KOMMENTAR // POLITIK – Regeringens plan om at indføre en ny definition af antisemitisme risikerer paradoksalt nok stik imod hensigten at skade kampen mod jødehad og begrænse den højt besungne ytringsfrihed.
Antisemitisme har dybe historiske rødder. Jødelove, ghettoer, pogromer, mørke myter og irrationelt had har fulgt den jødiske minoritet i århundreder. Konsekvenserne har været katastrofale. Holocaust, nazisternes systematiske drab på seks millioner jøder, vil for altid stå som den ultimative forbrydelse mod menneskeheden. Det bør tjene til evig påmindelse om racismens onde potentiale. Og ordene ”aldrig mere” må til stadighed gentages og ligge som et moralsk fundament under vores handlinger.
Mette Frederiksen annoncerer i Politiken 20. januar, at hendes regering ønsker at vedtage en ny definition på antisemitisme, som skal fungere som en rettesnor for alle danske myndigheder. Som udgangspunkt må man hilse det velkommen, at statsministeren vil gøre en særlig indsats mod antisemitisme. Det er begrædeligt, at det er nødvendigt med bevæbnet beskyttelse af Synagogen og den jødiske skole. Ligesom vandaliseringen af jødiske gravstene på 80-årsdagen for Krystalnatten i 2019 vakte fortidens rædselsbilleder til live.
I den nye antisemitisme-definition fra IHRA sker der flere steder en forskydning fra jøder som etnisk gruppe til Israel som stat
Antisemitisme er en af historiens mest modbydelige tendenser. Det er derfor også med en vis tøven, at jeg nærmer mig en kritik af den definition, som regeringen ønsker at indføre. Men jeg mener desværre, at den sandsynligvis vil skade frem for at gavne kampen mod antisemitisme. Samtidig med, at den udgør en glidebane mod at gøre hård kritik af Israel uacceptabel og dermed i praksis begrænse ytringsfriheden.
Den pågældende definition af antisemitisme stammer fra International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA). Den er i dag vedtaget i ni lande, men har siden sin fremkomst været genstand for massiv kritik fra borgerrettighedsbevægelser, fra forskere i antisemitisme, fra jurister og sågar fra den mand, der var hovedforfatter til definitionen, den amerikanske advokat Kenneth Stern. Fornylig skrev Stern i et bekymret opråb i The Guardian, at definitionen misbruges som et våben til at undertrykke den politiske ytringsfrihed, lukke munden på propalæstinensiske stemmer og fejlagtigt sætte lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme.
En klassisk definition af antisemitisme er, at det betegner en fjendtlig opfattelse eller adfærd overfor jøder blot fordi, de er jøder (fx Anti Defamation League). Men i den nye definition fra IHRA sker der flere steder en forskydning fra jøder som etnisk gruppe til Israel som stat. En kritiker af Israel kan naturligvis godt være antisemit – nære irrationelle konspirationsteorier, udtrykke ubehagelige stereotyper om jøder eller være fjendtlig over for jøder blot fordi, de er jøder – men en nok så hård og unuanceret kritik af staten Israel er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at tale om antisemitisme. Den sondring er vigtig.
Problemerne ved kernedefinitionen
Selve IHRAs kernedefinition indledes med følgende bestemmelse:
“Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan udtrykkes som had mod jøder” (mine kursiveringer).
Problemet ved den grundsætning er, at det er en slags tom betegner, der ikke fastlægger en endelig betydning. Den britiske professor i jura ved Oxford universitet, Lord Justice Sir Stephen Sedley, har i London Review of Books (2017) skrevet stærkt kritisk om definitionen: ‘[it] fails the first test of any definition: it is indefinite’. Det er en ubestemt bestemmelse, som ifølge Sedley har den konsekvens, at også opfattelser af jøder, som ikke udtrykker racistisk fjendtlighed, kan stemples som antisemitisme. Det åbner blandt andet for en sammenblanding af Israelkritik og antisemitisme, og dermed en sammenblanding af noget, der er beskyttet af ytringsfriheden, nemlig hård kritik af stater, og noget der ligger hinsides ytringsfriheden, nemlig racistisk tale.
Der ligger en barok selvmodsigelse i på forhånd at blokere for en saglig diskussion af racistiske forhold i Israel og de besatte områder ved at kalde det antisemitisme
Sammenblandingen bliver helt eksplicit i de 11 underpunkter, der skal udspecificere den ubestemte kernedefinition.
Problemerne ved underpunkterne
Syv af de elleve punkter handler om Israel. I fire punkter er det specifikt kritik af Israel, ikke jøder som gruppe eller jøder som individer, der identificeres som antisemitisme. Et punkt lyder:
- ”Nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at staten Israels eksistens er et udslag af racistiske ambitioner.”
Dette punkt er blevet udlagt sådan, at kritik af racistiske strukturer i Israel, må opfattes som en afvisning af det jødiske folks ret til selvbestemmelse og dermed som antisemitisme. Det er præcis den tankerække, der fik en talsmand for den israelske udenrigsminister til at sidestille en FN-rapport fra 2017 med den nazistiske avis Der Stürmer. Den groveste form for antisemitisme. Richard Falk, professor i international lov ved Princeton, havde i FN-rapporten konkluderet, at forholdene for palæstinenserne i Israel og de besatte områder kunne sammenlignes med apartheid.
En tilsvarende parallel til apartheid drog den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu i 2014.
Man kan foretage det tankeeksperiment, at regeringen planlagde at vedtage en rettesnor for uacceptable antimuslimske udsagn, som skulle indføres i alle myndigheder
En sådan kritik skal ikke stemples som antisemitisme. Den skal tages alvorligt og eventuelt bestrides med saglige argumenter. Det er for mig at se direkte uetisk på forhånd at afvise en påstand om racisme som antisemitisk. Sæt kritikerne har ret? Er det så stadig antisemitisk at tale om det? Der ligger en barok selvmodsigelse i på forhånd at blokere for en saglig diskussion af racistiske forhold i Israel og de besatte områder ved at kalde det antisemitisme.
Et andet underpunkt:
- ”Anvende dobbeltstandarder ved at afkræve [Israel] en adfærd, som ikke forventes eller kræves af andre demokratiske nationer.”
Punktet er en nærmest gådefuld gummiparagraf. Israel kan aldrig afkræves andet end at følge international lov og universelle menneskerettigheder. Det kniber det imidlertid gevaldigt med. Og den implicitte præmis i punktet synes da også at være, at Israel kritiseres for meget for deres brud på international lov og menneskerettigheder.
Det mærkelige er, at Israel i realiteten har nydt en meget stor velvilje, ikke mindst fra USA. Israels historie er viklet sammen med nyere europæisk historie, landet har en betydningsfuld geopolitisk position og staten står bag en ekstraordinært langvarig og pinefuld besættelse, af de grunde får Israel en særlig opmærksomhed både i positiv og kritisk forstand. Den særlige opmærksomhed over for staten Israel kan aldrig i sig selv stemples som antisemitisme.
En mere nærliggende dobbeltstandard end den diffuse i punktet, er derimod at ingen andre stater end Israel har fået indført en officiel liste i fremmede nationer over, hvad man ikke må sige om staten.
Et tankeeksperiment
Årsagen til, at definitionen ud over at skade ytringsfriheden – som ophavsmanden selv har erfaret – også kan skade kampen mod antisemitisme er todelt: Dels forplumrer man billedet af det, der skal bekæmpes ved at brændemærke folk, der i virkeligheden ikke er antisemitter. Dels har overdreven brug af antisemitisme-anklager og restriktioner på sprogbrug en negativ effekt.
Det er en mekanisme, der kendes fra den yderliggående identitetspolitik, hvor ’forkert’ brug af ord, kostumer og tankemønstre udråbes som racistisk. Det devaluerer prædikaterne racisme og antisemitisme og risikerer at skabe modvilje mod kampen.
Afslutningsvis kan man foretage det tankeeksperiment, at regeringen planlagde at vedtage en rettesnor for uacceptable antimuslimske udsagn, som skulle indføres i alle myndigheder. Og rettesnoren udover negative generaliseringer om muslimer også gjorde det uacceptabelt at kalde Saudi-Arabien for sexistisk og racistisk eller at sammenligne Erdogans Tyrkiet med et undertrykkende sultanat. Hvis det skete – gud forbyde det – er jeg ikke i tvivl om, at ramaskriget ville være øredøvende og ytringsfrihedens riddere ville komme galopperende ned fra deres bjerge. Men jeg hører ikke mange hove nu. Kommer de mon snart dundrende?
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Mette Frederiksen, Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
