DAGENS POV // KØN – Kvinders ur-angst for mænds vold er så internaliseret, at de frihedsbegrænsninger, kvinder pålægger sig selv som selvbeskyttelse, ofte er reflektoriske og sjældent italesættes. Men mænds vold er ikke en naturlov, selvom det ligner. Vi kan gøre noget samfundsmæssigt, og det er på høje tid at tale om det.
Mordet på en 58-årig kvinde i Tisvilde fik fredag Weekendavisens Pernille Stensgaard til i artiklen ‘Rasende jaget vildt’ at bryde et tabu, som de fleste kvinder uanset alder lever med dagligt: Frygten for at blive udsat for overfald, vold, voldtægt og mord begået af mænd.
Kvinden fra Tisvilde var læge, hun levede et helt almindeligt liv på en lille grusbelagt sidevej til hovedgaden i Tisvilde. Natten til tirsdag den 30. april trængte en mand ind i hendes hus, angiveligt gennem et vindue, og mishandlede hende så voldsomt, at hun senere døde af sine kvæstelser på hospitalet.
De frihedsbegrænsninger, kvinder pålægger sig selv som beskyttelse mod mænds potentielle vold, hører ikke hjemme i et samfund, der kalder sig kønsligestillet. Punktum
Det bestialske mord aktiverede Pernille Stensgaards egen ur-angst, skriver hun, i en artikel der bevæger mere end almindeligt, fordi Stensgaard sætter ord på en angst alle kvinder bærer med sig som en tyngende men ofte tavshedsbelagt hverdagserfaring.
Tak for det, Pernille Stensgaard!
Alene i sommerhuset
Selv har jeg lige lært at overnatte alene i mit sommerhus i Asserbo. Det har taget mig fem år at nå dertil. For en måned siden gjorde jeg det to nætter i streg uden at ligge vågne hele natten og bare vente på det første morgenlys. Jeg nåede faktisk at føle en slags frihed i den refleksion, at nu kan jeg jo bare tage herop alene, når det passer mig.
Så blev kvinden i Tisvilde myrdet. Og da mordet kom min 18-årige datter for øre, modsatte hun sig mine planer om at udnytte min nyerhvervede frihed til at tage fire arbejdsdage alene i sommerhuset. Det ligger syv kilometer fra Tisvilde, og jeg kom ikke afsted.
I skrivende stund ved jeg faktisk ikke, hvornår jeg gør det igen. Jeg har ikke en hund. Jeg har ikke et jagtgevær. Og alt det med knive eller en tung hammer under sengen har jeg været igennem.
”Det er jo irrationelt”
For kort tid siden afprøvede min brors kone samme model, for hun har også døjet med ikke at turde overnatte alene i deres sommerhus i Kulhuse. Efter den første veloverståede nat sagde min bror i telefonen, at han synes, ”det er synd for kvinder, at de skal have det sådan. For det er jo irrationelt!”.
Jeg studsede over ordet.
Og så slog det mig, at præcis dét ordvalg sandsynligvis medvirker til, at kvinder ikke taler om deres iboende angst for overfald og mord. I ordet ligger nemlig en afvisning af angstens relevans.
Irrationelt!
Hvorfor er mænds vold mod kvinder og mod andre mænd så tavshedsbelagt også mere generelt?
Ordet gør angsten grundløs og bortdømmer den som en pjattet følelse at rende rundt med. ’Tag dig nu sammen, der er jo i virkeligheden ikke noget at være bange for, vel?!’.
Det kan godt være, at risikoen for at blive overfaldet i sit sommerhus er marginal, hvis man ikke kender eller lever sammen med en psykopat. Alligevel stortrives angsten for præcis dét, fordi alle kvinder ved, at de potentielt er udsatte. Og denne dybt påtrængende følelse skal ikke bortdømmes, for mænds vold mod kvinder findes jo. Det ved vi fra statistikkerne, fra nyhederne, fra filmproduktioner, dokumentarer, romaner, lokalsamfund, naboer. Alle mænd er ikke voldelige, langtfra, men mænds vold mod kvinder er et samfundsmæssigt grundvilkår, der hviler solidt på de patriarkalske strukturer, vi helst heller ikke taler om.
Vi tager vores forbehold
Jeg kender kvinder, der har arbejdet på kvindekrisecentre i årevis. Antallet af voldsramte kvinder er omkring 38.000 (30.000 – 47.000) om året, oplyser en rapport fra 2018. Og her taler vi ikke bare om en lussing, vi taler om voldsepisoder, der også kræver lægelig behandling, i værste fald hospitalsindlæggelse. Som en af de frivillige fra Danner Stiftelsen engang tørt konstaterede, da jeg reagerede på det høje tal og gangede det op i global skala: Ja, i andre sammenhænge ville man måske kalde det ’etnisk udrensning’ eller ’folkedrab’.
Vi kigger os over skulderen, slår blikket ned, holder vores kæft. Det kaldes selvbeskyttelse
Tallet bare for Danmark står i grel modsætning til den indifferente reaktion det generelt mødes med. 38.000 er langtfra alle kvinder, men alle kvinder er intuitivt på vagt. Vi tager vores forbehold, risikovurderer, undgår øde skovstrækninger og går hellere en omvej, hvis genvejen er gennem en mørk tunnel. Vi kigger os over skulderen, slår blikket ned, holder vores kæft. Det kaldes selvbeskyttelse.
Disse frihedsbegrænsende forholdsregler er så internaliserede og foregår så reflektorisk, at de har karakter af naturlov. Når vi sjældent taler om det selv, er det højst sandsynligt, fordi der går en lige linje fra den samfundsmæssige ligegyldighed og postulatet om ’irrationelt’ til det forlegne forhold de fleste kvinder har til den ur-angst, der bor i dem.
Hvorfor taler vi ikke om det?
Men hvorfor er mænds vold mod kvinder og mod andre mænd så tavshedsbelagt også mere generelt? Hvorfor fordømmer vi det ikke og påpeger, hvad det har af menneskelige omkostninger, at det virker urimeligt disciplinerende på kvinders adfærd og hæmmende for deres frihed til at bevæge sig rundt alene? Hvorfor taler vi ikke om, hvad det koster samfundet på årsbasis, når mænd knalder ud over, at Brøndby ikke bliver danske mestre i fodbold, når nogen overhaler dem i trafikken, eller kigger forkert på dem i bussen, siger dem imod, ikke vil have sex med dem, eller vil skilles? Hvorfor taler vi ikke om det?
Den manglende anerkendelse af problemet i Danmark er uacceptabel. De enorme samfundsmæssige omkostninger er langt ude
Samfundsregningen for mænds kønssocialiserede adgang til aggressiv adfærd må være enorm; politi, sygehuse, læger, renovation, psykologer, sygeplejersker, domhuse, advokater, sygedagpenge, førtidspension, forskning. Listen er lang. Svenskerne regnede engang på det i forhold til den svenske stats øvrige udgifter. Det var tankevækkende, hvad man kunne have brugt de penge til, hvis man ellers ville tale om det, konkluderede de. Men sådan er svenskerne jo. De prøver i det mindste.
Den manglende anerkendelse af problemet i Danmark er uacceptabel. De enorme samfundsmæssige omkostninger er langt ude. De frihedsbegrænsninger, kvinder pålægger sig selv som beskyttelse mod mænds potentielle vold, hører ikke hjemme i et samfund, der kalder sig kønsligestillet. Punktum.
Drabet på en enlig kvinde i Tisvilde har chokeret mig, Pernille Stensgaard og mange, mange andre kvinder og mænd. Lad os håbe, at Pernille Stensgaards fabelagtige opråb i Weekendavisen om, at hun ”vil have frygten bragt til referat” kan åbne for en samtale, der ruller den nødvendige forandring i gang.
Foto: Max Pixel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og