TEATER // ANMELDELSE – Matador er en velsunget musical med nogle af de højdepunkter fra tv-serien, som vi forventer. Meget er skåret væk, men præcis som med overlærer Andersens død, så tror vi, vi ser det, fordi hjernen fylder hullerne i fortællingen ud. Som underholdning fungerer nationalklenodiet.
Der er intet nyt under solen i Korsbæk. Det var heller ikke at forvente i den nye musical Matador. Og når man endelig skulle røre ved arvesølvet i det nationale danske narrativ, så kunne det nok ikke gøres bedre.
Listen over faldne er lang: Vicki er skåret ud. Agnes og Røde er borte. Jørgen Varnæs glimrer ved sit fravær. Andre optræder kun perifert, nogle blot i referat. Tilbage står den gennemgående historie om de stridende familier Skjern og Varnæs – næsten et Shakespeare-drama om ”Two households, both alike in dignity, in fair Verona, where we lay our scene” og så videre.
Beskæringerne i plottet betyder, at vægten ligger på de komiske scener og replikskifter
Korsbæks starcrossed lovers er bare noget mere modne end Veronas, nemlig Elisabeth Friis og Kristen Skjern (Annette Heick og Carsten Svendsen). I denne version understreges det, at Elisabeth er fem år ældre end Kristen, og det er jo selv i vores nutid noget, der får folk til at hæve øjenbrynene.
Matador med en sang på læben
Til premieren måtte Nicolai Jørgensen som Mads Skjern støtte sig til en krykke efter et fald til forpremieren, så han dansede ikke. Til gengæld sang han, og det kan han også. Derudover lod han med et blink til publikum krykken indgå aktivt i forestillingen et par gange. The show must go on, og vi elsker det.
Lea Thiim Harder, som er en god grund til at se enhver musical, får i Matador en hovedrolle som Ingeborg. Hun er hjertet og livsdrømmene over for Mads’ ambitioner om rigdom og status. Det bæres i sangene, hvor hun har tre store numre.
Til sammenligning har Varnæs-parret (Jon Lange og Marie Dalsgaard) kun en enkelt sang, og den handler om, at de gerne vil have Laura tilbage som kok. Beskæringerne i plottet betyder, at vægten ligger på de komiske scener og replikskifter. Og ja, også en sang af komisk tilsnit.
Daimi Gentle og Ragnhild Kaasgaard har pondus og karisma til at fylde pladsen
I det hele taget er det karakteristisk, at kortene er fordelt således, at sangene bruges til at beskrive den følelsesmæssige kurve, som nogle gange overhaler nedslagene i den løbende fortælling, hvor vi får de scener, som bare skal være med, og de replikker, som bare ikke kan undværes.
Af samme grund får Fru Fernando Møhge og Misse Møhge en noget større plads i musicalen end i tv-serien, hvor de hovedsagelig var et komisk indslag. Figurerne kan bare passes ind i enhver scene. At teamet Daimi Gentle og Ragnhild Kaasgaard har pondus og karisma til at fylde pladsen, er en helt anden sag.
At føre kniven
Handlingen i Matador er givet på forhånd. Kunsten ligger i at føre kniven og reducere den mere end 24 timer lange episke fortælling til noget, der kan fordøjes på to. Med plads til sange og dans. Med tilstrækkeligt mange af de replikker, som vi venter på ved hvert gensyn.
Teamet Lise Cabble og Burhan G gør det fremragende
Anders Thomas Jensen og Susanne Bier har med ferm hånd valgt deres vægtning af temaer, så denne version af Matador adskiller sig fra de to tidligere musical-versioner. Selv om de som nævnt ofrer lidt på genkendelighedens alter undervejs (”det er en tysker” og så videre). Først og fremmest hæver deres version sig dog musikalsk.
Teknisk set er det svært at sætte en finger på den del af musicalen Matador. Teamet Lise Cabble og Burhan G gør det fremragende. Cabbles faible for danskpop fornægter sig ikke, og med undtagelse af åbningsnummeret til anden akt med referencer til krigsårenes swingpjattere (og Cabaret-agtige wienerstole), så er tonen moderne. Det sammen kan siges om de dygtige dansere og koreografien.
En sang versus en replik
Kampen mellem de etablerede familier og den nytilkomne Skjern er en evigt gentagen saga om konflikten mellem gamle penge og nye penge. Skjern selv vil altid være en homo novus, en parvenu, mens hans børn, som går i skole med de gamle familiers børn, vokser ind i den herskende klasse.
Beskæringen af persongallerier gør imidlertid, at det blandt den unge generation stort set kun er Daniel Skjern, der får spotlight på sin historie. Det er både historien om en søns kamp for sin fars kærlighed og – meget 2020’er moderne – om hans homoseksualitet.
I Søren Torpegaard Lunds skikkelse får han lov til at synge al sin smerte ud om det at være anderledes og angle efter sin fars kærlighed. I det hele taget fylder hans historie meget i anden akt. Og alligevel sidder man og beundrer skarpheden i Lise Nørgaards replik til den lille Daniel om, at han hellere ville have haft den hest af sin far. En sang versus en replik.
Derfor Matador musical
Hvis du sidder tilbage med spørgsmålet ”hvorfor Matador igen”, så giver forestillingen elegant svaret i sidste scene. Og uden at afsløre for meget, så handler det netop om, at det er arvesølvet. Matador har formået at blive vores fortælling om små 20 års Danmarkshistorie fra 1929 til 1947.
Den slags myter har det med at blive genfortalt. Detaljerne kan vi ændre, men vi elsker at høre højdepunkterne igen og igen. Som børn, der beder om at få den samme historie igen. Med de rigtige replikker og de rigtige betoninger.
Hvad ambitionen om at skabe en Matador for en ny generation angår, er det måske så som så med det nye. Der er selvfølgelig en generation, som ikke har set en af de tidligere musical-versioner. Og Matador 2024 er en storslået produktion med ny musik og med humor og hjerte.
Om vi kan forstå historien uden at have set tv-serien, er diskutabelt. Men nok også irrelevant. Vi vil gerne gense Matador, og hvis vi savner noget, så går vi nok hjem og ser den igen på skærmen.
Bliv opdateret om aktuel kultur – film, tv, teater, musik, litteratur og meget mere – i Kulturlisten hver uge
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her