VISFESTIVALEN VÄSTERVIK // ESSAY – Sommeren byder på mange musikfestivaler i Norden, således også i Sverige. Omtrent 280 km syd for Stockholm ligger byen Västervik. En regulær skærgårdsperle – endda med sin helt egen traditionsrige visefestival. Gorm Bloch nyder skærgårdsidyllen, camping på øen Gränsö og to afteners varieret svensk musik i Västerviks intime slotsruin.
Efter at have hørt Albin Lee Meldau på Roskilde Festival er jeg blevet glad for svensk visetradition. Derfor drager jeg medio juli af sted i bil 450 km stik nordøst til VisFestivalen Västervik på Kalmars østkyst.
Nyckelharpan har en smuk klang og lyder unægtelig som en violin, dog med en stakkeret tonesignatur grundet de bratte skift på tangenterne
Navnet “visefestival” er egentlig lidt misvisende, både i festivalens historiske og nutidige kontekst, for festivalen byder på alskens musik inden for genrerne country, blues, pop, indie, honky tonk og country and western. Der er dog også enkelte deciderede visefolk og -toner på programmet.
En af disse er Åsa Jinder, som i Sverige er et stort navn inden for genren. Hun optræder torsdag aften for intet mindre end sekstende gang her i Västervik. En historie går på, at Fred Åkerström – i 1960’erne en af Sveriges mest hyldede visesangere, på linje med Cornelis Vreeswijk – blev enormt rørt engang, han hørte Åsa Jinder.
Nyckelharpan har en smuk klang og lyder unægtelig som en violin, dog med en stakkeret tonesignatur grundet de bratte skift på tangenterne.
Anna Ternheim matcher Swan Lee
Efter Åsa Jinders ensemble går Titiyo på scenen. Hun og bandet leverer i mine ører metervare-pop. Verdenshittet “Come Along” får dog folk til at vippe lidt i stolene.
Anna Ternheim er en karismatisk artist, og hendes band spiller bundsolidt. Hendes vokal er blød, følsom og luftig – ikke ulig kollegerne Nina Persson (Cardigans) og Pernille Rosendahl – og hun har en egen, ægte udstråling på scenen. Flere af sangene byder på fine sfæriske harmonier.
Vi får en afslutning med saft, kraft og pop-melankolske toner under skærgårdshimlens blånende snartmidnatsmørke
Lyduniverset trækker paralleller til danske Swan Lee, med perlende, klukkende elektroniske figurer og harmoniske progressioner, som tør lege med kromatiske og (funktions)disharmoniske skift i et svævende lydbillede.
Ternheims stemme er drømmende, i nogle passager nærmest som sirenesang. Hun står og vugger, i kort sort læderjakke og latex-shorts og lader fingrene løbe gennem sin korthårsfrisure. Smiler på en gang lidt genert, selvsikkert og distanceret til publikum, søger ind i sine sange igen og leverer netop herfra, fra sangenes sjæl og kerne.
På et af ekstranumrene sætter hun sig ved et klaver og spiller en stille, skrøbelig sang. Derefter kommer bandet på, og vi får en afslutning med saft, kraft og pop-melankolske toner under skærgårdshimlens blånende snartmidnatsmørke.
Allemansrätt og skøn skærgårdscamping
En politibil ruller stille forbi mit telt lidt efter midnat. Op omkring hotellet og restauranten små 100 meter herfra. Deroppe er der på pladsen et tydeligt skilt, som viser camping forbudt.
Patruljevognen vender og ruller langsomt tilbage i min retning, hvorefter den stopper og holder stille i ti lange sekunder. Jeg smiler, alt er fint, fortsætter med min tandbørstning. Allemannsrätten! Polisen ruller stille videre. Om morgenen møder jeg en venlig herre med et logo på poloshirten. Desværre har jeg placeret mit telt på en del af “parkens” område, så allemannsrätt gælder ikke der.
Der slår jeg teltet op mellem skærgårdsklipper på et lille stykke græs, midt blandt de store skærgårdssten, som fast og blidt toner ned i vigens vand
Faktisk bliver det held i uheld, for efter hurtig morgenkaffe og nedpakning kører jeg den korte tur til nordspidsen af Gränsö. Der slår jeg teltet op mellem skærgårdsklipper på et lille stykke græs, midt blandt de store skærgårdssten, som fast og blidt toner ned i vigens vand. Bedre bliver det ikke.
En badetur, kaffe og peanuts og så en vandring på under to kilometer ind til byen. Er nødt til at lade min telefon op på en café. Batteriet er med årene blevet sløvt, og strømmen ebber hurtigt ud af den, mens opladning tager en krig. Det er en reel challenge, da jeg kun har en lille powerbank med. Men logistikken skal nok gå op.
Nu af sted til visefestivalens anden programaften ud af tre.
Parodien David Ritschard – og de fremragende Dimpker Brothers
Som led i forberedelsen til turen herover hørte jeg flere af alle artisternes sange på YouTube. Med David Ritschard troede jeg først, det var en joke eller gimmick, og faktisk er jeg efter at have oplevet ham med band stadig lidt i tvivl. Men tror faktisk, han mener det, og det udløser en let forundret respekt og fascination herfra.
Både hans look og gestik virker selvbevidst og kitschet. Retfærdigvis skal det nævnes, at country and western i denne aftapning – med #billard i gildesalen i kælderen-beats, gumpetunge standardrundgange på bassen og fortærskede guitar licks – absolut ikke er mig.
Dimpker Brothers: To brødre. En på westernguitar, en på el-guitar. Både guitarerne og deres stemmer klinger fornemt sammen. Den æggeskalsgule Telecaster lyder både sprød og varm, og med sin fingerpicking-teknik rammer den el-spillende bror sine steder faktisk legendariske Mark Knopfler i stil og udtryk.
Brødrene har en fyldig lyd, blot med de to guitarer og deres stemmer, og egentlig savner man ikke trommer og bas. De har alligevel disse med, samt en ung kvinde på keyboard. Hun leverer fine lydtæpper, især med brug af wurlitzer og orgel, men også pianolyd.
Guitaristen er ferm, opfindsom og formår at flå i strengene, så både Gary Moore, Jimi Hendrix og Stevie Ray Vaughan må smile lunt fra deres agtværdige gravsteder
I stil trækker bandet på Californian sound, Neil Youngs akustiske verden (som på hans sublime debutalbum Harvest) og San Francisco-bandet Counting Crows. Men de to brødre skriver selvstændige sange, og flere af sangene er gode.
En halv time efter deres koncert falder jeg i snak med Camilla, som har ansvaret for indlogering af artisterne. Hun er gode venner med Dimpker-brødrene og synes, at jeg bør møde dem og hilse på. Især fordi jeg vitterlig synes, de er gode, og så detaljen, at jeg selv spiller, bemærker hun.
Svedig blues, Jolene og Eurovision
Jill Johnson er folkekær her hinsidan. Hun er en rutineret performer og genremæssigt lidt af en kamæleon. Vi får alt fra tårepersende, stereotype Eurovision-ballader til evergreens fra rockens og poppens lange bagkatalog, bundsolid country og svedig, svingende, no bullshit texanerblues.
Det sidste er jeg helt solgt til denne aften. Dels da det bare sparker mås og har groove, dels da guitaristen er ferm, opfindsom og formår at flå i strengene, så både Gary Moore, Jimi Hendrix og Stevie Ray Vaughan må smile lunt fra deres agtværdige gravsteder.
Som ekstranummer synger Jill Johnson ballade-klassikeren “Love hurts”, oprindeligt skrevet af Boudleaux Bryant i 1960, men først med gigantisk gennembrud i bandet Nazareths version fra midten af 1970’erne. Den leverer hun flot, i en helt nedtonet akustisk version.
Västervik blev i 2020 og 2021 kåret til Sveriges bedste sommerby
Hun vover også pelsen med sit eget bud på en anden klassiker, Dolly Partons “Jolene”. En af cover-universets helt store færiste. Men hun gør det også her overbevisende. Guitar-riffet får lige et kærkomment twist, og Jills fraseringer og kraftfulde intonering af især omkvæd klæder egentlig nummeret denne aften.
Formatet med tre aftener med musik fra 18:30 til 23 er faktisk godt. Man har det meste af en dag til at nyde byen, vandet og vejret. Om aftenen får man så inklusive ekstranumre fem timers skud musik med fire forskellige artister.
Både det sengetidsvenlige aftenprogram og den samlede oplevelse er noget helt andet end Roskilde Festival og andre gigantfestivaler – men det lille amfiteater her i Västervik har absolut sin egen charme, historie og også musikalsk kvalitet.
Sammenligningernes svøbe og nødvendighed
Nu har jeg ad et par ombæringer trukket referencer fra artisterne til andre bands. Har det faktisk lidt ambivalent med disse sammenligninger. Er selv sangskriver og musiker, så måske derfor. Er det en frygt for, at originalitet betvivles, er det en ærekær og følsom ting, når nogen siger, at man minder lidt om (som regel langt mere kendt) artist X eller Y?
Personligt er jeg ganske OK, om end lyttende og på vagt, når en fra publikum eller mit netværk nævner referencepunkter i min musik. Kan endog blive smigret, når jeg oplever, at de rammer rigtigt. Langt sværere er det, når en person spørger til mine inspirationskilder. For der er mange, og det er diffust og abstrakt, hvordan man ubevidst har lagret indtryk, udtryk og teknikker gennem årene.
Västervik er østkystens perle
Västervik har to marinaer og kajplads til en stribe fiskekuttere tæt på Slotsholmen, som forbinder byen med Gränsö. Arkitekturen i byen er ikke spektakulær overhovedet, men her er kønt og enormt charmerende ved byens marina, hvor de “nordisk-venetianske” gyldenlakerede små motorbåde ligger side om side, og skærgårdsøerne blinker i varmt sollys.
Västervik blev i 2020 og 2021 af Reseguiden.se kåret til Sveriges bedste sommerby. Skærgårde har de jo mange af herovre. Den mest kendte er nok Stockholms, men der findes mindre skærgårde på østkysten helt fra Kalmarsund i syd op til Luleå i nord. På vestkysten af Sverige har man så Göteborgs skærgård, og igen findes der her et væld af mindre skærgårde nordover til Lökholmen, tæt på grænsen til Norge.
Den gamle søfartsby Västervik finder man i det nordøstlige Kalmar, ca. 280 km syd for Stockholm. Byen blev grundlagt omkring 1275 og har i dag godt 20.000 indbyggere. I svensk selvforståelse og folkemunde nyder den status som “Østkystens perle”. Fra København til Västervik er der 450 km, hvis man kører via Øresundsbroen.
VisFestivalen Västervik går tilbage til 1966, hvor en gruppe gymnasieelever tog det første initiativ til musikfestival i ruinen på Slotsholmen. I årene fra 1968 helt frem til sin død i 2013 var kulturentreprenøren Hansi Schwarz en nøglefigur som ambassadør for og suveræn hovedarrangør af festivalen.
Festivalens historik byder længere tilbage på verdenskendte navne som ABBA, Elvis Costello, Roxette, Björn Afzelius, Cornelis Vreeswijk og Fred Åkerström. Björn Ulvaeus fra ABBA var med som gæst og backstage dette år.
I relation til svensk visetradition, og i bredere udstrækning nordiske viser, er en historisk nøgleskikkelse stockholmeren Carl Michael Bellman (1740-95). Samlingen Fredmans Epistler – om Bellmans alter ego, urmageren Fredman – på i alt 82 viser fra Bellmanns hånd har inspireret mange visekomponister og -sangere op gennem det 20. århundrede. Cornelis Vreeswijk er et af de mest kendte eksempler herpå.
Skuespilleren og sangeren Thord Lindé betragtes af mange som en af vores samtids bedste Bellman-fortolkere.
Med andre ord: masser af idylliske spots for dem, som vil anvende allemannsrätten og bo gratis og helt uforstyrret i den smukke natur. Anduver man med egen båd – en jolle kan gøre det – har man alle muligheder for selv at vælge.
Allerede torsdag aften i byen, til koncerterne og backstage bemærkede jeg, at rygning som fænomen er nærmest ikke-eksisterende heroppe. Så jeg begyndte at tælle. Da jeg efter halvandet døgn forlader Gränsö, gør jeg scoren op: Tre rygere mødte jeg i alt. Til gengæld kører svenskerne jo snus i stor stil – det har de nærmest altid gjort – og på den måde får de dækket deres nikotinbehov. Men rygning er tilsyneladende definitivt gået helt af mode heroppe.
Søer, vandløb, åer og de allestedsnærværende klipper, som skyder op af græsset og pludseligt er stejle langs vejen, indsætter cæsurer i skovenes endeløse monotoni
Festivalen i Västervik er på alle måder delikat. Der er pænt, rent og indbydende både i publikumsområdet, backstage og i byen som helhed. Kriterierne lever på den front op til, hvad jeg oplevede på Tomorrow Festival i Valby i sommeren 2021.
Skovblænding og klippecæsurer
På vejen herop kørte jeg gennem Vimmerby, hvor Astrid Lindgrens verden holdes i live af både stednavnet og det børneappellerende univers, som er bygget lidt uden for byen. Ad ruten fra Västervik mod Växjö passerer jeg mange bugtende søer, og i bunden af Långsjön en smuk, gammel stålbro med halvmåneformet buekonstruktion.
Hvis man kan blive sneblind, kan man vel også blive “skovblind”. Det er vildt, så meget skov man har i Sverige. Søer, vandløb, åer og de allestedsnærværende klipper, som skyder op af græsset og pludseligt er stejle langs vejen, indsætter cæsurer i skovenes endeløse monotoni. På den vis opleves skovlandskaberne alligevel varierede, og samtidig hypnotisk poetiske.
Bellmans viser hører jeg eksempler på fra Thord Lindé. Hans stemme og musikken forløser ikke, så finder en af mestrene i genren: Cornelis Vreeswijk
På Gränsö mødte jeg lidt overraskende hverken myg eller den svenske knot (kvægmyggen). Til gengæld var der mange skovmyrer, men de hverken stikker eller bider. Denne tur har givet mig appetit på flere campingeventyr og musikoplevelser i vores nordiske broderlande, og sommeren er om ikke helt ung endnu, så dog et sted omkring zenit på sin bane.
Hjemme i Ordrup summer indtrykkene fra festivalen. Bellmans viser hører jeg eksempler på fra Thord Lindé. Hans stemme og musikken forløser ikke, så finder en af mestrene i genren: Cornelis Vreeswijk. Ad omveje ender jeg på en skøn Vreeswijk-vise, som her fremføres fornemt af Cornelis’ søn Jack og Fred Åkerströms datter CajsaStina. Nyd den herover.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
