
SYDSTATSLIV // KLUMME – “You live, you learn”. Og ind imellem er det, man lærer, lidt mere overraskende end ellers, har Julie Bendtsen måttet sande efter at have stået ansigt til ansigt med både spidstandede krybdyr og sin egen naivitet.
RALEIGH (NC) – For et par uger siden havde jeg en snak med en dansk ven herovre.
Min familie og jeg var i fuld gang med at planlægge en tur til en af North Carolinas fantastiske strande – sidenote: ikke mange uden for USAs østkyst er klar over det, fordi North Carolina ikke rigtig er på nogens ferieradar, men staten har nogle af de smukkeste Atlanterhavsstrande, man kan finde. Ikke at jeg klager over det manglende generelle kendskab, da det bare giver mig ekstra strandstolsplads – og vores hund skulle for første gang med til vandet:
“Vi skal bare passe på, hun ikke bliver spist af en haj”, sagde jeg i ramme alvor, og i samme sekund slog det mig, hvordan dén bekymring var en, jeg aldrig havde overvejet at skulle forholde mig til, inden vi flyttede fra Danmark til USA.
I den forgangne weekend dukkede så endnu en bekymring op, som jeg ved gud aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle tage stilling til. Vores hunds navn
Men sådan er virkeligheden altså nu. Atlanterhavet er propfyldt med hajer, og selv om jeg i bund og grund er ret dyrevenlig og ikke har det fjerneste imod de finnede væsner – jeg har endda dykket med dem ved flere lejligheder – må jeg nok alligevel erkende, at de talrige historier om folk, der er blevet bidt i hoftedybt vand har sat sine spor.
At gøre en indsats for, at hverken min hund, mine børn, min mand eller jeg selv bliver spist af en haj, er nu en naturlig del af de mentale forberedelser, når familien skal til vandet.
I samme kategori har vi mine løbeture. Jeg elsker at løbe på Raleighs grønne stisystemer, og indtil for et par år siden foregik det altid med musik i ørerne til at holde rytmen og motivationen kørende. Og for at tage tankerne lidt væk fra selve løbet.

At sidstnævnte skulle vise sig at være en virkelig elendig ide, gik op for mig den dag jeg, godt optaget af et nummer med de helt rigtige beats per minute var lige lovlig tæt på at træde på en slange. En giftig en af slagsen. En af den slags, som der faktisk er en helt utrolig sund bestand af her i området.
Siden da har jeg vænnet mig til at løbe uden distraktioner og med fokus på, hvor jeg sætter mine fødder, men det er – også – et af de vilkår ved at bo her, som jeg aldrig ville have overvejet før jeg stod (og løb) i det: “Hey, kig lige, hvor du sætter fødderne, så du ikke træder på et krybdyr, der kan koste dig en amputeret fod”. Ok så.
Da vi fik hende, havde vi en lang liste af potentielle hundenavne til hende, og som danskere, der nu havde bosat sig i Syden, blev vi hurtigt enige om, at ét navn gav den bedste mening: Dixie
Det samme gælder i øvrigt havehandsker, gummistøvler og andre ting, der har tendens til at ligge ubrugt i garagen i længere tid. Ryst dem lige grundigt, inden du stikker nogen af dine lemmer ind – de sorte enke-edderkopper, som er helt almindelige her, kan faktisk godt gøre både nas og skade.
I den forgangne weekend dukkede så endnu en bekymring op, som jeg ved gud aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle tage stilling til. Vores hunds navn.

Da vi fik hende, havde vi en lang liste af potentielle hundenavne til hende, og som danskere der nu havde bosat sig i Syden, blev vi hurtigt enige om, at ét navn gav den bedste mening: Dixie.
Jep, det navn, som countrybandet formerly known as The Dixie Chicks har forkastet.
Nu hedder de bare The Chicks. Fordi Dixie, som altid har været et ord, der havde rødder i Sydstaterne, nu – i lyset af skiftende tider, oplysning og bevidsthed af mange i højere grad bliver opfattet som noget, der hylder konføderationen, sydstatsflag og kampen for retten til at holde slaver.
Kort sagt, bundracistisk. Yikes.
https://www.facebook.com/thechicks/videos/308222466848714/
Nogen vil måske kalde det decideret ironisk, at jeg – en priviligeret hvid vesterlænding, der pudser min samfundsmæssige glorie med artikler om racisme og en seriøst lav retfærdighedstærskel for diskrimination og fremmedhad – er endt med at have givet min (i øvrigt også ret hvide) sheepadoodle et navn, der stinker af racisme.
Hey, Pixie lyder da også meget sødt
Jeg ville formentlig være i stand til at trække lidt mere på både smilebånd og skuldre af det, hvis det ikke lige var, fordi tanken om at skulle krølle mig sammen i skam, hver gang nogen spørger, hvad min hund hedder, gør mig virkelig utilpas.
Aldrig havde jeg troet, at jeg måske ville se mig tvunget til at omdøbe min hund, fordi jeg i min naivitet ikke havde forudset konsekvenserne af Dixie (fulde navn er i øvrigt ‘Dixie Daffodil Miranda Lambert Bendtsen’).
Men ligesom med hajerne, slangerne, alligatorerne, sorte enker og kakerlakker på størrelse med min storetå er dét nok bare en i rækken af lærestreger. Og hey, Pixie lyder da også meget sødt.
Topbillede: Er Dixie blevet Nixie? Navneskiltet her kan meget vel gå hen og blive kasseret i nær fremtid. Foto: Julie Bendtsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her