Snapshots fra en tropisk barndom 6: En katolsk opdragelse

af i Kulturhistorie/Tro og eksistens

REJSEBREVE // BARNDOM – Min søskende og jeg tilbragte en stor del af vores barndom i troperne, men fordi alle i tiårsalderen blev sendt til Holland, har hvert af de fem børn haft en forskellig barndom. Min ældste bror tilbragte den eksotiske del af sin barndom i Sydsumatra, mine to andre brødre boede hovedsageligt på Vestsumatra, min søster og jeg var begge også i Persien, mens jeg var eneste barn i Ghana. Men én ting havde vi, trods adskillelse på forskellige kontinenter, til fælles, nemlig vores meget klassiske, katolske opdragelse, som nu om dage også kan virke eksotisk.

Når vi mellem opholdene i udlandet boede i Nederlandene, blev vi alle sendt i katolske børnehaver og skoler. At sende sit barn i en privat skole var normal praksis for enhver nederlænder som resultat af 1900-tallets ideologiske opdeling af Nederlandene i flere parallelsamfund, de såkaldte ’søjler’. Der fandtes den socialdemokratiske, den protestantiske, den liberal-almene og altså også den katolske ’søjle’. Hver søjle havde sin egen kirke, tv-selskab, avis, fagforening, politisk parti, boligforening, spejderorganisation, skole, universitet, hospital, sportsforeninger, ja endda butikker og virksomheder.

Min forældre fandt trøst og styrke i den latinske messes trygge genkendelighed. Den var, som så mange andre store brands, fuldstændigt den samme verden over

Begge mine forældre var meget katolsk opdraget. Min far var med i et kor, der sang gregoriansk og vi har tit i troperne kørt rundt til missionsposter med religiøs beklædning og andre fornødenheder til missionspræster, alt sammen skaffet gennem indsamlinger hjemme fra Holland.

Min mor kom også fra et strengt katolsk miljø, men gjorde på sin vis oprør i sin ungdom. Hun læste Sartre og andre forfattere, der var sortlistet af den katolske kirke, og hun blev indkaldt til biskoppen, da hun begyndte at arbejde som redaktør for det ikke-katolske kvindemagasin Libelle.

På alle deres rejser fandt min forældre trøst og styrke i den latinske messes trygge genkendelighed. Den var, som så mange andre store brands, fuldstændigt den samme verden over, med sin uforståelige og søvndyssende liturgi, som vi børn dødkedede os i.

Katolske særheder

At vi blev sendt i katolske børnehaver og skoler var altså ikke noget særligt, men en katolsk opdragelse i ’50’erne havde alligevel sine særheder set fra nutiden.

Hvorfor er vi til her i livet? Svar: Vi er til for at tjene Gud og opnå lyksalighed her og i det næste liv

Ofte var der endnu ingen blandede klasser, så vi gik i kønsopdelte klasser med undervisning specielt rettet mod piger eller drenge: Strikning, hækling og andet håndarbejde til pigerne; sløjd og tekniske emner samt fodbold til drengene. For eksempel tilbragte jeg, før vi flyttede til Persien, nogle få uger i en drengeklasse og missede – da vi spillede fodbold – min eneste chance for accept, da jeg sparkede skoen i jorden i stedet for på bolden og i mål. Det kom aldrig senere til at gå godt med min interesse for fodbold.

Min søster i en børnehave, drevet af Filles de la Sagesse, Nijmegen, 1953.

Min søster gik i nogen tid i en Montessori-børnehave drevet af Filles de la Sagesse, en nonneorden der kan kendes på deres hvide kapper (”Nu skal vi få dig til at blive en rigtig lille dame!”), og jeg er gået hos nonner af Ursulinerordenen og hos franske nonner i Teheran.

Drengene gik i dagskolen på Dominicus’ lille seminarium i den hollandske by Nijmegen. Her skulle de komme i skole fastende, fordi dagen begyndte med messe og kommunion, den katolske nadver. Så fik de en sandwich og tynd te. Teen var så tynd, at drengene mente, at “dyrlægen har sagt, at den hest skal slagtes.”

I klasseværelset hang uværgerligt et krucifiks. Den store trekant med Guds Øje overvågede trapperne, mens Maria-figurer og andre helgenfigurer stod overalt på skolen, i skolelederens kontor og alle andre klasseværelser.

Det var normalt – og ikke specielt katolsk – at sidde efter, men på nogle katolske skoler skulle man udstå sin straf på knæ foran tavlen. Derimod var det meget katolsk med timevis af lektioner i katekismen, som skulle læres udenad, som for eksempel Andagtsbøn, en Øvelse i Anger, Håb eller Kærlighed. Man skulle kunne opremse de vigtigste spørgsmål og svar, for eksempel spørgsmålet (min oversættelse): Hvorfor er vi til her i livet? Svar: Vi er til for at tjene Gud og opnå lyksalighed her og i det næste liv.

Skytsengle og skriftemål

I ’50’ernes katolicisme skulle man være fastende i 12 timer, inden man gik i kirke. Så det betød ingen morgenmad og sammenlagt med alt den knælen, man skulle udføre, skulle man også passe på ikke at besvime af røgelsen.

Forberedelserne til den Første Hellige Kommunion og Firmelsen (’Konfirmationen’) skete altsammen i skoletiden, og dagen før Askeonsdag stod den unge hjælpepræst med svedigt, rødt hoved på bagsiden af skolen, i gang med at brænde palmeblade (buksbom) i en tønde for senere at kunne plante aske i korsets tegn på ens pande. Man forsøgte at fastholde det på panden så længe som muligt som tegn på fromhed.

Mens den katolske praksis for os piger indebar yndigt at skulle strø rosenblade på vejen ved processioner – efter hysterisk at have raseret blomsterbedene – og i maj måned fromt lægge hvide blomster på Mariaalteret, blev drengene messedrenge og dermed indført i de hemmelige ritualer omkring alteret og i sakristirummet.

Skriftemålet en gang om måneden var også en regelmæssig del af skolegangen. Der var altid mørkt i de højtdekorerede skriftestole, der var skåret i træ. Præsten sad i midten mellem to knælebænke, adskilt fra verden ved ​​et tykt plysgardin. Mellem præsten og de knælende syndere var et gitter med skydeklap. Når præsten var klar på den ene side, og synderen var velsignet og sendt væk, lukkede han lågen, vendte sig til den anden side, skubbede lågen op, mumlede en velsignelse og spurgte, hvad man havde på hjertet.

Lyden var altid stærkt dæmpet. Der var desuden altid meget mørkt, så jeg har engang siddet og udgydt et helt skriftemål til en lukket skydeklap. Når man efter skriftemålet endelig fik lov til at glide tilbage til kirkebænken for hastigt at fremstamme de pålagte “straffe” i form af så og så mange Fadervor og Avemaria, var lettelsen stor.

Når paven ved påsken kom i TV for at lyse Urbi et Orbi-velsignelsen, skulle vi knæle foran tv-apparatet for at modtage den fulde aflad, selvom den teknisk set ikke gjaldt gennem tv-signalet

Vi læste i de år magasinet ’Skytsenglen’, der gerne indeholdt historier om små drenge, der i leg afholdt messer på de altre, de havde fået i fødselsdagsgave, og om modige missionærer og omsorgsfulde nonner, der udførte gode gerninger for vantro indfødte i kolonierne eller i bushen.

Bogen om Skriftemålet, hollandsk.

På fødselsdage fik vi af vores morbror, som var jesuit, et kalligraferet opbyggeligt latinsk ordsprog skrevet på gotisk (Ad Majora natus sum), en gave jeg egentlig syntes var ret skuffende.

Vi ville hellere samle på de små illustrerede bønnekort, som blev udgivet ved særlige lejligheder – f.eks. ved dåb eller Første Kommunion – eller givet ved døren af franciskaner-tiggermunke.

Og i gysende fryd nærstuderede vi de meget demagogiske billeder i den mørkerøde Bogen om Skriftemålet, hvor sjælen blev afbildet som en gul kasse med små og store blækpletter, som repræsenterede hhv. de daglige synder og dødssynderne. De sidste kunne ikke ’vaskes’ af.

Hvis det skete, at en skolekammerat døde, skulle vi ved begravelsen synge en “englemesse”, og ved Blasiusvelsignelsen blev to stearinlys krydset på ens hals for at afværge halssygdomme og andet ondt.

Vi bad bordbøn før hvert måltid, og man kunne også sende en hurtig bøn op, når man havde tabt noget (“Hellige Antonius bedste ven, find for mig min pung igen!”) eller havde brug for anden hjælp.

Eksotisk og rigt på fjollede øjeblikke

I vores hjem brændte altid en olielampe til ære for en særlig franciskanermunk, Broder Van Meegen og ved meget specielle lejligheder – ved et barns eksamen eller i tilfælde af alvorlig sygdom – bad min mor en såkaldt novene, det vil sige, at hun i ni dage bad en ’rosenhat’, d.v.s. tre gange en rosenkrans.

Vi besøgte også Broderens gravsted på lange pilgrimsrejser i bil, hvor hele familien bad rosenkrans hele vejen. Da vi engang i ærbødighed var samlet omkring Broderens gravmonument, kunne min Tante Riet ikke holde sig tilbage og nev i et kådt øjeblik i den liggende statues bare tæer. Hun fik nærmest et hjerteanfald, da en klokke ved et rent tilfælde samtidig begyndte at ringe. Da troede hun et øjeblik, hun havde genopvækket den gode broder. Og det er jo noget, som ellers kun er forbeholdt Vorherre.

Bønnekort i anledning af 1. Kommunion.

Om fredagen spiste vi – til min faders store glæde og min bror Pieters store fortrydelse – fisk, og i fastemåneden var der hverken dessert, kager eller slik.

Når paven ved påsken kom i TV for at lyse Urbi et Orbi-velsignelsen, skulle vi knæle foran tv-apparatet for at modtage den fulde aflad, selvom den teknisk set ikke gjaldt gennem tv-signalet.

Min mor havde specielt købt Børnebiblen med illustrationer til os. Den forstod min søster – da hun stadig var søsterløs – ikke et klap af: Alting handlede om Je-søs her og Je-søs der, og hun havde altså ingen søster! Vildledende med sådan en børnebibel.

Messerne foregik i den tid stadig på latin verden over, og som barn var det kedeligt, selvom vi efter nogen tid kunne synge med i alle sangene.

Da min bror Joep var fem, fik han en gang menigheden til at ligge flad af grin ved nøjagtigt at efterligne alle præstens bevægelser. Da han blev tysset på af en troende bag ham, sagde han, mens han pegede på præsten: “Men han gør det jo også?”

Det romersk-katolske liv var altså ganske eksotisk og rigt på fjollede øjeblikke.


© Marieke Burgers – med tak til Peter Ludvigsen

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie. Født 1954, i Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet i mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Hun er fast skribent på POV international, hvor hun mest skriver satiriske fabler, når hun ikke skriver om kultur. Tolv af hendes fabler er samlet i bogen "Smiling Beasts with Dirty Habits", som er udkommet på Olympia Publishers i London som paperback og e-book på Amazon.

Seneste artikler om Kulturhistorie