TRO & EKSISTENS // ESSAY – I Biblen finder vi en næsten 2000 år gammel hymne, som er en sang om det afgørende skel i verdenshistorien, som en mand fra Nazareth kom til at sætte. En bestemt påske omkring år 30 vendtes verden om på en måde, som er irreversibel. Det handler i høj grad om magt. Men den bibelske tekst tager afsæt i magtens modsætning, i ydmyghed. Hymnen er en Kristushymne, og vi finder den i Paulus’ brev til menigheden i Filippi, skrevet omkring år 60 (Filipperbrevet kap 2. vers 5-11).
”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”.
Biblen er fuld af formaninger, og apostelen Paulus indleder hymnen med dén formaning. Vi er blevet overfølsomme overfor formaninger, fordi vi hører dem som moralske påbud i stedet for som de milde vejledninger til det gode liv, de er skrevet som.
”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”. Så hvad er det for et sind? Ja, det er ydmyghedens sind. Vi skal være ydmyge. Vi skal sætte os i tjeneste for det andet menneske. Så enkelt. Og så svært.
Ydmyghed er en erkendelse af andres værd. En erkendelse af at jeg ikke selv er universets centrum. Ydmyghed er at gå bag ved det andet menneske, eller at gå foran, når den anden har brug for dig til at bane vejen for hende. Ydmyghed er ikke selvudslettelse, men en dyb indsigt i din plads i verden og vilje til at sætte dig selv til side for fællesskabets skyld.
Ægte ydmyghed er smuk. Og svær, for formaningen kan nemlig aldrig opfyldes. Vi bliver opfordret til at være noget, som vi aldrig kan komme i mål med at være. Vi kan aldrig eje ydmygheden. Vi kan tilstræbe at have den, og vi kan få den i doser.
Den gigantiske omvending i verdenshistorien har vi været udfordret af lige siden. Fra dag 1 faktisk
Men det er sådan, at hver gang vi har den, så slipper den os også samtidig af hænde. Det kan måske bedst illustreres ved noget, Niels Hausgaard engang sagde om sig selv: ”Jeg er meget ydmyg”, sagde han, ”Jeg er faktisk det mest ydmyge menneske i Danmark”. Sådan skiftede ydmyghed til hovmod på et splitseksund. Det var selvfølgelig helt bevidst, for Niels Hausgaard er en klog mand, der ved, at lige så snart man mener at eje ydmygheden, så er den væk.
Ydmyghed er noget, vi kan og skal stræbe efter. Men den er ikke en substans, som vi kan eje. Og det er netop det, der er det smukke ved den. Den er flygtig som vinden, men samtidig den ånde, der holder menneskeligheden i os i live. Forsøg ikke at gribe den og eje den, men modtag den og giv den videre, for sådan bliver vores fælles liv venligt og medmenneskeligt.
Indtoget af ydmygheden
Vi har en skikkelse i vores fælles historie, i vores kultur, i vores identitet, som er ydmygheden i egen person. Det er ham, vi finder i Filipperbrevshymnen. Et digt på 18 verselinjer.
De første ti fortæller om, hvordan Jesus, der var Gud, gav afkald på den magt, som vi forbinder med gud og blev en tjener, sat i verden for at hjælpe andre. Og så kommer der et DERFOR, der skifter retningen i hymnen. DERFOR har Gud ophøjet ham og gjort ham til herre. Det er ikke, fordi Jesus er almægtig og stærk, at han er Gud. Det er, fordi han er ydmyg og sætter sig til tjeneste, at han er Gud. Det er ydmygheden, der ophøjer.
Den her omvending er en altafgørende vending i verdens historie. Før denne hymne, før dette indtog af ydmygheden selv i verden, da forbandt mennesker ordet gud med alle de tegn, der kan sættes på herskere i verden: mægtig, stærk, majestætisk, enerådig og i et vist omfang nærmest tyrannisk og despotisk. Men nu er det ydmygheden, der er konge. Nu er det ydmygheden, der hersker. Ikke magten, men mildheden. Ikke våbnet, men hjertet.
Betyder det så, at vi opfordres til en social revolution? Betyder det, at underklassen skal blive til overklasse? Betyder det, at verden for altid er vendt på hovedet?
Den gigantiske omvending i verdenshistorien har vi været udfordret af lige siden. Fra dag 1 faktisk. Menneskene på gaden den palmesøndag i Jerusalem, hvor manden fra Nazareth red ind i byen som ydmygheden selv, råbte Hosianna og velsignede Jesus og lagde deres kapper på jorden, så han og æslet kunne træde på dem.
Men lige efter, fortæller historien, lige efter blev der uro i hele byen. Hvad for en uro? Jo, Jesus gik direkte til det store tempel og gik amok i vrede over alle de købmænd, der havde indtaget templet.
Han væltede møblementet, smed købmændene ud og i stedet for gav han sig til at helbrede blinde og lamme. Han lavede den store udskiftning: ud med magt og penge, ind med syge og svage. Ud af centrum med det stærke, ind i centrum med de skrøbelige. Det er den udskiftning i verdens balance, som Jesus, ydmyghedens ridder foretager.
Og vi skal have det samme sind, som var i Kristus Jesus.
Betyder det så, at vi opfordres til en social revolution? Betyder det, at underklassen skal blive til overklasse? Betyder det, at verden for altid er vendt på hovedet? Er Jesus i virkeligheden en socialistisk revolutionær?
Det klare svar er nej. At påstå det, ville både være en utilgivelig forenkling og en misforståelse af kompleksiteten og genialiteten i det, Jesus kom med til verden. Og nu vender jeg tilbage til det, jeg sagde for nogle minutter siden: Ydmygheden kan ikke ejes. Heller ikke i social og politisk forstand.
Tænk på Holbergs Jeppe på Bjerget. Den fordrukne bonde Jeppe, der en dag vågner op i baronens seng og viser sig at blive en endnu værre og hårdere herre end baronen. Eller Ruben Östlunds fremragende film Triangle of Sadness, som er en bidende og sort lignelse om, at ingen mennesker kan sige sig fri for fristelsen til at udnytte den magt, man har, til egen fordel, hvis det er muligt.
Når man tænker over betydningen af det, så kan man godt blive svimmel – mest af lykke og taknemmelighed over, at denne sang om ydmyghed er blevet sunget i verdens ører og aldrig vil tie.
Ydmyghed er ikke en egenskab, man kan eje. Tror man det, slår den om i sin modsætning. Ydmyghed er en impuls, man kan lade sig lede af. Den er en impuls, der skal udfordre os hele tiden, så vi altid har blikket rettet imod det andet menneske og derfor hele tiden afmonterer vores egen magt. Hele tiden er på vagt overfor, hvornår vi ophøjer os selv og nedværdiger den anden.
Det bibelske indtog i Jerusalem palmesøndag har IKKE forandret verden i den forstand, at der én gang for alle er vendt op og ned på rig og fattig, magtfuld og afmægtig, stærk og svag. Men indtoget HAR forandret verden i den forstand, at der ikke længere er nogle fastlagte og selvfølgelige magtstrukturer.
Der er kommet en velsignet uro ind i verden, fordi vi hele tiden nu må sætte spørgsmålstegn ved, hvem der har magten, hvem der er de magtfulde. For der er kommet en ny rettesnor til verden – ydmyghed er vores altafgørende rettesnor, i vores private liv, i vores samfund, i vores politik, i vores verden. Den giver os impuls til konstant omvending af alle magtstrukturer. Den opfordrer os til aldrig at tage nogen former for magt for givet. Den beder os om at blive den impuls, der sætter medmenneskelighed på tronen.
Når man tænker over betydningen af det, så kan man godt blive svimmel – mest af lykke og taknemmelighed over, at denne sang om ydmyghed er blevet sunget i verdens ører og aldrig vil tie.
Læs også Poul Arnedals portrætinterview med sognepræst Carina Wøhlk her: Påskeberetningen er et drama i flere akter, vi alle kan se vores liv spejlet i
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
