NATUREN NU // KLUMME – På trods af en livslang amatørisk interesse for især fugle har POV’s filmredaktør Mikkel Stolt stort set ikke beskæftiget sig professionelt med selve fundamentet for vores eksistens. Han har taget nogle tilløb, og det er det her måske også, inspireret af et besøg af en sjagger.
For nylig kom der en enlig sjagger og satte sig på vores mur. Jeg havde i løbet af vinteren undret mig over, at der ikke var nogen fugle, der havde fundet bunken med rådne æbler interessant, men endelig kom der en gæst. Den sad længe på muren – så længe at jeg kunne få moslet mit teleskop og det tilhørende mobiltelefonaggregat frem.
I Politikens Store Fuglebog, forfattet af Tommy Dybbro, står der ellers, at det tit kan komme til drabelige kampe om nedfaldsfrugt mellem sjaggeren og de lokale solsorte. Det skete bare ikke her, selvom vi har en del af sidstnævnte, men bogen bekræfter, at sjaggeren tit kommer alene i villahaver.
Ellers synes jeg mest, jeg kender den fra større flokke på marker og overdrev. Men dette syn af den enlige fugl glædede mig – så meget, at jeg måtte lægge det op på Facebook, som om at det skulle interessere andre mennesker.
FEBRUARGÆSTEN (NaturNyt #56)
Jeg hverken flik-flakker eller zig-zagger / Det er bedre at ta’ det med ro
Jeg ses tit alene og er jo en sjagger / Men gid jeg lidt oftere var to
Hvad rager det jer?
Ja, jeg er jo hverken fotograf eller lyriker, og det er objektivt set ikke nogle gode billeder (taget gennem køkkenvinduet med reflekser) eller et godt vers. Men jeg hyggede mig med det, og jeg føler, at det skærper mine sanser og giver nye perspektiver at prøve uvante teknikker og udtryksformer af og til.
Man kan så diskutere, hvorfor jeg skal plage andre folk med den slags, og det er jo en længere diskussion, men nogle af os har altså et behov for at dele ting nu og da. Måske fordi vi er selvoptagede og ser os selv som inspiratorer, men denne gang er det måske også, fordi naturen for mig er sådan en underliggende kraft, som jeg alt for længe har negligeret i mit arbejde.
Eller rettere, ikke negligeret, men jeg har haft svært ved at finde en form, der ikke ville være en kliché i samme øjeblik, jeg fandt på det.
Det er nemlig svært at skildre, og på trods af en livslang amatørisk interesse for især fugle har jeg stort set ikke beskæftiget mig professionelt med selve fundamentet for vores eksistens. Jeg har taget nogle tilløb, og det er det her måske også. Et snublende et af slagsen.
Tilbage til vores gæst, for jeg synes, at netop den enlige sjagger virker sådan lidt mere stoisk end andre drosselfugle, især solsorten, som er mere af en flik-flakker.
Vores ven her sad da også stille på muren i meget lang tid. Men denne enlige fugl, som altså besøgte os dagligt i midt-slut-februar, fik kort efter en kammerat, så nu var den to, som den – med mig som utroværdig mellemmand – havde længtes efter i ovenstående, klichéprægede ’digt’.
Martsgæster
Den første weekend i marts stod jeg så i samme køkkenvindue og så en flok fugle ude på det, vi kalder ’prærien’, som er en stor græsmark med herefordkvæg, der går ude hele året. Nogle af fuglene lyste hvidt op fra undersiden, men virkede ellers brogede, hvilket fik mig til at konkludere, at det i hvert fald ikke var de blå-sort-skinnende stære, som ellers er meget forfaldne til at færdes på komarker for at nyde godt af den føde, de kan finde i kokasserne.
På grund af det hvide skin tænkte jeg først på misteldrosler, men da jeg fik håndkikkerten frem, så kunne jeg se, at det netop var en flok sjaggere – sådan cirka tyve individer.
Det var måske solskinnet, der spillede mine øjne et puds og gjorde fuglene hvidere, end de er, og oplevelsen af sådan en flok er også helt anderledes end det enkelte individ, jeg havde set og fotograferet et par uger tidligere.
Nu kunne de pludselig godt både flik-flakke og zig-zagge, men jeg opleves vel også forskelligt, afhængig af om jeg optræder alene eller som del af en flok. Og – ligesom fuglene – om jeg har drukket saft fra gærede bær og frugter eller ej.
Sjaggeren er som nævnt en drosselfugl, og dem har vi jo en lille række af. Siden vi flyttede til vores nuværende bopæl for fire år siden, har jeg dog kun set en enkelt sangdrossel i avnbøgen og så disse sjaggere. Ja, og solsorten selvfølgelig, som vist nok er en af vores alleralmindeligste fugle. Misteldroslen er den største, men sjaggeren er nu ikke en lille spurv (om end den faktisk hører til spurveordenen) men af samme størrelse som solsorten.
Det var min far, der første gang udpegede den på en af min barndoms utallige ferier på Sydfyn
Den yngler her i landet, men det er som antydet mest almindeligt at se den som trækgæst i flokke. Jeg mener at kunne huske, at det var min far, der første gang udpegede den på en af min barndoms utallige ferier på Sydfyn, og at jeg syntes, det var et sjovt navn. Måske er det derfor, jeg (stort set) har kunnet genkende den lige siden.
Husk altid kikkert
Jeg læser nu, at navnet kommer af den lyd, den siger i flugten, og det er derfor et onomatopoietikon, hvilket jo altid er sjovt. Den er mest almindelig i Nord- og Midtsjælland – og vi bor da også sådan lige imellem – og mindst almindelig i Jylland.
Tilsyneladende begyndte den først at yngle i Danmark midt i 1900-tallet, og som min tipoldefar Otto Helms skrev i sin bog Danske Fugle – ved Hus og Have (1924): ”Sjaggeren yngler ikke i vort Land, hvorfor er ikke godt at sige. I Sverige og Norge træffer vi den som en af de almindeligste Fugle, der yngler overalt.”
Men den var dengang også en ret hyppig trækgæst, og nogle af dem har altså nu affundet sig med ”vort Land” som yngleplads.
Alt i alt er sjaggeren let at kende for selv amatører, og netop nu kan man altså se den i flokke på enge, overdrev, i parker og i haver – så hav derfor altid en god håndkikkert med på udflugter og gåture.
Min tipoldefar skriver desuden noget, som ikke fremgår af mine andre fuglebøger: ”Ser man den i Flugten nedenfra, forhøjes dens brogede Udseende ved, at Undersiden af Vingen er ganske lys.”
Så det var dét, der snød mig i sidste weekend.
Læs også skribentens artikel om dronebilleder i naturfilm.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
