TEATER // ANMELDELSE – Alle skuespillere elsker Shakespeare. Kvindelige skuespillere med slet skjult misundelse over manderollerne. Det retter Daughters of Lear op på som nyskreven dramatik i Shakespeares univers, men med fokus på søsterskabet, og det resulterer i den mest helstøbte tredjedel af Københavns Shakespeare Kompagnis patriark-trilogi, skriver Steen Blendstrup.
Du behøver ikke at kende Kong Lear for at forstå Daughters of Lear, formaner instruktøren Joseph Sherlock publikum i den lille hyggelige foyer med chesterfieldsofaer og gulvtæppe. Ja, den er god med dig. For selv om vi ikke behøver kende netop dette skuespil, så er hele pointen med Københavns Shakespeare Kompagni, at de forholder sig til Shakespeare og hans værker.
Og med god grund. Er der noget skuespillere gerne vil spille, så er det Shakespeare. Kvindelige skuespillere ofte med tilføjelsen, at de egentlig er mest fascinerede af Shakespeares manderoller. Det giver selvfølgelig mening i det omfang, at han skrev i et patriarkalsk samfund, hvor manden havde hovedrollen.
Hvad ordene angår, så er Daughters of Lear vidunderlig faux Shakespeare
Det har på den anden side i vor tid givet mulighed for mere eller mindre radikale nyfortolkninger af Shakespeares værker. Og det er af denne frugtbare muld Daughters of Lear og de to foregående forestillinger i ”patriark-trilogien”, Kong Henrik og Prospero er spiret. Netop i Daughters of Lear springer trilogien ud i søsterskabets blomst.
Før Kong Lear
På den stort set bare scene på The Deer and Rabbits ved Søerne er det let at føle sig hensat til Shakespeares Globe-teater. Rå mure og to døre. Tre skuespillere – Christina Hildebrandt, Sarah Dahl Hasselgren og Josephine Due Feit – skal fremmale en middelalderlig verden alene med ord og mimik … og smukke kostumer.
Hvad ordene angår, så er Daughters of Lear vidunderlig faux Shakespeare. Vi fornemmer hans blankvers, men her på et engelsk, hvor vi faktisk kan forstå det meste. Der sniger sig endog et enkelt f*ck ind. Hvor godt illusionen fungerer, illustreres af, at der indgår nogle få replikker fra netop King Lear (Akt 1, Scene 1), der overhovedet ikke synes fremmede (selv om en pointe er, at de er indstuderede – men ellers ingen spoilers).
Hvis man vil forholde sig til Kong Lear – og det lægger titlen mildest talt op til – så går der ikke lang tid, før man bemærker, at Daughters of Lear er en prequel, altså at den foregår, før første akt af Shakespeares stykke. Og til dels sideløbende.
Søsterskabsdramatik i Daughters of Lear
Storesøster Goneril, der kommer langvejs fra, har bedt sine to søstre, Regan og Cordelia, om at møde hende, inden kongen – deres far – holder hof. Søsterskabet etableres fra start, når Goneril i en irriteret enetale – en soliloquy – prøver at forstå, hvorfor mellemsøster Regan, der ikke skal rejse så langt, kommer senere end hende, og hvorfor lillesøster Cordelia, der bor på kongens slot, uvægerligt vil komme sidst.
Det lyder besnærende som Shakespeare, men det lyder også overbevisende som en storesøster. Søskenderelationen i Daughters of Lear er psykologisk observation, der er helt på højde med Shakespeares magtanalyse, når den er bedst.
Plottet, som er i overensstemmelse med Kong Lear, går ud på, at kongen vil dele sit rige mellem sine døtre. Mere præcist mellem de to ældstes mænd og den yngstes kommende ægtemand – alt efter hvilken alliance, der forekommer bedst, når han giver hende bort.
I Daughters of Lear får vi et andet billede, nemlig af kvinder, der prøver at overleve i patriarkatet
For at komme en strid mellem deres ambitiøse mænd/kommende mand og deres far i forkøbet ønsker Goneril at koordinere en handlingsplan med sine søstre. Men … søstre.
En feministisk omskrivning
Shakespeares portræt af Goneril og Regan er ikke særlig venligt. I Daughters of Lear får vi et andet billede, nemlig af kvinder, der prøver at overleve i patriarkatet. Samtidig er søsterskabet fremskrevet på en måde, der ikke kan undgå at vække genklang hos enhver, der kender dynamikken i en søskendeflok. Især altså blandt søstre.
Den ældste er nærmest dømt til at blive bossy. De yngre higer efter anerkendelse. Den yngste kan altid finde tilflugt i rollen som den lille nuttede (med en vis naiv idealisme), mens den mellemste lærer at navigere mellem disse poler og forældrene. En mægler eller manipulator. Vælg selv.
Det handler nemlig ikke om helte og skurke, men om, at verden – med Shakespeares ord – er en scene, og vi mennesker blot skuespillere, der spiller vores roller. Måske med et gran mere psykologisk indsigt i den moderne tildigtning i Daughters of Lear. Deres overlevelse afhænger af, at de kan samarbejde i en verden skabt af og for mænd. Ellers bliver deres historie lige så tragisk som Kong Lears.
Tre søstre – og Agnes
Hvis man sidder med hele (eller bare det halve) Shakespeare-katalog i baghovedet, kan man nyde, hvor teknisk dygtigt dramaet om Goneril, Regan og Cordelia sniger sig ind i dette univers. Og hvordan vi pludselig kan se Kong Lear i et helt nyt lys. Man kan samtidig lade sig røre af dynamikken mellem søstrene på godt og ondt. Og knuse en tåre undervejs.
Man kan selvfølgelig også bare nyde det engelske sprog. Hvor trilogiens far-søn-opgør i første del, Konge Henrik, foregik på et kaudervælsk af engelsk og dansk, og hvor den detroniserede patriark, Prospero, talte rent dansk, er Daughters of Lear helt igennem engelsksproget og som nævnt besnærende tæt på at lyde som Shakespeare.
Hvor smukt Shakespeares eget engelsk ellers lyder, så kræver det en ordbog og lidt forklarende noter ved hånden (også for englændere). Det er ikke nødvendigt her. Hvis man som engelsklærer i gymnasiet ikke lige har det Shakespeare-stykke ved hånden, som er på pensum (og det er sjovt nok altid Macbeth), så er Daughters of Lear faktisk ikke noget dårligt alternativ.
De fører patriark-trilogien smukt i mål med den nok stærkeste og mest helstøbte af de tre forestillinger
Det lyder som Shakespeare, det stjæler hans figurer, det er loyalt over for Shakespeares univers. Alligevel formår Daughters of Lear at stå på egne ben. Det er altså ikke nogen lille præstation, når vi taler om verdens mest spillede dramatiker.
Hatten af for Sarah Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock for at bearbejde, opdatere og kommentere gamle Williams univers. Med sin søsterskabsvinkel er det en hjemlig pendant til den Oscarvindende Hamnet-gendigtning, der også ser historien gennem en kvindes øjne. De fører patriark-trilogien smukt i mål med den nok stærkeste og mest helstøbte af de tre forestillinger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og