Filmen ”Hamnet” er som magisk teater

Dan Marmorstein 09.03.2026

FILM // ANMELDELSE – POV’s skribent Dan Marmorstein har både tålmodigt og ivrigt ventet på instruktøren Chloé Zhaos film om den virkelige (?) baggrund for Shakespeares skuespil Hamlet, og nu har den haft dansk premiere. Både filmen og skuespilleren Jessie Buckley har allerede vundet adskillige priser og flere venter formentlig til Oscar-uddelingen.

Hamnet (orig. titel: Hamnet)

Engelsk-amerikansk drama, 2026, 126 min.

Instruktør og co-manus: Chloé Zhao Medv.: Jessie Buckley, Paul Mescal, Emily Watson, Jacobi Jupe m.fl.

Premiere 5. marts februar i 71 biografer landet over, bl.a. via Filmporten

Det siger næsten sig selv, at det altid er en fornøjelse at se en film, der på en eller anden måde kredser om William Shakespeare.

Når det gælder historisk efterprøvning, fremstår barden som en næsten gådefuld skikkelse. Det er blevet mig fortalt, at den autograflignende signatur, som pryder forsiden på mange antologier med hans 39 tragedier, komedier og historiske skuespil samt de 154 sonetter, faktisk ikke med sikkerhed kan siges at være skrevet af hans egen hånd.

Så vidt jeg ved, findes der heller ingen andre papirer, man med sikkerhed kan fastslå, at William Shakespeare selv har skrevet på.

Filmen bevæger sig snigende og boblende fremad, omtrent som et shakespeare’sk drama

Hyldemeter af tekst er blevet produceret med lærde diskussioner om, hvorvidt Shakespeare overhovedet selv skrev de stykker, der tilskrives ham. Kunne det tænkes, at en håndfuld dygtige skrivere sad tæt på scenen under prøverne og febrilsk noterede, hvad de begavede og talelystne skuespillere på Shakespeares Globe Teater sagde – og improviserede?

Med andre ord: spørgsmålet om, hvor tæt en film om “Barden” ligger på biografisk sandhed, får uundgåeligt et skær af tåge over sig. Det hører simpelthen med til emnet.

Efter min mening bevæger Hamnet sig snigende og boblende fremad, omtrent som et shakespeare’sk drama. Og det er en af filmens styrker.

Hamnet er instrueret, medklippet og medskrevet af den Beijing-fødte Chloé Zhao i samarbejde med Maggie O’Farrell, som skrev den oprindelige roman. To erfarne og højt respekterede instruktører – Steven Spielberg og Sam Mendes – står desuden blandt filmens fem producere.

I kostumedesign og scenografi er der gjort en stor indsats for at fremmane duftene, stemningerne og smagen af 1600-tallets elizabethanske England. Kameraet arbejder ofte med ekstremt tætte billeder. Nogle gange er det rykket så tæt på kroppen, at man i første øjeblik ikke helt kan se, hvad der filmes. Ansigter fylder også meget i Hamnet – nærbilleder, hvor følelser og tanker næsten kan aflæses i huden.

Naturmennesket og læreren

Filmen åbner ved et enormt træ med blotlagte rødder, der danner noget, der ligner en voldgrav omkring stammen og afslører huleagtige åbninger, hvor fantasien kunne tænkes at bore sig ned. Her ligger Agnes – filmens hovedperson, spillet af Jessie Buckley – på skovbunden og leger med sin tamme høg iført sin falkejagtshandske. Agnes er et naturmenneske. Hendes mor havde et nært forhold til naturen, til urter og til en helbredende livsforståelse, der fik landsbyens folk til at kalde hende en heks.

Jessie Buckley som Agnes, filmens hovedperson. Foto: Focus Features

Landsbyens lærer, William Shakespeare (Paul Mescal), hvis far åbenbart skylder Agnes’ familie penge, kommer for at undervise hendes yngre søskende i latin som en måde at betale gælden tilbage på. Agnes og William mødes tidligt i filmen, og deres gensidige tiltrækning skildres på en stærkt erotisk måde. Sanselige, dampende scener, uden at nogen af skuespillerne behøver at klæde sig af. Det er elegant gjort. En virkelig voksen film i ordets bedste betydning.

Der er noget næsten visdomsfuldt og zen-agtigt over hendes væsen, og jeg hepper på hende

Paul Mescal leverer et fint stykke arbejde, men filmens klare centrum er Jessie Buckley. Jeg var egentlig klar til at nyde en solid præstation fra en intelligent og moden skuespiller, men hendes fortolkning af Agnes overgår forventningerne med god margin. Det er ganske enkelt fremragende skuespil.

Hun har allerede modtaget prisen som årets bedste kvindelige skuespiller ved Golden Globe Awards, hos Critics Choice Association og Screen Actors Guild samt ved BAFTA Awards for sin præstation. Hun er også nomineret til bedste kvindelige hovedrolle ved den kommende Oscar-uddeling. Der er noget næsten visdomsfuldt og zenagtigt over hendes væsen, og jeg hepper på hende.

Resten er tavshed

Ironisk nok er denne film – som kredser om historien om en af civilisationens mest berømte ordsmede – præget af stilhed. Dialogen er sparsom, næsten hviskende, og filmen er generelt lavmælt, kun afbrudt af enkelte følelsesmæssige udbrud.

I høj grad handler filmen om moderskab – og om det at være datter – og om den dybe poesi i denne alt for menneskelige tilstand. Vi lærer Agnes’ mor at kende, hendes mormor og endda hendes oldemor. Og vi møder Agnes’ to døtre. Den yngste insisterer Agnes på at holde tæt ind til kroppen efter fødslen, og senere i filmen må denne karakter igen konfrontere udsigten til et nært forestående dødsfald.

Netop på dette punkt må jeg sige, at det føles forfriskende – i en tid hvor vores kultur til tider synes at være besat af en næsten nekrofil fascination af død, døen og eutanasi – at møde en film, hvor der foregår lige så mange fødsler, som der er liv, der slutter. Der er også fantasivandringer mod gudelignende tilstedeværelser, der holder øje med os. Tegn fra høgen, overtro, flashbacks og bevægelser på grænsen mellem liv og død – “To be or not to be”. Magisk teater. Adgang ikke for alle.

Filmen varer lidt over to timer, men den føles aldrig lang. På intet tidspunkt falder Hamnet igennem. Det er en fornøjelse at se de irske skuespillere Jessie Buckley og Paul Mescal udøve deres håndværk på dette niveau, og næste gang jeg hører, at Jessie Buckley spiller hovedrollen i en film, går jeg ikke i biografen … jeg løber.