11. SEPTEMBER 2001 // #4 AF TEMA – Skæbnen ville, at Ole Christian Madsen sad på scenen til Toronto Filmfestival. Han var blevet bedt om af gå på til en Q&A oven på visningen af En Kærlighedshistorie og ikke sige noget om de billeder fra New York, han lige havde set på tv-skærmen. The Show Must Go On. Han valgte at fortælle, hvad der var sket.
For 20 år siden var jeg i Toronto. Jeg havde lavet En Kærlighedshistorie, og den var udvalgt til at deltage i Torontos store internationale filmfestival. Det gik utroligt godt. Dogmefilm fik stor opmærksomhed på det tidspunkt, og filmen fik virkeligt gode anmeldelser. De to første visninger fik stående ovationer og Miramax begyndte at byde på filmen for at få de amerikanske salgsrettigheder.
Jeg var til festivalen med filmens hovedrolleindehaver, min daværende kæreste, og vi lavede en del interviews, gik til fester og havde en fest. Indtil den sidste visning. Det var den 11. september klokken 9.00 om morgenen.
Ude i foyeren
Jeg tog ud til biografen, hvor filmen skulle vises. Der var fuldt hus, jeg introducerede filmen – og fortalte at jeg glædede mig til Q&A efter filmen, som er traditionen på festivaler. Dørene lukkede sig, og vi forlod biografen og gik ud i foyeren.
Jeg gik ind under klapsalverne og begyndte at svare på spørgsmål, men efterhånden føltes det for ydmygende og mærkværdigt
Her stod en kreds af mennesker omkring et fjernsyn. De var rystede: En flyvemaskine var fløjet ind i et af tårnene på World Trade Center i New York. De diskuterede, om det var et uheld. Og mens vi stod der, fløj endnu et fly ind i det andet tårn. Nogle skreg, andre satte sig ned.
Det stod rimeligt klart nu, at det her var langt større end et uheld. En eller anden begyndte at fable om, at det var USA’s egen skyld, og det var, hvad Bush fik ud af sin udenrigspolitik. En anden bad ham holde sin kæft.
Jeg stirrede på skærmen, hvor bygningerne allerede nu brændte voldsomt. Røg væltede ud fra især de etager, hvor flyene havde penetreret. Det føltes allerede som en stor og afgørende ting. Det var et angreb på to frygtindgydende symboler.
Inde i biografen sad 700 mennesker og så min film om parforhold og kampen for kærligheden. Festivalledelsen var i vildrede. De syntes ikke, det var deres opgave at informere folk i biografen om, hvad der var sket. Jeg er stadigvæk ikke klar over, hvad de var bange for. De bad mig om at lave en Q&A og lade som ingenting.
Ole Christian Madsen brød tavsheden
Det lovede jeg. Jeg gik ind under klapsalverne og begyndte at svare på spørgsmål, men efterhånden føltes det for ydmygende og mærkværdigt. Jeg gik i stå, og fortalte, hvad der var sket.
Folk rejste sig øjeblikkeligt, løb ud af biografen, mens de ringede til – formodentligt – deres venner og familie i New York. Jeg stod på scenen, og forsøgte at forstå alvoren.
Den stod klart i de efterfølgende dage, hvor Filmfestivalen lukkede ned. Min film fik ikke det liv, den skulle have haft.
Han havde drukket sig fuld dagen før, sovet for længe og misset det fly, der endte med at ramme Pentagon
Fly blev omdirigeret fra New York til Toronto, så byen fyldtes med traumatiserede New York’ere, hvide telte i gaderne, bevæbnede soldater, Torontos skyline blev slukket af angst for flere angreb, byen blev mørk, vi var strandet i byen i flere uger, det var umuligt at komme ud. Og verden var forandret for altid.
Om aftenen den 11. september stod vi på en bar med en berømt islandsk instruktør. Hans hænder rystede, og han gentog igen og igen, at det var ufatteligt så heldig han havde været. Han havde drukket sig fuld dagen før, sovet for længe og misset det fly, der endte med at ramme Pentagon.
Topillustration: Festligt lag og god stemning i filmen, mens World Trade Center blev angrebet ude i den virkelige verden. Scene fra Ole Christian Madsens film ‘En kærlighedshistorie’. Foto: Filmdatabasen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her