MIDTVESTLIV // KLUMME – Countrymusik er lig med sydstatsflag, redneck-racisme og konservative Trump-fans. Det er i hvert fald det stempel, genren har fået (eller selv oparbejdet, alt efter øjnene der ser), men tiderne er ved at skifte. Også i Nashville.
CHICAGO – Vi havde ikke boet i Raleigh særlig længe, før vi fandt os selv i en først spirende, siden glødende kærlighedsaffære med countrymusikken. Der var egentlig hverken nogen særlig grund eller nævneværdig begivenhed, der gjorde udslaget; det føltes bare på en eller anden måde oplagt at udforske genren, når vi nu havde valgt at bosætte os i syden.
På en otte timers køretur til Pittsburgh, hvor vi kørte op for at overraske en dansk ven på hans 40-års fødselsdag, indstillede vi i 2017 bilradioen på den foretrukne countrykanal, og selv om bilen siden er skiftet ud, er kanalen det ikke. Country, altid country.
The higher the hair, the closer to God
Et par besøg i Nashville konsoliderede forholdet, og selv om det var nemmere at støde på genren på radiofrekvenserne sydpå, har vi også fundet vores countryfix her i Midtvesten og indstillet bilens radio efter den. Vinduerne ned i (eller dørene af) Jeep’en, vind i håret og volumen på max, så Brothers Osborne får lov at berige alle de andre trafikanter. Alt er godt, ikke? Well …
Højt hår og skydevåben
Problemet med countrymusikken er, at det er blevet en af de mest politisk betændte musikgenrer overhovedet i USA. Genren er kendt for at dyrke de konservative redneck-rødder, og når man lytter til sange som Toby Keiths “Courtesy of the Red, White and Blue”, kan man godt føle, at så meget patriotisme er lidt svær at kapere. Og ganske umulig at tage alvorligt.
Men fansene tager det alvorligt, og netop fansene er nærmest lige så stereotype som de amerikanske flag, store trucks og udtrådte støvler, der pryder en overvældende del af countryens album-covers. De har højt hår (“the higher the hair, the closer to God,” som man siger), de beder deres aftenbøn, de tager på jagt og fisketur, de elsker deres skydevåben – og de stemmer på Trump.
Sidstnævnte er problemet. Eller rettere – det er mit problem. Som en dansker, der er vokset op i det danske velfærdssystem – med skiftevis røde og blå statsministre, men dog i et såkaldt socialliberalt miljø, et miljø, som de fleste amerikanske konservative nok snarere synes, ligner noget, der nærmer sig kommunisme – og som altid har defineret mig som, om ikke ræverød, så i hvert fald til den røde side, er det et problem.
For det kan godt være, at jeg godt selv ved, at jeg ikke er den typiske countryfan, når jeg lader røvballerytmerne gjalde ud af bilen – men det ved dem omkring mig ikke. Og kald mig bare fjollet, men det generer mig.
Kunsten at gå på æggeskaller
I tiden lige inden og efter Trumps valgsejr gik rigtig mange af countryverdenens små og store stjerner på de sarteste æggeskaller. Dem, der støttede ham, gik stille med dørene, fordi han trods alt var en relativt kontroversiel personage. Og dem, der absolut ikke støttede ham, gik endnu mere stille med dørene af frygt for at skubbe alle de hardcore konservative countryfans væk og dermed lægge en karriere i ruiner – i nogles tilfælde inden den overhovedet var kommet rigtigt i gang.
Frygten for at skubbe de “ægte” countryfans fra sig stammer nok delvis fra minderne om den skæbne, der overgik The Dixie Chicks (nu bare kendt som The Chicks), da de tillod sig helt åbenlyst at kritisere George Bush og krigen i Irak.
Konsekvensen for den ellers rasende populære trio blev, at de ikke alene blev bandlyst på countryradiostationer landet over – de fik også både fans og kollegaer på nakken. Og det i en så karriereknusende grad, at ingen siden dem rigtigt har turdet råbe alt for højt om deres politiske ståsted, hvad end det er til den ene eller anden side.
Det var i hvert fald tilfældet indtil for nylig. For med Trumps kampagne og senere indsættelse skete der samme skred i countryverdenen som over resten af landet: dyb, dyb splittelse. Og et stigende antal mennesker, der tager bladet fra munden. Et af dem er Maren Morris, der tidligere på året røg ud i en – for Nashville meget atypisk – strid med en af den såkaldte Bro country-genres største stjerner, Jason Aldean.
Splittelse i Music City
Striden, der blev udkæmpet ganske offentligt mellem Morris, Aldean og Aldeans kone Brittany (som Morris gav tilnavnet “Insurrection Barbie” på grund af Brittanys åbenlyse støtte til Trump, mens hun sideløbende brugte sin milliontalsfølger-instagramprofil til at sprede både konspirationsteorier og gå imod mundbind og vacciner under covid-krisen) var den første af sin slags mellem grupperinger af Nashvilles sammentømrede slæng siden den, der ramte The Dixie Chicks.
Men selv om den på overfladen kun involverede de tre personer – Morris på den ene side, Jason og Brittany Aldean på den anden – vidnede den om noget langt større: at splittelsen for alvor har ramt Music City.
Er det sofistikeret? Nej, for fanden. Men det er sjovt
Nashville har længe været et lille relativt liberalt åndehul i ellers dybt republikanske Tennessee, og store navne som Faith Hill, Tim McGraw, Willie Nelson og sågar Garth Brooks har givet åbenlyst udtryk for deres støtte til præsident Barack Obama og Hillary Clinton.
Men en stor del af countrymusikkens sjæl er baseret på konservative værdier som religion, frihed og USA som The Greatest Nation in the World, og selv om det ind imellem kan virke, som om de henholdsvis venstre- og højrelænende kunstnere fordeler sig nogenlunde ligeligt, så er det ikke tilfældet med fansene, som stadig i overvejende grad er konservative.
Det er sigende, at Morgan Wallen efter at være blevet fanget på kamera, mens han sagde n-ordet, efter en kort tænkepause vendte tilbage til rampelyset – til et rekordår, en udsolgt tour og en statuette for bedste album ved dette års ACM Awards. Det kan godt være, at cancel culture findes, men ikke i countrymusikken.
Mudder på dækkene
Nå, men tilbage til mine hårdt prøvede medtrafikanter, der må lægge ører til alt fra Miranda over Luke til Sturgill. For hvor det var relativt hyppigt forekommende at løbe ind i andre countryfans i North Carolina, er det ikke helt det samme i Midtvesten (underligt nok, eftersom der er countrymusik i højttalerne i stort set hver eneste butik, jeg bevæger mig ind i, men lad det nu ligge).
Og der er ingen tvivl om, at vores venner heroppe – der med få undtagelser alle er, om ikke helt så socialistiske, som vi danskere nærmest per definition er i mange amerikaneres øjne, så i hvert fald så tilpas liberale, at de hellere ville sætte sig nøgne på en kogeplade end se Trump i noget offentligt embede igen – synes, det er underligt, at vi lytter til countrymusik. At vi tager til countrykoncerter, countryfestivaler og, når det skal gå vildt for sig, trækker i cowboystøvlerne.
De kunne aldrig drømme om at bruge en weekend i Nashville eller Austin, og de har absolut intet behov for at udforske en genre, som de for længst har stemplet som ultrakonservativ, lidt til grin og sovset ind i skydeglade og racistiske rednecks.
For os, der ikke er vokset op med hverken historikken eller fordommene, er det alt det andet, der tæller: stemningen, sjælen, kærligheden til det enkle i livet: en smuk dame, en bil med mudder på dækkene og en kold øl. Er det sofistikeret? Nej, for fanden. Men det er sjovt, og det er festligt, og det lyder godt.
Det får vi ikke overbevist vores venner om. For dem er countryfansene lig med stereotypen, og den er lige så simpel som musikken.
Jeg er ikke sikker på, at det bliver os, der kommer til at overbevise dem om, at tiderne er ved at skifte – også i Nashville. Men det er de, og indtil da vil jeg holde min ræverøde fane højt i min ditto Jeep, mens jeg fyrer op og med al min countrysjæl lader alle omkring mig vide, at “Beer Never Broke My Heart”. For meget kan man sige om country – men budskabet er klart. Om man kan lide det eller ej.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
