PÅSKE // ESSAY – Det var en kvinde, der først opdagede den tomme grav påskedag i Jerusalem omkring år 30. Maria Magdelene spiller en stor rolle i den fortælling, som er grundstenen i den kristne tro og kultur. Fortællingen handler ikke bare om, hvad opstandelse er, men også om, hvordan det guddommelige viser sig i vores liv.
Maria Magdalene troede, det var havemanden, altså gartneren. Midt i de dramatiske begivenheder, der bliver fortalt om i påsken, så er denne lille detalje ret morsom. Maria Magdalene var en af de kvinder, der havde fulgt Jesus i de tre år, hvor han gik rundt og prædikede og helbredte og gjorde mirakler og undere, mens han lod forstå, at han var Guds søn. At han var Guds billede på jorden. Ikke bare en ambassadør eller en udsending, men faktisk af samme stof som Gud selv – Guds egen søn. Altså Gud i menneskeklæder. Og Maria Magdalene gik vel med, fordi hun fornemmede, at det var rigtigt.
Det er altså ret morsomt, at Gud ligner en gartner
Men nu er han død. De har slået ham ihjel, og han er blevet lagt i en grav i en klippehule et sted i byen i Jerusalem. Søndag morgen går Maria ud til graven i gravhaven, men opdager, at den er tom. Hun løber tilbage og henter mændene, de andre disciple, og da de har konstateret, at hun har ret, går de hjem. Men hun bliver. Og så ser hun en mand, som hun tror er gartneren, der passer de dødes have. Men det er faktisk Guds søn.
Den guddommelige gartner døde i påsken
Det er altså ret morsomt, at Gud ligner en gartner.
Hvem skulle have troet det? Hvis vi laver en vox-pop på enhver gågade og spørger de forbipasserende, hvordan de forestiller sig, at Gud ser ud, så vil jeg vædde 10 påskeæg på, at ingen svarer, at han ligner en gartner. Tror du på Gud? Tja… Hvordan ser han ud? Jo, han ligner nok stadsgartneren i Frederiksberg Have. Man ville tro, at svaret var ment i sjov. Måske bliver vi forargede og tænker, at sådan kan man da ikke forestille sig Gud.
Men kan det være sandt? Hvis Gud faktisk ligner en gartner. Hvad så? Men først lige en omvej, for jeg vil dvæle lidt ved Jesus’ opstandelse.
Jeg håber, at de vil svare, at Jesus ikke var umiddelbart genkendelig, og at det derfor er tosset at diskutere, om han og vi opstår i samme skikkelse, som vi har nu i levende live
Jeg kan garantere for, at fromme dagblade som Kristeligt Dagblad her i påsketiden vil spørge både folk på gaden og diverse præster om, hvorvidt Jesus nu virkelig opstod, sådan fysisk i kød og blod, som et virkeligt menneske.
Jeg vil håbe, at mine kolleger vil svare, at Jesus opstod af døden på tredjedagen, og han blev set af forskellige mennesker i dagene derefter. Men jeg håber også, at de vil svare, at vi ikke skal forstå det som et naturvidenskabeligt bevisligt fænomen. Jeg håber, at de vil svare, at Jesus ikke var umiddelbart genkendelig, og at det derfor er tosset at diskutere, om han og vi opstår i samme skikkelse, som vi har nu i levende live. Jeg håber, at de vil svare, at der ikke findes et sted, hvor vi transporteres hen efter døden til et liv, der til forveksling ligner det liv, vi har nu i en form, der ligner den, vi har nu.
Jeg tror på opstandelsen, men der er et mysterium på færde, der sker en forvandling, som jeg ikke er i stand til at beskrive og forstå. Alt, hvad jeg kan forstå, er, at vi som døde er i Guds hænder i en form, kun han kender. Det viser fortællingen om Marias møde med Jesus, som hun ikke kan kende, selvom hun lige har delt alt med ham i tre år. Den fortælling dementerer alle naturvidenskabeligt baserede påstande om en opstandelse uden en mysteriøs forvandling.
At få øjne for det guddommelige
Tilbage til Maria og gartneren. For jeg vil sige noget om, hvad det er at genkende og at se det guddommelige.
Hun kunne ikke kende ham. Hun kunne ikke se, at den guddommelige Gud selv stod lige foran hende. Hun så en gartner og ikke en Gud. Jeg ved godt, at historien handler om Jesus’ opstandelse. Men den handler også om, hvordan vi genkender det guddommelige i vores liv.
Det guddommelige findes ikke kun på særlige steder i mysteriets forklædning. Det findes også i den helt almindelige dagligdag
Mange mennesker har religiøse oplevelser, hvor de ser og hører ting, der ikke har hjemme i en rationel verden. Jeg ved, at nogle mennesker har mødt Jesus. Sådan er det ikke for mig, og jeg tænker, at mange har det som mig. Det er os ikke forundt at have særlige religiøse oplevelser. Men jeg møder det guddommelige på en anden måde, nemlig som et aspekt eller en dimension af den helt almindelige tilværelse i det helt almindelige liv.
Det guddommelige findes ikke kun på særlige steder i mysteriets forklædning. Det findes også i den helt almindelige dagligdag. Det kan bare være svært af få øje på i farten. Eller måske ser vi det ikke, fordi vi har tendens til at tro, at det med Gud og det guddommelige er noget ganske særligt. At det lever og findes i en verden ved siden af vores verden, i en parallel verden og ikke her i vores konkrete verden. At Gud ser ud på en ganske særlig og anderledes måde.
Men for mig er det guddommelige ikke et særligt departement i kosmos. Det er en dimension ved verden. Og at være religiøs handler om at komme til at se og mærke den dimension. Således at når man ser et træ, så ser man ikke kun et biologisk fænomen eller en ressource, der kan sælges for penge og laves møbler af. Så ser man også en skabelse.
Når man ser en solopgang, så ser man ikke bare et naturvidenskabeligt fænomen, så ser man også, at det er livet, der kommer tilbage. Når man forelsker sig, så mærker man ikke bare kemiske processer i hjernen, men mærker, at man er blevet berørt af en guddommelig og uforståelig kærlighed, der er mægtig i sin styrke.
Det religiøse sprog er en port, en åbning til at forstå, at verden er guddommelig, fortryllet
Maria så en mand i en have og drog den selvfølgelige og logiske konklusion, at det nok var en gartner. Der skulle noget til, før hun opdagede, at manden var mere end en gartner. Der skulle sprog til. Et enkelt ord. Hendes navn. ”Maria!” sagde havemanden og i det øjeblik så hun, at det var Jesus.
Sprog er ikke bare ord og grammatik. Sprog handler om, hvordan vi opfatter vores verden. Sprog åbner vores øjne og sanser, så vi kan se og forstå de lag, der er bag den umiddelbare verden. Så vi kan se lyset bag lyset. Lysvældet bagved lysvældet. Det religiøse sprog er en port, en åbning til at forstå, at verden er guddommelig, fortryllet. At der kan vokse en Gud op af en gartners gummistøvler.
Det er ikke bare lidt morsomt at høre om fortællingen om, at Gud ser ud som en gartner. Det er en befriende historie om, at Gud findes her og der og alle vegne på de mest usandsynlige steder. Gud findes som en sandhed i vores helt almindelige liv. Han findes i en have i Jerusalem; på Amagerbrogade, i den sønderjyske marsk og på St. Kongensgade. Og alle andre steder, hvor vores øjne åbnes for, at verden er fortryllet. Glædelig påske.
Læs også Christian Tangøs kommentar til Jim Lyngvilds meget omtalte billeder i Kværndrup Kirke her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
