USA 250 ÅR // REPORTAGE – Amerika er stadig et ungt land, der fortsat rummer en formidabel energi og et drive, en uforlignelig optimisme og tro på fremskridt. Men Trump har splittet det enorme land befolket af mennesker indvandret fra alle verdenshjørner, som stadig drages af at udleve den amerikanske drøm, skriver Karina Schkinder og Erik Boel fra deres rejse i anledning af USA’s 250-års jubilæum.
Det er et dybt splittet USA, der netop har fejret 250-året for nationens uafhængighed den 4. juli. Splittet i en grad så flere kommentatorer har vovet at tale om risikoen for en ny amerikansk borgerkrig.
At dette enorme land, befolket af mennesker, som er indvandret fra alle verdenshjørner, overhovedet hænger sammen, og at millioner af mennesker fra hele kloden fortsat og uanset præsident Trump drages mod USA som et forjættet land, skyldes den amerikanske drøm.
En drøm, der er knyttet til oplevelsen af Amerika som mulighedernes land, en forestilling der vel at mærke forudsætter frihed, mod og en sund portion fandenivoldskhed. I det seneste års tid har vi tilbragt fire måneder i USA i jagten på denne drøm. Vi kørte tværs over det nordamerikanske kontinent, frem og tilbage over de uendelige afstande.
Vi har oplevet en fattigdom og nød, som får os til at undre os over, hvordan dette kan være Amerika i 2026
Fra begyndelsen var vi enige om to spilleregler. Vi ville undgå interstates og de såkaldte highways. Vi kørte ad mindre landeveje – country roads – hvor sjælen følger med, og hvor det amerikanske landskabs storhed serveres fra første parket — til forskel fra hovedvejene, der er tapetseret med tankstationer, diners og burgerbarer.
Vores andet udgangspunkt var lige så klart: Vi ville rejse ind i det ukendte, efter mottoet: “It doesn’t matter where we go as long as we go somewhere”.
På landevejene mødte vi Amerika i alle dets kontraster: landets bagside i form af lossepladser, bølgeblik skure, hjemløse samlet om et lejrbål og forfaldne boligblokke. Vi har oplevet en fattigdom og nød, som får os til at undre os over, hvordan dette kan være Amerika i 2026.
Men ude i det åbne land oplever vi, hvor smukt, majestætisk og uberørt USA fortsat er. Amerika ligger — helt bogstaveligt — for vores fødder. Vi kører gennem kløfter og tunneler og over bjergpas: The Rockies, The Cascades, Sierra Nevada. I det disede måneskin lyser de sneklædte tinder, og når skyerne lukker for månen, træder fyrreskovene frem, høje og mørke.
Fra disse små landeveje oplever vi Midtvesten — fra Kansas’ hvedemarker og St. Louis’ industriområder til det amerikanske Vest: Colorados skove og Utahs ørkener. Og ja, Montana er virkelig Big Sky Country: Himlen er større dér, afstanden mellem horisonter længere.
Generelt mødes vi med sympati, venlighed og gæstfrihed — fra hvide og sorte, rige og fattige, liberale og konservative.
“Rejsen” er i Amerika en form for renselse og selvrealisering og har altid været central for landets selvforståelse.
Road-narrativet står centralt i USAs kulturelle selvfremstillinger; tag Whitmans Song of the Open Road, Cormac McCarthys The Road, dyster, postapokalyptisk, men alligevel strålende, og selvfølgelig Jack Kerouacs On the Road. Eller i film som Easy Rider, Thelma & Louise, Nomadland og Bonnie and Clyde.
Ude i Wyoming er vi langt fra alting. Her får vi ikke café latte, men den væske der engang i Danmark kaldtes færgekaffe — kaffe så stærk, at man kan asfaltere veje med den.
Et slogan i den lokale diner lyder: I Wyoming ved din girlfriend, hvordan man bruger startkabler.
Her løber vi i slutningen af maj i byen Rawlins ind i en snestorm, der isolerer byen og afbryder strømmen i 36 timer. Det er forbløffende, at det ikke bliver anset for en nyhed i de nationale medier. Men herude er der ganske enkelt for få mennesker til, at det interesser. Med 5.000 indbyggere er Rawlins endda en af de større byer i Wyoming.
Stressniveauet er lavt: I Rawlins spørger man ikke, hvad klokken er, men hvilken dag det er.
Når vi stopper ved en lille tankstation eller købmand, er det slående, hvor beskeden en rolle politik spiller. Washington D.C. er langt væk. Og hvad kan man overhovedet stille op? Her er det langt mere bemærkelsesværdigt, at fru Marples kat er løbet væk.
Og dog. Indirekte trænger det politiske sig på. De stigende priser bekymrer folk, især prisen på den uundværlige benzin og diesel. Det vækker også det opsigt, at et par udokumenterede migranter på den lokale fabrik er blevet udvist af den føderale immigrationsmyndighed ICE. De kan måske blive svære at erstatte.
Maden på rejsen er bægerets malurt: fastfood i enorme mængder; kalorietung, ultra forarbejdet mad i gigantiske portioner.
Og plastik, plastik, plastik. Tre lag omkring osten. Engangsbestik. Plastik koppen man får rakt, er dækket af et plastiklåg, som plastik sugerøret skal igennem. Et sugerør, som naturligvis er pakket ind i — ja, selvfølgelig — plastik.
Hvis Amerika i dag har et fælles sprog, er det ikke engelsk eller spansk, men plastik—en uendelig grammatik af indpakning, forsegling og portionering. Selv breve og pakker fra myndighederne leveres individuelt indpakket i plastik med brugsanvisningen “skal genanvendes korrekt”.
Hotellerne kræver forudbetaling samt et depositum på måske 200 dollars – for det tilfælde at gæsterne skulle finde på at splitte værelset ad. Man får pengene igen, men det kan tage fire-fem dage. Når man som vi rykker dagligt fra hotel til hotel, kan man let have mange hundrede dollar bundet i systemet.
Paranoia i storbyerne
I Seattle når vi Vestkysten. Som altid bor vi hos den 83-årige Jan, ejer af Panama Hotel i Japantown – Nihonmachi. Hotellet er indrettet som et mindesmærke og museum over de japansk-amerikanere, der blev interneret efter Pearl Harbor i 1941. En del af restaurantgulvet er af glas. Nedenunder kan vi se de efterladte ejendele fra dem, der pludselig blev anholdt og deporteret. Enhver lighed med Trumps Amerika er ikke tilfældig, understreger Jan.
I Los Angeles spiser vi frokost med Ann Burroughs. Hun var anti-apartheid-aktivist i Sydafrika og sad i fængsel i 1980’erne. Senere blev hun landsformand for Amnesty USA.
Burroughs fortæller, at Los Angeles har været i front i modstanden mod ICE’s hårde anholdelser af udokumenterede migranter. Menneskerettighedsorganisationer i byen har inspireret netværk i resten af USA, bla. Minneapolis, til at beskytte migranter.
Hun er ikke optimistisk forud for midtvejsvalget.
“Gerrymandering vil sandsynligvis forvride resultatet til fordel for præsident Trump.”
Gerrymandering er politisk manipulering af valgkredse, hvor grænserne tegnes om for at gavne et bestemt parti. Fænomenet anvendes fortrinsvis — men ikke udelukkende — af republikanerne.
Her i de større byer, oplever vi paranoia. 11. september, skoleskyderier mv har sat sig spor. I tog, metro og sporvogne lyder en insisterende meddelelse: “If you see something, say something.”
Den vilde teenager
Da vi fra LA sætter kursen tilbage mod Østkysten, lytter vi på bilens anlæg til Paul Simon: “Hello Darkness, my old Friend” fra The Sound of Silence.
Sangskriveren sætter fokus på fremmedgørelsen, den menneskelige kommunikations sammenbrud og den sociale apati i Amerika. Sætningen er i sig selv et oxymoron — en verden fuld af støj, men uden egentlig forbindelse eller mening.
Måske er USA i virkeligheden en teenager: vild, uregerlig, uforudsigelig.
Det var daværende præsident Kennedy, der sagde, at Amerika er Europas datter. Måske er USA i virkeligheden en teenager: vild, uregerlig, uforudsigelig. Men fuld af ideer og med en uforlignelig innovationskraft og kreativitet.
Vores rejse styrkede kun vores kærlighed til USA, på trods af alle landets fejl og mangler. Amerika er et ungt land og rummer den dag i dag en formidabel energi og et drive, en uforlignelig optimisme og tro på fremskridt — og en uskyld, på godt og ondt.
Drømmen om et liv i frihed og uden strangulerende regler lever stadig i bedste velgående, 250 år efter uafhængigheden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og