KRISTENDOM OG DEMOKRATI // KOMMENTAR – Det er historieløst at hævde, at menneskerettigheder og demokrati herhjemme har deres oprindelse i kristendommen, skriver antropolog og kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet Christian Groes. Vi kan gøre op med ideen om et før og et efter kristendommen, og navnet på vores Folketing kan måske tjene som inspiration til at undersøge elementer af vores urdemokratiske og førkristne fortid med større nysgerrighed og forståelse for dens potentiale.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På mange måder var kristendommen, med sine trofaste følgesvende i adelen og monarkiet, en trussel mod ideen om ligeværd og medbestemmelse.
I kølvandet på ’præstegate’ og Ida Aukens fejring af tilknytningen af en kirkelig repræsentant til Folketinget har såvel støtter som modstandere af initiativet hævdet, at demokrati, ligeværd og medbestemmelse har deres oprindelse i den kristne tradition i Danmark.
Forfatteren Kristian Leth fortæller til Zetland, at demokratiet ganske vist har et kristent ophav, men at kirke og stat ikke bør blandes sammen, og at kristendommen også har haft en række bagsider.
Endelig er der dem, der ligesom professor Frederik Stjernfelt hævder, at kirken historisk set har stået i vejen for udviklingen af demokratiet gennem udbredt censur, forfølgelse af anderledes tænkende og heksejagt. Det var først med oplysningstiden og opgøret med religionen, at demokratiet vandt frem, hævder han.
Uanset ståsted glemmer begge fløje en væsentlig side af historien: I praksis opstod demokrati, ligeværd og frihedstanken længe før kristendommen og andre store religioner gjorde deres indtog. Det gælder både herhjemme og i andre dele af Europa og verden for den sags skyld.
I virkeligheden kan man sige, at den demokratiske ligeværdstanke ofte overlevede på trods af kristendommen og senere blev forfinet af oplysningstænkerne og menneskerettighederne.
Tingsteder og frie forsamlinger
Det er, som om vi har glemt alt om førkristne demokratiske traditioner såsom tingstedet, som Folketinget i øvrigt er opkaldt efter, og de relativt frie og lige forsamlinger, vi kender fra tiden før middelalderen. Det vil sige før magten blev koncentreret hos adelen, kirken og kongen.
Tingstederne var forsamlinger, hvor stridigheder blev afgjort, og vigtige beslutninger blev truffet for fællesskabet. Et af de mere berømte tingsteder er Altinget på Þingvellir i Island, men også i Danmark var tingstederne udbredte. Blandt de mest velkendte er tingstederne i Valby og Ringsted. Her mødtes frie mænd, som kunne udfordre magthaverne og havde lige taleret.
Kvinder var ofte forment adgang, og det samme var slaver. Men der findes også eksempler på frie forsamlinger i oldnordiske samfund, hvor alle, også kvinder, havde adgang og taleret.
Demokratiske og antihierarkiske samfundsmodeller var udbredte hos de fleste folkeslag længe før kristendommen, også herhjemme
Sidstnævnte samfund minder på mange måder om de egalitære og antiautoritære samfund, vi kender hos Sydamerikas oprindelige folk, hvor konsensusdemokrati og frie stammeråd var velkendte.
Det er altså historieløst at hævde, at menneskerettigheder og demokrati herhjemme har deres oprindelse i kristendommen. På mange måder var kristendommen, med sine trofaste følgesvende i adelen og monarkiet, en trussel mod ideen om ligeværd og medbestemmelse.
Kristendommen kan ikke adskilles fra sine institutioner, magtens koncentration hos de få og de sociale konsekvenser heraf, ikke mindst i de danske landsbysamfund med fæstebønder og varierende grader af slaveri. Det samme gælder forfølgelsen af de hedenske folk og deres spirituelle traditioner.
Det er korrekt, som Auken hævder, at kvinder først formelt fik valgret gennem menighedsrådene, og at menneskers ligeværd ikke var nedfældet på skrift før i nyere tid. Det er også sandt, at den kristne arv var medvirkende til udviklingen af højskoletraditionen med moderne dannelsesidealer og en rummelig folkekirke, der i dag er mødested for både høj og lav.
Men det er upræcist, når Kristian Leth i et interview med Zetland hævder, at menneskerettighederne ”er vokset ud af vores vestlige kultur, og derfor er de dybt påvirket af det kristne dna, vi har her”.
Oprindelige folk inspirerede oplysningstiden
Hverken Athen eller den protestantiske kirke er demokratiets egentlige fødested. Mange samfund rundt om i verden udviklede former for kollektiv beslutningstagning uafhængigt af hinanden.
På baggrund af arkæologiske og historiske fund viser antropologen David Graeber og arkæologen David Wengrow, at tidlige samfund ikke fulgte en fast udviklingsvej fra jæger- og samlersamfund til landbrug, byer og stat. I stedet skiftede mange mellem mere hierarkiske og mere egalitære styreformer. Men i både større og mindre samfundsenheder har demokratiske ideer om ligeværd og fri tale i perioder været fundamentale for samfundets sammenhængskraft.
Udviklingen af demokratiet, som vi kender det i dag, skete med oplysningstiden. Men det, vi glemmer, er, at oplysningstidens idealer var inspireret af frie og lige samfund uden for Europa.
Som Graeber og Wengrow skriver i bogen Altings begyndelse, var det beretninger om oprindelige folks levemåder i Nordamerika, det vil sige flade sociale strukturer, som vi for længst havde afvist til fordel for monarkiet, der inspirerede oplysningstænkerne, den franske revolution og den reelle indførelse af de samme rettigheder for alle uanset ophav.
Det gælder blandt andet beretninger om høvdingeledelse uden dominerende og centraliseret autoritet, hvor både kvinder og mænd havde udbredt indflydelse på beslutningerne. Eller samfund, hvor menneskers ligeværd var bestemt af spirituelle værdier fra forfædrene og formødrene og sindrigt nedfældet i mytologierne.
Som Dennis Nørmark og jeg skriver i bogen Gid min chef var høvding, var demokratiske og antihierarkiske samfundsmodeller udbredte hos de fleste folkeslag længe før kristendommen, også herhjemme, hvis man skal tro de nyeste arkæologiske fortolkninger, der blandt andet bygger på de islandske sagaer.
Vi må gøre op med idéen om før og efter kristendommen
Ideologisk er kristendommen, særligt den protestantiske, ganske vist bygget på værdier om lighed og værdighed for alle mennesker, men i mødet med såkaldt hedenske religioner viste den sine mindre pæne sider. Folkeslag i Sydamerika, der nægtede at lade sig omvende af missionærerne, blev gjort til slaver eller slået ihjel, og deres land blev taget fra dem.
Det, som de oprindelige folk forstod, men som koloniherrerne og monarkierne i Europa havde brudt med, var, at frihed og lighed ikke er hinandens modsætninger. De er forudsætninger for hinanden.
Det er også vigtigt at have in mente, at der var en tæt sammenhæng mellem udbredelsen af protestantismen og den kapitalistiske ånd overalt, hvor kristendommen tog over. Det førte til eller legitimerede social ulighed i stor skala, både herhjemme og i kolonierne.
Man kan kun håbe, at interessen for det førkristne menneske og de førkristne samfund, og for tiden før de andre store monoteistiske religioner, øges, så vi kan gøre op med ideen om et før og et efter kristendommen. Det er ideen om en urtid med barbari, hierarki og lovløshed efterfulgt af en kristen tid med lighed, frihed og menneskerettigheder. På mange måder forholder det sig lige omvendt.
De værste former for slaveri, erobringskrige og ulighed opstod nogenlunde samtidig med kristendommen, og kristendommen blev brugt til at retfærdiggøre de værste gerninger.
Navnet på vores Folketing kan måske tjene som inspiration til at undersøge elementer af vores urdemokratiske og førkristne fortid med større nysgerrighed og forståelse for dens potentiale.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og