SOCIALE MEDIER // KRONIK – Alt er ved hånden, uanset tid og sted. Ikke så mærkeligt, at det lille apparat er blevet mindst lige så afhængighedsskabende, som cigaretterne var. En af bivirkningerne er oplevelsen af, at “helvede er de andre”, som filosoffen Jean-Paul Sartre beskrev.
Østerport Station midt i myldretiden. S-togene er lidt forsinkede. For få år siden havde mange trukket cigaretpakken op og taget sig en smøg i ventetiden. Men i dag ved vi, hvordan livsstilen påvirker vores helbred; rygning skaber både afhængighed og tidlig død.
Nye undersøgelser viser endda, at man mangedobler sin risiko for psykisk sygdom ved at ryge. Jeg kigger mig omkring på perronen. I stedet for at pulse på de sundhedsskadelige nikotinpinde står næsten alle nu og stirrer på en smartphone.
Lidt senere i toget, hvor mange tidligere havde fundet avisen frem, sidder de fleste i dag med opmærksomheden klistret til den skærm, som på få år er blevet det perfekte filter for ventetidens tomme øjeblikke; en slags digital protese med direkte adgang til information, nyheder, kommunikation, dating, møder, sex, venner, underholdning, social anerkendelse, indkøb og ikke mindst viden om, hvordan man bør være og se ud, hvordan man skal føle og forstå sig selv og sin placering i verden.
Instagram er således blevet vurderet som den værste platform, når det kommer til påvirkning af ikke mindst de unges mentale sundhed
Alt er ved hånden, uanset tid og sted. Ikke så mærkeligt, at det lille apparat er blevet mindst lige så afhængighedsskabende, som cigaretterne var.
Da Apple d. 29. juni 2007 satte den første iPhone i handlen, var der tale om en social teknologi, som på få år skulle forandre det enkelte menneskes forhold til sig selv, til andre og til verden i det hele taget. Med denne teknologi har vi aldrig været tættere på en symbiose mellem menneske og maskine.
Det viste sig i praksis, da mit S-tog nåede til Ordrup Station, hvor jeg skulle af for at passe mit barnebarn: Ingen lagde deres smartphone i lommen eller tasken, da de steg af toget. Alle beholdt den i hånden, nærmest som om det var en digitaliseret eksistentiel protese.
Kvalitetstid sammen med Instagram
I toget havde jeg hørt et par løsrevne ord fra en telefonsamtale bag mig: “Jeg har snart behov for noget kvalitetstid hjemme i sofaen sammen med min telefon og Instagram.” Dette behov var opstået på grund af stress, kunne jeg forstå, inden stemmen forsvandt i det almindelige mylder på perronen.
Stress er heldigvis ved at blive anerkendt som en lidelse, der er tæt forbundet med vores nuværende livsform og ikke mindst arbejdsform. Men måske kan vedkommendes løsning i form af en forhøjet dosis Instagram udvikle sig til et helt nyt problem i sig selv. Instagram er således blevet vurderet som den værste platform, når det kommer til påvirkning af ikke mindst de unges mentale sundhed.
Det helvede, som Sartre skrev om, var andre menneskers blik på én selv, muligheden for deres dom, afvisning og holdning af typen “du er ikke god nok, smuk nok, klog nok eller rigtig nok
I psykologien taler man om objekthunger, som er menneskets store behov for at knytte sig til objekter, som reelt eller i fantasien kan tilfredsstille sulten efter ro og tryghed. Vi kunne sige, at mobiltelefonen og Instagram (og alle andre såkaldte sociale platforme) er genstande for vores objekthunger. Objekter, som lader os leve relativt uforstyrret og ureflekteret med den fremmedhed, forladthed, ensomhed osv., som følger med vores stressende livsform og individualisering.
“Alenetid på sofaen med telefon og Instagram” er udtryk for, at smartphones sammen med Instagram og andre sociale platforme er blevet en slags digital lykkepille. De “virkelige” lykkepiller – de kemiske – har bivirkninger. Men hvis man kigger lidt på de små videoklip på fx Instagram, så har de også bivirkninger. En af disse bivirkninger er oplevelsen af, at “helvede er de andre”, som den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre skrev i teaterstykket Lukkede døre.
Nemmere at lukke sig inde med sin mobiltelefon
At ”de andre er et helvede” betyder i denne sammenhæng, at hvis man begynder at sammenligne sig selv og sit eget liv med livet, som det udspiller sig i Instagrams såkaldte Reels, så kan man få seriøse problemer. I disse Reels viser små videoklip forskellige livsstilsuniverser, hvor lykke, glæde, ro, harmoni, romantik, skønhed, erotik, sex og gnidningsløse relationer er normen.
Der er hele serier, som man kan abonnere på, hvor unge, smukke og letpåklædte par viser deres forelskelse gennem hyggelige, drillende og frække klip. Eller de træner deres perfekte kroppe i et fitnesscenter eller demonstrerer blød forførelse af hinanden hjemme i det perfekte køkken. Jeg er klar over, at der findes masser af andre Reels, som er indbegrebet af eksponeret ondskab og ulykke, men det kan jo også være stærkt beroligende at kigge på hjemme i sofaen.
Netop i den alder, hvor man begynder at orientere sig mod andre for at få tilhørsforhold, identitet, anerkendelse og blive inkluderet i sociale grupper, får de sociale medier en magnetisk tiltrækningskraft
At sammenligne sig selv, at spejle sig selv i billeder og videoer på Instagram og andre sociale medier kan blive et helvede, for sådan er livet ikke i virkeligheden. Det helvede, som Sartre skrev om, var andre menneskers blik på én selv, muligheden for deres dom, afvisning og holdning af typen “du er ikke god nok, smuk nok, klog nok eller rigtig nok.
”Helvede” fra Instagrams Reels har ganske vist ikke øjnene hvilende på os, men vi kan spejle os i dem, se os selv gennem dem – og ikke kun se, hvad de har, men først og fremmest, hvad vi ikke selv har. De giver korte glimt af andres (fake og indstuderede) lykke og rigtighed. De giver så at sige et kick af lykke, glæde o.l. på samme måde, som en hurtig sukkerindtagelse kan give følelsen af et fysisk overskud, selv om det forbrændes næsten umiddelbart og kun kan genskabes gennem et nyt indtag.
Senest har DR undersøgt elevernes trivsel på fire efterskoler. Tre ud af de fire skoler fortæller, at “elevernes trivsel – og evne til at indgå i fællesskabet – i stigende grad forringes af deres mobilforbrug.” En efterskoleelev uddyber dette: “Nogle gange er det nemmere at lukke sig selv inde og sidde med sin mobiltelefon end at tage sig sammen og være sammen med de andre ude i fællesrummet.”
Ligger ansvaret hos brugerne eller hos tech-giganterne?
Netop i den alder, hvor man begynder at orientere sig mod andre for at få tilhørsforhold, identitet, anerkendelse og blive inkluderet i sociale grupper, får de sociale medier en magnetisk tiltrækningskraft.
På den ene side profilerer disse medier sig med idealerne om et fællesskab, som de unge inviteres ind i. På den anden side skaber deltagelse i disse digitale fællesskaber paradoksalt nok ofte udtalt mistrivsel, ensomhed og følelse af utilstrækkelighed, forkerthed og frygt for afvisning og udelukkelse; helvede bliver de andre.
De sociale medier bygger ikke blot videre på en social og kulturel trend, som eksisterede i forvejen. De har implementeret og drevet noget helt nyt frem. Et par af toplederne fra Facebook udgav i 2013 en bog, hvor de beskrev internettet som drivkraften i en af “de mest spændende sociale, kulturelle og politiske transformationer i historien”, som vil rejse “fundamentale spørgsmål om identitet, relationer og endda om vores egen sikkerhed”.
Der er intet socialt ved de sociale mediers tilbud om at hjælpe og forstå brugerne. Det er rent kommercielle angreb på menneskets mest sårbare sider
Det forekommer tvivlsomt, om den sidste bemærkning vedrørende “vores egen sikkerhed” skal tages som et løfte eller en trussel. I hvert fald understreger de to forfattere, at det nye og spændende kommer, fordi “internettet er verdens største uregulerede sted”.
Det er korrekt, at internettet er ureguleret, og meget af det, som foregår på de sociale medier, vil ganske enkelt blive retsforfulgt i de fleste andre sociale sammenhænge. Tech-cheferne står i kø for at lægge ansvaret for brugernes sikkerhed over på brugerne selv. De understreger, at det er brugerne, og ikke virksomhederne bag disse teknologier, som er den drivende kraft i forandringerne. Firmaer som Facebook og Google stiller blot ydmygt deres teknologi til rådighed.
I dag trues vi kun i meget begrænset omfang af overfald og besættelse af totalitære regimer udefra. En meget nærværende og voksende trussel er imidlertid truslen fra tech-giganternes uregulerede – og totalitære – muligheder for at besætte vores indre og private områder.
Der er intet socialt ved de sociale mediers tilbud om at hjælpe og forstå brugerne. Det er rent kommercielle angreb på menneskets mest sårbare sider, og specielt de unge oplever en eksistentiel trussel fra denne form for invasion og besættelse: Hvis du ikke er en del af den falske virkelighed i cyberspace, så findes du slet ikke. Eller måske findes du alligevel – hjemme på sofaen med din smartphone i digital fosterstilling sammen med Instagram – den digitale lykkepille.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
