GRØNLAND // ANALYSE #3 – USA’s interesse i Grønland handler ikke først og fremmest om ejerskab. Den handler om stabilitet, forudsigelighed og adgang til et strategisk afgørende område i Nordatlanten og Arktis. Og netop derfor spiller Danmark fortsat en større rolle, end man umiddelbart skulle tro: som garant for aftaler, allieret tillid og sikkerhedspolitisk kontinuitet.
Når amerikanske præsidenter, diplomater eller generaler taler om Grønland, bliver samtalen ofte reduceret til én ting: basen – Pituffik Space Base – og dens funktion i USA’s militære infrastruktur.
Men set fra Washington er Grønland ikke blot et anlæg på et fjernt landkort. Det er et fast strategisk punkt i USA’s sikkerhedspolitik i Nordatlanten og Arktis. Og det er en interesse, der ikke er opstået med nutidens geopolitiske spændinger, men har været til stede – i skiftende former – i mere end 80 år.
Et strategisk fast punkt i Nordatlanten
USA’s militære interesse i Grønland tog for alvor form under Anden Verdenskrig og blev institutionaliseret med forsvarsaftalen fra 1951. Siden har interessen ændret udtryk, men ikke indhold.
For USA er det ikke givet, at et nyt selvstændigt Grønland kan levere samme institutionelle forudsigelighed som Danmark
I dag handler den om missilvarsel og missilforsvar, overvågning af luftrum og rumbaner, kontrol med Nordatlanten og tidlig varsling i forhold til Rusland. Selv om USA har reduceret sit globale basenetværk markant siden den kolde krig, har Pituffik bevaret sin betydning. Dens funktion kan ikke uden videre flyttes andre steder hen.
Det gør Grønland forskellig fra mange andre allierede territorier. Her er der tale om en geografisk nødvendighed snarere end en politisk præference.
Monroe-doktrinen og Grønland
Siden 1823 har USA haft som princip at begrænse fremmede magters indflydelse i sit nærområde.
I dag præger den logik også amerikansk sikkerhedsstrategi i Arktis.
Pointen:
USA’s interesse i Grønland handler ikke kun om baser – men om at sikre kontrol og holde rivaler ude.
Kontinuitet frem for kontrol
Seniorforsker Mikkel Runge Olesen fra DIIS peger på, at USA’s grundlæggende mål er relativt enkelt: kontinuitet.
“USA har allerede det, man strategisk har brug for. Det centrale er at undgå usikkerhed omkring adgang og drift,” siger han.
Det forklarer, hvorfor amerikanske vurderinger i dag fokuserer mere på rammerne omkring baserne end på baserne selv. USA har ingen interesse i at overtage Grønland, ændre suverænitetsforholdene eller skabe politisk ustabilitet i området.
Tværtimod opfattes stabilitet som en sikkerhedspolitisk værdi i sig selv.
Hvorfor genforhandling er et problem
Set udefra kan det virke paradoksalt. Hvis USA ønsker kontinuitet, hvorfor er der så bekymring for genforhandling ved grønlandsk selvstændighed?
Forklaringen er, at genforhandling i sig selv udgør en risiko.
“For USA er det ikke givet, at et nyt selvstændigt Grønland kan levere samme institutionelle forudsigelighed som Danmark,” siger Runge Olesen.
Usikkerheden handler ikke om grønlandsk vilje, men om administrativ kapacitet, politisk stabilitet og erfaring med stormagtsforhandlinger. Grønlands Selvstyres repræsentant i Danmark, Jens Heinrich, peger samtidig på, at det internationale pres i sig selv virker tilbage på selvstændighedsprocessen.
“Selvstændighed er jo også sat på pause lige nu, fordi presset er for stort. Man har brug for at være en del af kongeriget,” siger han og fremhæver, at Grønland i en overgangsperiode søger tryghed i relationerne til NATO, EU og Norden.
For USA repræsenterer Danmark et veletableret NATO‑medlem, en forudsigelig forhandlingspartner og en stat med lang erfaring i alliancepolitik
Det er baggrunden for, at USA grundlæggende er skeptisk over for situationer, hvor eksisterende aftaler genåbnes, også selv om udfaldet potentielt kunne blive det samme.
Men spørgsmålet er ikke kun, hvordan der skal forhandles – men hvor langt forhandlingerne i praksis kan strække sig.
En del af forhandlingerne foregår allerede i formaliseret form gennem en trilateral arbejdsgruppe mellem USA, Danmark og Grønland, nedsat efter mødet i Washington i januar 2026. Gruppen arbejder på embedsmandsniveau og har til opgave at undersøge, hvordan amerikanske sikkerhedsbekymringer kan imødekommes uden at overskride de danske og grønlandske røde linjer. Samtidig vidner dens eksistens om, at uenigheden mellem parterne er reel og endnu ikke afklaret.
Når forhandlinger bliver til påvirkning
Nye presseforlydender peger samtidig på, at diskussionen om Grønland kan være mere vidtgående end hidtil fremstillet. I en analyse i POV International, skrevet af journalist Martin Breum og baseret på blandt andet anonyme kilder tæt på forhandlingerne, fremgår det, at USA undervejs har rejst forslag om såkaldte suveræne baseområder i Grønland – dvs. områder under amerikansk højhedsret.
Samtidig peger samme dækning på en øget amerikansk tilstedeværelse og direkte kontakt med grønlandske aktører som led i en mere aktiv påvirkningsstrategi. Oplysningerne er ikke bekræftet af officielle parter og hviler delvist på anonyme kilder, men de indikerer en udvikling, hvor USA ikke alene forbereder sig på fremtidige forhandlinger, men forsøger at forme deres udgangspunkt allerede nu. Hvis oplysningerne er korrekte, understreger det, at spørgsmålet om Grønland ikke kun handler om adgang og samarbejde, men potentielt også om kontrol, og at forhandlingsrummet i praksis er bredere og mere politisk åbent, end det ofte fremstilles.
Oplysningerne ændrer ikke ved den overordnede analyse, men peger på, hvordan forhandlingerne i praksis kan udvikle sig.
Danmark som garant for forudsigelighed
Her træder Danmark ind som en central – men ofte undervurderet – aktør.
For USA repræsenterer Danmark et veletableret NATO‑medlem, en forudsigelig forhandlingspartner og en stat med lang erfaring i alliancepolitik. Danmark fungerer som en institutionel buffer i et strategisk følsomt område.
Det er ikke et ja‑nej‑spørgsmål om baser, men et spørgsmål om struktur, legitimitet og stabilitet
“Danmark bliver i Washington opfattet som stabilt, professionelt og let at samarbejde med. Det har stor betydning,” siger Runge Olesen.
Det betyder ikke, at USA ignorerer Grønland. Tværtimod har amerikanerne de seneste år styrket deres diplomatiske og administrative tilstedeværelse i Nuuk. Men det betyder, at USA helst ser løsninger, hvor de danske rammer består, den grønlandske indflydelse øges gradvist, og forhandlingsgrundlaget ikke nulstilles fra bunden.
Danmarks dilemma
Set fra København rejser udviklingen et vanskeligt spørgsmål: Hvordan fastholder man sin rolle uden at underkende grønlandsk selvbestemmelse?
Danmark har i dag det folkeretlige ansvar, den formelle relation til USA, en central rolle i NATO og en klar interesse i stabilitet i Arktis. Samtidig kan Danmark ikke forhindre et selvstændigt Grønland, hvis et grønlandsk flertal ønsker det.
Det placerer Danmark i en mellemposition. For USA er Danmark en nøglepartner. For Grønland er Danmark både samarbejdspartner og historisk reference. For NATO er Danmark en garant for orden i Nordatlanten.
Det er en rolle, der kræver diplomati snarere end entydige svar.
Mere end Trump
Debatten om Grønland har ofte taget udgangspunkt i Donald Trumps opsigtsvækkende udmeldinger om at købe øen. Set i et længere perspektiv er der dog intet usædvanligt i, at amerikanske præsidenter igen og igen vender blikket mod Grønland.
Trumps udtalelser var et brud med diplomatisk sprogbrug – ikke med amerikansk politik.
For Grønland var perioden alligevel belastende. Heinrich har beskrevet stemningen som “stressende og ubehagelig” og peget på, at udtalelser om, at militær magt ikke kunne udelukkes, skabte reel usikkerhed. Samtidig understreger han, at Grønland ser sig selv som en del af den vestlige alliance og ønsker samarbejde med USA – men med respekt for territorial integritet og selvbestemmelse.
Både forskere og aktører er enige om én ting: Det er en fejl at reducere USA’s interesse til én præsident.
“Trumps tone var usædvanlig. Interessen var det ikke,” som Runge Olesen formulerer det.
Når papiret ændrer sig – men strategien består
Der tegner sig et klart mønster. Det juridiske grundlag for baserne er dansk. Ved selvstændighed flytter både samtykke og forhandlingsmandat. Og USA’s strategiske interesse er kontinuitet – helst inden for stabile og kendte rammer.
Det gør grønlandsk selvstændighed mere kompleks end ofte fremstillet. Det er ikke et ja‑nej‑spørgsmål om baser, men et spørgsmål om struktur, legitimitet og stabilitet.
Og i den ligning spiller Danmark fortsat en afgørende rolle. Ikke som beslutningstager for Grønland, men som den aktør, USA har størst tillid til, når det gælder sikkerheden i Nordatlanten.
USA og Grønland – en interesse på mere end 150 år
USA’s interesse i Grønland er ikke opstået med Donald Trump – og heller ikke med den kolde krig.
Allerede i 1800‑tallet diskuterede amerikanske regeringer, om Grønland kunne købes af Danmark som led i USA’s strategiske sikring af Nordatlanten.
Siden har interessen taget forskellige former:
-
- amerikanske købsovervejelser og territoriale ambitioner i Arktis
-
- opdagelsesrejser, kortlægning og videnskabelig tilstedeværelse
-
- hemmelige aftaler og militær tilstedeværelse under Anden Verdenskrig
-
- Thulebasen og Grønlands centrale rolle i den kolde krig
-
- fornyet geopolitisk betydning i takt med Arktis’ voksende militære og teknologiske betydning
Pointen:
Når USA i dag taler om Grønland, er det ikke et brud med fortiden – men det seneste kapitel i en lang strategisk tradition, hvor geografi og sikkerhed har vejet tungere end enkeltpersoner og skiftende præsidenter.
Her finder du første og anden del af Bo Wackers serie om Grønland, USA og Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og