Partnervold i taxien – smask lyder det fra bagsædet

af i Kærlighed & sex/Klumme/Kvinder/Mænd

TAXAMANDENS KLUMME – ”Selv har jeg aldrig oplevet fysisk vold i vogn 24, men jeg er ret sikker på, at jeg ville flå Merceren ind til siden og vende mig om mod dem: Så er det ud af klappen!” Sådan skriver Jesper Grunwald, der fornylig oplevede netop det: Partnervold i taxien. Men det var ikke manden, der slog. Kørte Grunwald ind til siden? Svaret står nedenfor.

Hvad ville du gøre?

Det startede nok allerede inden turen i taxien. Det er sikkert derfor, de skal hjem ret tidligt på natten. Lige nu er de bare sure på hinanden.

Pissesure.

Principielt hører jeg ingenting, – men det gør det nysgerrige menneske i mig så alligevel. Forbitrede, forvredne skuffelser og anklager: ”Røvhul” og ”f*** dig” i et langt flow, hvor kun den ene taler. Eller rettere råber. Jeg glæder mig bare til, det er overstået og skruer diskret op for radioen – langsomt.

Man kan dårligt nok kalde dette en diskussion. Det er mest tale om en monolog fra hidsighedens herskerinde, allerede mens de satte sig ind i taxien

De fortsætter.

Så lige en tand til på lyden, mens jeg bare kigger ud i nattens våde skygger og genspejlingerne i de lukkede butikkers ruder og den regn-blanke asfalt.

– Smask, lyder det så fra bagsædet.

Ikke et vådt kys, som det plejer at lyde i mørket, når de elskende tager hul på glæderne og netop forsøger at skjule lyden af læber mod læber.

Nej SMASK som lyden af en flad hånd i et uforberedt ansigt.

Hvad ville du gøre?

Selv har jeg aldrig oplevet fysisk vold i vogn 24, men jeg er ret sikker på, at jeg ville flå Merceren ind til siden, tænde lyset i kabinen og vende mig om mod dem: Borgeren, patriarken – eller bare taxamanden.

– Så er det ud af klappen folks. Det her står jeg ikke model til i min taxi. Ikke vold. Ud af vognen – NU!

Men det var den rasende kvinde, der slog igennem, – og den eneste kommentar fra manden var det indlysende, dumme spørgsmål:

– Slår du?

Er du tosset? Hun ramte. Og i et hurtigt smugkig i spejlet kunne jeg ikke se farven, men nok flovheden brede sig i hans ansigt. En flov dreng på måske 35 år.

Jeg forholder mig passiv. Hvad fanden gør man?

Hængt ud på en tynd tørresnor

Parforholdsdiskussioner er bare så pinlige, når man ikke selv er i det – og ikke er helt alene.

Men man kan dårligt nok kalde dette en diskussion. Det er mest tale om en monolog fra hidsighedens herskerinde, allerede mens de satte sig ind i taxien. Nydelige, unge mennesker fra erhvervssegmentet ude i provinsen. Der hvor man sædvanligvis er vant til at holde på formerne. Eller i hvert fald pakke uforskammethederne så meget ind, at en enkelt taxitur på en våd aften i kke i sig selv giver anledning til at sprænge budgettet for parterapi.

De er fulde men ikke fordrukne.

Alligevel er hun allerede så meget oppe i det røde felt, at grænserne er faldet. Ja, der virker nærmest, som om hun ønsker et vidne – en ringdommer til denne kamp på ord mod et skvat af en mand. Scener fra noget, der forhåbentlig aldrig bliver til et ægteskab – udkast til en film af Bergman eller et teaterstykke af Lars Norén.

Hun kommer mig i forkøbet. Først med en idé om at køre hende hjem til provinsbyen mere end 100 kilometer fra København. Hun taler til mig, men kigger satanisk på skvattet ved hendes side

Han bliver hængt ud på en tynd tørresnor udspændt mellem højhuse i en socialrealistisk sort-hvid film. Et skide skvat, der kraftstjeleme ikke skal bestemme, hvem hun taler med, når hun går på toilettet. Han er så dum, at hun end ikke gider sove hos ham på hotelværelset, som de har lejet.

– Der er jo ingen kvinder, der kan holde sådan en Skvatmikkel ud. En våd hund. Så få dig for helvede noget selvværd, mand. Jeg vidste det. Jeg skulle aldrig været taget med dig. Idiot. Tøsedreng. Der er ikke en skid mand i dig

Lige her sker det: Hun smækker ham en på ”hatten”.

Han er på grædegrænsen uden at lyde grådkvalt. Siger kort, at han bare aldrig skulle have inviteret hende med.

For hver undskyldning fra hans læber, bliver hendes raseri endnu værre.

Selv gør jeg – intet. Kører Ikke ind til siden for at sætte gerningskvinden af.

Som en dreng, der har fået tæsk

Jeg får den absurde tanke, at jeg er hans sparringspartner. At jeg kan give ham gode råd via en lille, hemmelig mikrofon i hans øre:

”Tag dig nu sammen! Ingen mand er blevet belønnet for at krybe. Bed mig holde ind til siden. Stik mig kreditkortet. Smid en ”hund” oveni som en uartikuleret undskyldning for den vidtåbne dør til hans privatliv. Vis overskud. Sig tak for i aften – uden at værdige hundjævlen et blik.”

Og stig så ud og gå din vej!

Resten af turen blev stille med et par bemærkninger om kvinder og den umulige kærlighed. Jeg tror sgu, han elsker hende

Hun kommer mig i forkøbet. Først med en idé om at køre hende hjem til provinsbyen mere end 100 kilometer fra København. Hun taler til mig, men kigger satanisk på skvattet ved hendes side. Jeg ser det i glimt i spejlet, – at han bare kigger ud i luften, som en dreng, der har fået tæsk.

Så beder hun om at blive sat af.

Smækker med døren og passerer Mercerens blåhvide, kolde lyskegle, mens hun forlader taxien på de høje, lidt vaklende hæle.

Resten af turen blev stille med et par bemærkninger om kvinder og den umulige kærlighed.

Jeg tror sgu, han elsker hende.

Selv er jeg nærmest flov.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topfoto: Maxpixel 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Kærlighed & sex