11. SEPTEMBER 2001 // #6 AF TEMA – ”Der vokser to tårne i mit bryst”. Esthers udtryk for det uudslettelige aftryk, som terrorangrebet den 11. september 2001 har sat i hende, er malende. At se angrebet og efterspillet med barnets øjne i Generation 9/11 taler direkte til egne erindringer og følelser. Nok ikke mindst for dem, som på denne dag fik revet barndommens uskyld bort.
Jeg kan ikke være en neutral observatør af Generation 9/11 på Edison. Det er der næppe nogen, der kan være. Jeg/vi er forudindtagede.
Jeg ser den sammen med min datter, der som 9-årig sad med sin mor og på tv så røgen bølge ud af det første tårn, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg prøvede at berolige hende med, at det nok måtte være en ulykke, og gik tur med hunden. Da jeg kom tilbage, havde det andet fly ramt World Trade Center, og afslutningen på den nye verdensorden, der var indtruffet med Murens fald, var en kendsgerning.
Tre venner
Generation 9/11 behandler dette uskyldstab ved at fortælle historien om tre klassekammerater fra en nærliggende skole. William, der mister en mor. Noah, der mister en far. Og så danske Esther, der går på amerikansk skole, fordi forældrene er udstationerede.
Esther prøver bare at passe ind. Hun vil ikke være en fremmed. Hun vil deltage i sorgen
Det gør næsten fysisk ondt at se de tre skuespillere agere 10-11-årige børn, der lytter undrende til allekaldet, der beordrer dem til kantinen. Føle deres forvirring, da de bliver delt op i dem, der har forældre, der arbejder i World Trade Center, og de heldige, der ikke har.
Man mærker de spinkle håb. Beroligende forklaringer om, at der er ambulancer på stedet. Og hele tiden uroen, angsten. Lærerne er forvirrede. Børnene utrygge. Og en efter en plukkes elever ud for at modtage det endelige budskab.
Som regel er børn gode til at acceptere, at verden er, som den er. Og til at tilpasse sig en ny normal. Til en vis grænse i hvert fald.
Den nye virkelighed
Noahs far formodes omkommet, men kisten er tom. Han vælger at tro vandrehistorier om mennesker, der pludselig er dukket op i live, fordi de alligevel ikke var i tårnene. Han hader, at hans mor tilpasser sig en ny virkelighed, hvor hun bliver nødt til at gå på arbejde. Noah vælger fantasien
Williams far er hårdt ramt over tabet af sin hustru. Da han endelig kommer ud af sin choktilstand, er han besat af tanken om at forsvare sig. Der bliver købt stort ind af de våben, det er enhver amerikansk borgers forfatningssikrede ret at eje. William vælger at skelne mellem dem og os.
Og Esther prøver bare at passe ind. Hun vil ikke være en fremmed. Hun vil deltage i sorgen. Hun vil deltage i forsvaret af USA og the American way of life og indretter sit værelse til et patriotisk mindesmærke. Hendes flag er større end alle de andre amerikanske flag, der hænger foran husene på vejen.
Også danske skolebørn sad og så videoklip af de mennesker, der sprang ud fra tårnene
Det er på denne måde, at de tre børn er Generation 9/11. På hver deres måde tilpasser de sig den nye situation. De vokser op i en verden, hvor du enten er med os, eller også er du imod os.
Overgangsriter
Men børnene er også selv i en overgangsperiode. Lige netop alderen 10-11-12 år er vigtig. De er på vej ud af barndommens uskyld og totale afhængighed af forældrene og ind i den fase, hvor kammeraterne betyder mere, og de voksne bliver nogle underlige fremmede i deres verden.
Der er kun tre skuespillere i Generation 9/11, og når de optræder som forældre og andre voksne, er det med groteske maskeringer. De er sikkert velmenende. Uanset om deres gode intentioner kommer til udtryk i indoktrinering mod de frygtelige kommunister, illegale indvandrere og andre trusler, eller i at vise et smilende ansigt, mens de spiser antidepressive piller for at håndtere sorgen.
Og så er der lige Esthers forældre, der er vildt pinlige med deres indgroede danske manerer og noget mangelfulde engelsk. For dem er USA en parentes i karrieren. Hjemme er Danmark. Det har Esther svært ved at forstå.
Nogle gange virker voksenkarikaturerne i Generation 9/11 et nummer for fjollede. Som et forsøg på at løfte den trykkede stemme. På den anden side virker voksne nok tit fjollede i barnets øjne, og om noget er forestillingen solidarisk med børnene, med titlens Generation 9/11.
Dengang i 2001
Det kan være svært at huske, at 2001 var i internettets barndom. De voksne – heller ikke herhjemme – var ikke rigtig klar over, hvad det gav adgang til. Og også danske skolebørn sad og så videoklip af de mennesker, der sprang ud fra tårnene. Nysgerrige. Gysende. Frastødte. Uden at nogen voksne vejledte eller kommenterede – eller greb ind.
Det er noget, der har indlejret sig i mange hos den generation. Chokket på afstand – i Danmark og andre lande langt fra New York – kan ikke sammenlignes med, hvor stærk følelsen har været for de børn, der havde direkte kontakt med ofrene for terrorangrebet.
Det er en verden, der er gået i stykker. Det er den verdensuorden, Generation 9/11 har arvet
Alligevel giver det mening, at Generation 9/11 forlægger handlingen til epicenteret. Og bruger Esther som en dansk ”ambassadør” for generationen.
På et eller andet tidspunkt bliver alt normalt. Vi vænner os til alting. For Noah, William og Esther går livet videre, og ligesom de altid vil huske 11. september 2001, vil de også altid huske deres første kys.
Den meddigtende erindring
Og så er det, forestillingen bliver katalysator for vores egne erindringer. Min datter kommer i tanke om sit første kys, men lader også tankerækken fortsætte til, at han siden blev soldat og gjorde tjeneste i Afghanistan. Vi bliver medfortællende i forestillingen.
I virkeligheden fortæller scenografien det hele. En velfriseret, amerikansk forhave med græs så velplejet, at man kan træne putting på det, og en nydelig havegang op til hoveddøren. Men scenen er revet i stykker, som tektoniske plader, der har forskudt sig i forhold til hinanden. Revnerne kan være opslugende dyb, som de voksne i deres sorg falder i, eller sprækker til en underverden af hadefulde følelser, der kan boble op når som helst.
Det er en verden, der er gået i stykker. Det er den verdensuorden, Generation 9/11 har arvet. Det er derfor to tårne vokser i Esthers bryst.
Forestillingen kan selvfølgelig ses af det voksne publikum – altså vi, der var voksne 11. september 2001 – men den rammer ubetinget hårdere i Generation 9/11 – altså alle, der har en barndomserindring (eller en ungdomserindring) om den dag. Og set med begge generationers øjne må den samlede vurdering være en rørende og vedkommende femstjernet oplevelse.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Generation 9/11 havde premiere på årsdagen og spiller på Edison til 9. oktober, derefter på Mungo Park Gladsaxe 18.-22. oktober.
Med: Ellaha Lack (dubleret af Emma Silja Sangren), Sebastian Aagaard-Williams, Søren Birch Plum
Dramatiker: Nanna Tüchsen (der var barn i en forstad til New York 11. september 2001)
Instruktør: Anna Malzer (der oplevede terrorangrebet på tv som 12-årig)
Foto: Miklos Szabo
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
