NY BOG: Stresset – hvornår har du selv et ansvar

POV Internationals Thomas Milsted udkommer med en ny bog 31. marts. Bogen fokuserer på en undersøgelse af personlighedens betydning for at blive ramt af stress. Nogle mennesker reagerer stærkt og hurtigt på bestemte typer af pres, mens andre ikke lader sig mærke af samme. Alle har en grænse, men det er tilsyneladende forskelligt, hvornår den enkelte rammes så hårdt, at vedkommende bukker under. I bogen betones dialogens nødvendighed, hvis der skal søges gode og holdbare løsninger på de forandringer, som det moderne arbejdsliv byder os.

Udgangspunkt for bogen, der bærer titlen, “Stresset – hvornår har du selv et ansvar,” er, at det moderne arbejdsliv forandrer sig i et hastigt tempo og med det in mente er det gavnligt, hvis ikke direkte nødvendigt, at den enkelte lærer sine egne grænser at kende. Det er vigtigt at lære at sige fra i tide og justere på såvel ressourcer, tid og deadlines, så det er muligt at klare jobbet uden at give køb på sin personlige eller faglige integritet. De fleste vilkår kan justeres, ligesom ens egen tilgang kan det, men løsningen skal ikke kun hænge på den enkelte medarbejder, men foregå i dialog mellem ledelsen og de ansatte, så der kan reageres i tide for at finde rimelige løsninger.

POV International har fået lov til at bringe forordet til bogen samt et uddrag til vores læsere:

Forord

Alle kan få stress, og mange gør det, men antallet af stressramte er ikke det væsentligste. Det er derimod substansen. Er man ramt af stress, kan det være en ubehagelig oplevelse, og hvis man ikke får hjælp, kan det være ødelæggende for resten af ens liv. Og så er det ligegyldigt, om man er en ud af 100 eller 100.000 i Danmark.

Lad mig også slå fast, at alle, der får stress, får det på den samme måde, uanset personlighed. Forskellen kan ligge i længden og styrken, hvad og hvor meget eller lidt der skal til for aktivere stressen. Det er de samme hormoner og transmitterstoffer, man producerer, og det er stort set de samme symptomer hos alle. Det er også de samme organer, der aktiveres, og som kan tage skade. Der er ingen, der producerer blå hormoner, når de er stressede, mens andre producerer røde. Det er ens for alle: Alle får stress, hvis de overbelastes, arbejder for meget og/eller sover for lidt. Det er altså ikke et spørgsmål om, hvem man er, men snarere om ens muligheder for at kunne gøre noget ved det.

Jo voldsommere en belastning er, jo mindre spiller ens personlighed ind. Alle, der bliver udsat for tortur eller mishandlet daglig, vil lide psykisk overlast og blive traumatiserede. Her har det ingen betydning, hvem man er, eller hvordan man er skruet sammen. Uanset om man er et overvejende positivt menneske, eller om man har en overvejende negativ indstilling til livet, om man er optimist eller pessimist, eller om man kommer fra den ene eller den anden landsdel, så har vi alle et punkt, hvor vi er modtagelige for nedbrydning. Det er kun et spørgsmål om, hvad der skal til, og om tid.

Forskelle imellem stressrespons handler om, hvor længe du oplever et pres, hvad du tænker, der kan gøres for at komme af med det, og om du gør noget ved det eller venter. Igen er der dog individuelle forskelle – endog meget store – og det behøver vi ikke videnskab til at fortælle os. Hvis man ser sig omkring, er det nemt at få øje på, hvor forskelligt fx familiemedlemmer eller venner tackler (arbejds-)livets slag.

I langt de fleste tilfælde er det mængden af beskyttelsesfaktorer hos den enkelte og i dennes omgivelser sat i forhold til mængden af risikofaktorer, der i første omgang har betydning for, om man får stress. Beskyttelsesfaktorerne – som vi også kunne kalde robustheden – finder vi i personligheden. Og det er en pointe, som det er værd at være opmærksom på. Beskyttelsesfaktorerne findes også i strukturerne omkring os, fx i form af den opmærksomme leder eller kollega, samt værdierne og de arbejdsvilkår, som medarbejderne tilbydes, fx i form af rimelige arbejdsmængder, realistiske deadlines og mulighed for selvoplevet kontrol.

Denne bog prøver at finde hoved og hale i, hvem og hvad der bærer ansvaret for, at man får stress. Vi ved ikke nok til at kunne postulere, om personligheden har betydning for udviklingen af stress, men vi ved heller ikke nok til at være sikre på, at den ikke skulle have det. Derfor har jeg interviewet en række fagfolk, som har det til fælles, at de i mange år har arbejdet med stressklienter/-patienter.

Samtalerne kan læses uafhængigt af kapitlerne, og i dem bliver det tydeligt, at selv forskere og eksperter er forsigtige, når de taler om stress og personlighed. Med god grund, for vi ved så lidt. Men de har alle nogle fine pointer, og det har været inspirerende at tale med dem.

Det skal også understreges, at de medvirkende i denne bog ikke nødvendigvis er enige i alt, hvad jeg skriver, og at jeg ikke nødvendigvis er enig med dem. Jeg har spurgt dem, fordi jeg respekterer deres faglighed og viden, ikke fordi vi er enige i alt.

Det undrer mig, at mange har meget svært ved at erkende, at det enkelte menneske møder vanskelige situationer på arbejdet med forskellig grad af robusthed. Jeg kan godt se, at det kan være en farlig tankegang, for man kan jo være bange for at være med til at pege nogen ud på en måde, der virker usolidarisk. Det er jeg også, for jeg bryder mig ikke om, at mange af mine medmennesker blive prikket ud som særligt sårbare. På den måde bliver dem med problemer skilt meget klart ud fra fællesskabet, og det giver dem nemt en stor følelse af skyld og skam. Og det er ikke en anstændig måde at behandle andre mennesker på.

Hvis man kun fokuserer på individet, kan det betyde, at fokus fjernes fra de belastende vilkår, og den problematik har da også været inde i mine overvejelser om at skrive denne bog. Det ville være meget trist, hvis den blev brugt til at pege isoleret på individet. Så lad mig understrege endnu en gang, at jeg mener, det er vigtigt at være opmærksom på forskellen i personlighed, så vi kan tage særlige hensyn til den enkelte. Men det må selvfølgelig aldrig blive en isoleret tilgang til stress.

Uddrag fra bogen:

Vi ligger, som vi har redt

For mig at se giver det god mening at kæde personlighed sammen med stress, fordi jeg mener, at det må være umulig at overse personlighedens betydning for den måde, vi oplever, forstår og lever i verden på.