
FREDAGSKLUMMEN – I går diskuterede jeg børnesyn med de studerende på pædagoguddannelsen. Betragter vi børn som nogen, der er, som de skal være, eller som nogen, der er ved at blive noget andet? Fokuserer vi på deres nutid eller på deres fremtid?
Det ene er ikke rigtigt og det andet forkert, men jeg forsøgte at få de studerende til at tænke over, hvordan de selv betragter børn, og hvornår de trækker på henholdsvis den ene og anden anden forståelse af, hvad børn er og skal i livet og i verden.
Det er måske en banal pointe, at man kan betragte børn på forskellige måder, i forskellige perspektiver. Men refleksionerne over, hvordan man selv som kommende pædagog navigerer i og forvalter de to perspektiver, er ikke banale. De er uendeligt komplekse.
Der er gået et år, og jeg ved næsten ingenting
Hvad vil det sige at undervise? Det er et år siden, at jeg begyndte at undervise på pædagoguddannelsen. Dengang tænkte jeg: Efter et år må man vide alt.
Der er gået et år, og jeg ved næsten ingenting. At kunne sætte ting i perspektiv sammen med de studerende kræver en masse viden, jeg ikke har, eller ikke har nok af.
Og nogle dage gruer jeg for at træde ind i det lokale. For at skulle være læreren. For at tage det ansvar på mig. Nogle dage ved jeg bare, at jeg ikke kan leve op til det. At jeg aldrig burde have fået lov til det. At det er uforsvarligt.
Jeg ser tegningen for mig af den svømmende and. Over vandoverfladen ser anden afslappet og fin ud. Under vandoverfladen går benene som trommestikker. Paddle like hell, står der.
Den fornemmelse har jeg relativt tit, når jeg underviser. Erkendelsen af, at jeg er alt for meget på udebane. Erkendelsen af, at jeg skal ræsonnere mig frem til alt, hvad jeg siger, mens jeg taler, fordi jeg ikke er endt i netop denne diskussion eller vinkel eller argumentation før. Jeg taler uden at vide, hvor jeg skal hen, hvordan jeg skal afslutte min sætning.
Jeg husker mig selv på, at de studerende ikke kan se ind i mit hoved, ligesom vi ikke kan se andens ben, der padler som besat. At det, jeg siger, måske giver mening, selv om hjernen virkelig er på overarbejde. Men det er mareridtsagtigt, mens det står på.
Hvorfor underviser jeg så? På den ene side har jeg denne fornemmelse af at vakle rundt, famle mig frem. På den anden side har jeg en fornemmelse af, at det giver mening, at jeg står der. At jeg kan tilbyde dem noget.
Noget hvad? Nogle nye perspektiver. På børnesyn eller dømmekraft eller myndighed eller om den måde, vi har valgt at indrette vores samfund på.
Jeg underviser for at være vidne til, at verden åbner sig for dem
Og måske en form for tilstedeværelse, en måde at lytte til dem på. Et forsøg på at gå med det, der kommer. At lytte ordentligt og at være åben – både over for det, de kommer med, og over for de tanker, der melder sig hos mig selv. At vi kan undersøge noget sammen. Det er det, jeg forsøger, i hvert fald.
Det lykkes langt fra altid. Nogle dage er det, som om målet med undervisningen bare er at gennemføre, at stå timerne igennem. Nogle dage er det nedtælling fra første minut. Tiden slæber sig af sted, mine ord får den kun til at gå langsommere.
Bliver det dårligt af det? Betyder det, at undervisningen er mislykket? Jeg ved det ikke. Jeg aner ret beset ikke, hvad de får ud af det, af min indsats, af deres egen.
Åh, når jeg fanger mig selv på det forkerte ben sådan en dag. Når jeg kommer til at spørge dem som det sidste, før vi slutter: Er der noget i det her, I kan bruge? Giver det mening? Og de så nikker høfligt, og jeg har lyst til at bide tungen af mig selv.
Jeg er blevet bedre til at camouflere mit behov for at blive bekræftet i, at det hele ikke er nytteløst: Nu spørger jeg: Hvad kan I bruge fra dagens undervisning? Hvad tager I med jer herfra? Så tænker de lidt og kommer på et eller andet, der legitimerer, at vi har brugt de treenhalv time sammen.
Hvorfor underviser jeg? Jeg underviser for de andre dage, de andre øjeblikke. For at se, hvordan en tilsyneladende banal situation fra pædagogisk praksis forvandler sig for dem, åbner sig og får flere dimensioner, bliver kompleks og umulig og smuk.
For dem, men også for mig selv. Det er de øjeblikke, jeg gør det for.
Det mislykkes måske oftere, end det lykkes. At undervise er for mig en konstant pendulering mellem afmagt og fortvivlelse på den ene side, og selvovervurdering og eufori på den anden.
Men jeg underviser for de glimt af pludselig indsigt. Det kan være hos en enkelt studerende eller et halvt hold. Jeg gør det for få noget værdifuldt til at opstå. Noget de vil huske. Et perspektiv, en indsigt, en sammenhæng. Jeg underviser for at være vidne til, at verden åbner sig for dem.
Topillustration: http://lifeonphoto.com/2011/06/potryasayushhie-fotomanipulyacii/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.