På taxitur i dødens forgård: “Det holder ikke. Kør mig hjem. Jeg orker ikke mere”

i Liv & Mennesker/Klumme af

TAXAMANDENS KLUMME – Jeg skyder mig selv ud af taxien som en kanonkugle. Har kigget halvdovent ud af sidevinduet mod opgangen. Venter på kunden, og trommer med fingrene mod mercerens læderrat, som når en sur overlærer venter på den sidste elev. 

Men så er kunden der endelig. Døren til opgangen åbnes, og jeg ser ham.

Konverterer på et sekund min irritation til flovhed.

Han er tynd som en muselmand i en koncentrationslejr, og ligesom kz-fangen hænger hans liv i en tynd tråd. Eller mere præcist: I tynde, gennemsigtige plast-slanger fra den lille, skoletaskeagtige maskine, som han bærer over skulderen – op til udmundingen ved hans næsebor. De små slanger bringer livsvigtig ilt til en vejrtrækning, han næsten ikke orker længere. Lidt tættere på ham hører jeg disse klik og suge lyde, som reelt holder ham i live, – hvis altså han vil bevæge sig ud af sengen.

Han går langsomt.

Han stavrer.

Jeg stiller mig midt på vejen som politibetjenten på den berømte plakat af Viggo Vagnby med betjenten og ællingerne, der følges over vejen.

Så rammer den sarkastiske humor lige i det øjeblik, han passerer mig midt på vejbanen, hvor der i øvrigt ikke er skyggen af en bil lige nu.

Det holder ikke. Kør mig hjem. Jeg orker ikke mere. Det er jo også lige meget med de skide lotto-kuponer”

“Du ligner én, der vil sikre dig, at jeg ikke kommer galt afsted”, siger manden, der ikke ligger skjul på, at han lige nu befinder jeg i dødens forgård.

Han har sat sig, sædet er hævet, sikkerhedsselen er spændt. Vi ser på hinanden. Hans øjne er blodskudte af manglen på ilt Jeg ville have sagt:

“Hold da kæft, det er godt nok noget lort, hva’ ?”

Han ville have svaret:

“Ja, og det er helvedes svært at leve med, at jeg meget snart skal dø”.

Men sådan er samtalen jo ikke mellem to forskellige menneskeliv, hvor den ene smager på lykken hver eneste dag, og den anden ved, at lige om lidt bliver her stille.

Men så viser det sig, at vi i virkeligheden har snaksalighedens DNA i vore gener.

Hans ben er tændstik-tynde i de slidte jeans, der er smalle i designet, men hænger som klude i overstørrelse. Han holder ilt-maskinen mellem benene. Og så snakker vi bare sammen med det udgangspunkt, at vi begge er fra en årgang midt i 1950’erne, har set og levet og elsket, – og at det fandeme ikke er let at leve med den kendsgerning, at man er tættere på slutningen end på begyndelsen. Han ER træt og uundgåeligt tæt på at flyve bort:

“Jeg har kræft tre steder i kroppen. Jeg har bare én lunge tilbage og har KOL i resterne”.

Han holder en pause. Om han har børn?

“Ja da. Den sidste, efternøleren, bor hos mig. Han er bare 20 år og går i gymnasiet. Han er skide dygtig, men sprang eksamen over sidst. Han passer på mig. Han slipper ikke. Men det må jeg hellere la’ være med at tale om”.

Jeg bliver flov over min duksede hjælpsomhed, som måske bare dækker over min egen dødsangst

Jeg forstår det. På den klump, der sidder i min hals, selv om jeg burde lægge professionel afstand til en person, jeg blot har kendt i 5 minutter. Og så ser jeg hans røde øjenkroge. De er blanke, selv når tårerne holdes bevidst tilbage. Han skal jo leve. Ikke græde sig til døden.

Vi skal hæve penge i en automat. Hvorfor? Jo, det er lotto-dag. Det er helt absurd. Han er dødssyg, men drømmer stadig om den store gevinst. Han er en begavet mand og mærker mine ord, endnu inden, jeg har brugt dem.

“Sådan er det bare. Jeg har været håndværksmester i ind- og udland. Tjent gode penge, levet livet i nogle ordentlige drag. Dejlige kvinder og koner og børn. Og så spiller jeg for et solidt beløb hver uge. Og det fortsætter jeg med, basta!”

Jeg kører taxaen ulovligt ind over fortovet og parkerer på et hjørne, så han kun har to meter til pengeautomaten. Jeg må hjælpe hans svage fingre med at få dankortet ud af etuiet.

Og så kalder han mig guttermand.

Jeg bliver flov over min duksede hjælpsomhed, som måske bare dækker over min egen dødsangst.

Vi snakker om fælles livsoplevelser. Om de steder i verden, vi begge kender. Om de fandens kvinder, hvor især de skarpeste er de dejligste.

Men pludselig stivner hans smil:

“Det holder ikke. Kør mig hjem. Jeg orker ikke mere. Det er jo også lige meget med de skide lotto-kuponer”.

Så bytter vi roller.

Hvis manden vil spille lotto, så skal han spille lotto, færdigt arbejde! Jeg tilbyder at klare det praktiske for ham. Stoppe taxameteret, mens jeg ordner det hele i spille-butikken.

Så stikker han mig en 1000-lap.

Jeg har aldrig spillet for de summer, men den pakistanske mand i butikken smiler tilfreds og professionelt, og jeg føler mig meget tæt på de klasser, der svarer til min timeløn – langt fra middelklassens moraliserende fornuft.

Jeg har fået en ny ven for livet. For resten af hans korte liv!

Så haster jeg tilbage til taxien og returnerer de udfyldte kuponer og en kvittering for mere end 800 kroners ugentligt spil. Det er så fed en fornemmelse.

Og så kalder han mig guttermand en gang til!

Tilbage ved opgangen afslutter vi samtalen. Det tager nærmest længere tid end selve turen. Så siger jeg farvel med det kluntede ”pas nu på dig selv”.

Han smiler og tilgiver.

Og han ser ikke, at jeg taber al professionalisme og får våde øjne, – ligesom hans blodskudte.

Jeg har fået en ny ven for livet.

For resten af hans korte liv!


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Colourbox.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker