
11. SEPTEMBER 2001 // #3 AF TEMA – 11. september 2021 markeres 20-året for angrebet på World Trade Center og andre bygninger i USA. Det bliver mindet af adskillige af POV’s skribenter, der alle husker, præcis hvor de var i de skæbnesvangre timer, der blev ouverturen til et korstog, hvis eftervirkninger vi netop lever med i dag. For Jesper Grunwald starter erindringen med en taxichauffør i Toronto, der legemliggjorde et positive og åbent kulturmøde.
Jeg husker ikke hans navn eller ansigt. Det var blot en taxitur for to årtier siden. Alligevel sidder erindringen om vores møde som var den tatoveret i min bevidsthed. Men jeg husker hans lidt simple, engelske sprog og den græske dialekt, der mest af alt lød som replikker i underholdningsfilmen My Big Fat Greek Wedding. På sekunder sendte taxichaufførens rullende ”r”er og passionerede gestikulationer mig på en drømmende chartertur til en varm, græsk ø.
I den virkelige virkelighed befandt os i tæt morgentrafik midt i Canadas største by, Toronto – i den canadiske Yellow Cab. Det var i min DR-tid, og mit hoved var tungt af møder og oplevelser. Et sidste døgn inden hjemrejsen til Danmark. Kom sammen med radioens tekniske chef, Per, ind med fly om natten fra en stor konference i New Orleans. Tre-fire dage med de store armbevægelser. Møder og oplæg om radiomediet i hele verden.
Lyt til Jesper Grunwalds podcast her:
En fridag i den kulturelle smeltedigel
Og så en fridag, som blev fejret i den multikulturelle, amerikanske sydstat. En dag i de berømte sumpe og så ”i sumpen”, sådan mere metaforisk: En nat på i den berømte Bourbon Street i dens sødmefyldte kaos af sort og hvidt, chili og chokolade, fransk og engelsk, blues og jazz.
Først og sidst med disse rullende r’er, der fik hans ord til at buldre som et fjernt tordenvejr
Min kærlighed til den nordamerikanske smeltedigel af etnicitet, musik, ansigtsfarver og -former kommer aldrig til at forlade mig. Selvfølgelig ved jeg, at der er masser af ulighed, kynisk kapitalisme og racisme ”over there”. Men også denne følelse af, at nysgerrigheden over for det fremmede er større end frygten. At respekten fylder mere end mistænksomheden.
Ret beset ved jeg ikke, om Trump og hans trolde-hær i realiteten har smadret mit nærmest barnlige billede af forskellighedens og fællesskabets favntag, for jeg har ikke besøgt USA i en halv snes år. Men jeg har besluttet at klynge mig til drømmen om kulturernes uundværlige symbiose.

Min græsk-canadiske taxichauffør i Toronto den morgen for 20 år siden var nærmest en ubevidst, rullende ambassadør for integration – uden kold afvaskning af den kultur, man kommer fra.
“I came to this country and this city 40 years ago with a hundred dollars in my pocket …”
En græker i Toronto
Han slap rattet med begge hænder og gestikulerede som den ægte græker, han aldrig vil kunne lyve sig fra at være. Et hæderligt engelsk – hæderligt, men ikke prangende og først og sidst med disse rullende r’er, der fik hans ord til at buldre som et fjernt tordenvejr. Jeg undertrykte en latter, fordi det ville være aldeles upassende at grine højt ad dette elskelige menneske, som i den grad var canadisk statsborger og samtidigt så uafvaskeligt græsk, at skæbnen lige så vel kunne have henlagt vores møde til en morgenstund i kaos i det larmende Athen.
Den der vinkel med ”de hundrede dollars” har jeg hørt mange gange – de tre gange jeg besøgte Canada. Reelt et udtryk for at være økonomisk på røven. Fattig, men tændt af drømmen om et mere virksomt og lønsomt liv end i hjemstavnen. Det er og var svært at komme ind i dette emigranternes drømmeland. Men når du er inde og arbejder hårdt, får du lov til at beholde dine ”særheder”. Dit sprog, din kultur, din religion.
Min græsk-canadiske taxichauffør slap rattet så tit at jeg kiggede bort, mens jeg lyttede til hans kærlighedserklæring til det land, der blev hans families for eftertiden. Ikke mindst for hans søn, der blev født i Toronto og nu var på vej op ad den sociale stige. Ingen sentimentale drømme om at vende hjem til det europæiske ørige, flashe en lille formue for ligesom at sætte det lidt bitre farvel i et nyt lys.
Vi er canadiere, og det er vi stolte af…
“Men tak Jesus og Gudsmoder” – ordene faldt nogenlunde sådan og mine puritansk protestantiske ører vurderede dem nok som temmelig svulstige, “tak fordi at min søn fandt en kone af græsk og velkendt ortodoks afstamning og tro”.
Der er et eller andet helt galt i New York. De siger at det brænder i Wold Trade Center
Og vidunderligt, at det nye barnebarn for nyligt fik den ortodokse barnedåb, der – igen for os puritanske nordboere, hvor den sortklædte præst hælder bare en smule lunkent vand over toppen af barnets hoved og skynder sig at duppe med et håndklæde for, at der ingen skade skal ske. For os ligner den ortodokse barnedåb forspillet til en forsøg på at drukne den lille på vejen ind i den kristne flok.
Da vi stod af ud for CBC’s (Canadian Broadcasting Corporation) hovedkvarter i Toronto var mit hoveds forsinkede tømmermænd fra Bourbon Street for længst overgået af en kærlighedsfølelse. En kærlighed til en kultur, som både rummer den nødvendige, nationale sammenhængskraft i statsborgerskabet og lysten og retten til ikke at slippe dét, man kommer fra.
Blot en lille mislyd i stemningen den sidste kilometer.
Taxichaufføren holdt en pause i talestrømmen og skruer højere op for radioen.
“Hvad sker der”, spurgte jeg.
“Der er et eller andet helt galt i New York. De siger, at det brænder i Wold Trade Center”.
Visionerne måtte vige for skrækscenariet, og dagens møderække sluttede, før den var kommet i gang
Taxichaufføren med de rullende r’er rystede på hovedet af amerikanerne i ”nabobyen” ca. 500 km herfra. De går altid til yderligheder i nabolandet.
Også i dag, tirsdag den 11. september 2001
Min kollega og jeg ventede en smøgs tid udenfor det moderne mediehus, hvor vi skulle tale om nyudvikling af digital radio. Det optog os i det øjeblik mere end det mørke varsel fra radioen i taxien.
Så tog vi svingdøren ind i forhallen, hvor nogle store tv-monitorer sugede os ind i den nye, tragiske virkelighed.
De to, identiske skyskrabere.
Endnu intakte i højden, men med den sorte røg blæsende ud af tvillingetårnene.
Alt aflyst
Både vi og vore canadiske værter forsøgte at holde den professionelle stil. Da tårnene i New York kollapsede faldt alle vore digitale planer sammen. Visionerne måtte vige for skrækscenariet, og dagens møderække sluttede, før den var kommet i gang.
Anede ikke, at dette ville blive ouverturen til et korstog, der endte som en ny katastrofe 20 år senere.
Tilbage på gaderne i Toronto i en stemning af kollaps og kollektiv depression. Vi fortrak langt ud af byen og slog os de næste dage, hvor lufthavne var lukkede og flyafgange aflyst, ned i skovhuggerland, langt borte fra den globale storby.
Peary Sound. Ved floden og mange søer. Men naturen var et bagtæppe, som vi ikke benyttede os af. Talte med vores børn og ægtefæller mange gange om dagen.
Drak dåseøl.
Gennemsnakkede terrorhandlingerne i New York.
Lyttede til panikslagen radio fra USA.
Anede ikke, at dette ville blive ouverturen til et korstog, der endte som en ny katastrofe 20 år senere.
Talte om vores familier og vores liv og blev særlige venner for en stund.
Ventede nogle utålmodige dage på et fly for at komme hjem.
Og jeg var mere bange, end jeg turde sige højt.
LÆS FLERE ARTIKLER OG LYT TIL MERE PODCAST MED JESPER GRUNWALD HER
Fotos: Pixabay og CBC – Canadian Broadcasting Corporation
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her