem sin egen forelskelse i gentagelsens mønster.
Dantes storladne vers-epos Den guddommelige komedie skabte et helt nyt litterært sprog, var stærkt antiklerikal, og er måske den mest enestående litterære bedrift i det europæiske kulturunivers. Dets sproglige og antiklerikale kendetegn ligger måske ikke lige for at blive fortolket af netop balletten som kunstart, men de stemninger af menneskelige prøvelser i de universer, som 1300-tals digteren Dante rejser igennem i selskab med antikkens mesterdigter Virgil, har ubetvivleligt et betydeligt potentiale i sig til også at undergå koreografiske fortolkninger.
Den inspiration har britiske Wayne McGregor både set, følt og arbejdet frit med i sin 2 ½ timer lange forestilling The Dante Project, hvor vi sammen med digteren og dennes ledsager bevæger os gennem først Helvedesriget, og derfra videre til Skærsildens tilstand mellem død og salighed, hvor de afdøde gennemgår den nødvendige renselse før de gives adgang til himlen, for til slut at arrivere i Paradis, hvor digteren nu endelig kan genforenes med sin for længst tabte og elskede Beatrice.
Alt i scenekunst kræver form, dimension og menneskeskildring, ikke mindst når vi bevæger os indenfor dansens rige. Selvom The Dante Project er en stor udtænkt og anlagt ballet til et ikke mindre storladent nykomponeret partitur for det helt store og udvidede symfoniorkester, så kommer værket ikke desto mindre underlig til kort gennem sin egen forelskelse i gentagelsens mønster.
Det er her, som om Dantes vandring er forudbestemt af en uendelighedsskæbne, hvor dansen bliver til et kontinuerligt og ustandseligt forløb, der hurtigt indfanges af sit eget bevægelsessprog og ikke rigtig slipper fri deraf igen, men derimod kører i ring med sine gentagne bevægelsesmønstre.
Hvis disse mønstre så blot var understøttet af en klar dramaturgisk fremdrift, der bidrog til ballettens skildring af dette vers-epos’ rige fortællinger, ville meget være sikret, men desværre sker det ikke lige blot med undtagelse af ballettens få allersidste minutter.
I Helvede svøbes vi af orkestergraven ind i en kalejdoskopisk kakofoni, der bibringer os talrige mindelser, om ikke direkte omfortolkede citater af Prokofiev, Stravinsky, Orff, Bizet samt den latinske middelalderhymne Dies irae, for til slut at munde ud i et vildt Offenbach’sk finaleridt. Sidstnævnte havde jo som bekendt også selv taget en tur ned til helvede i en af sine allermest populære operetter.
Dansen burde have kunnet træde til for koreografisk at forbinde det meget udtalte sammenflikkede musikalske forløb
Men hvad denne collageagtige balletmusikalske vandring reelt skal tjene til udover at give klare musikalske associationer til netop en danseforestilling, virker både uklart og måske lidt for smart anlagt.
Konsekvensen af partitursammensuriet bliver i denne anmelders øjne og ører en serie isolerede sceniske og lydlige tableaux vivants, hvor dansen burde have kunnet træde til for koreografisk at forbinde dette meget udtalte sammenflikkede musikalske forløb.
Det gør den desværre ikke alene af den grund, at det gennemgående, ja faktisk altdominerende bevægelsesmønster for samtlige dansere består af en konstant centrifugal snurren omkring sig selv parret med en ubrudt kropslig stræben på konstant at nå ud over de af bevægelserne opståede balancepunkter.
Generelt set er dansen dog beundringsværdig flydende, men samtidig bliver den også for udflydende og meget lidt prægnant ved sit knappe trinsprog og bestandige repetitioner. De uendelig ensartede trinmønstre trætter således hurtigt og blokerer for en dybere skildring af de vidt forskellige personager, helvedesriget vitterlig er befolket med.
Når Dante (Gregory Dean) og Virgil (Alexander Stæger) samtidig flanerer temmelig upåvirkede omkring og noget postulerende lader os tro, at de reelt interagerer med det frygtindgydende univers, de gennemlever, bliver resultat i længden lidt skalagtigt.
Hvad der måske virker bedst i denne akt er derimod den sceniske indpakning, der er af markant billedskabende virkning med sine kun relativt få midler. Vi befinder os her i et størknet magmakammer, hvor de dansende er iklædt samme farver og virker som løsrevne lavastykker, der slynges rundt om de to vandringsmænd på deres færd. På et tidspunkt ændres projektionen til et sæt Rorschach-lignende billeder, som dem, den schweiziske psykiater benyttede til at stille psykiatriske diagnoser…. en interessant tanke midt i dette helvedesunivers.
Men fra Helvede slipper man sjældent levende ud, og det anskueliggøres af den svævende elipseformede åbning over det hele, som i virkeligheden er et spejl og dermed afskærer enhver flugtmulighed, lige indtil en enkelt lyssprække åbner sig for Dante i slutbilledet. Det er både flot og stærkt set, som var helvede en lukket afdeling for sindslidende med kun et enkelt nøglehul til de indespærredes sidste udvej.
I Skærsilden befinder vi i det fri på en middelhavsbys torv med livets træ i midten. Til jødisk bedesang gennemlever Dante her i en renselsesproces sit hidtidige jordiske liv sammen med den elskede Beatrice, der alt for tidligt er død fra ham.
Koreografisk er vi i det samme flydende – og udflydende – bevægelsessprog, og eneste markante ændring er de to vandringsmænds kofter, der nu er henholdsvis halvt turkis-halvt rød (Dante) og halvt blå-halvt gul (Virgil), hvilket ligesom antyder den renselse de begge gennemgår i denne akt. Musikken har udover den indledende bedesang igen samme pastiche-collageagtige karakter som i helvedesriget.
Slutakten Paradiset er derimod den første, hvor en egentlig personlig musikalsk kompositionsstil for alvor træder frem, og akten bliver derved for undertegnede den måske mest fængende oplevelse. Vi er her scenografisk på noget af en kosmisk ormehulrejse og det med lysets hastighed, alt imens Dante i sin bestandige søgen efter at blive genforenet med sin Beatrice omringes af et hvidt latex-påklædt balletkorps, som det vi har set i adskillige filmiske stjernekrigsvisioner.
Ingen skiller sig her for alvor ud i disse scener, og derved trætter bevægelserne igen gennem deres uniforme ensartethed og alt for repetitive karakter. Kun i det allersidste slutbilledes ét minut korte pardans mellem Dante og Beatrice (Holly Dorger) fornemmer vi hos koreografen et mere personligt og betagende smukt drømmespilsagtigt trinsprog, der desværre så abrupt afsluttes af en pompøs og meget udvendig slutopstilling til et voldsomt bragende orkesterspil anført af Robert Houssart.
Intimiteten mellem det genforenede par bliver ifølge mine begreber kun lige akkurat antydet i dette sluttableau, og det er nu engang alt for lidt efter et så langt forudgående forløb gennem hele tre universer. Men scenografisk set er forestillingen også her i slutakten formidabelt realiseret.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her