LIV // INTERVIEW – Journalist og forfatter Niels Frid-Nielsen udgav i maj biografien ‘I en tynd tråd – om at leve med en alvorlig sygdom‘. I bogen, der især, men ikke kun henvender sig til de 1.600 danskere, der hvert år diagnosticeres med en tumor, fortæller han om sin operation i januar 2012, og om arbejdet med at komme videre i sit liv, psykisk og fysisk: “En psykolog sagde til mig, at jeg havde oplevet en nærdødsoplevelse. Jeg følte en stor ensomhed, da jeg lå der ved den scanner. Min kone, der sad udenfor og ventede, måtte ikke være til stede. Jeg vidste, at det kunne være sidste gang, jeg lukkede øjnene. Det er nok det, der har været sværest at håndtere”.
”’Nu må du godt lukke øjnene,’ blev der sagt. Jeg tænkte, om det mon var for evigt.”
Tirsdag d. 31. januar 2012 tidligt om morgenen lå Niels Frid-Nielsen på et operationsbord på Rigshospitalet. Få timer forinden var det konstateret, at han havde en hjernetumor. Derefter var det gået stærkt.
Efter operationen læste jeg, at man kan miste noget af sin empati, når man har en hjernetumor. Det tænkte jeg meget over. Gud, har tumoren taget min empati fra mig? Har jeg gået rundt og opført mig som et dumt svin uden at ville det? Havde arrogancen sneget sig ind?”
”Jeg vidste, at der var 10 pct. risiko for, at jeg ikke ville overleve operationen. Det er en farlig operation. Der var også en reel risiko for, at jeg ville miste en del af min førlighed. Ville jeg vågne igen som en grøntsag?”, siger Niels Frid-Nielsen i anledning af udgivelsen af sin nye bog I en tynd tråd – om at leve med en alvorlig sygdom.
Jeg taler med Frid via Skype. Bare for en sikkerheds og god ordens skyld, selvom vi er på vej ind i en post-corona-fase.
”Jeg panikkede ikke, da jeg lå der. For jeg var glad for mit liv. Et godt liv, hvor jeg havde haft mulighed for at dyrke de interesser og passioner, der har betydet mest for mig. På en måde har jeg fået lov til at lege mig gennem livet. Jeg følte mig privilegeret, men jeg var ikke klar til dø.”
Fra den tidlige ungdom har journalist og forfatter Niels Frid-Nielsens professionelle liv handlet om kultur og medier. Efter en tur omkring et danskstudie og salig Poul Borums forfatterskole blev DR i 80’erne hans faste arbejdsplads. Først i P4 i P1, senere som kulturreporter og -redaktør på TV-Avisen og P1 – med afstikkere i det private erhvervsliv. Undervejs etablerede han sig med familie i et hus tæt på Utterslev Mose i Emdrup.
Det var et professionelt liv med rejser til filmfestivaler, interviews med de største stjerner, specielt indenfor filmbranchen. Men det var, ligesom om der var sket en forandring med Niels Frid i en periode op til den tirsdag i januar 2012. Især hans kone bemærkede forandringerne.
Få måneder forinden havde han fået tilbudt for DR-TV at dække et arrangement, som filmfans og -journalister verden over ville give deres private Ryan for at deltage i. Et eksklusivt arrangement med filmmagnaten Steven Spielberg, hvor Nielsen rejste med den store amerikanske filminstruktør fra Bruxelles til Paris, hvor Tintin-filmen Enhjørningens hemmelighed havde premiere.
Vejen videre
Undervejs hængte Spielberg og Niels Frid-Nielsen ud sammen, men bagefter virkede det, som om den danske journalist egentlig havde været mere optaget af maden, de fik at spise, end af deres samtaler.
I dag ved han, at det var hjernetumoren, der tærede på hans energi. Han havde et stadig større behov for søvn. Han blev mere og mere sulten
”Min kone kunne ikke kende mig, da jeg kom hjem. Normalt ville jeg ikke have talt om andet end mit møde med Spielberg de næste fjorten dage. Nu talte jeg kun om mad,” siger Frid.
I dag ved han, at det var hjernetumoren, der tærede på hans energi. Han havde et stadig større behov for søvn. Han blev mere og mere sulten.
”Lægerne har ikke kunnet pege på et tidspunkt, hvor tumoren begyndte at genere mig. Men med min viden i dag har jeg kunnet forklare nogle episoder.”
“Hvorfor lå jeg under en bestemt ferie og var så ugidelig, selvom jeg burde nyde ferien sammen med familien? Hvorfor var jeg adspredt under en Cannes Festival? Hvorfor var jeg så ukoncentreret?”
“Hvorfor opstod der situationer, hvor jeg opførte mig urimeligt? Måske var hjertetumoren begyndt at fucke med mig.”
I sin bog, der udkommer d. 27. maj, fortæller Niels Frid-Nielsen om sin rejse fra dengang, han på sin kones initiativ besøgte en læge, der sendte ham videre til scanning – og operation.
I dag er han vel igennem sin sygdom. Masser af motion, samvær med gode mennesker, omsorg, læsning, samtaler med psykologer, præster, eksperter og blandt andre filminstruktøren Bille August og forfatterne Peter Høeg og Christian Jungersen har ført til, at Niels Frid-Nielsen i dag kan føle sig rask efter sin operation.
Men han skulle igennem en lang proces med fysisk og mental genoptræning.
”En psykolog sagde til mig, at jeg havde oplevet en nærdødsoplevelse. Jeg følte en stor ensomhed, da jeg lå der ved den scanner. Min kone, der sad udenfor og ventede, måtte ikke være til stede. Jeg vidste, at det kunne være sidste gang, jeg lukkede øjnene. Det er nok det, der har været sværest at håndtere.”
Jeg har aldrig bildt mig ind, at det gav mig livsmening at rejse rundt i verden for at interviewe kendte, men på Bispebjerg oplevede jeg en samhørighed med nogle mennesker, jeg aldrig ville have mødt ellers
Tilbagevenden efter en operation i hjernen til noget, der minder om normalitet, er naturligvis ikke en simpel proces. Mange forhold spiller ind – fysiske såvel som psykiske. I sin efterbearbejdning søgte Niels Frid tilbage til tiden umiddelbart inden operationen, hvor han tilsyneladende havde forandret sig.
Hvorfor begyndte han at skælde ud på kolleger, han havde arbejdet sammen med i årevis? Hvorfor jog han Susanne Bier væk, da hun ville tale med ham i lufthavnen, hvor han hellere ville spise sin hotdog i fred og ro?
”Efter operationen læste jeg, at man kan miste noget af sin empati, når man har en hjernetumor. Det tænkte jeg meget over. Gud, har tumoren taget min empati fra mig? Har jeg gået rundt og opført mig som et dumt svin uden at ville det? Havde arrogancen sneget sig ind?,” siger Niels Frid-Nielsen.
Som så mange andre i sin generation meldte han sig ud af folkekirken i sin ungdom. Senere i sit voksne liv har han dog lukket troen ind i sit liv, taget kristendommen til sig – den del der handler om næstekærlighed.
”Havde det ikke været for en kæde af medmenneskelighed, havde jeg ikke levet i dag. Min kone Pia udviste rettidig omhu og ringede til lægen, da mine symptomer var blevet umulige at overse. Lægen tog Pia alvorligt. Jeg kom straks ud på Glostrup, hvor en læge på øjenafdelingen blev ved at teste mig. Først troede de, at det var noget med øjnene. Først til sidst fik jeg den MR-scanning, der viste, at der var en tumor. En neurokirurg besluttede, at jeg skulle opereres den følgende dag,” siger Niels Frid.
Jeg er kommet ud med en kæmpe taknemmelighed. På et tidspunkt var der en overlæge, der sagde til mig, ’du taler om ham kirurgen, som om det var Gud.’ Sådan føler jeg det også
Efterfølgende har der været en fornemmelse af, at der måtte have været en, der holdt hånden over Frid, da han lå på operationsbordet. Én eller noget, der besluttede, at de 50 pct. chance for at komme ud igen et par timer senere med førligheden i behold, skulle komme ham til gode.
”Jeg er kommet ud med en kæmpe taknemmelighed. På et tidspunkt var der en overlæge, der sagde til mig, ’du taler om ham kirurgen, som om det var Gud.’ Sådan føler jeg det også,” siger Niels Frid.
Næstekærlighed og tilgivelse
”Jeg har bidt mig fast i den del af kristendommen, der handler om næstekærlighed og tilgivelse. De stikord fik jeg for mange år siden, da jeg skrev bogen Bille August – et portræt af manden og hans film. Bille siger, at der i alle sekvenser i hans film er et element af næstekærlighed og tilgivelse. Den fordømmende del af kristendommen, skyldbevidstheden – den kan jeg ikke bruge til noget. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har været en superhelt. Uden den tilgivelse, jeg har mødt – og som jeg har udvist overfor andre – ville det ikke give mening. For mig er det en måde at finde en mening i mit liv. Det er ikke en forestilling om evigt liv eller at der sidder en oppe i skyerne.”
– Du skriver i bogen, at du fik en oplevelse af være én blandt de andre, da du blev overført til genoptræning på Bispebjerg. At det var positivt, at I bare var jer almindelige mennesker, ikke jeres job. Er det svært at slippe sin identitet som ham med det prestigefyldte job i DR?
”Både og. Jeg gik rundt og var forslåede Niels i hospitalstøj med mærker efter operationen og bare tæer. Jeg oplevede en vis befrielse i at være en krop blandt andre. Jeg har aldrig følt mig som mere end andre.”
“Jeg kan ikke købe på klods hos købmanden, fordi jeg er kendt fra fjernsynet. Jeg har aldrig bildt mig ind, at det gav mig livsmening at rejse rundt i verden for at interviewe kendte, men på Bispebjerg oplevede jeg en samhørighed med nogle mennesker, jeg aldrig ville have mødt ellers. En 72-årig mand, der sagde til de andre, at de skulle lade mig være, fordi jeg kunne blive træt i hjernen af al den snak. Den medmenneskelighed rørte mig dybt.”
Det er næsten sådan en herrementalitet. Alle os, der kan løbe en maraton, vi skal nok klare den. Men alle andre der ikke kan – I er selv ude om det. Retfærdighed er ikke på det niveau”
– Du stiller et spørgsmål i bogen: ”er jeg den samme Niels som før?”. Jeg har lyst til at spørge: Hvad er svaret?
”Efter operationen havde jeg travlt med at sige, at nu kommer jeg 100 pct. tilbage. Måske 110. I dag erkender jeg, at det har sat mærker. Jeg må bare erkende, at jeg ikke er den samme som før.”
“Jeg har vist mistet noget af min indre drengerøv. Tidligere var der en kækhed i mig, overflade, et shine. Jeg har også mistet min ubekymrethed. Det er jeg lidt ked af. Men som min psykolog sagde til mig: ‘Hvis du er heldig, er du blevet lidt mere moden om et par år. Måske har du en større indsigt i din tilværelse’,” siger Niels Frid-Nielsen.
Som et eksempel på et glimt af den nye indsigt nævner han evnen til at glæde sig over det, der for den travle kan forekomme banalt, men som pludselig fyldte ham med glæde. En kartoffelmad for eksempel.
”Jeg oplevede den første sommer efter operationen at kunne glæde mig over helt simple ting. Den første kartoffelmad med nye danske kartofler. Hvor godt det egentlig smager. At kunne stå på et museum og betragte et billede og mærke, hvad det gjorde ved mig. Glæden ved at læse.”
Den primære målgruppe for I en tynd tråd er de ca. 1.600 danskere, der hvert år rammes af en tumor. Men forfatteren håber også at have generelle budskaber til andre, der har været eller er midt i svære livssituationer. Det handler om at komme videre med sit sind i behold.
At finde meningen
Blandt mange andre refleksioner gør forfatteren op med den opfattelse blandt raske – og ofte også mennesker der er kommet tilbage efter en sygdom – at et sygdomsforløb er som en sportskamp eller et spil. Man vinder. Man taber.
”Det er så let at sammenligne tilværelsen med en fodboldkamp eller en krig. Personligt har jeg det godt igen. Jeg løb meget bagefter, læste og talte med de mennesker, der har indsigt i sygdommen. Og det gik godt. Men jeg kunne også være blevet syg igen. Det kunne være gået galt under operationen. Havde jeg så ’tabt kampen’, fordi jeg var et svagere menneske end andre?”, spørger Niels Frid-Nielsen.
”Jeg synes, man er meget hård, når man taler om ’at tabe kampen’ for de mennesker, for hvem det ikke er gået godt. Det er næsten sådan en herrementalitet. Alle os, der kan løbe en maraton, vi skal nok klare den. Men alle andre der ikke kan – I er selv ude om det.”
“Retfærdighed er ikke på det niveau. Det er ikke sådan, at Vor Herre sidder deroppe og deler os op i de søde – og de syndige, der ikke kunne løbe en maraton efter en sygdom. Det er ikke de bedste i en konkurrence, der overlever. Vi bliver prøvet. Alle omstændigheder spiller ind.”
Jeg læste som helt ung: Albert Camus, der opfatter tilværelsen som grundlæggende meningsløs. Hvordan får man så alligevel en mening i det meningsløse? Det var på en måde også opgaven for mig. At finde en mening
Niels Frid og jeg taler lidt om myten om det evige liv og ikke mindst det forhold, at vi i takt med at nye generationer bliver ældre end tidligere må leve med, at der kan opstå slid, inden vi dør. Også selvom man har levet rimelig sundt undervejs.
“Nogle gange må vi også bare kunne håndtere meningsløsheden. At der ikke er en forklaring. Det minder mig om nogle af de ting, jeg læste som helt ung: Albert Camus, der opfatter tilværelsen som grundlæggende meningsløs. Hvordan får man så alligevel en mening i det meningsløse? Det var på en måde også opgaven for mig. At finde en mening.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her