PORTRÆTINTERVIEW//DOKUMENTARFILM – “Der er ikke noget så livsbekræftende som at arbejde med mennesker, der skal dø,” siger en ældre erfaren sygeplejerske i Anne Wivels nye film Lige før døden, som foregår blandt ansatte og patienter på Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital i København. POV’s Poul Arnedal har mødt den erfarne dokumentarfilmsinstruktør.
Det var et brækket håndled, som blev den umiddelbare årsag til, at Anne Wivel gik i gang med at lave sin film, Lige før døden. Håndleddet havde hun brækket i forbindelse med, at hun havde spillet badminton med sit barnebarn. Og sådan et brud kan godt være noget, der tager tid at få helbredt og genoptrænet. Så for den i dag 77-årige Anne Wivel blev det anledning til adskillige besøg på Bispebjerg Hospital.
Og netop det hospital var hun ikke helt ubekendt med. Det var her, hun havde boet i den sidste tid sammen med sin mand, Svend Auken, inden han døde af kræft i 2009.
“Hver eneste gang, jeg skulle på hospitalet med mit håndled, kom jeg forbi den palliative afdeling, hvor vi havde boet i min mands sidste tid. Det havde været mit hjem. Og når jeg kiggede på stedet, kunne jeg huske alt om, hvordan der var derinde.
Og jeg vidste, at jeg ville være velkommen, men det var nærmest som en zone, jeg ikke kunne træde ind i. Det var åbenbart temmelig traumatisk og ladet med et eller andet, jeg måske ikke havde fået bearbejdet,” siger Anne Wivel.
“Men efterhånden som jeg kom forbi mange gange, så dukkede spørgsmålet op: ’Hvad er det egentlig, de kan derinde? Hvad er det for en arbejdsplads?’”
De kan noget helt særligt på den afdeling
Og at de kan noget helt særligt i omgangen med uhelbredeligt syge og døende mennesker får man syn for sagn for i hendes film Lige før døden, som tager os med langt ind i hjertet på en afdeling, hvor personalet hver dag – og nat – er konfronteret med døden og samtidig formår at skabe en grundtone, der både rummer inderlighed og glæde. Det gør de bl.a. ved at behandle patienterne med en respekt, værdighed og en humor, som aldrig bliver klæg, omklamrende eller nedladende.
Han bliver den gennemgående figur, som vi følger til efter hans død, hvor han ligger fredfyldt og fuldt påklædt på sin seng, inden han skal køres i kapellet
Jeg blev personligt dybt berørt af filmens skildringer af både patienter og personale og blev suget ind i en verden, som flere gange provokerede mine tårekanaler.
Anne Wivel har inviteret mig indenfor i sit hjem i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København. Der er to dørskilte med hhv. Wivel og Auken. Men i sin film nævner hun ikke sin afdøde mand ved navn – kun som ’min mand’.
“For det handler ikke om ham,” understreger hun. “Det handler faktisk om mig og om, hvordan det som pårørende opleves at være på Palliativ Afdeling i sådan en situation. Det handler ikke mindst om det helt enestående arbejde, som personalet yder derinde. Det er noget, jeg først rigtig er blevet klar over i forbindelse med, at jeg har lavet filmen. Og på den måde har jeg nærmest være inde og hente mig selv ud fra afdelingen.”
Vi er en flue på væggen ved personalets møder
I filmen følger vi en række af afdelingens patienter i en fremadskridende udvikling mod det uundgåelige. På et tidspunkt siger den tidligere forlagsdirektør Ove: “Det her bliver mit sidste forår.” Han bliver den gennemgående figur, som vi følger til efter hans død, hvor han ligger fredfyldt og fuldt påklædt på sin seng, inden han skal køres i kapellet.
Vi er helt tæt på samtalerne mellem patienter og personalet og er med som en flue på væggen, når personalet hver onsdag morgen mødes til en samtale om det, den erfarne sygeplejerske, Marianne Spile, har kaldt Etiske fortællinger. Her bliver personalets oplevelser, erfaringer, dilemmaer og etiske udfordringer diskuteret åbent og fordomsfrit.
At jeg fik adgang til disse møder var helt enestående. Det er der ikke nogen, der har haft før
Det er ved et af disse møder, den erfarne sygeplejerske siger: “Der er ikke noget så livsbekræftende som at arbejde med mennesker, der skal dø.”
“At jeg fik adgang til disse møder var helt enestående. Det er der ikke nogen, der har haft før. Der kom så mange ting og stærke historier frem, at sproget i sig selv udløste en masse billeder hos mig. Og det håber jeg også, det gør, hos dem, der ser filmen,” siger instruktøren og nævner den historie, som en ung sygeplejeske beretter, hvor en ung kvinde, som kort forinden er blevet gift, mens hun har ligget på afdelingen, gerne vil gense sit bryllup på video.
“Sygeplejersken sidder hos hende en aften og ser videoen sammen med hende. Og under brudevalsen siger hun til sygeplejersken: ’Jeg vil gerne have et glas vin. Det skal bare stå der, som om jeg er til mit eget bryllup, så jeg kan føle stemningen og fornemmelsen.’ Det var så levende et øjeblik, da det blev fortalt, at jeg ikke behøvede at spørge, om jeg også måtte filme hende. Man ser det hele for sig.”
Det er subjektivt, men ikke ‘privat’
Filmens scener kædes sammen af sekvenser med Anne Wivels egen indre monolog, som er brudstykker fra de meget omfattende dagbogsnotater, hun nedskrev, mens hun var indlagt på afdelingen sammen med sin døende mand. Monologen er billeddækket af optagelser fra hospitalet og dets omgivelser lavet med instruktørens egen mobiltelefon, og de tager sig nærmest ud som en let rystet sort/hvid 8-milimeter optagelse.
De lærer jo os andre, hvordan vi måske kan prøve at gå ind i det rum, hvor døden er så nærværende
“Jeg har prøvet at skildre noget fra et meget subjektivt udgangspunkt – men det er ikke et ‘privat’ udgangspunkt, selvom nogen måske vil tro det. Jeg har sådan en indre rød linje, hvor der intet er om andre menneskers – eller min egen for den sags skyld – helt private zone.”
“Før eller siden kommer vi jo alle til at opleve at sidde ved siden af nogen, som vi holder meget af, og som skal dø. Det er ikke, fordi jeg skal gøre mig klog på, hvordan vi taler om døden, for jeg ved selv ikke en skid om den død. Men det ville være dejligt, hvis mine subjektive oplevelser af stedet og mit forsøg på at registrere, hvad der sker inde på den afdeling, også vil få andre til at synes, at de kan tale om det, som mange synes, det er så svært at tale om. Det, jeg har oplevet på den palliative afdeling, er en kærlig accept af livets og dødens ubønhørlige vilkår.”
“Jeg kan ikke rigtig i ord fortælle, hvor klogt og betænksomt det personale er, men jeg håber, filmen viser det. De lærer jo os andre, hvordan vi måske kan prøve at gå ind i det rum, hvor døden er så nærværende.”
Forlagschefen og den strikkende sygeplejerske
En af de mange smukke scener i filmen, som Anne Wivel selv fremhæver som et eksempel på, hvad personalets arbejde går ud på, skildrer en spontant opstået samtale mellem patienten Ove og en af afdelingens sygeplejersker.
“Egentlig er hun i gang med at skule have fyraften og er inde på stuen og sige farvel. Men i forbindelse med en ordveksling siger Ove: ’Strikker du? Hvad strikker du?’ Og selv om hun egentlig har sagt farvel og er på vej hjem, så skifter hun ligesom i vadestedet og går ud og henter den trøje, hun er i gang med at strikke, og det bliver til en meget fint øjeblik mellem to mennesker.”
“Sygeplejersken slipper sin dagsorden og tager et øjeblik sammen med et andet menneske, hvor det snakker om hendes strikketrøje. ’Hvor ser du skide godt ud,’ siger Ove, da hun holder den op foran sig. Det er en levende og ægte meningsudveksling uden noget sentimentalt pladder. Det er to mennesker, hvor den ene læser en masse. Den anden strikker. Og nu mødes de lige her i et begejstret øjeblik over sådan en dejlig sweater. Det er helt spontant ægte og usentimentalt liv.”
“Jeg håber, jeg har overvundet mig selv”
På spørgsmålet om, hvilke overvejelser hun har gjort sig om sin egen død, siger Anne Wivel: “Altså, hvis jeg i morgen fik at vide, at jeg havde en graverende kræftsygdom, så ville jeg blive ked af den, for jeg har ikke lyst til at dø lige nu. Sådan er det vel for de fleste af os, så længe vi kan gå og stå og arbejde. Men fordi jeg har beskæftiget mig så meget med det – bl.a. også i min film om Per Kirkeby – så har jeg jo sat mig selv på et arbejde med at prøve at forstå, at det er sådan, det er. At vi bliver skrøbelige og på forskellig måde bliver indhentet af den ubønhørlige død.”
Hun ved ikke selv, om hun helt har forstået det. Og hendes film handler ikke om, hvordan hun selv har det med det at dø, men om hvordan vi forholder os til den situation, hvor nogle af vores nærmeste skal dø.
“Det var ikke nemt at lave den her film. Men jeg håber, jeg har overvundet mig selv, og at det ikke bare er en pinlig oplevelse.”
“For mig er der er en fuldstændig radikal forskel på liv og død. Jeg har ikke noget romantisk forhold til det sprog, der føres om det her. Jeg er faktisk meget sart med det. Jeg synes, det er en ubønhørlig og modbydelig tanke og erfaring, at vi skal dø. Den er fuldstændig rå. Og jeg har ikke engang lyst til at få det anderledes.”
“Mit håb er, at min film ved at skildre personalets tilgang til deres arbejde med de døende viser os andre, hvordan vi kan være til stede med de mennesker, der skal dø.”
Anne Wivels film Lige før døden har premiere den 18. marts på filmfestivalen CPH:DOX, hvor den vises i Grand Teater kl.14:20.
Her vil man også kunne møde instruktøren.
Du kan købe billetter til premieren og til andre visninger af filmen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
