PARALLELSAMFUND // DEBATINDLÆG – Jeg så med egne øjne et parallelsamfund. Jeg var midt i det. Tænk på de kræfter og ressourcer, det indeholder. Tænk, hvad det kunne gøre for civilsamfundet, hvis man ikke grupperede sig efter etnicitet eller religion. Tænk på den anden side på, hvor stor en potentiel trussel, det samme parallelsamfund også kan være imod vores samfund og demokrati i det hele taget.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 17. juli 2024 gik jeg med det årlige Ashuraoptog fra Dronning Louises Bro ind til Imam Ali Moskéen på Vibevej. I Facebook-begivenheden som arrangørerne havde oprettet, blev det proklameret, at der ville komme omkring 10.000 deltagere.
Dette viste sig dog heldigvis at være et ret overdrevet estimat. Måske fordi regnen satte en dæmper på lysten til at deltage. Mit gæt er, at maksimalt 1.000 gik i selve optoget, og så var der en hel del beskuere hele vejen ned ad Nørrebrogade.
De fleste var iklædt sorgens farve, sort, og naturligvis for kvindernes vedkommende behørig hijab. De filmede løs med deres moderne mobiltelefoner, der af en eller anden grund må være halal, på trods af islams dyder om at leve simpelt og beskedent. Et lille paradoks, der naturligvis ikke kun gælder den religion.
selvfølgelig skal man hverken søge efter logik eller medmenneskelighed i fundamentalistiske idéer
Men fælles for flere hundrede af disse smarte devices er, at de filmede undertegnedes korpus iført en sort T-shirt med det simple og direkte budskab ”FUCK HAMAS”.
Ashura betyder den tiende på arabisk. Af arrangørernes hjemmeside fremgår det, ”at den tiende dag i den første måned af den islamiske kalender markerer dødsdagen for Hussain. Angiveligt hylder millioner af mennesker over hele verden Hussains standhaftighed for retfærdighed og hans modstand mod tyranni. Ashura-dagen symboliserer sorgen over hans død og tjener som en påmindelse om vigtigheden af at opretholde principperne om retfærdighed og mod i mødet med undertrykkelse”. Det skete vist i år 680. Altså for cirka et tusind fem hundrede år siden.
Jeg tænker umiddelbart, at sorg over mennesker, der i vore tider dræbes i Muhammeds navn, burde være højeste prioritet. Men selvfølgelig skal man hverken søge efter logik eller medmenneskelighed i fundamentalistiske idéer.
Set i dét lys af Muhammeds barnebarns oprør imod undertrykkelse burde et budskab som ”FUCK HAMAS” være meget relevant. Ikke bare for de fleste, men for alle. Inklusive alle frihedselskende muslimer.
Hamas undertrykker sin befolkning i Gaza
Hamas har om nogen undertrykt sin befolkning i Gaza. Menneskerettigheder under Hamas er, nå ja, en by i Rusland. Eller faktisk bare en by i Gaza. Et bundkorrupt regime (hvor de kujonagtige ledere bor i overdreven luksus i Qatar), der har som mål at indstifte et kalifat, udslette Israel, dræbe alle jøder og faktisk alle vantro. Inklusive den venstrefløj, der støtter op om at tolerere intolerancen.
Kvindeundertrykkelse er standarden under Hamas. For ikke at tale om undertrykkelse af homoseksuelles rettigheder og anderledes tænkende i det hele taget. Hamas blev valgt ind i midten af nullerne, og siden har der ikke været valg i Gaza.
Hamas er en dødskult støttet af Iran efter samme ideal som Islamisk Stat.
Dette faktum gjorde det ikke mindre barokt at høre demonstrationens talsmands gentagende råben i sin megafon om Husseins kamp imod undertrykkelse og for frihed. Den galgenhumoristiske joke om, at ”queers for Palestine” er lig med ”Chickens for KFC” ligger lige for. Jeg havde som sagt iført mig denne T-shirt, og i mit revers havde jeg en nål med hhv. det israelske og palæstinensiske flag.
Selv om det burde være kontraintuitivt på denne dag og fejring, vidste jeg jo godt, at ”fuck Hamas” ville være et budskab, der sagt på en pæn måde kunne misforstås.
Og folk ville kunne se det som en provokation, hvor utroligt dette end måtte forekomme. At sige ”fuck Hamas” er ikke det samme som at elske Netanyahu og de ulovlige bosættelser på Vestbredden.
På Dronning Louises bro indfinder jeg mig i den silende regn bagerst i optoget. Jeg bliver passet op af fire såkaldte tryghedsvagter. Især den ene forklarer mig, at jeg ikke er velkommen. Min T-shirt er for provokerende, og derfor kunne de ikke garantere for min sikkerhed. Hvilket jo dybest set var den selvstændige pointe med den T-shirt. Egentlig en meget venlig mand, men da jeg forklarede, at jeg havde ret til at gå i det offentlige rum, tog diskussionen en mere aggressiv drejning.
min T-shirt var dog stadig et problem. Jeg blev som forventet mestendels ignoreret, men flere kom og spurgte om, hvorfor jeg gik med den
Jeg valgte at gå hen til politiet. De stod vanligt og passede på en af de såkaldte patrioter, der lige så vanligt stod og lukkede mindre pæne ting ud om islam og slige ting. De fortalte mig som forventet, at de ikke kunne forhindre mig i at gå ned ad Nørrebrogade. Men igen, de kunne ikke garantere for min sikkerhed. Det havde jeg heller ikke regnet med.
Jeg gik tilbage til optoget, hvor vagterne sagde, at man skulle være registreret deltager, med navn osv. En åbenlys løgn. Det stimlede til med folk, men ingen tjekkede selvfølgelig noget som helst. Den efterhånden noget agiterede vagt blev talt til ro af andre vagter og tog ham væk fra, hvor jeg stod.
Det skulle vise sig at være langtfra første gang på min lille vandring. Ordet habibi (som betyder elskede eller broder) hørte jeg mange gange den dag. Ikke henvendt til mig, men til folk, der ville – om jeg så må sige – fortælle mig et par ting.
Jeg gik over på den anden side af gaden og fulgte hele optoget. Budskabet fra demonstrationens megafon lød mest på at tage hensyn til cyklister og fodgængere. At være et godt eksempel for Hussain, som kæmpede heltemodigt for frihed og imod undertrykkelse.
Og så var der en del arabiske slagord, som jeg ikke forstod. En enkelt gang blev ofrene i Gaza nævnt, men det skal siges retfærdigvis, at demonstrationen ikke havde det som tema. Der var ikke noget ”from the river to the sea” eller “intifada”.
Men min T-shirt var dog stadig et problem. Jeg blev som forventet mestendels ignoreret, men flere kom og spurgte om, hvorfor jeg gik med den. Samtlige blev taget væk af tryghedsvagter, der ikke ville have nogen form for opstandelse. En præmis, jeg sådan set var enig i, hvorfor jeg også beredvilligt og venligt svarede på folks henvendelser.
En af vagterne, som jeg talte med flere gange, og i øvrigt udvekslede telefonnummer med, fortalte mig, at de også havde øjne på sikkerheden på deres egne vegne, fordi andre muslimer ikke kunne lide deres fredsbudskab i denne demonstration.
Og jeg må sige, at jeg heller ikke oplevede den samme aggressive stemning, som jeg har oplevet ved de mange propalæstinensiske demonstrationer siden 7. oktober.
Men det er i sig selv en pointe.
Jeg mærkede medmenneskelighed og gæstfrihed. På samme måde som hos Jehovas Vidner
Muslimske fraktioner er bange for hinanden. Og jeg blev passet op et par gange af nogle skumle typer, der forsikrede mig om, at alle de mennesker, der var på gaden, støtter Hamas.
At Hamas ville give Palæstina frihed. 7. oktober, var ikke noget, der var værd at diskutere. Det skete jo nærmest ikke, måtte jeg forstå. Det var ikke så slemt. Det var frihedskamp.
Civilsamfundets kræfter
Jeg ender nede ved den iranske Imam Ali moské. Her er der gratis mad og drikke til de mange fremmødte. Det føltes som de gange, jeg har besøgt min egen gamle kult, Jehovas Vidner. Smilende, rare mennesker. Broderskab.
Godt nok var de to køer til maden delt op i mænd og kvinder, men sådan er der jo så meget. Det skal vi vel ikke lægge så meget i.
En sød ældre mand spurgte, om jeg havde spist. Jeg svarede nej, og at jeg ikke ville tage deres mad. Men det ville han ikke tage som et svar. Han skaffede mig en bakke med noget vidunderligt iransk ris med en langtidskogt kyllingeret. Jeg mærkede medmenneskelighed og gæstfrihed. På samme måde som hos Jehovas Vidner. Skønne dejlige mennesker. Et meget dragende fællesskab.
Dårlige idéer, der selvfølgelig også har deres ret i et demokrati
Sådanne fællesskaber, broderskaber, er meget kraftfulde. Tænk på de kræfter. Den viljestyrke. Den teamspirit. Dette familieskab. Jeg kan både genkende og savne det, selvom jeg også ved, at der ligger meget under overfladen, der ikke tåler dagens lys. Derfor er vidnesbyrdet, det udadtil signalerende, utrolig vigtigt for de mennesker.
Jeg så med egne øjne et parallelsamfund. Jeg var midt i det. Tænk på de kræfter og ressourcer, det indeholder. Tænk, hvad det kunne gøre for civile samfund, hvis man ikke grupperede sig efter etnicitet eller religion.
Tænk på den anden side på, hvor stor en potentiel trussel, det samme parallelsamfund også kan være imod vores samfund og demokrati i det hele taget.
Det er på ingen måde dårlige mennesker, på trods af diverse mishagsytringer og ”Hamas har betalt for din mad!” Jeg fik snakket, eller i hvert fald hilst på mange søde mennesker.
Men det er helt basalt dårlige idéer, der ligger bag deres dagsorden.
Dårlige idéer, der selvfølgelig også har deres ret i et demokrati. Men det er også en demokratisk ret at pege på det, der er skadeligt for vores demokrati. Efter min mening er det en pligt. Jeg er vokset op i fundamentalisme og har lært på den hårde måde, at vi ikke kan tage nogle af vores rettigheder for givet.
Derfor gik jeg denne stille protest en regnvåd onsdag eftermiddag i noget, der mest føltes som en del af Mellemøsten, men som stadig er mit elskede København.
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
