“Du understår dig i at dø fra mig” – Arne Notkins kamp mod kræften

af i Danmark/Liv & Mennesker

KLUMME –  “Du understår dig i at dø fra mig,” sagde min kone, da jeg kom hjem og fortalte, at jeg nok havde kræft. Det opfattede jeg som en kæmpe kærlighedserklæring. Men kunne jeg egentligt selv gøre en forskel på virkningerne og bivirkningerne af min behandling? Kan man KÆMPE mod kræften?” Det spørger Arne Notkin om, og det undersøger han i den første af fem radioudsendelser på P1 om sit kræftforløb. Han havde en særlig form for aggressiv lymfekræft.

Forsøg viser, at patienter, der tror, at de får kemo, får kvalme og taber håret, selvom de i virkeligheden har fået almindeligt saltvand.

Så hvis vores hjerne kan påvirke bivirkningerne af kræftbehandlingerne, kan vores tanker mon så også påvirke virkningerne?

Det er spørgsmål, jeg gerne vil undersøge, for uden at vide det brugte jeg en teknik, der kaldes visualisering, da jeg fik kemo allerførste gang, efter jeg havde fået diagnosen der meddelte, at jeg led af en særlig aggressiv form for lymfekræft, der primært spredte sig uden for lymfen. De største svulster sad i balle og kraveben – og herudover i leveren, milten, lænden og spredt i hele skelettet.

Sådan beskriver jeg det i min erindringer om dagen, som bringes her i forkortet form:

Fredag den 3. november 2017

Det røde stof drypper langsomt ind i min blodåre fra plastikposen oppe på stativet. Jeg får den første portion af min kemo. På stativet venter flere poser med andre cellegifte og et antistof.

En sygeplejerske sidder og holder øje med mig. Jeg skal sidde bomstille, mens jeg får det røde stads. Det er åbenbart ret giftigt.

Jeg fortæller sygeplejersken, om udtrykket “at vise instrumenterne”. Det stammer fra den katolske inkvisition, hvor torturbødlerne skræmte deres ofre til at tilstå alene ved at vise dem de modbydelige torturinstrumenter

Jeg ser på de endnu fulde kemoposer. Udtrykket “De viser instrumenterne”, falder mig ind. Jeg fortæller sygeplejersken, om udtrykket “at vise instrumenterne”. Det stammer fra den katolske inkvisition, hvor torturbødlerne skræmte deres ofre til at tilstå alene ved at vise dem de modbydelige torturinstrumenter.

Sygeplejersken tager mig i hånden. Hun kontrollerer droppet.

Jeg føler mig skræmt.

For kemo har jo et fandens dårligt ry. Og det er bare blevet endnu dårligere, efter min læge har informeret mig om hele det omfattende og skræmmende katalog af mulige bivirkninger lige fra hårtab over sukkersyge til ødelæggelse af lungerne og af hjertets pumpefunktion.

Det grusomt og skræmmende.

Men lægen havde også sagt, at de behandler mig med henblik på helbredelse. Ja, på helbredelse.

Det må jeg prøve at fokusere på. Det må jeg skrive i flammeskrift. Det må jeg råbe hen over byens tage, så det overskygger bivirkningerne. Kan jeg mon mentalt reducere bivirkningerne og fremme min helbredelse?

Jeg tænker på det gamle computerspil, hvor Pacman spiser små “oste” i en labyrint. Nu spiser Pacman kræftceller i mit blod

Nogle mænd i gule dragter firer sig ned i liner forbi det møgbeskidte vindue på 22’ende etage på Herlev Hospital. Der er langt ned. Det jager lidt i maven. Så er jeg trods alt mere tryg herinde på kemostuen, hvor jeg nu er i gang med pose nr. 2.

Min kone arbejder med kognitiv terapi. Fra hende havde jeg hørt, hvordan man kan arbejde med at bryde negative tankemønstre.

Tanker er ord, som man siger til sig selv. Det virker som om nogle ord og dermed tanker bare opstår af sig selv og fylder. Lige nu var jeg fyldt af et mylder af skræmmende tanker om kemoen.

Men man kan jo også vælge at sige nogle andre ord til sig selv. Og måske få dem til at fylde.

Kemostofferne skal helbrede mig. De skal slå de syge kræftceller ihjel. Det kan godt være at de slår andet og mere end de syge celler ihjel. Det sker jo i en krig. Men målet er, at jeg skal blive rask.

Jeg forsøger at skabe forskellige billeder i mit indre.

Jeg tænker på en scene fra en Woody Allen-film, hvor han visualiserer sædceller som hvidklædte soldater, der står klar til affyring og invasion. Jeg forestiller mig kolonner af soldater, der marcherer ind i mit blod og bekæmper kræftcellerne.

Jeg tænker på det gamle computerspil, hvor Pacman spiser små “oste” i en labyrint. Nu spiser Pacman kræftceller i mit blod.

Jeg bilder mig ind, at jeg fik noget ud af mit tankearbejde og af min kamp for at holde mig i form. Det er desværre ikke alle, der er i stand til at tæmme tankerne og til at kæmpe sig ud og gå eller løbe. Det kunne jeg

I udsendelsen fortæller jeg, at min kone oplyste mig om, at det jeg havde forsøgt kaldes visualisering. Og at en af dem, der har udviklet den teknik er professor Bobby Zachariae. Han leder en enhed, der forsker i psykiske og sociale aspekter af kræft på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Ham interviewer jeg i udsendelsen.

Kemoen nedkæmpede kræften. Og jeg klarede mig igennem med meget få bivirkninger.

Måske fordi jeg var heldig. Måske fordi mine gener tåler kemo.

Men jeg bilder mig ind, at jeg fik noget ud af mit tankearbejde og af min kamp for at holde mig i form.

Arne Notkin før og efter sin raskmelding. Privat foto.

Det er desværre ikke alle, der er i stand til at tæmme tankerne og til at kæmpe sig ud og gå eller løbe.

Det kunne jeg.

Jeg har lavet de fem udsendelser til P1, fordi jeg kan. Heldigvis. Der er ikke længere tegn på kræft i min krop.

De første tre udsendelser ligger på dr.dk – klik på linket for at lytte med.

Topfoto: Fra udsendelsen – stillet til rådighed af forfatteren.

Arne Notkin er gift og har to voksne børn. Han er uddannet historiker med bifag i filosofi, og han har slået sine pressefolder på bl.a. Weekendavisen, BT, Lorry, TV-avisen, Deadline, DR2, P1, TV 2 News og Kristeligt Dagblad og nu også POV.

Seneste artikler om Danmark

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er