PSYKIATRI // KRONIK – Psykiatrien er under pres fra en biomedicinsk logik, der reducerer menneskelig kompleksitet til diagnosekoder og behandlingsmanualer. Denne kronik stiller skarpt på samfundets voksende intolerance over for det unormale og på behovet for at genopdage kunsten som en humaniserende kraft.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Psykiatriserer vi livet i for høj grad? Ja, det mener vi. Selv psykiatrien psykiatriserer for mange og for meget.
Vi peger ofte på børn og unge som problemet. Vi kalder dem stressede, skrøbelige, depressive, angste og ude af stand til at navigere i livet. Men måske er det ikke dem, der er syge. Måske er det det samfund, de vokser op i.
I dag bliver 15 % af alle unge diagnosticeret med en psykisk lidelse, før de fylder 18 år. 16 % af danske børn oplever mentale problemer allerede inden 10-årsalderen. Med så høje tal må vi spørge: Er det unormale blevet normalt?
Et samfund, der konstant prædiker, at alt er muligt – men som samtidig er præget af præstationspres, digital overvågning, uendelig sammenligning og mangel på meningsfulde fællesskaber. Et samfund, hvor der ikke er plads til at være usikker, famlende eller søgende. Hvor tid til fordybelse, leg og fejltrin reduceres til støj. Når flere og flere unge får det svært, må vi spørge: Hvad er det for en normalitet, de ikke passer ind i? Er det virkelig dem, der skal tilpasses – eller er det os, der skal genoverveje, hvad vi betragter som et sundt samfund?
Mange af de tilstande, vi diagnosticerer – angst, stress, opmærksomhedsforstyrrelser, traumer og sorg – ligger ikke nødvendigvis uden for normalitetens grænser. De kan lige så vel være udtryk for livets kompleksitet. Alligevel reagerer vi med kategorisering, behandling og kontrol. Vi taler alt for lidt om de fordomme, der følger med diagnoserne – og endnu mindre om de alternativer, der findes.
Nogle gange er det netop accepten – og måske endda stoltheden – over den skæve psyke, der baner vejen til et mere helhjertet liv
Angsten for det unormale gør os syge og isolerede. Vi har brug for nye fortællinger om psykisk smerte, for den sande afvigelse ligger måske ikke i den enkelte unges følsomhed – men i et system, der ikke længere tillader os at være hele mennesker. Og her har vi brug for kunsten!
Psykiatrien bevæger sig – både i Danmark og internationalt – i stigende grad mod en biomedicinsk og evidensbaseret tilgang. Det skaber håb om forståelse og kontrol. Det giver faglig tryghed og behandlingsgaranti. Men det har også en pris.
Vi risikerer, at det skæve, det uforklarlige og det eksistentielle bliver fortrængt i jagten på standarder og målbar effekt. Psykiatrien er i dag fanget i rationalitetens jernbur. Det, der skulle være en højborg for mangfoldighed, risikerer at blive en maskine til ensretning.
Det er ikke altid færre symptomer, der er løsningen. Nogle gange er det netop accepten – og måske endda stoltheden – over den skæve psyke, der baner vejen til et mere helhjertet liv.
Inden for LGBTQ+-miljøet, i autisme- og ADHD-fællesskaber, blandt mennesker med bipolar lidelse eller kroniske psykoser ser vi en voksende bevidsthed om retten til at være den, man er – ikke på trods af, men med sin afvigelse.
Diagnosen som fængsel
Psykiatrien tilbyder ikke kun lindring. Den tilbyder også identitet. Diagnosen kan være adgangsbilletten til behandling – men også et fængsel, hvor menneskers kompleksitet reduceres til en kode i en manual.
Vi ser, hvordan selvet som dynamisk og kontekstuelt skabt let ofres i den statistisk brugbare kategorisering. Det kan være praktisk for systemet, men eksistentielt amputerende for det menneske, der ikke længere genkender sig selv uden for sin diagnose.
Samtidig skaber vi fællesskaber, hvor det at være syg bliver en identitetsmarkør. På sociale medier opstår subkulturer, hvor man konkurrerer om, hvem der er mest syg – mest ægte. Det er en farlig vej. Ikke kun for individet, men for samfundets forståelse af det menneskelige.
Kunsten som modmagt
Som sociale væsener frygter vi det, vi ikke forstår. Det fører til skam og udstødelse. Mange lærer tidligt, at det unormale er farligt – noget, der bør gemmes væk.
Denne dynamik skaber en psykiatri, der ikke blot lindrer lidelse, men også – utilsigtet – bekræfter og forstærker skammen over det anderledes.
Vi har brug for en psykiatri, hvor kunsten ikke hænger som pynt i venteværelset, men er en integreret del af behandlingen
Et samfund, der ikke tør rumme det uforståelige, ender med at foragte det. I USA ser vi lige nu, hvordan denne tendens bliver politisk: Minoriteter udgrænses, transpersoners rettigheder indskrænkes, og det afvigende gøres til fjende.
Er det den vej, vi vil gå?
Den tyske filosof Jürgen Habermas har kaldt det emancipatorisk kunst – kunst, der befrier. Den udfordrer magtstrukturer, skaber kritisk bevidsthed og giver stemme til det marginaliserede. Det er netop det, psykiatrien mangler.
Kunst er ikke terapi. Det er politik. Det er aktiv deltagelse i det fælles. Et sted, hvor skævheder får form, farve og stemme – og dermed mister noget af den frygt, de omgives af.
Vi har brug for en psykiatri, hvor kunsten ikke hænger som pynt i venteværelset, men er en integreret del af behandlingen.
Narrens visdom
Narren er en klassisk figur, der ofte repræsenterer det skæve og skøre. Han siger ting, som andre ikke tør, og afslører ofte sandheder, som ellers ville være skjult. I mange kunstværker – fra Shakespeare til Holberg – spiller narren en vigtig rolle i at vise, hvordan det unormale kan være en kilde til livsvisdom.
Kunstens evne til at spejle samfundet og afsløre dets fejl er en påmindelse om, at vi bør værdsætte skævheder som en del af det menneskelige.
Mange af historiens største kunstnere har haft et tæt forhold til det, der ofte betegnes som ”galskab”. Kunstens historie er fyldt med eksempler på genier, hvis sind har udforsket grænserne for det konventionelle.
Her opstår det skæve og anderledes som sit eget sprog, og vi kan lære at se skønheden i det, der afviger fra normen.
Bozos on the Bus
Forfatteren og zen-læreren Elizabeth Lesser kalder os alle for Bozos on the Bus – klovne på samme rejse. Vi tror, at vi er de eneste, der er ved at falde fra hinanden, men i virkeligheden er vi alle forklædte klovne i jakkesæt.
Denne erkendelse kan være helende. Hvis vi tør se vores egne ufuldkommenheder i øjnene, kan vi møde andre med større forståelse. Vi kan læne os tilbage og nyde turen – sammen.
Kunstens potentiale er uforløst – men enormt
Det er ikke en opfordring til at give op. Tværtimod. Det er en påmindelse om, at menneskelighed ikke handler om perfektion – men om at være i bevægelse. Sammen.
Kan man være professionel og samtidig lege, grine og skabe? Ja. Det er netop dér, de mest bæredygtige løsninger ofte opstår.
Kunst er ikke bare noget, man betragter. Det er noget, man gør – med krop, stemme, nærvær og mod. Den kunstneriske praksis aktiverer handlekraft – især hos dem, der ellers er blevet frataget magten over eget narrativ.
I psykiatrien bør kunst være et centralt værktøj. Skuespil kan træne sociale færdigheder. Revyer kan udstille magtens absurditeter. Tegninger kan udtrykke det usigelige. Litteratur kan bearbejde traumer. Musik kan skabe fællesskab. Dans kan overvinde angst.
Kunstens potentiale er uforløst – men enormt.
Et opgør, der haster
Kunsten bevæger sig i krydsfeltet mellem mental sundhed og politik. Den er et af de stærkeste midler, vi har til at nedbryde stigmatisering og skabe nye fællesskaber. Ikke fordi den helbreder – men fordi den forandrer måden, vi ser os selv og hinanden på.
Vi lever i en tid, hvor kontrollen tager overhånd. Men psykiatriens egentlige genstand er ikke sygdom – det er liv. Skævt, uforudsigeligt, smukt og smertefuldt liv.
Kunsten er ikke flugt. Den er ikke distraktion. Den er en dybt menneskelig måde at møde verden på
Europa har en rig tradition for kunst, filosofi og kreativitet. Vi burde bruge den tradition som modvægt til den regelstyrede, ekskluderende tilgang, vi ser tage form – både i psykiatrien og i samfundet.
Kunsten kan give både psykiatriske patienter og alle os andre en indgang til det fælles. En måde at skabe mening, udtrykke os og blive set. Den afventer blot, at vi tør udfordre de gængse roller og behandlingstilgange.
Kunsten er ikke flugt. Den er ikke distraktion. Den er en dybt menneskelig måde at møde verden på. Og netop derfor er den afgørende for fremtidens psykiatri.
Spørgsmålet er: Tør vi – sammen, kreativt – gå uden for stregen, eller skal vi afvente trygheden i næste behandlingsmanual, her mens psykiatrien er syg?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og