PINSE // KLUMME – Pinsen larmer ikke. Den kommer stille, uden pynt eller traditioner. Men måske rummer den netop derfor en særlig mulighed: for at lytte, åbne sig – og finde forbindelse i en tid, hvor meget ellers føles adskilt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er helligdage, som larmer. Jul med gran og gaver. Påske med påskeliljer og æg. Og så er der pinsen. Den kommer og går uden den store fanfare. Som en diskret parentes i kalenderen. En fridag uden fortælling.
Længe havde jeg det sådan. Pinsen betød ikke andet end en ekstra dag fri – uden pynt, uden traditioner, uden betydning. Og når jeg spurgte folk omkring mig, vidste de færreste, hvad den egentlig handler om. Det hele virkede udvisket og glemt.
Den idé, at der findes øjeblikke, hvor noget i verden svarer os, når vi rækker ud. Ikke som en romantisk forestilling, men som en reel erfaring: at noget vækkes i os, når vi berøres
Men på det seneste er jeg begyndt at undre mig mere. Ikke kun over pinsen, men over selve tiden, vi lever i. Over hvad der betyder noget. Måske handler det om min alder. Måske handler det om, at jeg er begyndt at lytte mere – ikke bare til verden omkring mig, men til det indre rum, hvor mening opstår. Spørgsmålene sniger sig ind: Hvad forbinder os? Hvad gør livet levende? Hvor opstår mening?
Pinse handler om forbindelse
Jeg er ikke religiøs i klassisk forstand. Jeg går ikke regelmæssigt i kirke og har ikke læst hele Bibelen endnu. Men jeg genkender mig selv i det, mange danskere måske ville kalde en stille, kulturel kristenhed – hvor værdier som næstekærlighed, åbenhed og tilgivelse giver mening. Netop derfor kan jeg blive helt ked af det, når troen bruges til at fordømme, udelukke og kontrollere.
Når præster nægter at vie homoseksuelle. Når nogen ikke vil give hånd til kvinder. Når tro bliver et værn mod det anderledes i stedet for en vej til forståelse. Og det gør mig dybt trist, når religion bruges som begrundelse for vold, undertrykkelse og krig – som om det hellige kunne retfærdiggøre det umenneskelige. Det føles som et svigt af noget dyrebart – en bevægelse, der burde samle, men i stedet splitter.
Midt i mine egne spørgsmål dukkede pinsen op igen. Ikke som noget jeg forstod, men som en hvisken. En glemt resonans. Jeg begyndte at læse lidt – og opdagede, at pinsen i den kristne fortælling handler om noget så radikalt som forbindelse. Om at mennesker forstår hinanden på tværs af sprog og forskellighed.
Ikke fordi de forsøger – men fordi noget kommer til dem. Noget, de ikke selv skaber.
Fortællingen kalder det Helligånden. Filosoffen Hartmut Rosa ville måske kalde det resonans – den oplevelse, at noget uden for os rører noget inden i os.
Det satte sig fast. Den idé, at der findes øjeblikke, hvor noget i verden svarer os, når vi rækker ud. Ikke som en romantisk forestilling, men som en reel erfaring: at noget vækkes i os, når vi berøres.
Måske er det dét, pinsen vil minde os om. Ikke om tro i traditionel forstand. Ikke om dogmer. Men om en åbenhed. Et vindue i os, hvor livet kan strømme ind.
Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup beskrev det som livets spontane ytringer: tillid, barmhjertighed, åbenhed. Ikke noget, vi fremtvinger, men noget, der opstår i mødet. Og Kierkegaard ville måske sige, at vi må vove noget for at møde det, vi ikke forstår. Tro er ikke viden, men vovet åbenhed.
Vi lever i en tid, hvor mange føler, at de har mistet fodfæstet i verden. Hvor det, der før var givet, nu virker skrøbeligt og usikkert. Midt i kriser, konflikter og forandringer kan det føles, som om meningen smuldrer. Og måske længes vi derfor – ikke efter det uforudsigelige, men efter at blive forstået. Efter at høre til. Efter at blive rørt på en måde, der gør verden menneskelig igen.
Måske er det netop det, pinsen vil fortælle os – hvis vi lytter. Ikke som en færdig sandhed, men som en invitation. En mulighed for at finde mening netop dér, hvor tingene ellers virker meningsløse. Men kun hvis vi vælger at tage imod den.
I en tid, hvor vi ofte vender os væk fra det gamle, kan pinsen måske netop være en fortælling, der har overlevet, fordi den rummer noget, vi stadig har brug for – hvis vi tør lytte.
Jeg mærker det selv. Når jeg ser verden flokkes om stærke ledere og enkle svar. Når kompleksitet og ydmyghed trækkes ud af samtalerne. Hvor blev den lydhørhed af? Den respekt for det, vi ikke selv ejer eller forstår?
Måske er pinsen ikke blot en kirkelig højtid, men en metafor for det, vi mangler. En resonans, der minder os om, at vi ikke er alene. At noget i os kan åbnes – hvis vi tør. Måske er det ikke tro, vi savner, men kontakt. En berøring, der ikke handler om præstation, men om nærvær.
Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal stille op med pinsen. Men jeg ved, at den er begyndt at betyde noget. Den prikker til noget i mig. Og det er måske nok – til at standse op et øjeblik. Til at lytte. Måske tænder den en lille opmærksomhed. En begyndelse.
Hvad gør pinsen ved dig?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og