SPORT, SPORT OG MERE SPORT // MIDTVESTKLUMME – Amerikanerne er i fuld gang med forberedelserne til den 58. Super Bowl, og hvor det for en lille skare betyder fuld fart på konspirationsteorierne, er det for Julie Bendtsen en årlig påmindelse om, hvor ubeskrivelig meget sport fylder i landet.
“Ja, hej, jeg ringer for at spørge, om I stadig tager imod bestillinger på chicken wings? Cool, tak. Jeg vil gerne bestille 60 stk., tak.”
På søndag er der Super Bowl, og ovenstående ord faldt, da jeg i løbet af denne uge begyndte forberedelserne på at lægge hus til et lille watch party i anledning af showet.
Kampen ryger på storskærmen i kælderen, og en håndfuld venner og deres børn kommer over for at se den, mens vi over hele eftermiddagen gør kål på en stående buffet bestående af nachos, buffalo- samt artiskok-spinat-dip, snacks, cookies – og ja, altså kyllingevinger i diverse afskygninger.
Super Bowl er en big deal. Personligt må jeg indrømme, at jeg efter næsten et årti i USA stadig fatter meget, meget lidt af reglerne i amerikansk fodbold, og de stumper, der rent faktisk har formået at sive ind i min hjerne, har under alle omstændigheder ikke været nok til at fremdrive nogen form for ægte interesse.
Jeg ser Super Bowl for reklamerne og half time-showet. Men uanset hvad man ser det for, er dagen altid sjov og hyggelig.
Hvor det altid stort opslåede og meget omtalte event i år har fået Trump-støtterne i landet til at kultivere og vanvidsdyrke endnu en konspirationsteori (seriøst, bedst som man troede MAGA-segmentet ikke kunne blive mere bindegalt, udbrød de “hold my beer” og gav den et ekstra nøk på skør-skalaen), fik det mig til at tænke over sport generelt – eller, måske snarere sportens rolle i USA.
Fodbold i frikvarteret
Uanset hvor længe jeg bor her, og hvor mange amerikanske vaner, værdier og tankegange jeg langsomt tilegner mig over årene, tror jeg aldrig, jeg vil undgå at blive overrasket over, hvor meget sport fylder her.
Jeg er vokset op i et land og en familie, hvor vi så tennis i fjernsynet, når der var Grand Slam-turneringer, hvor fodboldlandskampe var en selvfølge, og hvor man da godt kunne falde over en Premier League-kamp en søndag, hvor der ikke var andre planer.
Drengene (og et par piger) i skolen brugte frikvartererne på at spille fodbold, og et par af ugens aftner blev brugt i hallen efter badminton, mens vi spiste cowboytoast og blandede slik for de par mønter, vi kunne grave frem af velcropungen – men sport styrede ikke vores liv. Hverken deltagelsen i egen eller interessen for andres. Det var bare en del af en normal hverdag.
Jeg troede aldrig, jeg skulle opleve sport fylde så meget, som det er tilfældet i amerikansk kultur. Bevares, vi er da alle blevet præsenteret for de stereotype roller som skolens populære dreng (der næsten altid er quarterback) i amerikanske film og serier – men det er først efter at have levet i det og set det fra første række, at jeg har forstået, hvor essentiel en del af kernen i den amerikanske identitet det er.
For nogle måneder siden kom min søn hjem fra skole med nedadvendte mundvige. Han var træt af, at drengene på hans klassetrin ikke ville lade ham være med til at spille football i frikvartererne. Ikke fordi han ikke er god nok til at kaste eller gribe eller løbe, men fordi han ikke sådan rigtigt spiller football. Underforstået, han går ikke til det i sin fritid. Han spiller ikke på et hold. Så han kan ikke være med.
Når vi taler med ham om den dynamik, der hersker i skolen, er budskabet klart: De drenge, der er mest populære – top of the chain, som han kalder det – er dem, der er gode til football. Andre sportsgrene går sikkert an, men football er den eneste all-American sport, hvor du virkelig kan vise dit talent på en græsplæne i frikvarteret.
Fodbold – som vi kender den uden for USA, hvor man rent faktisk spiller bold med fødderne – er endnu ikke i høj kurs, det er nok stadig lidt for niche-agtigt.
Baseball, som ellers også er kæmpestort, især her i Chiacgo, duer heller ikke rigtigt, for man må af indlysende grunde ikke have et bat med i skole, og så går pointen ligesom fløjten. Min søn er god til ishockey, men det er – af endnu mere indlysende grunde – svært at vise frem på en græsplæne.
Det er football, der tæller – og det er dem, der spiller football, der bestemmer de sociale spilleregler.
20.000 dollars for en sæson
Dynamikken opstår naturligvis ikke i skolegården. Den opstår i de hjem, hvor amerikanske forældre går mere op i sport, end jeg troede, det var muligt at gå op i noget. I de hjem, hvor forældrene uden at blinke er villige til at betale 20.000 amerikanske dollars om året for, at deres niårige kan spille ishockey i den rigtige klub. At dømme efter antallet af medlemmer i de klubber er det mange.
Den opstår blandt de forældre, der ikke bare kommer op at slås med de andre forældre og trænere, men som følger efter dommerne ud i omklædningsrummet efter en kamp, hvor de ikke følte, at deres hold (eller barn specifikt) fik den behandling, de mål og de chancer, de mente, de skulle have.
Den opstår i den kultur, hvor dét at være god til en sport ikke bare kan være en billet til den uddannelsesinstitution, man måske (bogligt eller økonomisk) ellers ikke ville kunne komme i nærheden af, men også vejen til en karriere, hvor lønningerne er så svimlende høje, at de må få Donald Trump til at føle sig fattig (det bliver han måske også, hvis han rent faktisk ender med at skulle betale alt det, han er sagsøgt for).
Det er en kultur, jeg har det ambivalent med. På den ene side er jeg ret vild med passionen, dedikationen og de oplevelser, der følger med at gå op i sport, heppe på sit favorithold, knibe en tåre, når ens barn scorer det afgørende mål i en kamp og får sunde, varige venskaber blandt deres holdkammerater. Nogle af vores bedste nyere venskaber har vi fået gennem vores søns sport.
Jeg er også vild med, at sportsinteresse er for alle og ikke kun mænd, drenge og drengepiger. Ingen bliver stemplet for at gå op i en sport, et hold eller en kamp.
Klikekultur og underkendte værdier
Men det er også en kultur, der ekskluderer og skaber kliker. Det er en kultur, der kan skabe en forkerthedsfølelse hos dem, der ikke forstår den, deltager i den eller bidrager til den, og det er en kultur, som skaber en ulighed. Er du inde eller ude, kan du kaste eller sparke?
Det er en kultur, som lidt for ofte vælger at sætte præstationer over karakter, resultater over empati, sejre over integritet og indlevelse
Det er en kultur, hvor forældre lader deres børn spille football i tackle-versionen – det vil sige med fuld kropskontakt – helt fra 10-årsalderen på trods af, at lige præcis den sport er den usammenligneligt farligste, når det kommer til hovedskader og forhøjet risiko for CTE.
Det er en kultur, som lidt for ofte vælger at sætte præstationer over karakter, resultater over empati, sejre over integritet og indlevelse. Og som sådan bliver det en fattig kultur, hvor nuancerne og anerkendelsen af andre talenter og værdier end de sportslige negligeres og går tabt.
Nogle gange i et omfang så alvorligt, at det bliver uhyggeligt tydeligt, at en helt essentiel læren om, hvad der er rigtigt og forkert, aldrig har fundet sted – eller er blevet glemt undervejs. Det tegner de talrige overgrebsskandaler i sportens verden – den seneste inden for ishockey – desværre et alt for klart billede af.
Jeg glæder mig til søndag. Jeg glæder mig til at se vores venner og børnenes ditto. Jeg glæder mig til at grine af reklamerne og synge med på Ushers største hits. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvem der vinder. Jeg er der bare for fællesskabet og kyllingevingerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her