Don Giustos kamp #2 – Virginio Buttis modsætninger

af i Europa/Liv & Mennesker/Tro og eksistens

REPORTAGE – Virginio Butti indkapsler de komplekse, ideologiske modsætninger, som man som udenforstående ikke-italiener måske kan studse over: For hvordan kan man gå i kirke hver uge, følge Guds ord, og samtidig være med til at stemme på et parti, der ikke vil de mennesker, der bliver hjulpet af den kirke, man selv hjælper til i?

I Rebbio hjælper den dybt religiøse Virginio Butti til i San Martino-kirken hver søndag – en kirke, der modtager afrikanske migranter. Han har samtidig været med til at stemme det indvandrerfjendske højreparti, Lega, i regeringen.

Hvad ‘comoschi’ angår, så finder man næppe en mere ægte udgave end Virginio Butti.

Ikke nok med, at han har boet i Como altid, han har også brugt hele sit arbejdsliv på produktionsfabrikker for tekstilindustrien – en industri, der er stærkt forbundet med Como-provinsen.

Nu er han 76 år, pensioneret og bedstefar. Han passer sin kone, men han er også pedel på frivillig basis i det lokale amatørteater i Rebbio.

Virginio Butti hører til de 64 procent af praktiserende katolikker, som stemmer Lega eller længere til det ekstreme højre. Og som pensionist tilhører han segmentet af de mest trofaste kirkegængere.

Hver søndag er han at finde i kirken, hvor Don Giusto er præst. Han kommer gerne inden messen går i gang for at hjælpe til med praktiske gøremål.

Virginio Butti har stemt på Lega Nord – nu Lega – siden Kristendemokraterne, også kaldet Det katolske parti, gik i opløsning i 1992 efter en korruptionsskandale, der rystede det italienske samfund.

Kristendemokraterne sad, med få års undtagelser, stærkt på magten fra 1945 og havde tætte forbindelser til kirken og dens øverste hieraki.

Legas popularitet skyldes ikke kun migrationspolitikken

Virginio Butti indkapsler de komplekse, ideologiske modsætninger, som man som udenforstående ikke-italiener måske kan studse over.

For hvordan kan man gå i kirke hver uge, følge Guds ord, og samtidig være med til at stemme på et parti, der ikke vil de mennesker, der bliver hjulpet af den kirke, man selv hjælper til i?

Men det er ikke så sort/hvidt, forklarer professor i sociologi ved Milano Universitet, Paolo Segatti. Han har netop udfærdiget en rapport, der beskriver italienernes holdninger til immigration. Rapporten blev bestilt af Caritas Italia.

Paolo Segatti påpeger, at korruptionsskandalen i Kristendemokraterne stadig ligger dybt i mange vælgere, og at Lega blandt andet gik til valg på at komme korruption til livs.

“Lega-vælgere kan ikke bare afskrives som fremmedfjendske på baggrund af deres support af Salvini. Det handler i høj grad også om en iboende mistillid til det politiske system og en frygt for, at det sociale system slet ikke er i stand til at forvalte migrationen til Italien,” siger Paolo Segatti.

mde

Den udtalelse stemmer overens med Pew-research, der viser, at italienerne, samlet set i Europa, har den mindste tiltro til deres politiske styre. Blot 16 procent stoler på deres styre.

I Danmark er tallet 50 procent. I Sverige er det hele 71 procent.

Tager man Italiens økonomiske krise med i ligningen, så viser samme Pew-research også, at den italienske højrefløj overvejende ser immigranter som en økonomisk byrde – og det endda i meget højere grad end højrefløjen i andre Vesteuropæiske lande.

“Når der bliver flere fattige italienere, så er en migrationskrise noget, der spiller direkte over i hænderne på populistiske partier, som vi jo også ser andre steder i Europa,” uddyber Paolo Segatti.

Et spørgsmål om tradition

På det katolske universitet i Milano, Universita Cattolica del Sacro Cuore, forklarer professor i statskundskab, Rocco Ronza, at mange italienske kirkegængere tydeligvis skelner mellem religion og politik, når de skal tage stilling til migration-emnet.

“De er i stand til at følge protokollen indenfor i kirken, som for mange måske er et traditionsforbundet ritual, men når de kommer ud af kirken, så føler de sig frit stillet til at mene, hvad de vil. Om det så betyder at støtte nogen, som mener det modsatte af, hvad deres religiøse overhoved mener. ”

Han beskriver forholdet med dette eksempel:

“For nogle svarer det måske lidt til at tage til familiefrokost hver søndag. Så sidder man og lytter til sin gamle onkel, der sidder for enden af bordet, og man nikker, selvom man ikke er enig i, hvad han siger. Men man bliver alligevel ved med at komme til familiefrokost hver søndag,” siger Rocco Ronza.

Værdikamp mellem kirke og regering

Siden Salvinis valgkampagne, op til valget i marts, har der været en tilspidset ideologisk opdeling med Pave Frans og Salvini på hver deres side.

Historisk har de regerende politiske partier haft en vis respekt for kirkens standpunkter. De har altid ligget nogenlunde på linje med, hvad Paven har prædiket. Men nu ser man en rebelsk regering, der udfordrer kirkens måde at anskue migrant-problematikken på.

Italienerne er nærmest vidner til en åben krig mellem regeringen og kirken, hvor de to verdener træder ind på hinandens territorier. For eksempel brugte Salvini religiøse symboler, som rosenkrans og kors, i sin valgkampagne. Og kirken har blandet sig i politik ved at kritisere Salvini for at afvise migrantskibe.


SALVINI VS. PAVE FRANS

“En stemming af frygt kan påvirke de kristne” (Pave Frans, marts, 2018)

“Med al mulig respekt, Deres Hellighed, i stedet for at hjælpe Afrikas fattige til Europa, er min pligt i regeringen først at tænke på de millioner af italienske fattige” (Salvini, marts, 2018)

“Jeg inviterer alle til at bede om Guds tilgivelse for de mennesker og institutioner, der lukker døren til dem, der søger en familie, der søger at blive beskyttet.” (Pave Frans, juni, 2018)

“Vi behøver ikke at blive tilgivet. Hvor mange flygtninge er der i Vatikanet? “(Salvini, september 2018)

“Uden indvandring bliver Europa tom.” (Pave Frans, juni, 2018)

“I Italien er der behov for at hjælpe vores børn med at få børn, ikke at få nye slaver til at erstatte de børn, vi ikke har.” (Salvini, september 2018)


Tilrettelæggelse, tekst, foto og video: Martin Bjørck
Tolk og oversættelse: Mattia Brundo

Journalist fra SDU. Fortæller stærke identifikationshistorier med øje for den lille historie i den store samfundskontekst.

Har siden 2000 boet 12 år uden for Danmarks grænser - i Prag, London og Milano - som musiker, sangskriver, oversætter og skribent.

Har leveret artikelserier og features til blandt andre Fyens Stiftstidende og Katolsk Orientering, og arbejdet 18 måneder på Bornholm, som TV-journalist på TV 2's regionale station.

Kontakt: martinbjoerck@gmail.com

Seneste artikler om Europa