‘SKRABELODSKRISTNE’ // PÅSKEINTERVIEW – Det er kirken, vi kan takke for, at vi kan holde påskeferie. Og selvom det kun er et særdeles beskedent mindretal af danskerne, som bruger den til at gå i kirke, så er det, der udfolder sig i Bibelens beskrivelse af påsken, et ”drama i flere akter”, som vi alle kan relatere os til, siger sognepræst Carina Wøhlk.
Vi er midt i påskeugen. Og for de fleste danskere betyder det ferie, fridage, familiefrokoster og forårsfornemmelser.
Men det er jo ikke blot for vores blå og brune øjnes skyld eller på grund af hårdt tilkæmpede rettigheder, at vi har alle disse statsanerkendte fridage. Årsagen er den kristne kirkes højtideligholdelse af Jesu korsfæstelse, død og genopstandelse.
For vi er et land med en statsunderstøttet folkekirke. Det fremgår af Grundloven. På trods af at de fleste af os er medlem af folkekirken, så er det dog de færreste, der benytter påsken til at gå i kirke. Og selvom det der med at tænke over nadveren, korsfæstelsen og genopstandelsen er noget, som måske ligger mange mennesker lidt fjernt, så er det, når det kommer til stykket, kirken, vi kan takke for, at vi kan holde påskeferie.
Troløshed og folkestemning
”Måske er det os i kirken, som har været lidt for dårlige i vores markedsføringsstrategi,” siger Carina Wøhlk med et glimt i øjet. Hun er sognepræst ved kirkerne i Vinderød og Frederiksværk og har en fortid som hiv- og aidspræst i Helligåndskirken på Strøget i København.
Jeg har opsøgt hende på præstegården i Vinderød for at høre, hvordan kirken og hun som præst vil forklare påskens betydning for de mange danskere, som prioriterer påskefrokoster og familiesammenkomster over kirkegang.
Et stykke henne i samtalen fortæller hun om den troløshed, som Jesus oplever, da han forrådes af en af sine disciple og af folkemængden, der udleverer ham til død og korsfæstelse. Og måske er det den troløshed og det skift i folkestemningen, der gør, at folk ikke går i kirke, men hellere vil være sammen med familien og spise lammesteg, foreslår jeg.
Det er en skiftende folkestemning, som vi kender alt for godt, hvor den ene uges helt er den næste uges skurk. Vi er meget flygtige i vores holdninger
”Ja, det er meget godt set. Der er noget andet, der rykker i os og er mere spændende. Det kan være den første forårsdag, hvor vi vil ud i skoven eller synes, det er mere hyggeligt at sidde i haven og drikke en øl og snakke med vennerne end at gå i kirke. Og det er ikke noget, vi skal punke os selv for,” siger hun. For som det også fremgår af påskeberetningen, så er vi omsluttet af, hvad hun kalder ”Guds kærlighed”.
”Uanset hvor troløse vi er, så er han trofast i sin kærlighed til os,” fastslår hun.
”Og selv når vi sidder og nyder vores påskefrokost, så er det kristne budskab måske alligevel slet ikke så fjernt fra os.”
Et drama i flere akter
”Som nu afdøde biskop Jan Lindhardt fra Roskilde engang sagde, så er danskerne, når det kommer til stykket, ’skrabelodskristne’. Vi skal bare skrabe lidt i overfladen, så dukker de kristne værdier op. Og det tror jeg, han har ret i. Vi har fået det ind med modermælken.”
”Og det, som påsken handler om, er noget, som vi alle sammen kan forholde os til og se vores eget liv spejlet i. Det er et drama i flere akter, hvor vi gennem en uge kommer igennem hele følelsesregisteret. Den handler om skiftende folkestemninger, om svigt og død og om livsbegejstring med den store kulmination påskedag.”
Og det får vi jo at se, da han hænger der, sømmet op til et par planker uden at kunne rokke sig ud af stedet. Kærligheden handler om at overgive sig
“Det begynder palmesøndag med en mand, der rider ind i Jerusalem på et æsel vel vidende, at han er på vej mod sin egen død. Det er jo noget, der kan sætte tanker i gang om, hvordan vi forholder os til vores egen død. For hvis der er noget, der er sikkert som amen i kirken, så er det, at vi alle skal dø. Og hvordan går vi vores egen død i møde? Lever vi døende, eller dør vi levende?”
”Og mens han drager ind i Jerusalem, tiljubles han af folk. Fem dage senere på langfredag buher de ad ham. Fra at tilbede ham snerrer de ud mellem tænderne: ’Korsfæst ham!’ Det er en skiftende folkestemning, som vi kender alt for godt, hvor den ene uges helt er den næste uges skurk. Vi er meget flygtige i vores holdninger. Der er nærmest en troløshed indbygget i folkestemningen, hvad enten det drejer sig om politikere eller fodboldspillere,” konstaterer præsten fra Vinderød.
Kærlighed på trods af forræderi
Næste akt i påskedramaet indfinder sig skærtorsdag, hvor Jesus deler det måltid med disciplene, som bliver til nadverens indstiftelse – og hvor han efterfølgende beder i Getsemane Have forud for sin arrestation. I haven bliver han opsøgt af Judas, som Jesus allerede under måltidet har afsløret som forræder.
”Og hvordan er det, Judas forråder ham? Det gør han ved at give ham et kys – et kærlighedstegn. Sådan udpeger han ham for de soldater, der skal pågribe ham. Det er noget, som også mine konfirmander kan forstå og bliver berørt af. Selvom mange ugerninger ikke kan undskyldes, så kan vi dog forklare dem. Men netop forræderiet – altså landsforræderiet, forræderiet mod familien, mod stammen, mod vennerne – det kan vi næsten ikke have med at gøre.”
”Men her viser Jesus os tilgivelsen ved at lade Judas sidde med til bords og være den, der får lov at bryde brødet, da nadveren bliver indstiftet som et kærlighedsmåltid. Judas bliver omsluttet af kærlighed på trods af sit forræderi.”
Kærlighed er at give afkald
”Ud over at spise med sine disciple, så lægger Jesus sig også på knæ og vasker deres fødder. Det er derfor, vi kalder det skærtorsdag – det betyder ’ren torsdag’. Han ”tog en tjeners skikkelse på”, som det hedder et sted i Det Nye Testamente, og siger, at det er noget, de skal tage ved lære af.
I dag er det at gøre en tjeneste et usexet ord i manges menneskers ører. FORtjeneste – kroner og ører – kan vi forholde os til – men ikke rigtigt det at tjene andre. Vi synes ikke, det er superattraktivt at skulle give afkald på noget til fordel for andre.”
”Men det er jo, hvad Jesus og hele påskefortællingen lægger op til – at vi selv skal give afkald. Det er selve kærlighedens væsen. Og det får vi jo at se, da han hænger der, sømmet op til et par planker uden at kunne rokke sig ud af stedet. Kærligheden handler om at overgive sig.”
Døden, ”ventetiden” og forløsningen
Dermed er vi nået til dagen, hvor folkestemningen vender. Til langfredag, hvor Jesus udleveres til øvrigheden, dømmes til korsfæstelse og dør på korset.
”Digteren Helle Søtrup siger i et af sine digte ’Ingen kan se sig igennem langfredag’. Og der er jo ingen af os, der kommer igennem et menneskeliv uden sorg og savn og tab – om det så er tab af liv eller tab af kærlighed, eller hvad det måtte være. Vi bliver alle sammen ramt gennem et menneskeliv. Det er noget, vi kan genkende.”
”Vi ved alle, at der er nogle ting, der gør ondt, selvom det godt kan være lidt udfordrende at se det i øjnene og blive stående og kigge på det. Og det giver langfredag os mulighed for at dvæle ved,” lyder det fra Carina Wøhlk.
Det er jo ikke kun Putin, som er styret af ondskab. Det er du og jeg også i nogle af vores handlinger. Det er noget, vi må forholde os til
Og så er der påskelørdag, som jo ikke er nogen helligdag, men som præsten fra Vinderød kalder ”ventetiden”.
”Det er de tilbageholdte åndedræts tid, mens vi venter på udfrielsen. Det er noget, mange kan sætte sig ind i. Enten den søde ventetid, hvor man venter på, at man skal føde et barn, eller den tid, man skal vente på at få resultatet på nogle blodprøver, som skal fortælle, om det er noget godartet eller ondartet, man har i kroppen.”
Og på påskedag, hvor Jesus står op fra graven, kommer den helt store forløsning og lyset bryder igennem. Det er noget, som alle, der fx har været gennem en depression, kan spejle sig i – når man pludselig kan begynde at se solstrejf i mørket, og det begynder at lysne.”
Der er også noget, Gud ikke kan
Et af de spørgsmål, Carina Wøhlk ofte bliver mødt med – og som vel er noget af det, som de fleste af os ikke helt forstår – er: ’Hvis Gud er så stor og almægtig, hvorfor tillader han så så megen ondskab i verden? Og kan han så ikke sørge for, at der ikke er krig i Ukraine?’
”Her skal man forstå, hvad det er for en magt, Gud er grebet af. Det er kærlighedens magt, som ret beset er afmagt. Det kan han ikke lave om på. Og så er det jo ikke kun Putin, som er styret af ondskab. Det er du og jeg også i nogle af vores handlinger. Det er noget, vi må forholde os til. Men vi har lov at vente og håbe på den dag, hvor ondskaben ikke længere eksisterer,” siger præsten og henviser bl.a. til et skriftsted, hvor Paulus taler om den Gud, der engang skal blive ”alt i alle”.
”Og for at nå den dag har vi selv en aktiv rolle at spille. Er det det, du mener?” spørger jeg hende.
”Ja, det mener jeg da. Og det handler ikke kun om at gå i kirke om søndagen eller på helligdagene. Det handler også om at lade sig drive af kærlighed i sin omgang med andre mennesker og på den måde udleve det kristne budskab i hverdagen. Det er der jo rigtig mange mennesker, der gør, uden at de nødvendigvis kalder sig kristne eller har en kristen identitet. Men det ændrer ikke på, at den mekanisme, der ligger bag, er det kristne arvegods – og det er jo ikke så tosset.”
Vi kan forsøge …
”Men vil en buddhist ikke sige det samme?”
”Jo, det er da muligt. Og jeg kender osse mennesker, som bekender sig til buddhismen, som er fantastisk gode mennesker. Så ja, helt bestemt. Men der er bare noget i kristendommen, der er kerneværdier, som vi ikke kan se bort fra. Det er det med næstekærlighed – og også omsorg for sig selv. ’Du skal elske din næste som dig selv,’ som det hedder. Og det indbefatter også at passe på jorden, hvis vi skal være sådan lidt klimateologiske.”
”Og så er hele Kristus-figuren jo bare essentiel. Han er hovedpersonen i hele det her påskedrama. Han er et forbillede, som vi må indse, at vi ikke kan leve op til. Men vi kan prøve. Vi kan stræbe efter det gode. Og selv om vi ikke kan løfte og bære vores kors på samme måde, som han gjorde det, kan vi altid forsøge at efterleve den ydmygt tjenende gestus, Jesus udførte, da han skærtorsdag vaskede sine disciples fødder.”
Det er med tro som med musik
”Det er med tro er som med musik,” siger hun og henviser til den norske forfatter Carl Frode Tillers bog Flugt, som hun har stiftet bekendtskab med for nylig.
”Man er bare nødt til at give sig hen, give slip, løse fortøjningerne og skubbe sig selv ud. Det er min opfordring: Giv jer hen. Hør, hvad det handler om, for der er rigtig meget, hvori du kan genkende dig selv og dit eget liv – hvis du tør?”
”Kirken er et inkluderende fællesskab,” understreger den tidligere hiv- og aidspræst. ”Det er ikke for de særligt indbudte, og man skal ikke være særlig from eller sidde og dryppe af selvfedme og tænke: ’Hvor er jeg god,’ for at komme i kirken. Man kan komme med sit blakkede ry og hele sin bagage og sit generalieblad og blive rummet. Som jeg sagde tidligere, så blev Jesus siddende sammen med Judas, efter at han havde identificeret ham som forræder. Det er virkelig vigtigt.”
Når det er sagt, så skal det måske tilføjes, at Carina Wøhlk selv har været udsat for, hvad man som journalist muligvis kunne kalde ”selvfedme” og selvbevidst ”fromhed” fra præstekollegers side.
”Ja, jeg har også måttet slås med mit. Jeg har oplevet, at mandlige kolleger ikke har villet give mig hånden. Om det så var, fordi jeg var kvinde, homoseksuel eller arbejdede med hiv-smittede, ved jeg ikke. Men jeg kan love, at sådan noget sker ikke i vores kirker her i Vinderød og Frederiksværk. Her er plads til alle,” slutter hun.
Carina Wøhlk afholder højmesse i morgen Langfredag kl. 10. i
Vinderød Kirke, Kirkegade 8, 3300 Frederiksværk.
Her vil Carina Wøhlks nye salme, Når mørket sænker sig i verden, med melodi af hendes organist Rasmus Koppelhus bl.a. få urpremiere.
Alle er velkomne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
