UKRAINE // KOMMENTAR – Efter to års blodig, forfærdelig krig i Ukraine står det nu klart, at intet kunne have bremset Putin. Men heldigvis tog Putin også fejl, da han undervurderede den ukrainske modstandsvilje. Ingen kan længere være i tvivl om, hvor stærkt deres ønske om selvstændighed brænder, skriver Morten Hammeken.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For to år siden vågnede vi op til krig i Ukraine. Før den 24. februar 2022 håbede jeg til det sidste, den kunne afværges. Jeg skrev artikler om behovet for deeskalering og medvirkede i TV-debatter om emnet. Her fremførte jeg det synspunkt, at jeg ikke troede, Rusland ville invadere.
Jeg tog fejl.
Hvorfor tog så mange fejl? Hvorfor tog jeg fejl? Det er spørgsmål, jeg har reflekteret meget over siden da
Bevares, mange gjorde det – fra efterretningstjenester og sikkerhedseksperter til politikere. Selv præsident Zelenskyj afviste invasions-muligheden få dage forinden.
Men hvorfor tog så mange fejl? Hvorfor tog jeg fejl? Det er spørgsmål, jeg har reflekteret meget over siden da. Jeg er kommet frem til tre overordnede grunde:
1. Jeg overvurderede Rusland som en rationel aktør
Da den russiske hær sendte mere end 150.000 soldater til den ukrainske grænse i januar 2022, var det et deja-vu for os, der har fulgt konflikten i Donbas tæt. Den russiske hær havde foretaget samme manøvre året forinden og havde i det hele taget raslet med sablen.
Jeg så det som en klassisk russisk afpresningstaktik, der skulle tvinge indrømmelser ud af Vesten og den ukrainske regering. Men denne gang blev sablen ikke i skeden.
Jeg fandt det komplet urealistisk, at man skulle kunne gennemføre en landjords-invasion af et område, som er næsten det dobbelte af Tysklands størrelse med en så lille styrke – langt mindre end den stående ukrainske hær, hvilket ville kræve et massivt teknologisk overtag.
Den russiske økonomi er blevet omdannet til en krigsøkonomi, som langsomt eroderer civilsamfundet. Rusland opretholder sin eksistens ved at spise sin egen fremtid
To år efter har det da også vist sig at være netop dét – et fantasifoster. Med relativt begrænsede våben fra Vesten lykkedes det den ukrainske hær at bremse den russiske lynoffensiv.
Det var imidlertid heller ikke Putins plan at skulle trækkes ind i en stor krig. Han satsede på en lynkrig og et decapitation strike, hvor den ukrainske regering enten flygtede eller blev dræbt inden for en uge.
Havde jeg kendt til den plan, ville jeg nok stadig have kaldt invasion for usandsynlig al den stund, at det simpelthen ville koste russerne for meget. To år efter kan vi konstatere, at det har kostet russerne alt.
Den russiske økonomi er blevet omdannet til en krigsøkonomi, som langsomt eroderer civilsamfundet. Rusland opretholder sin eksistens ved at spise sin egen fremtid. Deres passagerfly mangler reservedele, storbyer mangler varmepumper og transformatorer, hvilket har tvunget tusinder til at overleve vinteren uden varme.
Deres små byer mangler alle de mænd, der meningsløst er blevet sendt i døden, som er kommet hjem uden arme eller ben, eller som er draget i eksil. Olieindtægterne er faldet med 55 %.
Og det har kun udsigt til at blive værre.
De økonomiske konsekvenser burde have holdt Rusland langt ude af en varm krig. Fra Kremls perspektiv ville det have været langt mere effektivt at fortsætte sin lavintense krig i Donbas. Men når man har besluttet sig for at gå i krig, ryger den slags beregninger ud af vinduet.
Når krigen engang er overstået, kommer den russiske befolkning til at skulle forlige sig med en kollektiv skam over, hvad landet har gjort, på samme måde som den tyske befolkning i efterkrigstiden. Og for hvad? Et par små ruinbyer i Donetsk? Udbombede Mariupol?
Værst af alt har den russiske befolkning fået ødelagt sin sjæl af at være krigsførende nation. Når krigen engang er overstået, kommer den russiske befolkning til at skulle forlige sig med en kollektiv skam over, hvad landet har gjort, på samme måde som den tyske befolkning i efterkrigstiden.
Og for hvad? Et par små ruinbyer i Donetsk? Udbombede Mariupol? At landet ville satse så meget for at vinde så lidt, havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig.
2. Jeg undervurderede Putins transformation
Jeg har i mange år kaldt Vladimir Putin for verdens farligste mand. Hans regime er som en kræftsvulst, der aggressivt forsøger at metastasere til resten af verden. Hans giftige sind har i årtier ødelagt Rusland indefra, og hans krigsførelse i Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine har afsløret hans imperialistiske natur gennem 23 år.
Jeg er også fuldt og fast overbevist om, at FSB under hans ledelse stod bag lejlighedsbomberne i 1999, der gav den russiske regering et påskud til at genstarte krigen i Tjetjenien.
Jeg skrev i 2017 en mail til daværende udenrigsminister Anders Samuelsen, hvor jeg opfordrede ham til på vegne af Danmark at foreslå sanktioner mod Kreml-regimet.
Den konkrete anledning var Ramzan Kadyrovs heksejagt på LGBT+-personer i Tjetjenien, men mailen kunne lige så vel have været forfattet efter hans mord på Boris Nemtsov i 2015 eller den politistat, han indførte efter Snerevolutionen i 2011-12.
Det frustrerede mig voldsomt, at danske politikere vedblev at undervurdere det russiske regime.
Putin var i mange år en sådan beregnende psykopat. Men under covid-pandemien gik hans hjerne om muligt mere i stykker. Den aldrende zar begyndte at udvikle en dødsangst, der manifesterede sig i komiske langborde, paranoia og ekstrem isolation
Alligevel havde selv jeg ikke forestillet mig, at Putin – verdens farligste mand – ville starte en krig i Ukraine. Min vurdering af ham var, at han var en rationel psykopat, og at han også forstod, hvilke konsekvenser det ville få.
Putin var i mange år en sådan beregnende psykopat. Men under covid-pandemien gik hans hjerne om muligt mere i stykker. Den aldrende zar begyndte at udvikle en dødsangst, der manifesterede sig i komiske langborde, paranoia og ekstrem isolation.
Da russiske atleter efter OL i Tokyo skulle møde præsidenten, berettede de om at blive anbragt i isolation i op til en uge, før de kunne komme i audiens. Set i bakspejlet var det en advarselslampe om voksende paranoia.
Mens Putin sad isoleret i sit palads ved Valdajsøen, blev han i mange måneder holdt med selskab af Jurij Kovaltjuk, en af præsidentens excentriske milliardærvenner. Kovaltjuk hviskede også i Putins ører: “Vi får hurtigt skik på de opsætsige ukrainere.” “Dit eftermæle skal være genoprettelsen af imperiet.”
Høge som Kovaltjuk, Nikolaj Patrusjev og FSB-chef Alexander Bortnikov fortalte Putin dét, han gerne ville høre. Efter 22 år ved magten var Putin begyndt at blive fanget af Diktatorens Dilemma, hvor alle kritiske stemmer er blevet fjernet, og hvor kun magtspillende fedterøve og ja-sigere er tilbage.
Putin var begyndt at tro på sin egen propaganda og regnede med, at erobringen af Kyiv var en formssag.
3. Jeg lyttede ikke til de rigtige efterretninger
Jeg tog fejl. Den franske efterretningstjeneste tog fejl. Rigtig mange tog fejl.
Men der var også nogle, der ramte plet.
Da den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sammen med stabschef Andriy Yermak rejste til Washington i november 2021, var det første, en højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium sagde til dem: “Guys, dig the trenches!”
Det amerikanske efterretningsapparat havde meget præcise efterretninger – antageligt fra højtstående kilder i Kreml – som gjorde dem overbeviste om, at en invasion var nært forestående.
På et stabsmøde kort forinden havde daværende hærchef Mark Milley briefet Biden & Co. om den russiske angrebsplan, endda i forbløffende detaljegrad. Tank-kolonner gennem Belarus, forsøg på at indtage Hostomel Lufthavn, angreb gennem Chernihiv-regionen. Amerikanerne kendte hele den russiske invasionsplan og forsøgte at advare Ukraine og resten af Nato-landene.
Jeg tog fejl. Men heldigvis tog Putin også fejl, da han undervurderede den ukrainske modstandsvilje. Ingen kan længere være i tvivl om, hvor stærkt deres ønske om selvstændighed brænder
At jeg ikke lyttede (nok) til dem, skyldes nok samme mistillid som den, der gjorde tyske, franske og italienske efterretningstjenester skeptiske: Sporene fra Irak-krigens løgne skæmmede. Her begik jeg den fejlslutning at tro, at fordi amerikanerne løj/lyver om nogle ting, lyver de altid.
Forskellen var bare, at CIA i 2002 fortalte Bush en løgn, han ønskede at høre. I det her tilfælde fortalte de Biden en sandhed, han håbede at kunne undgå. Da Biden i sommeren 2021 havde sendt CIA-direktør William Burns til Moskva, kom han tilbage med en deprimerende melding: “Jeg er blevet mere, ikke mindre bekymret.”
Efter to års blodig, forfærdelig krig i Ukraine, står det nu klart, at intet kunne have bremset Putin. Han havde i årevis besluttet sig for at genindlemme Ukraine under sin kontrol, og til det formål var han villig til at smide billioner af rubler, hundredtusinder af menneskeliv og hele forholdet til Vesten ud med badevandet.
Jeg tog fejl. Men heldigvis tog Putin også fejl, da han undervurderede den ukrainske modstandsvilje. Ingen kan længere være i tvivl om, hvor stærkt deres ønske om selvstændighed brænder.
Der bliver aldrig en normalisering med Rusland, så længe Putin sidder ved magten. Men giver vi ukrainerne våbnene til at kæmpe videre, kan hans tid ved magten være kortere, end vi tror. Husk, at revolution altid virker umulig – indtil den er uundgåelig.
Slava Ukraini!
Læs flere artikler af Morten Hammeken her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
