MELLEMØSTEN // ANALYSE – Oplægget til en våbenhvile mellem Israel og Libanon blev ved underskrivelsen sidste fredag set som et stort skridt i den rigtige retning, men det har hurtigt vist sig, at der ligger store forhindringer i vejen, skriver Hans Henrik Fafner. Både Israel og Hizbollah ser en fordel i at fortsætte krigen på det nuværende niveau, altså sporadiske angreb mens der formelt er våbenhvile. Og set i et større regionalt perspektiv kommer dette til at spille ind i forsøgene på at få en iransk-amerikansk aftale i stand for at sætte en stopper for krigen.
HAIFA – Tirsdag i denne uge udtrykte den libanesiske præsident, Joseph Aoun, sin store beundring for landets forsvarsstyrker. Det skete umiddelbart efter at han havde mødt forsvarschefen, general Rodolphe Haykal, der briefede præsidenten om indsatsen for at tage fuld sikkerhedsmæssig kontrol over alt libanesisk territorium.
Der har i ugens løb været hektisk mødeaktivitet i Beirut, hvor man prøver at få det bedst mulige ud af våbenhvilen, som fredag blev undertegnet af Israel og Libanon. Her stipuleres det blandt andet, at det libanesiske forsvar skal rykke ind i de områder, som de israelske styrker efter planen skal trække sig tilbage fra i den sikkerhedszone, som israelerne har etableret i Sydlibanon.
Og med henblik på denne indsats er Haykal netop vendt hjem efter besøg i Tyrkiet, Grækenland og Storbritannien, som tilsyneladende vil støtte denne indsats ved et militært samarbejde med libaneserne.
Kræver garantier
Umiddelbart står den libanesiske regering imidlertid i en situation, hvor fredagens aftale optegner nogle mål, som det kan blive uhyre vanskeligt at nå frem til.
Som en del af aftalen skal den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse lade sig afvæbne, og dette afviser Hizbollah blankt. Bevægelsens leder, Sheikh Naim Qassem, betragter aftalen som en ”ydmygelse”. Og Hassan Fadlallah, der er et af Hizbollahs mest markante stemmer i parlamentet, advarer ifølge det libanesiske medie An-Nahar om at det kan ende i en borgerkrig, fordi Hizbollah ikke har tænkt sig at opgive sine våben og vil stille sig imod ethvert initiativ, som det libanesiske forsvar tager i den retning.
Der hersker en form for våbenhvile, mens kamphandlingerne fortsætter, om end på lavere blus en førhen
Fra israelsk side tjener dette som begrundelse for, at man tøver med at iværksætte selv den mindste tilbagetrækning. ”På trods af forståelsen, er det ikke klart, hvornår og hvordan tilbagetrækningen vil finde sted, og det afhænger af de garantier, vi kan få fra den politiske ledelse,” lød det fra israelske forsvarskilder.
Her påpeger man i øvrigt, at aftalen slet ikke nævner ordet ’tilbagetrækning’ men bruger termen ’redeployment’, altså en omplacering af tropperne. Overfor dette siger Hizbollah, at der ikke kan blive tale om nogen form for dialog, før Israel har trukket samtlige tropper ud af hele det sydlige Libanon, og dermed står det klart, at den giftige bold er landet på den ret magtesløse libanesiske regerings banehalvdel.
Under de forhold kan man se, at der formelt hersker en form for våbenhvile, mens kamphandlingerne fortsætter, om end på lavere blus en førhen.
Hizbollah kæmper for egen overlevelse
Ikke desto mindre har omkring 400.000 libanesere valgt at knytte så meget håb til våbenhvilen, at de nu vender tilbage til de hjem, de måtte flygte fra i forbindelse med krigen. Det svarer til omkring 40 pct. af de internt fordrevne.
Denne trafik forventes at fortsætte i de kommende dage, men der er fortsat mange, som endnu ikke er i stand til at forlade de midlertidige opholdssteder, som blev oprettet længere nordpå. For en dels vedkommende hænger det sammen med, at hjemmene slet ikke eksisterer længere.
Her træder det libanesiske socialministerium i profil med forskellige hjælpepakker. Disse er ganske vist ikke særligt rigelige, men at det overhovedet finder sted, er et tegn på, at Libanon har en fungerende regering, der forsøger tage teten. Mange ser tilbage på 2006, hvor Hizbollah efter krigen dengang gik massivt ind ved at donere store midler til genopbygningen. Alene i Dahiyeh, forstaden i det sydlige Beirut, brugte bevægelsen omkring 400 mio. dollar i det såkaldte Project Waad. En meget stor del af pengene kom direkte fra Iran, og den samlede indsats løb op i omkring en milliard dollar.
Der kan næppe herske tvivl om, at Hizbollah befinder sig i den dybeste krise i bevægelsens historie
Penge køber indflydelse, og hele denne indsats skaffede Hizbollah en kolossal folkelig popularitet. Men siden dette højdepunkt har bevægelsen befundet sig på en nærmest konstant nedtur. Det er vanskeligt at sætte tal på, men en Gallupundersøgelse fra sommeren 2025, hvor Hizbollah var i væbnet strid med israelerne som en udløber af Gazakrigen, viste, at 79 pct. af libaneserne mente, at kun landets regeringshær skulle bære våben. Dette tal er efter alt at dømme en del højere i dag.
Der kan næppe herske tvivl om, at Hizbollah befinder sig i den dybeste krise i bevægelsens historie, og aktuelt kæmper den en desperat kamp for sin egen overlevelse.
På mange måder har Hizbollah dog altid spillet en kontroversiel rolle i Libanon. Bevægelsen blev dannet som militsgruppe i forbindelse med den israelske invasion af landet i juni 1982. En tidligere israelsk premierminister, Ehud Barak, fremførte i et interview med Newsweek (18. juli 2006), at ”da vi gik ind i Libanon var der ikke noget Hizbollah. Vi blev modtaget med parfumeret ris og blomster af den shiamuslimske befolkning i Sydlibanon.”
Han forklarerede videre, at Hizbollah opstod og trådte i væbnet karakter, da de israelske tropper blev stående og oprettede en sikkerhedszone i de sydlige dele af landet. Det var den umådeholdne israelske forsvarsminister, Ariel Sharon, der satte det store felttog i gang i 1982, og han forfulgte sin drøm om at smide PLO ud af Libanon. Den palæstinensiske befrielsesorganisation drev på det tidspunkt deres egen stat i staten, hvilket var stærkt upopulært i den libanesiske civilbefolkning.
Den iranske forbindelse
Den 30. august 1982 forlod Yasser Arafat og PLO-ledelsen Beirut som led i en internationalt overvåget evakuering. Et par uger efter blev landets nyvalgte præsident, den kristne Pierre Gemayel, myrdet, og gerningsmanden, Habib Shartouni havde en tydelig forbindelse til Syrien. I september anrettede kristne falangister massakren på de palæstinensiske flygtninge i Sabra og Shatila, mens de israelske tropper undlod at gribe ind.
I denne atmosfære skaffede Hizbollah sig stor legitimitet, da den som en af de meget få blandt landets mange militsgrupper satte sig som mål at befri Libanon for den israelske besættelse. Denne varede frem til sommeren 2000, da israelerne med stor pludselighed trak sig ud af Libanon.
Hizbollah var i færd med at skabe en stat i staten, nøjagtig som det upopulære PLO havde gjort det før 1982
På det tidspunkt tog mange libanesere det for givet, at Hizbollah havde udspillet sin rolle, men bevægelsen erklærede at ville fortsætte kampen mod Israel. Den påpegede, at israelerne ikke havde rømmet Shabaa, en lille ubeboet enklave, som Israel betragter som en del af Golanhøjderne og altså ikke Libanon.
Det var nok her, Hizbollahs popularitetskurve begyndte at knække. I mange libanesiske øjne kom Shabaa til at stå som et påskud for ikke at lade sig afvæbne, og i stedet så man, at Hizbollah var i færd med at skabe en stat i staten, nøjagtig som det upopulære PLO havde gjort det før 1982. Set i den optik førte Hizbollah indenrigspolitik, da det primært kom til at stå som et magtspil med væbnede midler.
Libanon er en kompliceret stat, hvor befolkningen består af kristne, drusere, sunnimuslimer og shiamuslimer. Der er altså tale om et hårfin etniske balance, som selv efter borgerkrigens afslutning i 1990 har været yderst vanskelig at holde. I det spil repræsenterer Hizbollah shiamuslimerne, som hovedsagelig bor i Dahiyeh, hvor Hizbollah har deres hovedkvarter, og så i Beqaadalen og det sydlige Libanon. Der har ikke været foretaget nogen egentlig folketælling siden 1932, men shiamuslimerne anses for at være den største af de fire grupper, og generelt set også den socioøkonomisk ringest stillede.
Op gennem 1970’erne var Amal, en tidligere shiamuslimsk bevægelse, som stadig spiller en rolle, opstået, men ledelsen var sekulær, og den arbejdede for reformer og for større ligestilling i det libanesiske samfund. Samtidig byggede Amal på den udbredte shiamuslimske modvilje mod de palæstinensiske guerillagrupper, som opererede i det sydlige Libanon.
Den store ændring kom med den iranske revolution i 1979. Den slog også rod i en gruppe unge mænd, som den da 19-årige Hassan Nasrallah, havde en helt anden revolutionær tilgang end Amal. De drømte om mere end reformer, men ønskede en tilsvarende islamisk revolution i Libanon. Gruppen blev til grundstammen i Hizbollah, hvor Nasrallah blev generalsekretær i 1992, og lige fra starten fik den økonomisk og kort efter også militær støtte fra styret i Teheran.
Aftalen er ti gange værre
Det er hele denne fortid, der lige nu ser ud til at være ved at indhente Hizbollah. Bevægelsen står fortsat relativt stærkt i den sydlige Libanon, men resten af landet ser ud til at have mistet tålmodigheden.
Parlamentsformanden Nabih Berri, der også er generalsekretær for Amal, har gennem mange år betragtet sig selv som en slags brobygger mellem Hizbollah og det øvrige Libanon, og han undlader at rette direkte kritik. Han betegner våbenhvileaftalen fra i fredags som ’ubalanceret’, i modsætning til Hizbollahs klare afvisning, og samtidig har han ved flere lejligheder understreget nødvendigheden af kompromis.
Det er den slags forsigtige formuleringer, der helt klart er en nødvendighed i dagens Libanon. Regeringen i Beirut er til stede, men den er kun i meget begrænset omfang i stand til at sætte sin vilje igennem. Og samtidig er der mange tegn på, at Hizbollah befinder sig i en desperat situation. På den baggrund er der god grund til at betragte fredagens våbenhvile som et stykke ønsketænkning.
Det libanesiske medie L’Orient Le Jour skriver i en analyse, at den aktuelle aftale har en slående lighed med den såkaldte 17. maj-aftale fra 1983. Også den handlede om Libanons suverænitet, Hizbollahs våben, forholdet til Israel og Irans rolle. Dengang var det Syrien, der nægtede at trække sig ud af Libanon, og aktuelt er det iranerne, der ikke vil opgive sin indflydelse i landet. Og både dengang og nu stiller Israel sig på tværs. Nabih Berri betragter faktisk den aktuelle aftale som ”ti gange værre”, fordi han mener, den binder israelsk tilbagetrækning til Hizbollahs afvæbning.
Der kommer ikke en endelig aftale i krigen med Iran, hvis ikke der også kommer en løsning på situationen i Libanon
Hermed har aftalen faktisk skabt en fastlåst situation. Et stærkt svækket Hizbollah insisterer på, at der ikke vil ske noget, før den israelske tilbagetrækning er komplet. Bevægelsen er udmærket klar over, at dette ikke vil komme til at ske, og dermed har den skaffet sig en begrundelse for at holde fast på våbnene, uden hvilke bevægelsen hurtigt vil miste sin relevans. Og den israelske leder, Benyamin Netanyahu, har heller ikke nogen interesse i at lade Hizbollah overleve som militsgruppe ved hjælp af aftalen, så han har heller ikke travlt med at opgive de israelsk kontrollerede områder i Sydlibanon.
Derfor ser begge parter en fordel i at fortsætte krigen på det nuværende niveau, altså sporadiske angreb mens der formelt er våbenhvile. Og set i et større regionalt perspektiv kommer dette til at spille ind i forsøgene på at få en iransk-amerikansk aftale i stand for at sætte en stopper for krigen. Spørgsmålet om Hormuzstrædet er i denne tid en særdeles følsom sag, der nemt kan få det hele til at kæntre, og bag dette ligger så det ultimative iranske krav om at der ikke kommer en endelig aftale, hvis ikke der også kommer en løsning på situationen i Libanon.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og