
POLITIK // ANALYSE – Venstre – og de andre blå partier – har siden 2001 stædigt holdt fast i deres skattestop. Kun i 2007 åbnede Fogh Rasmussen det såkaldte thailandske vindue på klem i en kort periode, hvor han tillod utroskab mod skattestoppet. Når de samlede krigsomkostninger ved flygtningestrømmen og derefter genopbygningen af Ukraine skal betales, risikerer det thailandske vindue at blive åbnet på vid gab og lægge skattestoppet endeligt i graven.
Regeringen har i denne tid travlt med at forberede os på, at vi kommer til at mærke velfærdsforringelser.
Udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye, der har genvundet sin troværdighed efter Langelandsfadæsen, er omrejsende i budskabet om, at 100.000 ukrainske flygtninge kommer til at koste dyrt, og dermed er han og regeringen nu ved at skabe sig den brændende platform, der måske kan redde den fra en større vælgerreaktion, når finansloven bliver fremlagt sidst i august.
Verdens fattige betaler
Vanen tro har regeringen taget de første to mia. kr. på ulandshjælpen til finansiering af flygtningeindsatsen. Det har de borgerlige regeringer også tidligere gjort, senest under den store flygtningekrise i 2015, men det har aldrig været populært på venstrefløjen og heller ikke i Socialdemokratiet.
Her har protesterne mod at lade verdens fattigste finansiere flygtningestrømmen traditionelt været højlydte, og der vil derfor være en grænse for, hvor meget der kan flyttes rundt på, inden kæden springer. Foreløbigt kan regeringen sagtens leve med lidt støj fra Enhedslisten, men på et tidspunkt vil utilfredsheden brede sig ned i Socialdemokratiets egne række og for så vidt også ind i de borgerlige partier, hvor ulandshjælpen også har sine støtter.
Kolossale omkostninger til genopbygning
Det er umuligt at sige præcis, hvad den danske ukrainestøtte kommer til at koste. Hverken i direkte eller i indirekte omkostninger. Alene det historiske forsvarsforlig vil over tid løfte statens udgifter med 18 mia. kr. om året og i sagens natur kan ingen sige, hvor meget flygtningestrømmen vil lægge beslag på, ligesom ingen ved, hvor lang tid der går, inden de kan rejse tilbage.
Dertil kommer de stigende olie- og gaspriser, som mærkes i alle familier plus naturligvis den generelle inflation på fødevarer som følge af Ukraines position som et af verdens største kornkamre.
Men dertil kommer så de omkostninger, som ingen taler om endnu. Efter krigen forestår et gigantisk genopbygningsarbejde af sønderskudte byer, fabrikker, havne osv. i Ukraine, hvor de rige vestlige lande helt sikkert vil blive nødt til at bidrage med kolossale milliardbeløb til nye FN- og EU-fonde.
Mange yder deres ofre, og befolkningen er også villige til at betale prisen gennem mindre velfærd. Men, det som ingen vil acceptere, er, hvis hele prisen skal finansieres over velfærdskontoen
De omkostninger kan man ikke bare lukke øjnene for, og den del af regningen risikerer at blive værre for de borgerlige partier, da de store milliardbeløb ikke vil kunne finansieres gennem velfærdsreduktioner. Her skal der rigtige penge og garantier på bordet over en meget lang årrække.
Den ukrainske præsident, Volodymor Zelenskij, pegede allerede i sin tale til Folketinget i sidste uge på, hvor Danmark efter krigen konkret vil kunne gøre en indsats med genopbygningen. Han nævnte imidlertid ikke et ord om finansiering, men den debat kommer snart og vil få implikationer for danskerne og for de politiske partier.
Skattelettelser fortoner sig i tågen
Den danske velvilje til at hjælpe ukrainerne er enorm. Folk er kørt til den ukrainske grænse og har hentet flygtninge – og herhjemme står familier klar med indkvartering og donationer af alskens fornødenheder. Det danske frivillige fællesskab viser sig fra sin bedste side. Mange yder deres ofre, og befolkningen er også villige til at betale prisen gennem mindre velfærd. Men, det som ingen vil acceptere, er, hvis hele prisen skal finansieres over velfærdskontoen.
Venstre og Konservative kan derfor ikke med alvor i stemmen fortsætte med at kræve skattelettelser. Det er ikke troværdigt. Kravene klinger hult blandt vælgerne. Pengene fosser pt. ud af statskassen for nu at bruge et godt gammelt Anders Fogh Rasmussen-citat, men i modsætning til 1990’erne, er der denne gang bred accept bag.
Befolkningen ved godt, at coronakrisen og nu flygtningestrømmen trækker store veksler på statskassen, og krav om skattelettelser i en sådan situation, kommer næppe til at få den helt store klangbund
Befolkningen ved godt, at coronakrisen og nu flygtningestrømmen trækker store veksler på statskassen, og krav om skattelettelser i en sådan situation, kommer næppe til at få den helt store klangbund i vælgerhavet.
Tværtimod vil de blå partier risikere at blive straffet for deres skattekrav. De risikerer at blive opfattet som både utroværdige og upassende på et tidspunkt, hvor befolkningen rykker sammen og føler sig privilegerede i forhold til de flygtninge, der kommer hertil.
Den konservative leder, Søren Pape, var allerede forud for forsvarsforliget ude med en appel til Venstre om at droppe sit krav om skattelettelser. Det er næppe nok. Venstres skattestop kommer uundgåeligt under stort pres, og Jakob Ellemann-Jensen vil inden længe blive stillet over for svære valg, hvor det handler om at være med eller stå uden for aftaler om flygtninge- og genopbygningsindsatsen. Han bliver i den grad udfordret på skattestoppet.

Det thailandske vindue på vidt gab
Venstre er tidligere lykkedes med at omgå det rigide skattestop, da man i forbindelse med skattereformen i 2007 åbnede det såkaldte thailandske vindue på klem. En metafor for, at man over en meget kort periode godt kan være utro over for sine egne idealer, men at man efter ”One night in Bangkok” igen sværger at holde sig på måtten til evig tid.
Det thailandske vindue bliver imidlertid på størrelse med en ladeport, og Venstres skattedyd for alvor brudt
I tilfældet med den kommende genopbygning af Ukraine og finansieringen af de aktuelle flygtningeomkostninger, kan det thailandske vindue imidlertid blive på størrelse med en ladeport, og Venstres skattedyd for alvor blive brudt. Det kan altså blive enden på skattestoppet og dermed på Venstres hidtil stærkeste kort under valgkampene.
Læs flere politiske analyser fra POV’s politiske redaktør Frank Korsholm, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.