FILM // ANMELDELSE – Årets første julefilm, The Holdovers, bringer et gensyn med skuespilleren Paul Giamatti i en film af Alexander Payne. Det er måske ikke navne, der er kendt af alle, men hvis vi nævner filmen Sideways, som fik salget af amerikansk merlot-vin til at styrtdykke, så ringer klokken måske. Der er lighedspunkter mellem de to film, men den nye er tilsyneladende af en ældre årgang end den gamle.
Allerede under de ridsede firmalogoer før forteksterne, forstår man, at den gerne vil være en gammeldags film.
Og da filmen starter kort efter, og man ser, at billedsiden med sine douce pastelfarver og et celluloid-look fra ca. 1970 (om end fremstillet digitalt i 2023), ved man, at det holder stik. Og jeg elsker gammeldags film. Film, der ikke jager effekter eller dramatiske højdepunkter, og som giver sig tid til at dvæle ved stemninger, følelser, ansigter, tilværelsens ulidelige kedsomhed … det, som gør, at en film nærmer sig en skildring af livet mere end af tivoliet.
Så nu skal jeg bruge de næste små tusinde ord på at finde ud af, hvorfor jeg så alligevel ikke rigtigt lod mig indfange 100% af The Holdovers, og i dag har jeg for en gangs skyld ambitioner om at lave et reelt stykke forbrugeroplysning i min anmeldelse.
Alene Hjemme
Vi befinder os op til julen i 1970 på en kostskole for de velhavende i det nordøstlige USA, og alle undtagen fem elever skal hjem på juleferie. Paul Hunham (Paul Giamatti), en lærer i klassisk historie, får den ikke særligt tillokkende opgave at blive på campus og passe på de tilbageværende, assisteret af kokken Mary Lamb (Da’Vine Joy Randolph), hvis søn – en tidligere elev – er omkommet i Vietnam.
Her føles det undervejs lidt udvendigt, mens handlingen i Sideways var af en anden støbning, både følelsesmæssigt og filmisk
Efter at en ellers svigtende fader alligevel henter sin søn og tager ham med på skiferie i en helikopter sammen med tre af de andre, er den eneste elev tilbage den unge Angus Tully (Dominic Sessa, der ærligt talt ser lidt for gammel ud). Hunham kan nemlig ikke få fat på Tullys forældre, og han kan ikke lade ungersvenden tage på skiferie med en fremmed familie.
Den umage trio skal nu få tiden til at gå, og det gør den med en række forholdsvis udramatiske hændelser i en langsomt stigende julestemning, hvor det dog især er duoen med læreren og eleven, der er i centrum.
Der er en forvredet skulder, en lillejuleaftensfest hos skolesekretæren, et indkøb af forkrøblet juletræ og især en ekskursion til Boston, hvor … nej, jeg skal ikke afsløre alle detaljer, for i den her slags film er det ikke de enkelte handlingselementer, der er det vigtige. Eller, det burde det ikke være, men det føles alligevel lidt sådan.
Hvad vil de, hvad har de brug for?
Det er på sin vis befriende, at temaer som klasseskel, racisme og andre strukturelle urimeligheder kun ligger som et ulmende bagtæppe, men til forskel fra den nævnte ”forgænger”, Sideways (2004), som også havde et umage par på ekskursion som omdrejningspunkt, så er karaktererne i The Holdovers et helt andet sted.
Det er ikke – ud fra et dramatisk synspunkt – nødvendigvis et dårligere sted, men alligevel er det som om, at der skal presses noget ind i den ellers udmærkede og vittige dialog. En alvor, som er betydningsfuld nok for de medvirkende, men som alligevel føles lidt fad. Det gælder for eksempel også sidehistorien med kokken.
Men Giamatti rammer den altså rent, for han er bare Hunham
Man siger ofte – eller undervisere i manuskriptskrivning gør – at der altid skal være ”noget på spil” for karaktererne i en film. Vi skal kunne forstå, hvad de på overfladen gerne vil opnå (’want’), mens filmen skal afsløre, hvad de i virkeligheden har behov og brug for (’need’).
Her føles det undervejs lidt udvendigt, mens handlingen i Sideways var af en anden støbning, både følelsesmæssigt og filmisk. Dén film føltes som en både tidstypisk og tidløs kommentar, mens vi i The Holdovers som sagt er tilbage i historien, blandt andet takket være dansk Eigil Brylds foto-arbejde. Og det føles lidt som om, at det er dér, vi skal blive.
Giamatti tryllebinder
Men altså, jeg nød også filmen undervejs, og jeg er ret begejstret for Paul Giamatti. Der er dem, der kan finde på at sige – ja, ikke mig, naturligvis – at ”Robert De Niro og Mads Mikkelsen spiller altid bare Robert De Niro og Mads Mikkelsen” eller at ”Meryl Streep spiller i alle sine film Meryl Streep, der spiller en rolle”, men jeg har aldrig hørt nogen sige noget lignende om Giamatti.
Helt præcist hvorfor er lidt svært at afgøre, og det er ikke nok bare at sige, at han er en god skuespiller. Det er han naturligvis, men han har også en evne til at blive sine roller fremfor at spille dem.
Udover den rene skuespilteknik og andre hjælpemidler – såsom i denne films digitale efterbehandling af hans øjne, der har deres eget liv, og som jeg har svært ved at tro, at han selv har kunnet styre – så må det også være et medfødt talent at kunne transformere sig næsten umærkeligt.
Godt skrevet rolle
Det er det samme i denne film. Rollen er dog også godt skrevet, og når han især i starten af filmen er vanvittig spydig og nedladende mod skolens åndsforsnottede rigmandssønner, så er vi med ham. Fordi der bagved – som antydet – ligger en ufortalt historie, hvilket langsomt går op for os, som det jo er meningen i den her slags film.
Men Giamatti rammer den altså rent, for han er bare Hunham, der igen bare er, den han er. Og filmen er næsten tilfreds med, at karakterens umiddelbare ’want’ er status quo og fred og ro, mens hans need er noget, han ikke selv ved. Hvilket jeg i og for sig også ville have været.
Derfor skulle man måske også have oversat titlen
Jeg synes desværre ikke, at Dominic Sessa i rollen som den unge elev yder ham tilstrækkeligt modspil, og måske er det filmens – eller mit – største problem.
Han er nemlig irriterende på en ikke-sjov måde, og der er ikke nok dybde i rollen, selvom den formentlig skal forestille at være et modstykke til Giamattis noget overfladiske men morsomme ven – spillet af Charles Haden Church – i Sideways. Filmen, som jeg ellers inden havde lovet mig selv, at jeg ikke ville sammenligne med, bare fordi det stod i pressematerialet. Men se, hvordan dét gik! Jeg beklager, men mens forholdet mellem hovedpersonerne i den gamle film var et fundament for en særegen humor og dynamik, så er der bare ikke nok at bygge på her.
Du vil gerne se den
Fred være med det, for filmen har også mange forsonende elementer og smil-fremkaldende detaljer, og den ender faktisk godt på en sær måde. Kunne du lide Døde Poeters Klub, Kilden i Provence og Bille August (eller Werther’s Echte og Mozart-kugler), som jo alle emmer af kvalitet, så er denne film noget for dig.
Derfor skulle man måske også have oversat titlen, for jeg vidste da heller ikke, hvad “the holdovers” betyder helt konkret. Kunne man have kaldt den “De tilbageblevne” eller “De efterladte” eller “Oversidderne” eller … måske “Fortidslevnet”? Nej, det er for skrapt!
Læs også Frederik Bojer Bovés anmeldelse af den internationalt anmelderroste film Faldne blade her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her