KRIG I GAZA // ANALYSE – Spørgsmålet om de israelske gidsler i Gaza kom helt i top under Benyamin Netanyahus besøg i Washington, men meget tyder på, at den israelske leder har helt andre planer.
TEL AVIV – I sin 54 minutter lange tale til Kongressen i Washington onsdag slog Benyamin Netanyahu igen og igen på interessefællesskabet mellem Israel og USA.
”Vores fjender er jeres fjender,” sagde han til stående ovationer og tog hele turen omkring Iran og dets proxier, Hizbollah i Libanon, houthierne i Yemen og naturligvis Hamas i Gazastriben. Hermed optegnede han det trusselsbillede, som gennem det meste af hans politiske karriere har været et mantra, og mens han takkede præsident Biden for den støtte, han har været for Israel, kom han alligevel med en underliggende kritik af Bidens trusler om at begrænse leverancerne af de våben, der skal til for at føre krigen videre.
I Israel, hvor talen blev transmitteret direkte i den bedste sendetid onsdag aften, undrer mange sig over formålet med hele denne rejse
”Giv os midlerne, så skal vi gøre arbejdet færdigt,” citerede han Winston Churchills appel til USA under anden verdenskrig, dog med den aktuelle opdatering, at jo hurtigere, Israel får midlerne, des hurtigere vil det hele være afsluttet.
Og hvis nogen i salen skulle have været i tvivl om perspektiverne, gjorde han opmærksom på, at de menneskelige tab, som Israel led ved Hamas’ brutale terrorangreb den 7. oktober sidste år, proportionelt ville svare til, at USA blev påført tabene den 11. september hele 29 gange på en enkelt dag.
Gidsler eller fortsat krig
Samtidig med at tale ind til de amerikanske følelser søgte Netanyahu med oratorisk snilde at forene Gazakrigens to uforenelige hovedmål. Han har gennem længere tid været under voldsomt pres for at få de 116 resterende israelske gidsler ud af Gazastriben, og derfor tog han udgangspunkt i denne sag.
I den israelske delegation befandt sig bl.a. Noa Argamani, som i begyndelsen af juni blev befriet ved en militær operation i flygtningelejren Nusseirat. Hende præsenterede han for Kongressens medlemmer, mens han forsikrede om, at han arbejder nat og dag for at få alle gidsler hjem.
Men samtidig brugte han sin tale til at slå fast, at han ikke holder inde med krigen, før Hamas er fuldstændig nedkæmpet, og det er netop det, der skurrer voldsomt i mange israeleres ører. Umiddelbart før Netanyahus afrejse fra Israel mandag blev det fra officielt hold bekræftet, at to af gidslerne, som endnu sidder et sted på Gazastriben, nu må betragtes som omkommet. Og det er en almindelig vurdering, at jo længere krigen fortsætter, des mere svinder håbet om at få i det mindste hovedparten af gidslerne hjem i levende live.
Churchills hidtidige rekord
I Israel, hvor talen blev transmitteret direkte i den bedste sendetid onsdag aften, undrer mange sig over formålet med hele denne rejse. Den strækker sig over en hel uge i en tid, hvor premierministerens tilstedeværelse i højeste grad er påkrævet.
Kamala Harris dukkede slet ikke op for at høre Netanyahus tale. Dette er et brud på de diplomatiske normer, men ligesom 58 demokrater valgte hun at sende et politisk signal gennem sit fravær
Og som det hele udviklede sig, ankom Netanyahu, netop som Joe Biden valgte at trække sig som præsidentkandidat og give stafetten videre til Kamala Harris, mens modkandidaten Donald Trump kunne sole sig i opmærksomheden efter attentatforsøget på ham i sidste uge. Udviklinger som disse havde det naturligvis været umuligt at forudse, men det er en kendsgerning, at besøget ikke fik helt den opmærksomhed, som Netanyahu nok havde håbet på.
Kamala Harris dukkede slet ikke op for at høre Netanyahus tale. Dette er et brud på de diplomatiske normer, men ligesom 58 demokrater valgte hun at sende et politisk signal gennem sit fravær. Som vicepræsident har hun været temmelig tilbageholdende, men hun har flere gange ladet antyde, at hun er noget mere kritisk end Biden over for Netanyahus fortsatte krigsførelse. Til gengæld er det planen, at hun møder Netanyahu under mere private former torsdag, og fredag gæster den israelske leder Donald Trump i Mar-a-Lago.
Netanyahu for sit vedkommende har søgt at give talen i Kongressen en aura af noget stort. Ved afrejsen fra Israel var han omhyggelig med at understrege, at det er fjerde gang, han er blevet inviteret til at tale til Kongressen. Dette er mere end nogen anden statsleder nogensinde, og i omtalen af besøget er det blevet fremhævet, at han dermed er kommet foran Winston Churchill, der kun fik æren tre gange.
Men – måske i kontrast til Churchill – de fire taler har det til fælles, at de er kommet i stand på invitation fra Republikanerne og i alle tilfælde, mens der har siddet en demokratisk præsident i Det Hvide Hus. Besøgene har altså kunnet betragtes som en form for protest mod en given præsident og i mindre grad som udtryk for en værdsættelse at det nære forhold mellem Israel og USA.
Allerede i sin første tale i Kongressen, hvilket var i 1996, syntes han at bryde med sin principielle modstand mod Oslo-aftalerne, som præsident Clinton havde hjulpet i hus i 1993. På talerstolen erklærede han sin vilje til at videreføre forhandlingerne med palæstinenserne, hvorpå hans handlinger efter hjemkomsten til Israel viste det stik modsatte. Han var med til at lukke og slukke for Oslo.
Det er en af grundene til, at mange føler dyb skepsis over for hans erklæringer om at få gidslerne befriet.
Hamas lever endnu
Under et møde i Washington med pårørende til et antal gidsler med amerikansk statsborgerskab sagde Netanyahu, at en aftale om gidseludveksling kan være nært forestående. Dette begrundede han med, at det israelske forsvar gennem flere måneder har opretholdt et voldsomt pres på Hamas.
De stadig tiltagende protestdemonstrationer er et håndgribeligt tegn på hans manglende popularitet, og ikke desto mindre valgte han at trodse folkestemningen ved at rejse
Umiddelbart ser det også ud til, at Hamas kunne have brug for en våbenhvile. Bevægelsens militære kapacitet er efterhånden stærkt decimeret, og navnlig efter at israelerne mere eller mindre har nedkæmpet Rafah i den sydlige ende af Gazastriben, menes Hamas ikke længere at råde over en eneste kampklar bataljon.
Ifølge israelske forsvarskilder er omkring 14.000 Hamas-soldater blevet dræbt i de sidste ni måneder, men bevægelsen har vist en bemærkelsesværdig evne til at fortsætte krigen med ukonventionelle metoder. Soldaterne arbejder i små grupper, som skjuler sig i det omfattende tunnelnetværk, og når de er oppe i lyset, falder de i et med civilbefolkningen.
Det er en typisk taktik at fingere ro i et område og så slå til, når en israelsk deling måske i flere dage har befundet sig på et sted. Dette har en dyr pris for de civile palæstinensere, men det betragter bevægelsen som en del af krigens kyniske spil.
Hamas forventer næppe at kunne vinde krigen med militære midler. Men lige siden 7. oktober har det tilsyneladende været en klar strategi at trække israelerne ind i et uoverskueligt morads og med store menneskelige omkostninger. For Israel har dette blandt andet kostet dyrt i international anseelse, hvilket helt klart har været et mål for Hamas. Desuden støtter bevægelsen sig i den givne situation til et andet erklæret mål fra starten på det hele den 7. oktober, nemlig at sætte regionen i brand.
Kort inde i forløbet begyndte Hizbollah at beskyde Israel fra Sydlibanon, og dette har i flere omgange truet med at eskalere til en egentlig krig. Aktuelt ligger den største udfordring dog i houthierne i Yemen, der over længere tid har beskudt skibsfarten i Det Røde Hav samt sendt omkring 200 droner mod Israel. Tidligere på måneden blev en israeler dræbt, da en drone nåede helt til Tel Aviv, og det udløste det voldsomme israelske angreb sidste fredag på havnen i den yemenitiske by Hodeida.
En narcissistisk øvelse
Efter mange israeleres opfattelse burde disse forskellige kriser, som alle har forbindelse til Gazakrigen, have fået Netanyahu til at blive hjemme for at håndtere situationen. De stadig tiltagende protestdemonstrationer er et håndgribeligt tegn på hans manglende popularitet, og ikke desto mindre valgte han at trodse folkestemningen ved at rejse.
Spørgsmålet er, hvad han egentlig havde regnet med at opnå med rejsen ud over at sole sig lidt i de stående ovationer i Kongressen
Ovenikøbet valgte han at tage det officielle fly med navnet Wings of Zion, der skal være en israelsk pendant til den amerikanske præsidents Air Force One. Flyet blev indkøbt i 2016 (af Netanyahu) og ombygget for et beløb svarende til halvanden milliard kroner, hvilket vakte voldsom harme i offentligheden, da det blev betragtet som en helt unødvendig ekstravagance, og det har derfor stået i hangar lige siden. Men nu blev det trukket frem og fik sin jomfrutur, hvilket kun bidrager til indtrykket af turen som en narcissistisk øvelse med unødvendigt store armbevægelser.
Under indtryk af alt dette kan der derfor også rejses tvivl om den nye runde af gidselforhandlinger, som Netanyahu også har varslet i forbindelse med sin rejse. Den israelske delegation skulle være rejst til Qatar i dag, torsdag, men det er blevet udsat til næste uge. Forklaringen lyder, at Netanyahu først vil have tid til at vende sagen med den sygemeldte Joe Biden, hvilket muligvis kan lade sig gøre i denne uge.
Men mange spørger sig selv, om dette virkelig er nødvendigt, og hvorfor gidselforhandlingerne ikke blev genoptaget allerede i sidste uge? En mulig forklaring er, at Netanyahu har villet bevare det optimistiske indtryk, så længe han holder møder i USA, fordi han formentlig ved, at han og Hamas står så langt fra hinanden, at forhandlingerne endnu en gang vil være resultatløse.
Spørgsmålet er så, hvad han egentlig havde regnet med at opnå med rejsen ud over at sole sig lidt i de stående ovationer i Kongressen. Da rejsen blev planlagt, lå det ganske givet i kortene, at han skulle til Washington for at hylde Donald Trump, som indtil for kort tid siden lignede en sikker vinder ved præsidentvalget i november.
Men idet hele den amerikanske situation ændrede sig med stor pludselighed, har han ganske givet øjnet et nyt mål. Den 19. juli præsenterede Den Internationale Domstol en vejledende udtalelse, hvor der står, at den israelske besættelse er ulovlig, og at Israel skal trække sig ud af de besatte områder hurtigst muligt.
Dokumentet er som sagt kun en udtalelse og er ikke på nogen måde bindende, men det kommer til at stå som materiale, der kan danne grundlag for nye resolutioner i FN. I den forbindelse står Kamala Harris som en ukendt faktor i Netanyahus regnestykke. Hun er som sagt noget mere kritisk end Biden, hvad angår støtten til Israel. Hun vil næppe vende det strategiske samarbejde ryggen på nogen måde, men Netanyahu kan tænkes at ville sikre sig, at hun vil fortsætte den amerikanske tradition for at nedlægge veto mod den type resolutioner, hvis en sådan skulle blive sat til afstemning i Sikkerhedsrådet.
Læs mere om krigen i Gaza i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
