TEATER // ANMELDELSE – Selvfølgelig er der tale om en omskrivning af konflikten i Shakespeares Henrik IV, når Københavns Shakespeare Kompagni afvikler handlingen i deres originale Konge Henrik på en time og 20 minutter. Der er også en indlysende dansk parallel. Det helt geniale træk er imidlertid, at det foregår på et kaudervælsk af dansk og engelsk.
For lige at sætte den historiske ramme for Konge Henrik: Den aldrende Henrik IV, som både har vundet, tabt og genvundet tronen, forstår ikke, hvorfor hans søn – også en Henrik, men Harry blandt venner – hænger ud med drukkenbolte og landevejsrøvere og andet pak. Nu har han imidlertid brug for Harry og sender ham bud efter bud.
I Claus Bues skikkelse introducerer han den sparsomt udsmykkede scene på The Deer and Rabbits Theatre med en monolog om at tage fantasien til hjælp. Den stammer faktisk fra Henrik V, heltedramaet over dem alle. Derefter sætter han sig til rette på en trone i udkanten af scenen. Altid til stede, men ikke en del af handlingen.
Med en moderne vinkel kan man også sige, at Falstaff har gennemskuet det politiske ”spin”
Så er resten op til tomandshæren Harry og John Falstaff, spillet veloplagt af Thomas Knuth-Winterfeldt og Joseph Sherlock. Falstaff er ridder af navn, gavtyv af gavn, og en klassisk narrefigur. Han er på den ene side latterlig, fordrukken og løgnagtig. På den anden side får han sagt nogle velformulerede sandheder efter opskriften: pas på ærlige mænd, for de er ikke troværdige, hvorimod han lyver hele tiden og derfor ikke kan være falsk.
Komisk sprogforbistring
Vi får således også at se, at Falstaff går ind i en beskyttende rolle, når Harry selv bliver mundlam. Med en moderne vinkel kan man også sige, at Falstaff har gennemskuet det politiske ”spin”. Det præsenteres alt sammen med humor og en imponerende fysisk tilstedeværelse på den lille scene.
Det hele foregår i Konge Henrik på en blanding af dansk og engelsk, selv om det er uklart præcis hvorfor. Nogle replikker på det ene, andre på det andet. Nogle gange engelsk med dansk accent, andre gange dansk med engelsk accent. Med – sædvanligvis – gode engelskkundskaber hos et dansk publikum er det en sjov dramatisk effekt.
Her når vi frem til en meget genkendelig familiekonflikt af psykologisk karakter
Det er muligvis lidt mere udfordrende for herboende englændere (med videre), men sikkert ikke helt ukendt, fordi det faktisk er svært for engelsktalende at få lov at tale dansk herhjemme. Vi slår hurtigt over i engelsk af ren og skær høflighed (og måske for at blære os med vores sprogkundskaber).
I tilfældet Konge Henrik er resultatet i alle tilfælde særdeles muntert.
Fædre, sønner og andre universelle historier
Men hvorfor skejer Harry ud frem for at stå ved sin fars side ved hoffet – eller på slagmarken? Alle er enige om, at han ikke er nogen kujon. Og med Shakespeare-facitlisten ved hånden er de fleste nok klar over, at der ligger en imponerende sejr ved Agincourt/Azincourt i Harrys fremtid. We few, we happy few og alt det der.
Her når vi frem til en meget genkendelig familiekonflikt af psykologisk karakter. Faderen har store forventninger til sønnen. Sønnen vil gerne leve op til faderens forventninger. Risikoen for at føle sig svigtet eller ikke føle sig god nok er indbygget i den dynamik. En dynamik, der nogle gange kan fortsætte ud over døden.
Og så kan vi tilsvarende indsætte noget mødre, døtre og så videre.
Lige på det punkt finder vi en aktuel dansk parallel, som vi så den udmøntet sidste år, hvor dronningen – i modsætning til, hvad hun tidligere havde sagt om ikke at rende af pladsen – valgte at abdicere. Og hvor hun netop forlod Statsrådet med ordene, “Gud bevare kongen”. På et tidspunkt vil forældrene gerne give faklen videre. Og så er spørgsmålet, om børnene er klar til at tage over og holde faklen højt, så alle kan se lyset.
Konge Henrik som boomer-drama
Det gælder også på et mere folkeligt niveau, hvor boomerne skal se den smertelige kendsgerning i øjnene, at den verden, de afleverer til deres børn, ikke nødvendigvis lover fremgang og yderligere velstand.
Efterkrigsgenerationen har om nogen set virkeliggørelsen af den socialdemokratiske drøm om, at fædrenes slid skulle udmøntes i børnenes velfærd. Hvorefter de mætte af dage skulle kunne nyde deres otium, mens de så børnene fortsætte drømmen. Men hvor stor er chancen for, at deres lys vil skinne klarere end vores? Og at velfærden holder livet ud for den ældre generation?
De unge har som bekendt altid været nogle uvorne døgenigte, indtil de selv får børn, som er nogle uvorne døgenigte
Hvis nogen her vil indvende, at mødrene da også har slidt, så skal det med fædre sættes ind i den sammenhæng, at Konge Henrik er annonceret som første del af en ”patriark-trilogi”. Der er vi også mere på Shakespeares hjemmebane, og det er jo hele pointen med Københavns Shakespeare Kompagni; at sætte hans dramatik og temaer ind i en nutidig ramme og blande det danske og det engelske.
Og jeg skal da lige love for, at Claus Bue træder i karakter som patriark i tredje akt. Hvis man altså kan sige det om en forestilling i en akt. Her konfronteres kongen og prinsen endelig og får det uundgåelige generationsopgør. De unge har som bekendt altid været nogle uvorne døgenigte, indtil de selv får børn, som er nogle uvorne døgenigte.
Fordele og bagdele
Både Harrys og Falstaffs klovnerier og det store far-søn-opgør får ekstra nerve af at opleves på den diminutive scene på The Deer and Rabbits Theatre. Man skal holde fødderne til sig, hvis man vil undgå at spænde ben for skuespillerne. Til gengæld er det medrivende in-your-face drama.
Den tidligere opstilling med blot 12 stole er blevet ændret til to bænkerader, med næsten en fordobling af publikumskapaciteten. I lighed med bænkene på Shakespeares Globe Theatre er det dog en god idé at tage en pude med (de bliver tilbudt ved indgangen). Ellers kan selv Konge Henriks lille halvanden time virke lidt anstrengende på bagdelen.
Alt i alt lykkes operationen. Vi får et drama, der både er tro mod Shakespeares univers og er let at forbinde med vores nutid. Og en komik, der – ikke mindst takket være sprogblandingen – virker sjovere end Shakespeares noget bedagede humor.
Og så kan vi se frem til yderligere to patriarker i sæson 25/26, nemlig Prospero og Lear.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og