Koreansk film er mere end ‘Parasite’ – 10 film du kan finde på YouTube

i Kultur/Film af

FILM // LISTE – Kunne du lide Parasite? Lyst til at se mere sydkoreansk film? Men ved du ikke, hvor du skal starte henne? Frygt ikke, POV og Frederik Bojer Bové står klar med en liste over ti film fra sydkoreansk filmhistorie, der kan ses kvit og frit og let på YouTube.

Sydkoreansk film har med Parasite for alvor fået sit internationale gennembrud. Og hvad der er endog mere imponerende, så er det ikke sket som noget spændende og eksotisk, men på den internationale filmverdens egne blockbuster-præmisser: Parasite er en hylemorsom genre-hybrid, der samtidig fungerer som en af tidens bedste kapitalisme-skildringer. Det er ret godt gået.

Det er derfor på sin plads med en lille guide til sydkoreansk film. Men her løber man ind i et lille problem, for Sydkorea har nemlig allerede i cineast-kredse været kendt som et stort filmland i snart 25 år, med instruktører som Park Chan-wook, Hong Sang-soo, Kim Ki-duk og Lee Chang-dong.

Det piblede frem fra midt-halvfemserne, og det i virkeligheden af meget simple grunde: Sydkorea var gennem det meste af filmhistorien ikke et frit land. Først en japansk koloni frem til 1945, derefter ledet af den amerikansk udpegede, på en og samme tid autoritære og ret inkompetente Syngman Rhee, i halvtredserne ødelagt af krigen med Nordkorea. Der var en kort periode med håb i start-tresserne efter Rhee blev tvunget til at gå af, men derefter ledet af militærdiktaturer først af Park Chung-hee indtil denne blev myrdet i 1979, og derefter af Chun Doo-whan.

Det koreanske filmarkiv har nemlig lavet en YouTube-kanal, hvor de har lagt over hundrede film ud til streaming kvit og frit, langt de fleste med engelske undertekster. Så der er helt ærligt ikke nogen undskyldning…

Sydkorea blev først reelt et demokrati i halvfemserne, censuren blev slækket i 1996, og først derefter var der reelle muligheder for at have en filmkarriere uden at skulle gå alt for meget på kompromis. Og så eksploderede det til gengæld også rent kvalitetsmæssigt.

Det betyder dog ikke, at der ikke blev lavet endog fremragende film i årene forinden. Og rent faktisk er Sydkorea måske det filmland i verden, hvor det er nemmest at dykke ned i forhistorien. Det koreanske filmarkiv har nemlig lavet en YouTube-kanal, hvor de har lagt over hundrede film ud til streaming kvit og frit, langt de fleste med engelske undertekster. Så der er helt ærligt ikke nogen undskyldning for ikke at se de bedste af de bedste af de ældre. Udover at det måske kan være lidt svært at finde rundt i. Men her er en guide til ti koreanske arkiv-film du bare skal se. Og SÅ er der ingen undskyldning!

Hurrah! For Freedom

Lad os begynde ved begyndelsen, med en film der fejrede uafhængigheden. Der blev lavet film under kolonistyret, men de fleste er gået tabt, og af dem der er bevaret er en del propaganda. Choe Ingyu er anerkendt som den bedste af de tidlige instruktører, og hans Hurrah! For Freedom er medrivende i sin naive optimisme. I 1946 var Korea sluppet af med fremmed styre, og det kunne da kun blive bedre, ikke sandt?

Idéen om Hurrah! For Freedom som den første rigtige koreanske film blev dog lidt udfordret for et par år siden, da Choes tidligere film Angels blev opdaget i et arkiv i Kina. Angels er nemlig 1) efter sigende en langt bedre film, men samtidig 2) pro-japansk propaganda… Stadigvæk, Hurrah! For Freedom fungerer som smuk tidskapsel inden landet blev splittet af diktatorer, krig og permanent opdeling i Nord og Syd. Og så er den kort.

Aimless Bullet

Der var som nævnt en kort periode med håb i tresserne, og i den periode blomstrede koreansk film også op i en hel lille guldalder. Og ingen instruktør er så forbundet med den guldalder som Yu Hyun-mook, især for hans mesterværk Aimless Bullet. Hvis jeg havde nøjedes med en top tre over koreanske arkiv-film, så var den stadigvæk helt sikkert på. Det er klassikeren rent historiemæssigt.

Yus film synes tydeligt inspireret af den italienske neo-realisme, med sin fortælling om et ruinøst Korea stadigvæk hærget af krigens spøgelser. Hovedpersonen er en traumatiseret veteran, der ikke længere ved hvor han skal tage hen. Melodramatiske forviklinger truer med at ødelægge alle i hans familie, men i sidste ende brillerer filmen som en modig og kompromisløs samfundsskildring. Der er en ærlighed og et insisterende personligt engagement, som skaber stor kunst. Men som diktatorer sjældent er specielt glade for…

The Empty Dream

Okay, det her er en lidt lang historie, men jeg lover den også er lidt sjov. Guldalder eller ej, det koreanske publikum gad ikke rigtig koreanske film, de ville hellere se de samme internationale baskere som alle andre. Men der var strenge kvoter for at vise udenlandske film. Så selskaberne remakede rask væk populære udenlandske film. Især Japan var et yndet land at stjæle idéer fra, eftersom japanske film var bandlyst, samtidig med at den yngre generation af filmskabere talte fint japansk efter at være blevet tvunget til japansk-undervisning under koloni-styret. Det var dog alligevel en anelse overraskende at Yu Hyun-mok valgte at følge op på Aimless Bullet med et remake af den japanske film Daydreams. Det er nemlig en af Japans første mainstream softcore pornofilm. Ikke vanlig kost, hverken for en auteur-instruktør, eller for det koreanske marked.

The Empty Dream signalerer den koreanske guldalders afslutning. Men er stadig en forbløffende film, ulig noget andet, nærmest i hele verden

Plottet i Daydreams er simpelt, en mand går til tandlægen, og mens han er i narkose har han erotiske drømme. The Empty Dream foregår på samme måde, men i stedet for erotik er det syrede, ordløse, nærmest stumfilms-ekspressionistiske sekvenser vi ser. Det er ganske enkelt Koreas første avantgarde-film. Der er ikke ret meget soft core porno tilbage.

Men alligevel gik det galt. I januar 1966 blev Yu anholdt, med det påskud at have inkluderet en nøgenscene i filmen. Yu forsvarede sig med, at den anstødelige scene faktisk ikke havde været med i filmen i sidste ende, men var blevet klippet fra netop for at klare censuren. Men regimet fortsatte, nu var problemet ikke at han havde vist nøgenhed, men at han havde tvunget en skuespillerinde til at være nøgen på settet. Og igen forsvarede Yu sig, hun havde haft en hudfarvet trikot på, ingen havde reelt været nøgne. Lige meget hjalp det.

Problemet var nok snarere at Yu havde udtalt sig regimekritisk. Og at regimet helt generelt ønskede færre eksperimenter, flere film der passede ind i deres national-populistiske kultursyn. The Empty Dream signalerer den koreanske guldalders afslutning. Men er stadig en forbløffende film, ulig noget andet, nærmest i hele verden.

Hwa-nyuh of ’82

Hvis der er én instruktør fra guldalderen der kan måle sig med Yu Hyon-mok, så er det Kim Ki-young, der har opnået kultstatus med sine erotisk ladede genre-film, der har en nærmest psykotisk energi, der til tider kan måle sig med de moderne koreanske instruktører når de er mest grænseoverskridende. Hans The Housemaid fra 1960 er et kæmpe mesterværk, der vitterlig burde være blevet vist i cinemateker over hele verden det sidste års tid. Jeg har nemlig svært ved at forestille mig det ikke har været en kæmpe inspiration for Bong Joon-ho da han lavede Parasite.

I The Housemaid flytter en ung kvinde ind som housemaid hos en lille familie, hvor faren arbejder som komponist. De to har selvfølgelig en affære, som selvfølgelig resulterer i en graviditet, men så bliver den unge kvinde tvunget til at få foretaget en abort, og så går det hastigt ned af bakke med død og ødelæggelse til følge. Det handler om køn snarere end klasse, men som i Parasite handler det om sammenstød i en stor moderne villa, hvor arkitekturen fortæller en stor del af historien.

Især efter at instruktør Im Sang-soo genindspillede filmen i 2010, hvor den moderne villa nærmest er som en lidt mindre inspireret udgave af familien Parks legendariske hjem fra Bongs film, har jeg svært ved at tro Bong Joon-ho ikke har tænkt på denne filmhistoriske klassiker, mens han skrev sin egen film.

Jo, Bong Joon-ho kender udemærket til The Housemaid

Og det er virkelig en rød tråd i koreansk film, for udover Im Sang-soo, så instruerede Kim Ki-young såmænd selv to yderligere udgaver af sin fortælling, Woman of Fire fra 1971, og Woman of Fire ’82, som du selv må regne ud hvornår er fra. Originalen findes desværre ikke i filmarkivet, men de to genindspilninger giver en god idé om hvad der foregår.

Jeg har valgt den fra 82 (med den koreanske titel Hwa-nyuh of ’82), da kopien ganske enkelt er pænere. Originalen er nyligen restaureret, og burde fanme snart blive sat op i en biograf nær dig!

Rice / The Red Scarf

Shin Sang-ok instruerede over 70 film, og én af dem er blevet kult-kendt, men den ligger ikke hos det sydkoreanske filmarkiv, af meget logiske grunde. Den er nemlig lavet i Nordkorea. I 1978 bortførte det nordkoreanske styre simpelthen den da 52-årige instruktør samt hans kone, og efter genopdragelse og to år i fængsel instruerede han syv nordkoreanske film fra 83 til 86. Monsterfilmen Pulgasari er bedst kendt. Men som sagt ikke i arkivet.

Man skal jo passe på med at lede efter logik hos megalomane diktatorer, men måske Shin Sang-ok blev valg som kidnapningsoffer, fordi han havde bevist sit værd som propagandist i syden. Hans Rice skildrer en lille landsby der arbejder med at forbedre det lokale vandingssystem. De får stor hjælp af et godhjertet militærdiktatur, der beredvilligt stiller soldater til rådighed.

Diktator Park Chung-hee benyttede Rice da han i 1964 gennemgik en valgprocess for at legimitere sit miltitærdiktatur. Sjovere er The Red Scarf, som godt nok er én stor hyldest til det koreanske luftvåben, men som alligevel fungerer udmærket som flyve-film a la Top Gun.

Heavenly Homecoming to Stars

Lee Jang-hos debutfilm er en af de mest populære i filmarkivet, og var i sin tid banebrydende og genredefinerende. Dog måske ikke helt på den måde Lee havde håbet. Den unge instruktør forsøgte med sine samtidige at skabe en ung filmbølge a la Nouvelle Vague, de kaldte sig Visual Age og havde deres eget filmtidsskrift. Men filmene er ikke gået over i historien rent æstetisk. Til gengæld er Heavenly Homecoming to Stars anerkendt som en milepæl i koreansk erotisk filmhistorie.

I samtiden, dvs i 70’erne, da diktaturet var på sit mest repressive stadie, var dens relativt friske tilgang til seksualitet på sin egen vis revolutionerende, omend der selvfølgelig ikke er noget decideret nøgenhed involveret. Og selvom kvinden der har sex naturligvis er en tragisk skæbne.

Jeg har set det anslået, at 40% af kvindelige karakterer i koreanske film i halvfjerdserne arbejdede som værtinder… Det var et meget patriarkalsk samfund, er det måske stadigvæk

Lees film fortæller på melodramatisk vis om Gyeong-a, der arbejder som ‘værtinde’ på en bar, det vil sige hun serverer alkohol og snakker med mænd. Meget, meget frækt. Og så har hun tragiske forhold.

Filmens succes – over 400.000 solgte billetter – medførte en bølge af ‘værtindefilm’, der mere eller mindre direkte antydede, at de smukke skuespillerinde havde sex en gang imellem. Jeg har set det anslået, at 40% af kvindelige karakterer i koreanske film i halvfjerdserne arbejdede som værtinder… Det var et meget patriarkalsk samfund, er det måske stadigvæk.

The Ae-ma Woman

I firserne kom en ny militær-diktator til magten, med en kulturpolitik jeg har set kaldt for 3xS, for sex, sport og skærm. Fjernsyn til folket, OL til Seoul i 88, og mindre censur i film. Så mens tanks og soldater massakrerede demonstrerende studenter, så kunne koreanerne se en lind strøm af rigtig erotiske film.

The Ae-ma Woman er en værre gang skrammel. Men det er er en underholdende film, og lidt fascinerende, at den kunne laves ikke engang tyve år efter at The Empty Dream kom i klemme, og ikke engang som et undergrunds provokerende værk, men med velvilje fra et styre, der stadig slog hårdt ned på selv den mildeste form for sympati med folk på venstrefløjen.

Mandala

På den ene side propaganda, på den anden porno. I mange år var det svært for instruktører at lave nogen som helst form for personlige film. Det lykkedes dog for Im Kwon-taek, der i mine øjne stadigvæk i dag må stå som Sydkoreas største instruktør. Hans karriere strækker sig fra tresserne og op til i dag, og han var også den første sydkoreanske instruktør der kom til Cannes med Chunhyang i 2000 (der også ligger i arkivet).

Han fik lavet den arketypiske aftale med sit produktionsselskab om ‘én-til-jer-og-én-til-mig’ så hans filmografi veksler mellem gigantiske blockbustere og små personlige mesterværker. Intet andet er så smukt som Mandala, en film om buddhistiske munke, der med sit langsomme og spirituelle filmsprog er en art forløber til film som Kim Ki-duks Forår Sommer Efterår Vinter… og Forår. Den er lidt for koreansk film i firserne, hvad Dreyers Ordet er midt den danske folkekomedietid.

Sopyonje

Historien om Sopyonje er næsten lige så legendarisk som filmen. I starten af halvfemserne lavede Im Kwon-taek trilogien om The General’s Son, der satte billetrekorder i de koreanske biografer. Så han fik ro og fred til at lave sin næste lille film, der skulle handle om en familie af ‘pansori’-musikere, omvandrende musikere, der holdt en gammel koreansk tradition i live.

Sopyonje er om noget et must hvis du skal spille smart med din viden om koreansk filmhistorie. Og det skal du

Sopyonje fik premiere i en enkelt biograf i Seoul i april 1993. Og selv da den et halvt år efter solgte flest billetter gik den stadig kun i tre sale i den store millionby. Den endte med at slå rekorderne som blockbuster-trilogien havde lavet bare et par år forinden, og solgte en million billetter alene i hovedstaden. Den er stadig i dag et fænomen i koreansk film.

Og så er den nogenlunde et mesterværk. Med at dykke ned i gamle koreanske kultur-fænomener kan den minde lidt om samtidige kinesiske storfilm som Zhang Yimous At Leve eller Hou Hsiao-hsiens The Puppetmaster. Men det fornægter sig ikke at Im er en melodramaets mester.

Plottet foregår med de helt store svigt og afsavn, og til sidst tror jeg alle må fælde en tåre. Og så er der nogle mesterlige skud undervejs, som et longtake hvor den lille familie kommer syngende og dansende ned af en lille vej. Sorg og glæde og pansori. Sopyonje er om noget et must hvis du skal spille smart med din viden om koreansk filmhistorie.

Og det skal du. Ingen undskyldning længere.


Fotocredit: Promo-still fra Aimless Bullet

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur