ESSAYSERIE – “’Jeg synes, det er ubehageligt at skulle sidde og fortælle om alt det, der er sket og som gør, at vi har et så ringe samarbejde, men det er nødvendigt for at I’ – og her kiggede jeg på VISO-konsulenterne – ’kan få et indblik i, hvordan K har det og hvordan vi som K’s forældre har det’.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge er Niels og Odile enige om, at de netop har haft det hidtil bedste møde med Socialforvaltningen.
’De lagde sig jo nærmest fladt bagover!’ udbrød jeg, da Niels og jeg igen stod ude på fortovet foran hovedindgangen til Socialforvaltningen, selve helvedes port.
Ja, o.k., måske er jeg en kende på forkant af, hvad der reelt skete, eller måske redigerer jeg det ud, jeg gerne så ske.
’Aj-men, er det ikke bare den falden på halen som Børne- og ungechefen havde sagt, de var nødt til at agere med, når de trak K’s skoletilbud væk under hende?’ minder Niels mig om.
Nærmest et velbevaret vidnesbyrd om dengang man lavede bistandsloven og havde et ønske om at hjælpe dem, der var i nød. Nu er det mest et joke, en hån om en falleret ideologi, der er strandet på liberalismens åsted
Han har fået en kølighed i forhold til forvaltningen, en kynisme han ellers har været forskånet for de første halvtreds år af sit liv. Det er altid mig, der er læderhalsen, når det kommer til, hvad mennesker er i stand til at gøre mod andre mennesker. Eller snarere, hvad nogle mennesker er i stand til at gøre.
’Men det er det bedste møde, vi har haft’, søger jeg videre, søger at definere, hvad vi lige har oplevet.
’Ja, dét er det!’
Inden mødet stod vi og hang på forvaltningens stentrappe med det kraftige skriggule stålrørsgelænder, der løber på begge sider af trappetrinene hele vejen fra stueplanet til 3. sal. Meget 60’er- 70’er. Nærmest et velbevaret vidnesbyrd om dengang man lavede bistandsloven og havde et ønske om at hjælpe dem, der var i nød. Nu er det mest et joke, en hån om en falleret ideologi, der er strandet på liberalismens åsted.
I dag har vi været til møde med VISO og socialforvaltningen. Et møde med VISO, som vi har bedt om at få i halvandet år!
Det sidder i os, som en lugt af skimmel eller råd; det stærke ubehag, stressen ved enhver kontakt med systemet
Man kan som borger ikke få lov at få VISO ud til at hjælpe med at bedre et samarbejde, der er gået i hårknude – uanset hvor frontalt eller fatalt. Det er kun forvaltninger, der kan det. Totalt tåbeligt, for på den måde kan forvaltningen fastholde og udøve deres magt (misbrug), lige så længe det passer dem. Vi lever kun på deres nåde – og så igen, det gør vi jo ikke! De har netop vist sig nådesløse.
Det sidder i os, som en lugt af skimmel eller råd; det stærke ubehag, stressen ved enhver kontakt med systemet.
Møderne på forvaltningen gennem nu 4 år, hvor det ene møde efter det andet har kuldsejlet vor forhåbninger om at blive mødt som ligeværdige mennesker. At der ville være et minimum af professionalisme og faglighed indlejret i de forvaltningsansatte. Men det har vi endnu til gode.
Alligevel var dette møde det mest konstruktive vi til dato har været med til. Allerede da vi ankommer, mødes vi med et gabende fravær af PPR-psykolog og UU-vejleder, som af en eller anden grund ikke havde svaret tilbage på den mødeindkaldelse, som sagsbehandleren hårdnakket fastholder, hun havde sendt dem.
K har fået en ny sagsbehandler, hun er kommet på netop samtidig med, at K fik frakendt sin dagsbehandlingsskole (på dette uhyre grundlag, som ingen andre fagpersoner nogen sinde før har oplevet, er sket nogen elev). Den tidligere sagsbehandler har opgivet arbejdet som sagsbehandler.
Den ny sagsbehandler havde først sendt indkaldelse til mødet med VISO otte dage inden mødet. Ikke så elegant, men hun undskyldte sig med ferie – trods det faktum at mødet blev aftalt med de andre parter længe før hendes ferie. Bare ikke med Niels og mig.
Det var uden tvivl meget givende, at sagsbehandlerens chef, den lille mellemleder med det uimodsagte store ego, ikke var tilstede. Naturligvis betyder det også, at der ikke kan træffes nogen som helst afgørelser på mødet (fra forvaltningens side), men det gav sagsbehandleren og den faglige konsulent en mere fri kommunikation
Ikke desto mindre havde vi ryddet vores dag for at komme til det møde, vi har kæmpet for at få i stand i halvandet år.
Således med paraderne oppe, og en vis irritation i stemmelejet deltager vi.
Udover Niels og mig, er vi sagsbehandleren, en faglig konsulent (forvaltningen) og to repræsentanter fra VISO; begge ansat i Center for Autisme; de to fagpersoner både Niels og jeg har set frem til at komme i kontakt med.
Til en start vil mødelederen (VISO), hurtigt lukke ned for fortiden og ’nu skal vi fokusere på fremtiden!’ Lige præcis den formulering har vi hørt før fra en PPR-chef, da vi selv havde underrettet for at få hjælp. Dengang hvor ’man’ stadig mente, det var os og K, der bare var hysteriske, forkerte og alt for sensitive. Det, der desværre ligger i, at ’nu skal vi se fremad’ er, at man ikke erkender de fejl, forvaltningen og PPR har begået, og da slet ikke tager ansvar for de menneskelige konsekvenser, det får for K og os.
Så jeg om-arrangerede den indgangsreplik, og brugte en stor del af mødet på at informere VISO om, hvilke samarbejdsproblemer vi har med forvaltningen, og hvilke skader det har givet K, som nu skyr alle fagpersoner, der kommer fra kommunen, og kun oplever, at hun bliver talt ned til af dem, som er hun mindre-begavet.
’Jeg synes, det er ubehageligt at skulle sidde og fortælle om alt det, der er sket og som gør, at vi har et så ringe samarbejde, men det er nødvendigt for at I’ – og her kiggede jeg på VISO-konsulenterne – ’kan få et indblik i, hvordan K har det, og hvordan vi som K’s forældre har det’. Især fremstod VISO-psykologen åben overfor vort input.
Heldigvis accepterer forvaltningen den samme præmis som vores: at vi skal hjælpe K med uddannelse. Og som VISO understreger, er det en langvarig hjælp, der skal sættes ind; ikke kun for det næste år og heller ikke en hjælp, der afbrydes abrupt, som man tidligere har gjort
Det var uden tvivl meget givende, at sagsbehandlerens chef, den lille mellemleder med det uimodsagte store ego, ikke var tilstede. Naturligvis betyder det også, at der ikke kan træffes nogen som helst afgørelser på mødet (fra forvaltningens side), men det gav sagsbehandleren og den faglige konsulent en mere fri kommunikation. Som blandt andet viste sig ved, at de sagde det, som det var: ’alt foregår hen over hovedet på os!’ En kærkommen og tiltrængt ærlighed.
Det viser sig under mødet, at måden VISO arbejder på, er ved at komme med et tilbud til både os og forvaltningen, for at få samarbejdet på rette spor igen.
Heldigvis accepterer forvaltningen den samme præmis som vores: at vi skal hjælpe K med uddannelse. Og som VISO understreger, er det en langvarig hjælp, der skal sættes ind; ikke kun for det næste år og heller ikke en hjælp, der afbrydes abrupt, som man tidligere har gjort.
Sagsbehandleren og den faglige konsulent har tilsyneladende behov for at udtrykke, at de ikke er helt nådesløse, for de understreger, at K da har et åbent tilbud om en kontaktperson. ’Som hun jo afviser!’ bliver der sagt.
Jeg forklarer, at vi har vundet en sag i Ankestyrelsen om frakendelse af den kontaktperson K havde sidste forår, og at K ikke vil have flere nye kontaktpersoner, bl.a. fordi forvaltningen kan finde på at trække tilbuddet tilbage igen og så står K der, endnu engang, med brudte løfter og en masse spildte ressourcer – for ikke at sige endnu et tillidsbrud.
‘Seriøst? Skal jeg svare på det?’ udbryder jeg med en vis skepsis ’Det er bare fordi, når vi siger, hvad vi gerne vil have, kan vi være sikre på ikke at få det!’
’K har udtrykt ønske om at få psykologsamtaler!’ forklarer jeg. Det var vores mål med mødet; at få sparket ind, at K har brug for den hjælp.
’Jamen, hun har jo stadig adgang til en kontaktperson’, svarer den faglige konsulent mig. Og det er her kommunikationen førhen ville strande – fordi de ikke lytter til os.
Men VISO-psykologen bryder ind:
’K er meget tydelig i sit behov; det er en psykolog, hun gerne vil have, ikke en kontaktperson. Det mener jeg, I skal tage alvorligt.’
Så blev der griflet ned – pludselig, for første gang oplever vi, at der lyttes til K’s behov.
’Er der en bestemt psykolog, I tænker på?’ spørger den faglige konsulent.
’Seriøst? Skal jeg svare på det?’ udbryder jeg med en vis skepsis ’Det er bare fordi, når vi siger, hvad vi gerne vil have, kan vi være sikre på ikke at få det!’
’Og ham psykologen, ham tror jeg, vil blive god at arbejde med’, tilkendegiver Niels.
Usikker latter rundt om bordet. Jeg ler ikke. Niels heller ikke.
’Men o.k. Jo da, det er der. Vi vil gerne have en autismekyndig psykolog. Og det er de hos Psykologisk Ressource Center.’
Den faglige konsulent kigger på mig og skal lige have den en gang til. Dem har hun aldrig hørt om før – forvaltningen præsterer ganske enkelt, ikke at have kendskab til det mest anerkendte psykologcenter inden for autisme.
Selvfølgelig – forvaltningen afviser jo al ekspertviden…
Inden mødet er afsluttet, har vi seks faste aftaler med VISO-psykologen.
Han skal komme hjem til os for at blive klogere på K, og på hvordan hun bedst støttes i at komme i gang på STU’en.
’Ja, det var et godt møde!’ bekræfter Niels og jeg igen overfor hinanden. ’Og ham psykologen, ham tror jeg, vil blive god at arbejde med’ tilkendegiver Niels.
’Hvad sir du?’
’Jo, det tror jeg også!’ svarer jeg, og det er, som om familien Poulsen begynder at vejre lunere vinde.
LÆS ALLE ODILE POULSENS ESSAYS PÅ POV HER
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
