BURKINA FASO // ANALYSE – Myten om Ibrahim Traoré som ny superpræsident i Burkina Faso spreder sig som en steppebrand på kontinentet – en gammel folkehelt, Thomas Sankara, styrker det digitale spin.
GABORONE – Tyve attentatforsøg har Ibrahim Traoré været igennem, og ikke et af dem har traumatiseret ham til passivitet.
Tværtimod har han overskud til at starte gigantiske infrastrukturprojekter, bygge tusindvis af nye lavprisboliger, introducere gratis skolegang og sygepleje og nå at dukke sig for et fjendtligt missil fra nabolandet, alt imens han flyver et smut til Moskva og hilser på Putin.
Burkinere blev nu vidner til en præsident, som sad bag rattet i sin lille Renault og holdt for rødt lys som alle andre
Sådan lyder nogle fortællinger på internettet, men der er et problem: De fleste af dem er løgn og latin.
Andre af de tusindvis af fortællinger, der for tiden florerer om Traoré er mytiske, og en af dem er et regulært scoop, nemlig sammenligningen med folkehelten Thomas Sankara, Traorés forgænger som præsident i Burkina Faso fra 1983 til 1987.
Når den eskalerende skare af beundrere af 37-årige Traoré støtter op om hans heltestatus og sammenligner ham med Sankara, kan det sagtens være, fordi mange inderligt ønsker, at en person af Sankaras kaliber vender tilbage og redder Burkina Faso og Afrika ud af dets ulykke.
Burkina Faso er styret med jernnæver
Men Traoré er næppe en Sankara. Traoré er mere en klassisk hård militærmand, som de fleste andre, der siden 1960 har styret Burkina Faso med jernnæver. Elleve juntaer er det blevet til på de 65 år.
Sankara, der også var kupmager og juntaleder, gik helhjertet ind for ”revolutionen” og satsede sit liv på at få folket med sig. Det lykkedes ikke at gennemføre eksperimentet, men han blev beundret, fordi han var i øjenhøjde med befolkningen.
Et par eksempler og lidt baggrund: Efter magtovertagelsen blev Sankara som præsident boende i sin gamle bolig i stedet for at indlogere sig i et prangende præsidentpalads. Også hans forældre blev, hvor de havde boet hele tiden, og hans børn fortsatte i folkeskolen, mens hustruen beholdt sit job som bogholder.
Præsidentens og ministrenes mercedeser skiftede han ud med små Renault 5’ere, og ministrene fik besked på at køre selv – slut med chauffører – ligesom han selv gjorde det. Burkinere blev nu vidner til en præsident, som sad bag rattet i sin lille Renault og holdt for rødt lys som alle andre.
Slut med politiafspærringer og timelange ventetider og massive køer for almindelige burkinere, der havde set magtesløst til, når limousiner med tonede ruder, hylende sirener, AK-47-ere og motorcykler ræsede forbi med den tidligere præsident. Sankara blev også set cykle og jogge rundt i hovedstaden Ouagadougou.
Lønningerne for præsidenten, ministre og embedsmænd blev skåret ned, og så forbød han den el-slugende, dyre airconditionering på kontorerne.
Ministrenes udlandsrejser på første klasse blev forbudt. Sankara begrundede det med, at ”uanset hvilken klasse du rejser på, lander alle passagerer samtidig,” og ”champagne på første klasse gavner ikke den almindelige burkiner.”
Sankara ville virkeliggøre sine revolutionære idéer så hurtigt som muligt, som om han vidste, at han kun havde begrænset tid. Men mange kunne ikke følge med, og samtidig begyndte det at rumle med utilfredshed i det mindretal i Burkina Faso, der ikke havde fordel af forandringerne.
Jordejere, der havde fået frataget deres ejendomme, var ikke tilfredse. Det var den lille burkinske middelklasse og stammehøvdingene heller ikke. Men farligst for Sankaras revolution var de tidligere koloniherrer i Frankrig, som blev forskrækkede over omvæltningerne i landet, som de stadig kaldte Øvre Volta.
Det var under den kolde krig, og det gjorde ikke Sankaras forhold til Frankrig bedre, at han åbenlyst forsøgte at samarbejde med Sovjetunionen og Cuba. På et tidspunkt beskrev han sig som ”en cyklist på vej op ad en smal stejl bakke med dybe kløfter til begge sider”, hvor han ikke kunne vende om.
Sankara sagde, hvad han tænkte, og det førte til sammenstød, særligt med franskmændene, hvoraf det bedst kendte eksempel er Sankaras tale til præsident Francois Mitterrand under et statsbesøg i Burkina Faso i november 1986.
Sankara siger i den timelange tale blandt andet: ”Vi forstår ikke, hvordan … mordere som Pieter Botha (sydafrikansk præsident under apartheid) kan få lov at rejse rundt i Frankrig, når (Bothas) hænder og fødder er smurt ind i blod.”
Der er ikke tale om digitale ”alternative sandheder”. Overgrebene finder sted. I hvert fald ifølge organisationer som Humans Rights Watch
Mitterrand var vant til afrikanske ledere, der krøb for ham, og var tydeligt provokeret af Sankaras tale, så han rejste sig og svarede i en næsten lige så lang tale:
”Han er en lidt foruroligende mand, den præsident Sankara! Han tirrer dig, han stiller spørgsmål … Med ham er det ikke let at sove i fred …. Han siger, hvad han mener. Det gør jeg også.… Efter min mening er han gået for vidt.”
Sankara forudså sit endeligt og fik ret. I oktober 1987 blev han likvideret i et kup, der formentlig var planlagt af vennen og medkupmageren Blaise Compaoré i samarbejde med Frankrig.
Men myten om Sankara lever videre. Han er lige så kendt og beundret i Afrika som Sydafrikas Nelson Mandela og Congos Patrick Lumumba, der også udfordrede en tidligere kolonimagt, Belgien, og mistede sit liv på det.
Traorés bedrifter
Og Traoré, snart 40 år senere? Indtil videre har Traoré i samarbejde med de junta-styrede nabolande Mali og Niger meldt Burkina Faso ud af det vestafrikanske økonomiske fællesskab, ECOWAS. Sammen har de skabt en ”Alliance af Sahel-lande” og smidt fransk militær ud for i stedet at lukke russerne og ”Wagner-gruppen” ind.
Traoré har nationaliseret to af landets guldminer fra udenlandske mineselskaber, og det har fået kommandøren over de amerikanske AFRICOM-styrker (med hovedkvarter i Tyskland), Michael Langley, til at anklage den burkinske præsident for at tilrane sig over fire milliarder dollars i indtægter fra guldminerne for at fastholde magten frem for at bruge pengene på befolkningen.
Imens bruger han og juntaen en ”undtagelseslov” til at fængsle åbenmundede kritikere fra civilsamfundet, politikere, journalister, dommere og andre ”fjender af staten”.
Og den er god nok. Der er ikke tale om digitale ”alternative sandheder”. Overgrebene finder sted. I hvert fald ifølge organisationer som Human Rights Watch.
Om tre måneder har Burkina Faso været selvstændigt i 65 år og er lige så ludfattigt, som da Frankrig overdrog landet til burkinerne. Landet ligger stadig i bunden af Verdensbankens Human Development Index som et af verdens allerfattigste, nærmere bestemt som nummer 185 ud af 193 lande.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og